henrik nordbrandt
Foto: Robin Skjoldborg

Henrik Nordbrandt

Artikel type
voksne
journalist Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
henrik nordbrandt
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Nordbrandt, Henrik
Foto: Jakob Carlsen

Inspiration

Siden sin debut i 1966 har Henrik Nordbrandt haft både læsernes og pressens bevågenhed. Det er digtene, Nordbrandt er mest kendt – og anerkendt – for, men han har også udfoldet sig i andre genrer, fra journalistik til børnebøger, krimier og personlige beretninger. Temaerne i det omfattende forfatterskab er på en gang klassiske og modernistiske, personlige og almenmenneskelige.

Lyrik

 

53598862

Blå bog

Født: 21. marts 1945 på Frederiksberg.

Uddannelse: Studier i kinesisk, tyrkisk og arabisk ved Københavns Universitet og i udlandet.

Debut: Digte. Gyldendal, 1966. Digtsamling.

Litteraturpriser: Emil Aarestrup Medaillen, 1979. Det Danske Akademis Store Pris, 1980. Statens Kunstfond Livsvarig ydelse, 1980. Kritikerprisen, 1984. Søren Gyldendal Prisen, 1987. Morten Nielsens Mindelegat, 1987. Svenska Akademiens Nordiska Pris, 1990. De Gyldne Laurbær, 1996. Nordisk Råds Litteraturpris, 2000.

Seneste udgivelse:  Den store amerikanske hævn - og andre digte. Gyldendal, 2017. Digte.

Inspiration: Digterne Wallace Stevens og Gunnar Ekelöf.

 

 

 

 

Baggrund

“På alle mure faldt aftensolen / På en eneste hvis mur / På tunge, rustne hængsler / der engang havde været grønne / stod døren åben ind til mørket. /
“Hej” råbte jeg, så det genlød / i hele dalen / og en krage fløj skrigende op. / Det var ingen andre end dig / der ikke svarede / i hele verden.”
“Aftensol”, “Ormene ved himlens port”, s. 52.

Henrik Nordbrandt blev født 21. marts 1945 på Frederiksberg. Hans far var kommandørkaptajn, hans mor cand.jur. Barndommen var præget af følelsesmæssigt såvel som fysisk fraværende forældre:

“Jeg blev nok forsømt af mine forældre. De læste bøger med meget populære amerikanske teorier om, hvordan man skulle opdrage børn (…) Små børn skulle man endelig ikke røre ved. De skulle have lov til at være sig selv, og hvis man skulle iagttage dem, kunne det passende ske gennem nøglehullet. Det var sådan nogle teorier, de brugte over for mig.” (Henning Thøgersen: Jeg var ved at dø af anorexi. Ekstra Bladet, 1999-12-19).

Den unge Nordbrandt hadede skolen og gad ikke lære at læse og regne. Det resulterede i, at han gik et år i dumpeklasse, fordi han ikke kunne noget, da han kom i 5. klasse:

“Jeg synes, der var så modbydeligt i skolen, at jeg overhovedet ikke kunne tage mig af, hvad lærerne sagde. Jeg har højest gået i skole halvdelen af tiden. Jeg pjækkede og gik i skoven og var syg hver vinter (…) Jeg blev sendt til skole-psykolog, der sagde, at jeg var intelligent, og nu måtte jeg se at tage min sammen. Okay, det er jo kedeligt, at man ikke bare kan blive ved med at være sinke, sagde jeg.” (Henning Thøgersen: Jeg var ved at dø af anorexi. Ekstra Bladet, 1999-12-19).

