g ekelöf
Foto: Scanpix Sweden

Gunnar Ekelöf

cand.mag. René Hjelm, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
g ekelöf
Foto: Scanpix Sweden
Main image
Ekelöf, Gunnar
Foto: Forlaget Anblik

Indledning

Den svenske digter og essayist Gunnar Ekelöf bygger med sine digte smukke broer over meningsløshedens og fremmedgørelsens grå grøfter med det højere formål at kunne føle sig hjemme i verden. Han opfattede sig nemlig som outsider og kritiker, der ihærdigt afviste traditionel kristendom, fornuft og logiske skel mellem modsætninger. Enheden under modsætningerne og forsoningen af splittelsen finder han derimod i den arabiske mystiks paradokser og religiøse kærlighed. Sine dybe indsigter formidler han som indre kosmiske visioner og farverige åbenbaringer i en eksperimenterende modernistisk form, der henter inspiration både i surrealisme, maleri og musik.

 

51498488

Blå bog

Født: 15. september 1907, Stockholm, Sverige.

Død: 16. marts 1968, Sigtuna, Sverige.

Uddannelse: Studier i London og Uppsala i 1926.

Debut: Sent på jorden. Bonniers Forlag, 1932.

Litteraturpriser: Frödingstipendiet, 1952. Det Danske Akademis Pris, 1964. Nordisk Råds Litteraturpris, 1966.

Seneste udgivelse: Diwan. Forlaget Vandkunsten, 2014. (Oversat af Karsten Sand Iversen).

Inspiration: Edith Södergran, Erik Johan Stagnelius, Johann Sebastian Bach, Igor Stravinsky, Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud, Stephane Mallarmé, Guillaume Apollinaire og Ibn al-‘Arabi.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”En digters første opgave er at blive sig selv lig, at blive menneske. Hans første pligt – eller snarere hans bedste middel til at nå frem til dette – er at anerkende sin ubodelige ensomhed og meningsløsheden i sin vandring på jorden.”
”Virkelighedsflugt”, s. 53.

Gunnar Ekelöf blev født i Stockholm i 1907. Hans forældre var en del af den svenske overklasse, idet moderen var adelig og faren fondsmægler. Faren blev psykisk syg pga. syfilis og døde, allerede da Gunnar Ekelöf kun var ni år. Moren blev gift igen, men sønnen oplevede dette som et traumatisk svigt, og disse tragiske barndomsoplevelser kom til at sætte deres præg på både hans liv og digtning. Hans forhold til Sverige var også anstrengt, og han forsøgte derfor flere gange at forlade Sverige, første gang efter studentereksamen i 1926, hvor han tog til London for at studere persisk, bengali og hindustani. Han opgav dog hurtigt, fordi de tørre sprogstudier ikke levede op til forventningerne, og han tog i stedet til Skotland en måneds tid for at lære sproget. Derefter vendte han i september 1926 tilbage til Uppsala i Sverige for at læse persisk og sanskrit, dog uden at tage nogen eksamen.

Efter at have fået noget af sin arv fra sin far i 1928 tog han til Paris for at studere musik, der havde hans helt store interesse. Men dette projekt løb også ud i sandet. Han måtte vende tilbage til Sverige igen i 1932, fordi han formøblede en stor del af sin formue, da den svenske Kreuger-koncern krakkede samme år.

Gunnar Ekelöf debuterede i 1932 med digtsamlingen ”Sent på jorden”. Efter yderligere tre digtsamlinger, som han senere lagde afstand til, kom det store gennembrud i 1941 med digtsamlingen ”Färjesång” (1941), mens han slog sit navn yderligere fast med den samfundskritiske digtsamling ”Non Serviam” (1945). I årene 1965-67 udkom kronen på værket, nemlig den stort anlagte digttrilogi ”Diwan” bestående af tre suiter, der bl.a. er skrevet under indflydelse af hans store interesse for Orienten og byzantinsk historie. Trilogiens første del ”Diwan over Fyrsten af Emgión” fik Nordisk Råds Litteraturpris i 1966.  

Ekelöf følte sig aldrig hjemme i det svenske samfund, og han forblev derfor hele livet en ”outsider” efter eget udsagn. Men han står i dag som en af Sveriges store kulturpersonligheder og digtere, der i øvrigt har været forbillede for danske Inger Christensen. Han var gift tre gange, sidste gang med Ingrid Flodqvist i 1951, med hvem han fik datteren Suzanne i 1952. Han døde af kræft hjemme i Sigtuna i 1968.   

Virkelighedsflugt

”Al holdbar digtning har denne karakter af magi og besværgelse i betydningen virkeliggørelse, tagen i besiddelse.”
”Virkelighedsflugt”, s. 142.

