Søren Ulrik Thomsen
Foto: Robin Skjoldborg

Søren Ulrik Thomsen

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret i 2016.
Top image group
Søren Ulrik Thomsen
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Thomsen, Søren Ulrik
Foto: Leif Tuxen

Indledning

Søren Ulrik Thomsen har siden debuten med ”City Slang” i 1981 haft en særlig status blandt både læsere og kritikere. Thomsen har bevæget sig fra at erfare et mytologisk storbymiljø i 1980’erne over et mere religiøst og erkendelsesmæssigt rum i 1990’erne til at opnå en status som en nærmest folkelig poet i 2000-tallet. Efter ni års pause udgav han i 2011 digtsamlingen ”Rystet spejl”, og i 2016 er han aktuel med tekstsamlingen ”En hårnål klemt inde bag panelet”.

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er en enestående samling af poetiske, kloge og sanselige digte, som i samklang med essays og poetikker vidner om et vægtigt og uomgængeligt forfatterskab.

  

39471736

Blå bog

Født: 8. maj 1956 i Kalundborg.

Uddannelse: Har læst litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.

Debut: City Slang. Vindrose, 1981. Digte.

Litteraturpriser: Otto Gelsted-prisen, 1985. Emil Aarestrup Medaillen, 1991. Weekendavisens Litteraturpris, 1991. Søren Gyldendal Prisen, 2015.

Seneste udgivelse: Store Kongensgade 23 : et essay. Gyldendal, 2021.

Inspiration: Van Morrison, Georg Trakl, Freud og Luther.

Periode: Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Genre: Lyrik

 

 

Se filmen Jeg er levende på Filmcentralen

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Et kort øjeblik når jeg vågner / har jeg glemt / at kastanjen overfor er fældet / og at bøgerne af min ungdoms stjerner / gule og bulede / står i en kasse på gaden / til ti kroner stykket / ja, selv at du for længst er væk. / Men i næste sekund / har jeg indhentet alle tredive år / og hen under aften / oven i købet fået en fremtid / før natten tager mig tilbage.”
”Rystet spejl”, s. 12.

Søren Ulrik Thomsen er født i Kalundborg og vokset op på Stevns, nærmere bestemt i ”Store fucking Heddinge”, som han engang har kaldt sin hjemby. Han flyttede med sin familie til København som 16-årig og blev straks imponeret over storbyens fart, tempo, liv, som han bl.a. betragtede fra sin lejlighed i St. Kongensgade 23. Bevægelsen fra St. Heddinge til St. Kongensgade har været altafgørende for udviklingen af hans forfatterskab, der i debutsamlingen ”City Slang” helt op på titelniveau tematiserer byen og byens sprog. Thomsen har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men har brugt det meste af sit voksne liv på at skrive. 

I Jørgen Leths portrætfilm ”Jeg er levende” fortæller Søren Ulrik Thomsen om sin opvækst, at oplæsning og aftensange ”var med til at skærpe hans interesse og sans for musikken og rytmen i det poetiske sprog.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget af Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17). Denne opmærksomhed på sprogets rytme og klange er en del af Søren Ulrik Thomsens bevæggrunde for at skrive, og adspurgt om, hvad der fik ham til at blive forfatter, svarer han: ”Måske man kan se nogle spor i min mors gren af familien. Både min mor og min bror skriver sange, min bedstefar var journalist, min oldefar havde Kalundborg Avis, indtil hele byen krakkede og hans forretning genopstod som Albert Vejløs Bogtrykkeri, og endelig var min tipoldefar bogbinder. Så i min mors del af slægten har interessen for skrift og tekst været drivende meget langt tilbage.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget af Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17). 

Hvor Thomsen tidligt i forfatterskabet tog afstand fra sin opvækst på Stevns, vender han i forbindelse med den nyeste udgivelse tilbage til barndommens land med en anderledes rummelighed: ”Med hensyn til Stevns, hvor jeg voksede op … Jeg brød mig ikke særlig meget om det sociale liv i provinsen, men som voksen er det gået op for mig, hvor dybt det stevnske landskab har sat sig i mig. Jeg tager derned hvert eneste år og cykler rundt ude langs klinten. Dér har du det igen. At ting, som ligger langt tilbage, pludselig begynder at betyde noget.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget af Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17).  

Inden debutsamlingen ”City Slang” udkom, havde Søren Ulrik Thomsen haft seks digte i tidsskriftet Hvedekorn i 1977. Sideløbende med sit skønlitterære forfatterskab har Thomsen udgivet poetikkerne ”Mit lys brænder” (1985) og ”En dans på gloser” (1996), to essaysamlinger og en erindringsbog over det forsvindende København. Endvidere markerer han sig ofte i den offentlige debat om forskellige emner som byfornyelse, kunstkritik, tidsånd mm. Sammen med kritikeren Erik Skyum-Nielsen stiftede Thomsen i 1985 det litterære tidsskrift Den Blå Port, og han har siden 1995 været medlem af Det Danske Akademi.

Dette portræt omhandler forfatterskabets skønlitterære værker.

City Slang

Søren Ulrik Thomsen debuterede i 1981 med ”City Slang”, der, som titlen angiver, er blevet til i mødet med storbyen. Gennemgående for samlingens 57 digte er et jegs sansning og til tider voldsomme og smertefulde oplevelse af storbyens rum med dets puls, blink, larm, trafik og mørke baggårde. Det er et ensomt jeg, og kontakten med andre er sporadisk og karakteriseret af bortvendte ansigter.