Opvæksten var ikke nem for den følsomme Nordbrandt, og som 16-årig udviklede han en spiseforstyrrelse efter en traumatisk oplevelse:

“Jeg var i biografen i Halsskov og se en dokumentarfilm om koncentrationslejrene. For første gang så jeg rædslerne udpenslet, og jeg forlod biografen med følelsen: I en verden, hvor menneskene opfører sig på den her måde, der kan man ikke være menneske. Man kan ikke leve med det. Og derefter begyndte jeg at spise mindre og mindre, og til sidst kunne jeg slet ikke spise. Jeg havde et ubevidst ønske om at udslette mig selv.” (Henning Thøgersen: Jeg var ved at dø af anorexi. Ekstra Bladet, 1999-12-19).

Den unge Nordbrandt debuterede i 1966 med digtsamlingen “Digte” og bosatte sig kort tid efter i udlandet, blandt andet i Spanien, Tyrkiet og Grækenland, hvor han siden har opholdt sig i lange perioder. Han forklarer selv sin ivrige rejseaktivitet ud fra en grundlæggende følelse af at være hjemløs:

“Jeg har altid følt mig hjemløs. Men det er rarere at føle sig hjemløs der, hvor man ikke har sit hjem, så er der en vis logik i det. Det er ikke rart, når man sidder midt i al sit bras, og de taler samme sprog ude på gaden.” (Annelise Bistrup: Man kan godt kalde mig en ældre playboy. Berlingske Tidende, 1992-11-01).

Siden debuten har Henrik Nordbrandt udgivet over 30 digtsamlinger. Herudover har han skrevet en lang række andre bøger, for eksempel børnebøger, kriminalromaner, en kogebog, en dagbog og en erindringsbog. Han har også skrevet manuskript til filmen “På Ama’r” fra 2001. Flere af Nordbrandts bøger er oversat til andre sprog.
Sideløbende med forfatterskabet har Nordbrandt gennemført studier i kinesisk, tyrkisk og arabisk og har skrevet rejsejournalistik og anden journalistik. I 1980 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og herudover har han modtaget en lang række litterære priser og legater, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris i 2000. Han har dog takket nej til et ridderkors.

Nordbrandt er kendt for sin kritiske holdning til Danmark og danskhed, hvilket hans seneste digtsamling “Vi danskere” fra 2010 er et glimrende eksempel på. Selv siger forfatteren om sit forhold til Danmark:

“Jeg har det ikke godt med Danmark. Jeg prøver virkelig at bilde mig ind, jeg kan lide det. Men slet ikke København. Jeg synes, det er en af de grimmeste og mest ulidelige storbyer i hele verden. Den er så flad. Der er ikke noget, der går op eller ned. Du kan ikke se nogen steder hen, den er så fængselsagtig.” (Trisse Gejl: Lyrik skal jo bare komme for helvede. Information, 2011-12-16).

På trods af sin antipati over for København bor Nordbrandt i dag på Østerbro med sin finske kone, der er læge og forsker, og hendes datter. 

I 2014 blev Henrik Nordbrandt medlem af Det Danske Akademi.

Dette portræt er en tematisk gennemgang af Nordbrandts digtsamlinger med eksemplariske nedslag i enkelttekster. 