Gunnar Ekelöf udkom første gang på dansk i 1960 med essaysamlingen ”Lyngkvisten”. De to bedste essays herfra, nemlig titelessayet ”Lyngkvisten” og ”Et fotografi” er genudgivet i den fyldigere essaysamling ”Virkelighedsflugt” (Udvalgt og oversat af Karsten Sand Iversen, 2010), der udover rejsebeskrivelser og selvbiografiske optegnelser også byder på nogle af Ekelöfs kunst- og litteraturkritiske tekststykker.

Megen modernistisk litteratur tager ofte udgangspunkt i individets fremmedgørelse, og det gør Ekelöf ligeledes i samlingens indledende tekster. Det gælder eksempelvis ”Lyngkvisten” og ”En outsiders veje”, der begge på selvbiografisk vis belyser hans tab af livsmening, kedsomhed og indre ”mangel” eller længsel, som han stort set altid følte. I samme tekster såvel som i andre beskriver han til gengæld også, hvordan han genvinder samme livsmening i sin prosa og digtning. Det gør han ved bl.a. at beskæftige sig med sin indre drømmeverden, sine visioner og åbenbaringer, mystik og historiske forhold i tilknytning til Nærorienten, og endelig ved at beskæftige sig med andres kunst, digtning og musik.

28128266

Men han beskriver også, hvordan han når sine lyriske mål i mere tekniske termer. Det gør han bl.a. ved at anvende surrealisternes såkaldte automatskrift, hvor det handler om at skrive så hurtigt og ubevidst som muligt. Med denne teknik anerkender han en vis terapeutisk og selvanalytisk funktion, som dog ikke kan stå alene, idet den kan blive for ensidig og dogmatisk. Andre skriftlige teknikker og drømmetydende arbejde må derfor med ind i billedet.

Derudover anfører han i teksten ”Fra en digters værksted”, at digtets mening opstår mellem ordene og linjerne, og at summen af to ord ved siden af hinanden således ikke blot giver 1+1 = 2 men snarere 3 – dvs. en tredje ekstra-betydning. Ifølge Ekelöf opstår der altså i de gode digte en slags magisk ”radioaktivitet” eller spænding mellem linjer og ord, der udløser den poetiske merbetydning. De gode digte bliver og forbliver således levende, og det er med denne ”virkeliggørelse”, at digtene tager verden i besiddelse. Således finder Ekelöf sit hjem og identitet i verden. 

Fyrsten af Emgión – Udvalgte digte

”Aspen skælver og spiller, aftenrøden skrider / og alt hvad der var uudsigeligt og fjernt er uudsigeligt og nært / Jeg synger om det eneste der forsoner, / det eneste praktiske, for alle lige.”
Fra digtet ”Eufori” i ”Fyrsten af Emgión – Udvalgte digte”, s. 22.

Med udgivelsen af ”Tag og skriv” i 1977 udkom de første Ekelöf-digte i dansk oversættelse. Ca. 30 af disse digte er taget med i digtudvalget ”Fyrsten af Emgión – Udvalgte digte” (Oversat og udvalgt af Karsten Sand Iversen) fra 1995, der består af digte fra hele Ekelöfs produktion.

Således kan man i denne samling finde to af hans mest kendte digte, nemlig ”Tag og skriv” og ”Eufori” fra digtsamlingen ”Färjesång” (1941). Hvor det første udgør åbningsdigtet i ”Färjesång”, udgør det andet afslutningen. Men de to digte er indbyrdes forbundne med versene ”Jeg synger om det eneste der forsoner / det eneste praktiske, for alle lige”, der optræder begge steder. Som en sådan gentagelse udgør versene et ledemotiv, der forbinder digtsamlingen til en helhed. Ekelöf forsøgte således at komponere sine digtsamlinger, for at de skulle danne en helhed og udtrykke én grundlæggende livsstemning.

21526495

Med sine frie vers og musiske komposition med allusioner til f.eks. arabisk mystik via ”jomfruen” kan samlingen læses som udtryk for Ekelöfs livsanskuelse og opfattelse af digtningen: digtet ”Eufori” munder således ud i, at ”du” bliver til et ”jeg”, et jeg der når til erkendelse af nærværet, men paradoksalt nok via det fraværende (”fremmede lande”), der i anden omgang medfører euforien. Et yderligere paradoks er samlingens første ord ”Tag og skriv” i sammenligning med et af slutdigtets sidste vers, der betegner nærværet som ”uudsigeligt”, hvilket dermed bliver indholdet i digter-jegets euforiske vision.