23416883

Digtet ”Jeg er levende” viser, at jeget er til i verden i kraft af sine sanser. De første strofer lyder: ”regnvandet driver / ned ad min arm / jeg er levende”, og resten af digtet er en messende besværgelse af at være i live. Jeget er alene og isoleret over for både byen og andre mennesker: ”porten smækker”, ”bilerne suser bag muren”, ”telefonen ringer / røret er koldt i hånden”. Til sidst i digtet forsvinder jeget helt, og tilbage er kun besværgelsen: ”græder / levende”. Grafisk er digtet fragmentarisk og kaotisk sat op, hvilket underbygger indholdet. Digtet tematiserer tab og fravær og er en markering af en mistet kontakt. I stedet for varme og nærvær er kun en ensom krop tilbage med sine erindringer og sine mislykkede forsøg på at nå ud i verden. Nok er jeget i opløsning, men sproget og formen hænger sammen, og Thomsen viser allerede i debuten, at han bemestrer sit stof til fulde. 

Flere af digtene i ”City Slang” griber ind i og over hinanden, og bestemte formelle træk er gennemgående i samlingen. 26 af digtene er struktureret omkring gentagelser, der slår stemningen af og har funktion af omkvæd, rytme, byens beat. Farven blå har en central plads og åbner det blå rum, der navngives på s. 59 og betegner poesiens blå rum. Dette rum giver plads til en repoetisering af verden og er et opgør med 1970’ernes politiske og følelsesladede poesi.  

Med sit dystopiske syn på en fremmedgørende verden og sit fokus på kroppen som den sidste referent skriver ”City Slang” sig ind i 80’er-digtningen repræsenteret ved bl.a. Michael Strunge, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen.

Et diktum tilskrevet Poul Borum lød i 1980’erne ”Jeg.Er.Her.Nu.” som et billede på, at det eneste, individet kan regne med i en kaotisk verden, er, at kroppen er til, at jeget derfor også er til, og at kun nuet eksisterer. Dette diktum ligger på mange måder til grund for digtene i ”City Slang”, der alle har kroppen som omdrejningspunkt. Kroppen sanser byen med dens lyde, lugte og lys, og kroppen og byen bliver til spejlinger af hinanden. Rent klangligt har ”City Slang” storbyens jargon indlejret i sig med sprogets hårde klange, metallisk som en rock-puls i kroppen. Som i David Bowies ”Sound and Vision” (fra albummet Low, 1977) er verden her et absolut nærvær af lyd, syn og sansninger. 

Ved udgivelsen vakte ”City Slang” ikke synderlig meget opmærksomhed, men da Lars H.U.G. satte musik til sangene i 1983, nåede den ud til et større publikum. Siden hen er samlingen blevet et ikonisk værk over 1980’erne.

Nye digte

”Vi blev ikke født med vor gode vilje, / og at dø giver ingen mening. / Det er helt overflødigt / men strengt nødvendigt / at holde en våge åben i isen, / at krybe i skjul og kysse hinanden - / lade rumskibets lygte kredse om kloden / og håndskriften løbe over papiret / i en gestus på højde med livet.”
”Nye digte”, s. 44.

I 1987 indvarslede samlingen ”Nye digte” en ny epoke i forfatterskabet. Efter ”City Slang”, ”Ukendt under den samme måne” og poetikken ”Mit lys brænder” vender digtene sig væk fra det fremmedgjorte ensomme jeg til et udadvendt og søgende jeg (til tider vi), der henvender sig til verden. Digtene skriver sig ind i en centrallyrisk tradition, hvor jeget spejler sig i forhold til naturen eller et du. En ny tidsopfattelse gør sig også gældende her, da de tidligere nu’er er afløst af tradition og evighed og nu er spændt ud mellem en fortid og en fremtid.

Det sanselige er afløst af det knap sanselige, en bevægelse fra fysiologi til metafysik. Den kolde og truende by er afløst af naturen, hvor særligt havet og regnen får fremtrædende pladser som noget Andet, noget, der er større end jeget. ”Hver gang jeg ser ud af vinduet / synker City dybere i et grønt grønt hav.”, s. 15. Her er afstand mellem jeget og havet, hvor digteren før var indlejret med sin krop i byen. Havet har i sin natur en markant anden statur end den truende by: en overmægtighed, der virker lindrende og tryg på jeget. Vådområderne (regn, hav, sne) i ”Nye digte” bliver en sprække til et religiøst rum, til noget andet og større, hvortil jeget kan vende sig. Denne vending mod det religiøse peger fremad i forfatterskabet og udfoldes særligt i ”Det skabtes vaklen”. Forholdet til det hinsides er mindre resolut her end tidligere: døden er nu opfattet konkret og som et fysisk ældningstegn, ikke som et absolut begreb. 

Formelt er der også sket et skifte med ”Nye digte”. Hvor ordet i ”City Slang” havde mere værdi end sætningen, er sætningen i ”Nye digte” det væsentlige. Sætningerne tvinder sig som fletninger ned gennem digtet og rækker både tilbage til det foregående og det næste digt i samlingen. Slyngningerne optræder således både på syntaktisk og kompositorisk niveau. Digtene har en meget rummelig form med lange sætninger uden punktum og har alle en tydelig rytme, der får en næsten messende karakter i oplæsningen. Udover digte med løs højrekant er der som noget nyt også prosatekster indlejret i samlingen.  

Stilmæssigt er ”Nye digte” en blanding af højt og lavt. Digtene har et højt stilniveau med noget underliggende og snerrende under sig, og Thomsen blander ubesværet højtsvungen patos med indbrud af ”slips der passer til forskellige former for uvidenhed” (s. 22). Thomsen bruger mange paradokser og sproglige omvendinger af kendte vendinger.  