Rejsen

I 1980’erne og 1990’erne bliver tonen mindre desillusioneret og mere humoristisk med en stor brug af ironi og selvironi. Rejsetemaet er stadig gennemgående, og der er mange henvisninger til steder og fænomener uden for Danmark. Det gælder digtsamlingerne “Forsvar for vinden under døren” (1980), “Armenia” (1982), “Violinbyggerens by” (1985), “Håndens skælven i november” (1986), “Under mausolæet” (1987), “Vandspejlet” (1989) og “Glemmesteder” (1991).
Rejsen er ofte tematiseret som en modsætning til det at blive og det at have et fast tilhørssted. Eksempel på et digt, der problematiserer rejsen som fænomen, er digtet “Kufferter” fra “Støvets tyngde” (1992): “Hvis jeg havde pakket min kuffert ud … / Men mere end nogle få nødvendige ting / har jeg sjældent taget frem … / Hvis jeg havde pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet pakke den ud nu, hvor rejsen / ser ud til at være uundgåelig. / Hvis rejsen var blevet til det, jeg havde drømt om … / Men jeg rejste ikke / selv om mine kufferter stod færdigpakkede i årevis. / Hvis jeg havde lært at tale det sprog / som folk skriver kærlighedsbreve på her. / Men de eneste jeg taler med / er hotelejere og tjenere. / Min kuffert stod pakket og klar / i sommereftermiddagens stærke sol / til etiketterne krøllede og faldt af / så hvorfor skulle jeg lære sproget? / Med ærefrygt har jeg set solen gå ned i havet / og nettene blive løftet, dryppende af sølv / uden at deltage i den sang, som ledsagede ritualet / eller latteren omkring de spruttende lamper / når de delte brød, fisk og vin. / Hvis jeg havde pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet se mig selv være hjemme her / men hvorfor skulle jeg pakke den ud? / Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig / eller ændre den skæbne det er / at dele tilværelse med en pakket kuffert. / Min kuffert står klar og pakket til at rejse / så alt tyder på, at jeg bliver her.”

Ordet ’hvis’ optræder fem gange i digtet, og sætningen “Hvis jeg havde pakket min kuffert ud” optræder tre gange og er en nøglesætning for digtets tema. Jeget spekulerer over sin rejseskæbne, men ser ingen grund til at ændre den. Forklaringen på dette er, at ved at have en pakket kuffert i sin nærhed, er jeget hele tiden klar til at rejse og kan dermed forblive fremmed for sine omgivelser. Jeget hører ikke til nogen steder og ønsker det heller ikke. Det vil ikke involvere sig, fordi det derved kan forblive fremmed og ude af stand til at blive “skadet”: “Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig / eller ændre den skæbne det er / at dele tilværelse med en pakket kuffert.”

Lige som en stor del af Nordbrandts andre digte er “Kufferter” præget af prosalignende træk. Digtet indeholder stort set intet billedsprog, men kan læses som en allegori på hjemløshed. Digtets titel og hovedsubstantiv, “kufferter” er et symbol på rejsen og det at flytte sig, forandring og fornyelse. Kufferten står for opbrud, for opløsning af det velkendte. Den pakkede kuffert er hverken lig med hjemme eller fremme, men med undervejs.
Jeget i digtet begræder ikke sin skæbne, men sætter spørgsmålstegn ved den og forholder sig til sin identitet. Splittelsen, der findes hos jeget, mellem på en måde at længes efter at ville føle sig som en del af noget og på den anden side ikke ønske det, er dermed ikke kun for det dårlige. Hjemløsheden medfører nemlig ikke kun splittelse og isolation, men også, at jeget ikke bliver skadet.

Der er noget paradoksalt over digtet: Fordi kufferten er pakket, rejser jeget ikke. Den rationelle slutning vil være, at en pakket kuffert tyder på afrejse. Jeget siger først: “Hvis jeg havde min pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet pakke den nu, hvor rejsen / ser ud til at være uundgåelig …” og lægger dermed op til, at en uundgåelig rejse er under opsejling. Rejsen kræver imidlertid, set i lyset af den paradokse logik, at kufferten var blevet pakket ud. Så derfor lyder det i digtets slutlinjer: “Min kuffert står klar og pakket til at rejse / så alt tyder på, at jeg bliver her.” Så uundgåelig er rejsen altså heller ikke. Selv skæbnen kan gradbøjes, hvilket illustrerer, at der ikke er noget, der er sikkert eller givet i digtet. Dette understreges af tankepauserne, udtrykt i de ekstra punktummer, og de antydende vendinger om, at rejsen “ser ud til” at være uundgåelig, og at alt “tyder på”, at jeget bliver. Ved at bruge disse forbeholdende vendinger efterlader digtet en mulighed for, at det modsatte godt kan være tilfældet. Digtet ender på den måde ikke som et helstøbt, lukket udsagn om verden, men fremstiller en verden, hvor alt er relativt.