Ekelöf henter sine stilelementer i den modernistiske værktøjskasse. Typisk anvender han derfor mere eksperimenterende ”frie vers”, dvs. verselinjer, der ikke består af forudgående fastlagte rytmer og mønstre fra allerede kendte digtformer. Han forsøger i stedet at finde sin egen rytme i sine digte med tryksvage og trykstærke stavelser og finder derudover også sit eget associerende billedsprog, der ofte er bygget op omkring modsætninger og paradokser. På trods af ”uudsigeligheden” forsøger han at formidle digtenes indre poetiske musik som et helstøbt forløb over tid.

Diwan

”Den gnist af genkendelse / glemmer jeg aldrig / skønt jeg intet kan se mere / Sorte øjne har du, min ven / De sorteste, smukkeste øjne / med en gnist af ild / som jeg endnu kan se.”
”Diwan”, s. 89.

Med den stortanlagte digttrilogi ”Diwan” nåede Ekelöf højdepunktet i sin digter-karriere. Trilogien består af de tre digtsuiter ”Diwan över fursten av Emgión” (1965), ”Sagan om Fatumeh” (1966) og ”Vägvisare till underjorden” (1967) (”Diwan over Fyrsten af Emgión”, ”Eventyret om Fatumeh” og ”Vejviser til underverdenen”, 1995/2014), og førstnævnte fik han Nordisk Råds Litteraturpris for i 1966. Den indleder trilogien og handler om den kurdisk-armenske grænsefyrste Fyrsten af Emgión i tiden efter slaget ved Manzikert i 1071. Fyrsten har sammen med den byzantinske hær og kejser Romanós Diogénes lidt nederlag, og i sit fangenskab får fyrsten stukket sine øjne ud, før han bliver sat på fri fod igen.

Allerede som digtsuitens første ord anråber fyrsten i sin nød og ”tørst" sin ”jomfru” og ”hjemsøgelse” – sin gudinde. I denne nødens stund og gennem en slags kastration har han nemlig allerede indset, at frelsen ikke kommer med den barmhjertigt gode i kristendommen, Jomfru Maria, men den barnløse mor i arabisk mystik, der er alles mor. I resten af denne 1. del samt i 2. del beskrives bl.a. fyrstens blinde og visionære kærlighed og begær til jomfruen, der også er skøgen, der over tid opnår renselse via det beskidte, syndefulde og ”brændte”. Men fyrstens erotiske og sanselige begær beskrives på en tvekønnet måde, hvor skellet mellem ”han” og ”hun” udviskes. I 3. del viser Ekelöf med en dramatisk dialog mellem fyrsten, der nu er blevet Satan, og hans elskede gudinde, hvad der ikke umiddelbart kan forenes, men som alligevel til sidst bliver det på et overjordisk plan. Foreningen sker via ophævelsen af skel og paradoksalt via den blinde seers indre, nemlig gennem det elskende øje.

51498488

Som i Ekelöfs øvrige digte er det store tema også i ”Diwan” længslen og manglen i ensomheden, der på mystisk vis får det fraværende til at blive nærværende. Og virkeliggørelsen sker som indre visioner, og savnets opfyldelse og tomrummets udfyldelse sker også som digtning. Sit indhold formidler Ekelöf som i sin tidligere digtning i frie, rytmiske vers, gentagelser, anråbelser samt spil med modsætninger og deres ophævelser. Men ”Diwan” indeholder flere personliggørelser af abstrakte begreber (allegorier) end besjælinger, der tillægger omverdenen menneskelige egenskaber. Det mest forklarende digt for den Ekelöfske tankegang synes at være digtet ”Xoanon”, der kan læses som et metadigt om, hvordan digteren forsøger at nå frem til enheden bag flere lag af modsætninger og for i denne enhed at skue og møde kærligheden. 

Genrer og tematikker

Som hos mange andre digtere og forfattere i Gunnar Ekelöfs samtid er det i vid udstrækning temaer som ensomhed og fremmedgørelse i livets tomme meningsløshed, der præger forfatterskabet fra start til slut. Ligeledes typisk er hans håb og tiltro til epifanien, dvs. til selve åbenbaringen eller visionen som en mulig forløsning og port ud af fornuftens og logikkens fængsel, der ikke levner plads til det irrationelle som lidenskab, kærlighed og mystik. Han leder med andre ord efter det, der overskrider og som sådan ophæver diverse skel, bl.a. mellem det nærværende og fraværende i forsøget på at udfylde sin indre ”mangel”, der skaber den meningsløse tomhedsfølelse.

Set i dette lys kan Ekelöfs digtning også læses i forhold til hans oplevelse af svigt fra morens side. For at finde forsoning og for at gøre nærværende, hvad der for Ekelöf er fraværende i form af for eksempel moderkærlighed, vender han sig væk fra (og gør oprør mod) moderne og rationelle tankemønstre til fordel for middelalderlig, arabisk mystik som f.eks. i ”Diwan”. Ifølge denne mystik med alle dens paradokser er troen i sidste ende en tro på en uopnåelig, kvindelig guddom, der i øjeblikke får det nære til at træde guddommeligt frem. Trosforholdet her kan således betegnes som en slags ulykkeligt kærlighedsforhold.