Samlingens komposition hænger tydeligt sammen, da de enkelte digte både indholdsmæssigt, stilmæssigt og formelt taler til hinanden. I lys af forfatterskabet kan man sige om ”Nye digte”, at det har foretaget en bevægelse fra krop til sjæl, fra by til natur, fra ord til sætning. Det er på alle måder nye digte.  

Hjemfalden

”1000 kædebreve, / rummende hver sin sandhed, / sendtes af sted / og genererede een stor løgn: / At døden kan afdrages på rimelige vilkår, / evigheden indløses sekund for sekund. / Den, der bilder sig ind at opnå / endsige undgå noget som helst / ved at sende dette videre, / skal tilbringe resten af livet / på et enkebal i provinsen.”
”Hjemfalden”, s. 46.

Søren Ulrik Thomsens fjerde digtsamling ”Hjemfalden” udkom i 1991 og fulgte op, hvor ”Nye digte” slap. Både formelt og stofligt ligner de to samlinger hinanden med deres parallelle temaer, billeder, komposition mv., men noget nyt i ”Hjemfalden” – og herefter resten af forfatterskabet – er, at digtene ikke længere har titler, men kun er angivet ved sidetal. Et andet nyt træk er en mindre formvariation og en tydeligere suitestruktur, dvs. at digtene internt og på tværs af samlingen hænger sammen. De enkelte digte står for sig selv, men vokser også ind i hinanden og giver samlingen et præg af enhed. Nogle af de stilistiske træk, der er karakteristiske for ”Hjemfalden” er: en skiften mellem positioner og fokus på tvetydigheder, emner fra forskellige forestillingsverdener bringes sammen og syntaksen er dyb og slynget. De tre fremtrædende digtformer i samlingen er den erkendelsessøgende arabesk, det samfundskritiske prosadigt og det statusopgørende korte digt. (Neal Ashley Conrad: Rosen, dansen og klokken. Spring nr. 10, 1996).

23416816

I ”Nye digte” optrådte Havet som metafor for det store Andet. Det er i ”Hjemfalden” afløst af en lysmetaforik, der går igennem samlingen og videreføres i ”Det skabtes vaklen.” Hvor der tidligere kun var sprækker til det religiøse, tager digteren nu et kristent vokabular på sig og vedkender sig en tro. På en måde er der kun ét emne og én form i Hjemfalden, hvor det hele vikler sig sammen, og samlingens poetik samler sig om tid, religion, erindring og mellemtilstande. Jeget erkender, at det har levet et stykke tid og er blevet den, det er ud fra de oplevelser, det har haft hidtil i livet. De første aldringstegn er sat ind, og den tid, der er gået, kommer ikke igen. I digtet på side 12 står der: ”Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange / til at komme mig over de første.” Digteren erkender, at livet har døden, forfaldet og forgængeligheden indlejret i sig, og for at udvikle sig må man omfavne tidsligheden, tage det, der er forsvundet, med sig. Når denne erkendelse har rodfæstet sig, bliver digtet en måde at udsætte ophøret på.  

Et karakteristisk træk for denne samling og det øvrige forfatterskab er, at Thomsen ikke skriver hverken lykkens eller ensomhedens digtning. Der krydses hele tiden over i de mellemtilstande, der i høj grad udgør livet. Bevægelsen mellem de eksistentielle yderpoler undersøges og beskrives, og det er netop digtenes hverdagsagtige karakter, der betegner disse menneskelige mellemtilstande.

 

Det skabtes vaklen

”Mit blik er standset på karmens planter: / Det må gøre ondt at stå oprejst / en vinter lang i den kalkede jord / mellem varme stuer og klamme ruder, / bag hvilke om sorte, bladløse træer / tågen hænger som brudeslør / ned i det kemiske lys / fra Meldahls gamle idiotanstalt, / hvor der nu er forskning, døgnet rundt: / Betænk, doktorer, det skabtes vaklen - / at ord er tøven bragt sammen af pauser / og stadig længere pauser, hvori … / hjertets kolde musik, / hvid som saltvandets skum, kan høres.”
”Det skabtes vaklen”, s. 11.

Samtidig med poetikken ”En dans på gloser” udkom i 1996 ”Det skabtes vaklen”, der som det eneste værk i forfatterskabet ikke har genrebetegnelsen digte, men i stedet Arabesker; en form, der er brugt tidligere, men må siges at nå sit højdepunkt her. Arabesken er i den arabiske tradition udtryk for formålsløs skønhed: en principielt uendelig figur, der ophæver modsætninger og vikler dem ind i hinanden. I dansk litteratur er arabesken bedst kendt hos J.P. Jacobsen, og den er kendetegnet ved at være lange slyngede sætninger, hvoraf mange først slutter ved digtets ophør. Arabesken er hos Thomsen endvidere defineret af paradokser, sammenskrivninger af forskellige planer og såkaldte mellemtilstande. Samlingen er en undersøgelse af, hvor meget man kan udfordre og spænde en defineret form, og digtene er flere steder på grænsen af, hvad formen og syntaksen kan holde til.

Mange af digtene i ”Det skabtes vaklen” blander konkrete og genkendelige elementer (”Stockholmsgade i støvregn”, ”Nordhavns kraner”, ”kodimagnyler i vand”) med de store eksistentialer: livet, døden, tiden og kærligheden. På den måde rummer denne eksistensdigtning det hele, da de både omfatter det kødelige liv på jord og åbner op til et religiøst rum. Hvert digt skal læses langsomt og opmærksomt, da syntaksen udfoldes mere og mere, og enkeltdelene stritter i mange retninger. Arabeskens rummelighed og strenge formfuldendthed holder sammen på digtets interne spændinger og kan rumme de mange modsatrettede dele. Arabeskerne har tydelige kristne referencer, og den lysmetaforik, der påbegyndtes i ”Hjemfalden”, videreføres her. 

23416840

Digtet, der begynder ”Jeg fatter ikke, at havet kan bære containerskibenes vægt”, er en art trosbekendelse, hvori et jeg beskriver det, han ikke kan rumme, og siden, at han tror. Det han ikke kan forstå, må han tro på. Troen eksisterer både som tvivl og tro, men ikke som viden. Verden består af nu’er, fragmenter som troen kan binde sammen. Digtet slutter med linjerne ”Jeg tror, at dette af isøksen kløvede / credo er en bøn for de åndssvages sjæle, / for jeg tror, at enhver er et afpelset dyr / besat af en ånd, / vi længes efter at opgi, / når vi vakler i troen / på et være velsignet, / og at dét i sig selv er forbandelse nok.” Mennesket er et dyr, der har mistet pelsen og til gengæld har fået en ånd, der bliver en byrde, når vi tvivler. Det bliver en forbandelse at vakle i troen. Thomsen skriver her en trosbekendelse på det modernes vilkår, på splittelsens vilkår: vi har brug for noget andet og større.

Samlingen hidrører en grundlæggende vaklen: digtene vakler og der er en eksistentiel vaklen i både verden, troen og digtersproget. ”Det skabte” omfatter både det, der er skabt af Gud, af evolutionen og af digteren.

Det værste og det bedste

”Det bedste sted at tænke over den tid der er gået / er og bliver Café Promenaden (Frederiksberg Allé nr. 58) / en kølig oktoberdag under markisen / mens lindene brænder / og folk i frakke går til og fra // kunne jeg græde min værste bitterhed ud / i én eneste ætsende, tjæresort tåre / ville dét være bedst // det bedste er alt det kvinder går rundt med i håret / tækkelige klemmer og glimtende spænder / sløjfer og bøjler og blussende blomster / store gule papirsommerfugle / og sølvnåles lyn slået ned i frisurens vidtløftige læs // at man jo altid kan læse Den store Gatsby /”
”Det værste og det bedste”, upag.

I 2002 overraskede Søren Ulrik Thomsen ved at udgive det illustrerede langdigt ”Det værste og det bedste”. Den folkekære illustrator Ib Spang Olsen har tegnet til alle digtene, og samlingen fremstår som noget så sjældent som ja, et gennemillustreret digtværk. Da bogen udkom, sprængte den alle rammer for salg af digte, da salgstallene kom over 20.000 eksemplarer, hvilket var – og er – uhørt for en dansk digtsamling. Digtene veksler mellem at være besyngelser af hhv. det bedste og det værste med en lille overvægt af digte om det bedste. Samlingen er skrevet ”Frit efter et digt af Charles Bukowski”, som der står, og Bukowskis digt ”the worst and the best” er optrykt i bogen. Thomsen skriver i bogens efterskrift, at hvert digt består af ”27 linier fordelt på strofer af vilkårlig længde”, fordi det første, som blev model for resten, tilfældigvis blev sådan. 

Digtene adskiller sig markant fra Thomsens yderligere virke ved at være let tilgængelige, lige-ud-ad-landevejen opremsninger af det, der gør livet godt og skidt for ham. Konkrete ting, steder og hændelser fylder mest, men også mere vidtløftige episoder optræder: ”at høre to stinkende stegte æsteter slås / om hvem der foragter mest kunst” og ”Det bedste er at jeg glemmer døden / så længe det varer at løfte blikket / fra de grønne sko til din røde revne”. Som en naturlig videreførelse af forfatterskabets sammenskrivning af konkrete og abstrakte elementer, fletter Thomsen ting fra alle sfærer sammen i dette langdigt. Formen er på formel og let at gå til, og det er måske medvirkende til samlingens enorme folkelige gennembrud. 

24272931

Hvert digt slutter med, at noget er det bedste eller værste for mig. Modsat f.eks. i ”Det skabtes vaklen”, som ophævede digtene til udsagn om generelle vilkår i livet, er dette en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for digtene. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og sætter spor i personligheden. Der er en ny mildhed over teksterne, hvilket både skyldes den snakkende form og de mindre absolutte udtalelser. Digtene refererer til hinanden indbyrdes, til andre af forfatterens værker og til anden litteratur. På sin vis er ”Det værste og det bedste” en erindringsbog med blik for konkrete erindringer om de der scooterstøvler, en blå læderjakke købt i Paris og karmoisinrøde frimærker, og for sanselige erindringer om mors slanke hånd ned ad nakken. Det er en meget personlig samling, hvis jeg er markant anderledes end jeget i tidligere samlinger, da det her er en lyrisk gengivelse af det biografiske jeg. Samtidig er bogen et opgør med den tidligere så cool digter, der nu f.eks. helliger et digt til skovkatten Pjevs, der døde.

Rystet spejl

”Mellem alle disse digte / om døden og erindringen / er der her blevet plads til 11 linjer / om mælkebøtterne / hvis lys jeg igen i år havde glemt / med ét blir tændt som et tivoli / og om at falde i hver sin søvn / i den samme seng / og vågne mens natten er dybest / og stilheden størst / med en hånd så let på sin skulder.”
”Rystet spejl”, s. 27.

Efter en udgivelsespause på ni år stod kritikere og læsere på spring i foråret 2011, da Søren Ulrik Thomsens syvende digtsamling ”Rystet spejl” udkom. Under stor mediebevågenhed vendte Thomsen tilbage som folkelig hofpoet. Denne gang med 42 titelløse digte, der indeholder forfatterskabets sproglige, formelle og indholdsmæssige særkender, men også er helt nye digte. Digtene er let tilgængelige og har ikke tidligere samlingers komplicerede formstruktur; de har vendt sig mod verden på åben, anerkendende vis, og det er en aldrende og rolig digter, der taler. Et hovedtema i samlingen er tid, død, erindring og aldring.

Kroppens uafvendelige forfald er sat ind, og dødens påtrængende nærvær understreges i de digte, hvor der tales til en række du’er, der enten er døde eller er på vej væk. Samtidig er verden og sansningen af den absolut nærværende, og digteren går gennem den by, der engang fik ham til at skrive sine første digte, men som nu mere er rum for meditation og eftertanke. Den hektiske storbyoplevelse fra 1980’erne er stilnet af, men byen er stadig afsæt for det at skrive digte. I digtet på s. 51 giver han stafetten videre: ”Og til sidst vil jeg krydse et af de nye / gennemsigtige havnekvarterer / jeg ikke engang kender navnene på / og som står der i blæsten / og for længst har fået betydning / for nogen som ikke er mig.”. Andre genkommende motiver i samlingen er blomster, transitsteder, regnvejr og navngivne gader i København – alle velkendte fra forfatterskabet. 

28670540

Også i ”Rystet spejl” benytter Thomsen sig af de formelle greb, han har forfinet gennem sine syv digtsamlinger: abstrakte og konkrete elementer skrives sammen, faste vendinger vendes om, og digte slutter med paradoksale spidsformuleringer. Digtet på side 22 bliver til en art Thomsen Classic: ”Her skulle egentlig have stået et digt / som jeg nu har kasseret / selvom det indeholdt / en rammende bemærkning om mine fjender / plus et par rigtig flotte linjer / som er typiske for min poesi / men hvad skal det til for / nu hvor syrenerne blomstrer / og jeg underligt nok er blevet ældre / end min morfar nåede at blive / så iført hans koksgrå jakkesæt / går jeg en tur i den moderne verden / hvis uforståelighed er banal / sammenlignet med at krydse grænsen / fra det selvfølgelige ved at være til / til det mærkelige i ikke at være død.” Her optræder selvrefleksivitet, blomster, aldring, erindring, konkreter, omverden, tilslebne vendinger og en spidsformulering til sidst. Et minikatalog over såvel forfatterskabets som samlingens karakteristika.

En hårnål klemt inde bag panelet

”Og er det da en slags trøst, at i det mindste stedet stadig findes, er det mig samtidig en utålelig tanke, at visse lakerede trappeopgange og humørfyldte gadekryds, hvor jeg altid har færdedes, vil dufte og støje, som om intet var hændt, når jeg er væk.”
”En hårnål klemt inde bag panelet”, s. 22.

Godt hundrede korte tekster fordelt som essay, prosadigt og sanselig erindring udgør Søren Ulrik Thomsens ”En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden” (2016). Det overordnede tema er et blik på fortiden og den, digteren var engang samt blik på den, han er nu, og kig ud i fremtiden, hvor man fornemmer døden trænge sig på. Titlen er en registrering af det, man efterlader sig, når man ikke længere er her. Det, som måske er usynligt, men dog tilstede.

I den første tekst rækker jeget tilbage til firserdigtningen ved at citere Poul Borums diktum ”Jeg. Er. Her. Nu”, men fortsætter derfra: ”København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige dét om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.” (s. 9). Her præsenteres bogens fikspunkter: København og et jeg, der forstår sig selv gennem forskellige tider og steder. Før, nogensinde og altid markerer tider, København et konkret og genkendeligt sted, og et andet sted et principielt andet sted, som kan være abstrakt som døden og religionen eller konkret som Café Runddelen eller et hotelværelse i Warszawa. Det griber tilbage til digtet ”Jeg er levende”, til samlingen ”City Slang” og til den tilbagevendende pointe, at man nok bærer sin fortid med sig, men hele tiden ser den i et nyt lys.

52282489

København er den centrale kulisse i disse nostalgiske og knarvorne tekster, der kredser om erindring(er), fortællinger, selvforståelse, gensyn med gamle venner, besøg på byens værtshuse, udsigten over byens tage fra fjerdesalslejligheden og et rungende memento mori – husk, at du skal dø.

Udover at tage livtag med sin egen historie er fortælleren også optaget af 68’er-generationen og de borgerlige normer, de gjorde op med. Han prøver at se nuancerne hos begge fløje, ligesom han også forsøger at se nutidens unge som mere og andet end en stor ensformig masse. Den aldrende digter cykler og går rundt i byen, sanser og registrerer og fremkalder glemte venskaber, møder nye på sin vej og trækker sig hver aften tilbage til den mørke lejlighed, hvor en kop skoldhed the med mælk slutter dagen. 

Genrer og tematikker

I Søren Ulrik Thomsens 30 år lange forfatterskab er der nogle klare formelle og indholdsmæssige forskelle og ligheder samlingerne imellem. Både i de tidlige og de sene samlinger findes digte om eksistentielle temaer som døden, erindringen, troen, kroppen og forfaldet samt konkreter som byen, blomster, katte, regn, hav og farven blå. Forholdet mellem digterjeget og de gældende elementer ændrer sig gennem forfatterskabet, men sammen med de genkendelige stilistiske træk – stilfald, rytmisk flow, mellemtilstande, slyngninger, omvendinger af vendinger mv. – gør de Søren Ulrik Thomsens digte genkendelige i stil, form og indhold. I ”Rystet spejl” trækkes der eksplicit tråde tilbage i forfatterskabet, og der er i det hele taget meget dialog bøgerne imellem. Gennem forfatterskabet har Thomsen afsøgt forskellige former til sin digtning, og det har vist sig undervejs, at når en form for digtning er fuldendt, må en ny form overtage.

I Jørgen Leths portrætfilm ”Jeg er levende” fra 1999 fortæller Søren Ulrik Thomsen, hvordan hans forfatterskab har formet sig som en generobring af patos. Brugen af patos er et opgør med den foregående generations systemdigtning, marxisme og kulturradikal modernisme, der alle definerer sig negativt over for patos. Thomsen nævner hymnen og elegien som poesiens to grundstammer, der til fælles har en skønhedssøgen og netop patos.

Gennem forfatterskabet undersøges det religiøse erkendelsesrum, og Thomsen siger selv om sit åndelige standpunkt: ”Jeg har hele tiden sagt, at jeg er kristen, og jeg er digter, men jeg er ikke en kristen digter. Jeg forsøger ikke at få min poesi til at passe med hverken mine politiske synspunkter, mine etiske synspunkter eller min religiøsitet. Det forbehold ligger meget dybt i mig på grund af min baggrund i halvfjerdserne, hvor vi, der senere skulle blive til firsergenerationen, jo gjorde oprør mod, at kunsten skulle være stikirenddreng for en politisk ridefoged. (…) De (digtene) må gøre præcis, hvad de vil, så længe det er gode digte.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget om Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17). Forholdet til religion og døden som fænomen forandrer sig gennem samlingerne, men ligger hele tiden som en klangbund for eksistensen.

Thomsens digte udspringer af en sansende og tænkende digter: ”Der er en anti-intellektuel tradition i Danmark, ifølge hvilken man ikke både kan skabe kunst og tænke. Det har heller ikke været uproblematisk for mig, at jeg altid har forsvaret det æstetiskes autonomi og samtidig interesseret mig for psykoanalysen og kristendommen, felter, der er hårdt tabuerede no go zones i æstetikkens verden.” (Karen Syberg: Bordet fanger og livet går videre. Information, 2001-03-09.) I ”Jeg er levende” fortæller Thomsen også, hvordan digtet er et af de få steder i livet, hvor man både kan tænke og sanse på samme tid. Digtet skal stå i spændingsfeltet mellem teori og sang, så der både er noget til læserens øje og øre.

Der er sket en bevægelse fra de tidlige digtes hårdes diktion til de senere digtes varme og eftergivende tone, og der har indfundet sig en mildhed i løbet af forfatterskabet. Fra at være et jeg reduceret til krop, har jeget udviklet sig til at være eksempel på ”fremstillingen af tilværelsens principielle grundvilkår” (Niels Lyngsø: Alting kan stadig ske. Politiken, 2002-10-01). Den aftegnede personlighed er blevet tydeligere, som den har måttet låne biografiske træk fra digteren selv.

Har man hørt Søren Ulrik Thomsen læse op, vil man kende vigtigheden af rytme, klang og diktion i hans lyrik: mens han holder bogen med venstre hånd, gestikulerer han med højre som en dirigent. Linjerne ”Skrive til kontor – mælken er sur” fra digtet ”levende” lyder i oplæsningen mere som et salgbart slogan end digtlinjer.

Overordnet om Søren Ulrik Thomsens syv digtsamlinger kan man sige, at de er en undersøgelse af og besyngelse af skønheden og grusomheden. På et seminar på Københavns Universitet i 2002 udtalte Thomsen, at ”Skønheden i kunsten er det eneste sted man kommer på højde med grusomheden”.

Beslægtede forfatterskaber

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab tager sin begyndelse midt i det, der retrospektivt er blevet karakteriseret som 80’er-generationen i dansk litteratur. Sammen med bl.a. Michael Strunge, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen indvarslede Thomsen med ”City Slang” en afsked med 70’ernes politiske litteratur. I essayet ”Farvel til det blå rum” skriver Thomsen om denne bevægelse, at 80’er-digterne opstår i det tomrum, venstrefløjkulturen har efterladt som en byrde og en mulighed. Dette ufortolkede rum gør de til Poesiens Blå Rum, der husede eksistentialerne og de menneskelige grundvilkår, og hvor kun den æstetiske form kunne bringe dem til erkendelse. ”Ved kroppen står vi så over for den berygtede sidstereferent, som i hvert fald jeg ikke kan tænke udenom, fordi kroppen i sin dødelighed udpeger mennesket som stedt i en bestemt tid og et bestemt rum og som hjemfaldent til en fælles verden.” Kroppen bliver et vilkår for ensomhed og fællesskab. (”En dans på gloser”, s. 124-25). Musikeren David Bowie er en eksplicit inspirationskilde, som det også ses hos Michael Strunge og Bo Green Jensen.

Siden Thomsens forbindelse til 80’er-digterne har han ikke kunnet placeres i nogen generation eller bevægelse i dansk litteratur. Han har slægtskaber med forskellige lyrikere, men kan ikke siges at tilhøre en strømning. 

”Det skabtes vaklen” har genrebetegnelsen Arabesker, hvilket er en henvisning og en hilsen til J.P. Jacobsen, der i sine kendte arabeskdigte ”Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo” (1874) og ”En arabesk” (Pan-arabesk, 1868) fra ”En Cactus springer ud”, 1871 benytter den slyngede arabeskform. J.P. Jacobsens digte er i lighed med Thomsens ekstremt gennemarbejdede og ciselerede. Thomsen benytter så småt arabeskstrukturen i ”Nye digte” og ”Hjemfalden”, og formen når sit højdepunkt med arabeskerne i ”Det skabtes vaklen”.  

I forhold til Henrik Nordbrandt er der et træk, der både forener og skiller deres poetiske sprog, nemlig paradoksets figur, som litteraten Anders Østergaard skriver i bogen ”Vandmærker – nærlæsninger af ny dansk litteratur”. Samme sted bemærker litteraten Erik Skyum-Nielsen, at melankolien som grundstemning og troen på skønheden som et suverænt ideal er træk, der går igen i begges forfatterskaber. En forskel er, at hvor Nordbrandt fastholder grænsen mellem subjekt og verden, opsøger Thomsen dette overgangsrum. I specielt ”Hjemfalden” er der også en hilsen til Nordbrandt med deres fælles anliggende med ankomster og opbrud. 

Thomsen og Per Højholt har eksplicit indoptaget hinanden i deres forfatterskaber. Hvor Højholt har skrevet digtet ”& Thomsen” har Thomsen særligt i sine poetikker skrevet sig op i mod Højholt. Fælles for de to er, at de begge skriver både poesi og poetikker samt, som adjunkt på Københavns Universitet Svend Skriver formulerer det ”den formelle koncentration, livtaget med metafysikken og det tilspidsede poetologiske udtryk” (Svend Skriver: ”Sørens poesi kan man ikke værge sig imod” i Spring nr. 16, 2001.) 

”Det værste og det bedste” er skrevet frit efter et digt af Charles Bukowski, som på den måde ligger til grund for en hel udgivelse. 

Alt dette sagt er Søren Ulrik Thomsen en ener i dansk litteratur. Allermest er han sin egen, og lyder mere og mere som sig selv, som forfatterskabet skrider frem.

Bibliografi

Digte

Thomsen, Søren Ulrik:
City slang. Vindrose, 1981.
Thomsen, Søren Ulrik:
Ukendt under den samme måne. Vindrose, 1982.
Thomsen, Søren Ulrik:
Nye digte. Vindrose, 1987.
Thomsen, Søren Ulrik:
Hjemfalden. Vindrose, 1991.
Thomsen, Søren Ulrik:
Det skabtes vaklen. Vindrose, 1996.
Thomsen, Søren Ulrik:
Det værste og det bedste. Vindrose, 2002. lllustrationer af Ib Spang Olsen.
Thomsen, Søren Ulrik:
Rystet spejl. Gyldendal, 2011.
Thomsen, Søren Ulrik:
Samlede Thomsen. Gyldendal, 2014.

Poetik

Thomsen, Søren Ulrik:
Mit lys brænder – omrids af en ny poetik. Vindrose, 1985.
Thomsen, Søren Ulrik:
En dans på gloser. Vindrose, 1996.

Essays

Thomsen, Søren Ulrik og Fredrik Stjernfelt:
Kritik af den negative opbyggelighed. Vindrose, 2005.
Thomsen, Søren Ulrik og Jokum Rohde:
København con amore. Vindrose og Ny Carlsberg Glyptotek, 2006. Essays, erindringsbilleder og foto.
Thomsen, Søren Ulrik:
Repremiere i mit indre mørke. Vindrose, 2009.
Thomsen, Søren Ulrik:
Samlede Thomsen. Gyldendal, 2014.
Thomsen, Søren Ulrik:
En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden. Gyldendal, 2016.
Thomsen, Søren Ulrik: Om storby. Gyldendal, 2018. Essay.
Thomsen, Søren Ulrik: Tro mod ritualet. Eksistensen, 2020. Kristendommen ifølge....
Thomsen, Søren Ulrik: Store Kongensgade 23 : et essay. Gyldendal, 2021.

Om forfatterskabet

Bøger

Spring. Tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 16. Søren Ulrik Thomsen. Forlaget Spring, 2001.
Conrad, Neal Ashley:
Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Vindrose, 2002.
Jensen, Søren E. og Stefan Lamhauge Hansen:
Thomsen som vi kender ham. Festskrift i anledning af Søren Ulrik Thomsens 50-års dag. Fønix, 2006.
Auken, Sune og Svend Skriver:
Dét, der forsvinder, tager jeg med. Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik. Forlaget Spring, 2011.
Tøjner, Poul Erik:
Poetik – at tænke med kunst. 1989.
Jensen, Søren E.:
Det spontane intellekt. 1995.

Artikler i bøger

Digtning fra 80´erne til 90´erne. 1993. (81.69). Heri: Onslev, Lars J.: ´Fra mørke til mørke – om Søren Ulrik Thomsens: Hjemfalden.
Nytid. Især perioden efter 1988. 1994 (81.85). Heri: Lindhardtsen, Helle: Lyset brænder forsat.
Kierkegaards hat. 1995 (81.63). Heri: Spang Thomsen, Erik: At tænke himmelrummet med sin krop.
Forfængelighed. 1996 (81.65.) Heri: Conrad, Neal Ashley: Rosen, dansen og klokken.
Læsninger. 1997 (81.65). Heri: Auken, Sune: Livets arabesk og den tomme orden.
Læsninger i dansk litteratur. Bind 5. 1999 (81.6). Heri: Jon Helt Haarder: Søren Ulrik Thomsen – Mit lys brænder.
Vandmærker. Nærlæsninger af ny dansk litteratur. 1999.
Danske digtere i det 20. århundrede. 2000 4. udgave. Bind 3: Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt.

Artikler i aviser og tidsskrifter

Skyum-Nielsen, Erik:
80´er-gespenstet – om en tendens i ny dansk lyrik. 1983. I: Bogens Verden nr. 1, 1983. Heri: Skyum-Nielsen, Erik: Den levendes og de dødes aftryk.
Larsen, Svend Erik:
Akvarium for tårnspringere. 1983. I: Karneval, 1983. Ancker, Ove: Kønnet og tavsheden. 1985. I: Weekendavisen, 26. juli – 1.august 1985.
Stjernfelt, Fredrik:
Lys, vand og rum. 1987. I: Kritik nr. 82, 1987.
Conrad, Neal Ashley:
Men digterne har vendt ryggen til. 1989. I: Kritik nr. 87, 1989.
Stidsen, Marianne:
Mit hjerte er en termokande. 1990. I: Kritik nr. 91/92, 1990.
Kristensen, Laust:
Tilpasningens strategi – en vurdering af Søren Ulrik Thomsens digteriske teori og praksis. 1991 I: Nordica nr. 8, 1991.
Madsen, Anne:
Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrups poesi – kropsfænomenologisk set. 1992. I: Manus. Tidsskrift for Litteraturvidenskab, nr. 3, 1992.
Lindhardtsen, Helle:
Lyset brænder fortsat – om Søren Ulrik Thomsens Hjemfalden. 1994. I: Spring nr. 7, 1994.
Lyngsø, Niels:
Kunstværket er klogere end kunstneren. 1994. I: Information, 15.-16. oktober 1994.
Spang Thomsen, Erik:
At tænke himmelrummet med sin krop. Uløselige ligninger og uendelighedslængsler i Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. 1995 I: Spring, nr. 8, 1995.
Conrad, Neal Ashley:
Rosen, dansen og klokken – om døden og vanitasmotiver i Hjemfalden. 1996. I: Spring, nr. 10, 1996.
Conrad, Neal Ashley:
The frail and flawed existence. 1996. I: Danish Literary Magazine, nr. 10, efterår 1996.
Højmark Jensen, Rolf:
En rem af Guds hud – om Søren Ulrik Thomsens En dans på gloser og Det skabtes vaklen. 1996. I: Synsvinkler 14, 1996.
Møller, Lis:
“Et fyrtårn af hensigtsløs skønhed”. 1996. I: Den blå port 37, 1996.
Spang-Thomsen, Erik:
”Fortab dig i skyggen mellem denne bogs blade”. 1996. I: Dansk Noter 2, 1996.
Auken, Sune:
Livets arabesk og den tomme orden. Om Søren Ulrik Thomsens digt ”Hvordan få standset vandhanens dryppen”. 1997. I: Spring nr. 11, 1997.
Oftedal Andersen, Hadle:
”Det er arveligt” – indgange til Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling”. 1997. I: Kritik 130, 1997.
Nielsen, Erik A.:
Søren Ulrik Thomsen: ”Det skabtes vaklen”. 1998. I: Kritik 136, 1998.
Skriver, Svend:
Når mørket vælder: om Søren Ulrik Thomsens City Slang. 1999. I: Kritik, nr. 142, 1999.
Stjernfelt, Fredrik:
Ca. 15 formale aspekter i Søren Ulrik Thomsens digte. 1999. I: Kritik, nr. 142, 1999.
Bundgård, Peer F.:
Kontinuitet og vertikalitet er det bedste. Værdidomme og værdiskemaer i Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste. 2004. I: Kritik. Årgang 37, nr. 168/169. 2004. Side 158-165.
Signifikantkædens svageste led : eller hvorfor Søren Ulrik Thomsen bør sendes til den lacanianske psykoanalytiker Slavoj 'Zi'zek. 2006. I: Kritik. Årgang 40, nr. 180, side 117-129.

Interviews

Øvig Knudsen, Peter:
Den uhyrlige skønhed. 1994. I: Information, 7.-8. maj 1994.
Øvig Knudsen, Peter:
Børn skal ikke lege under fuldmånen. 1995. (81.65). Samtalebog, 6 forfatterportrætter, bl.a. Søren Ulrik Thomsen.
Andersen, Carsten:
Lykken må man tage i stiv arm. 1998. I: Politiken 22. november 1998.
Vesterberg, Henrik:
Lukket november i Saltlageret. 2000. I: Politiken, 25. november 2000.
Syberg, Karen:
Bordet fanger og livet går videre. 2001. I: Information, 9. marts 2001.
Thøgersen, Henning:
Sandheden sidder i skjorten. 2001. I: Weekendavisen, 23. marts 2001.
Syberg, Karen:
Digter, lutheraner og oplysningsmand. Information, 2006-12-23.
Foss, Kim og Lindberg, Morten:
Jeg synes at jeg er 48 år. Information, 2004-12-07.
Carsten Andersen:
Måske er det en slags sindssyge. Interview med Søren Ulrik Thomsen. I: Politiken. – 2011-02-18.

Musik og film

H.U.G., Lars:
City slang. Medley, 1983.
Leth, Jørgen:
Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter. Bech Film Aps., 1999.

Hjemmeside

Søren Ulrik Thomsens hjemmeside

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Søren Ulrik Thomsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Skriver, Svend:
Sørens poesi kan man ikke værge sig imod. Spring nr. 16, 2001.
Syberg, Karen:
Bordet fanger og livet går videre. Information, 2001-03-09.
Thomsen, Søren Ulrik:
Parcelhuskvarter på højkant, Politiken, 2002-08-04.
Seminar med Søren Ulrik Thomsen, KUA, 2002-11-02.
Foss, Kim og Morten Lindberg:
Jeg synes, at jeg er 48 år. Magasin Schæfer nr. 17, 2004.
Sørensen, Rasmus Bo:
Noget af Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17.