Dette tankegods lægger Ekelöf om bord i en modernistisk digtform bestående af frie og eksperimenterende versformer, der bryder med tidligere tiders digtformer med fastlagte rim og versefødder. Selvom han også genbruger traditionelle versemål som blankvers, så indgår de i hans eksperimenterende forsøg på at nå frem til digtets egen rytme og musik. Rytmen skaber han med digtets verslængde, brud, linjeskift iblandet pauser. Med denne ”musik” sammen med kæder af associationer, referencer til anden litteratur og indbyggede citater forsøger han således at skabe liv i digtet, at gøre det virkeligt: ”Hvad digtet ’forestiller’ spiller dybest set ingen rolle, det vigtigste er at det er virkeligt, at ordene har den rette elektriske holdning til hinanden,” anfører han således i essayet ”Fra en lyrikers værksted” (Gunnar Ekelöf: Virkelighedsflugt. Lædersvinets Kulturbibliotek 2. Anblik, 2010. s. 143). 

Beslægtede forfatterskaber

Storbyens opkomst i midten af 1800-tallet medførte en udbredt følelse af fremmedgørelse, mening og tab af overskuelighed blandt samtidens digtere, og blandt dem der fulgte. Selvom storbyen også vakte fascination, så var det kritikken af denne, der dannede overskriften hos symbolismen i 1890’erne og i den senere modernisme og dertilhørende avantgarde-bevægelser. Som en afstandtagen til verden insisterer mange modernistiske digtere og forfattere på en subjektiv, indadvendt skuen og beskrivelse af følelser, tro og drømme i deres kunst fremfor for beskrivelsen af den ydre virkelighed.

Med sine temaer som angst og fremmedgørelse i storbyen sammen med sit arbejde med sit indre ubevidste liv og drømme udtrykt gennem den ovennævnte automatskrift kan Ekelöf sammenlignes med surrealisterne, specielt hans debutsamling ”Sent på jorden”. Både Ekelöf og surrealisterne fandt forbilleder i de franske digtere Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud og Guillaume Apollinaire. Men Ekelöf kan med sine mange indlagte citater, allusioner og dialoger i sine digte også sættes i forhold til T.S. Eliots digtsamling ”Ødemarken” (1922), mens ”Diwan” nærmest har referencer til hele verdenslitteraturen, således eksplicit til Dantes ”Den guddommelige Komedie” (skrevet i starten af 1300-tallet) og til Bibelen, mens hovedpersonen ”Fyrsten af Emgión” i indledningen minder om Kong Ødipus i Sofokles’ tragedie af samme navn.

Udover Dante har Ekelöfs lyrik med de gennemgående beskrivelser af oprør, visioner og åbenbaringer dels meget til fælles med digterne i romantikken og før-romantikken (især Percy B. Shelley, William Blake, John Milton), dels med mystikkens digtere i middelalderen som al-’Arabi og persiske Rumi.

Endelig er det ligeledes oplagt at sammenligne Ekelöfs tankeverden og selvforståelse som ”outsider” med Friedrich Nietzsches livsfilosofi. De er fælles om kritikken af kristendommen og fornuftsdyrkelsen samt forsøget på at nå hinsides simple modsætninger mellem f.eks. godt og ondt ved i stedet at vende sig til antikkens tænkning. Og begge ser de sig som en oprørsk Lucifer i sandhedens og den profetiske visions tjeneste.  

Bibliografi

Digtsamlinger

Ekelöf, Gunnar:
Tag og skriv, Digte og noter. Arena, 1977. (Oversat af Jens Smærup Sørensen og Karsten Sand Iversen).
Ekelöf, Gunnar:
Sent på jorden. 1932.
Ekelöf, Gunnar:
Dedikation. 1934.
Ekelöf, Gunnar:
Sorgen och stjärnan. 1936.
Ekelöf, Gunnar:
Köp den blindes sång. 1938.
Ekelöf, Gunnar:
Färjesång. 1941.
Ekelöf, Gunnar:
Non Serviam. 1945.
Ekelöf, Gunnar:
Om hösten. 1951.
Ekelöf, Gunnar:
Strountes. 1955.
Ekelöf, Gunnar:
Opus incertum. 1959.
Ekelöf, Gunnar:
En Mölna-elegi. 1960.
Ekelöf, Gunnar:
En natt i Otocac. 1961.
Ekelöf, Gunnar:
En natt vid horisonten. 1962.
Ekelöf, Gunnar:
Partitur. 1969. (Udgivet posthumt ved Ingrid Ekelöf).
Ekelöf, Gunnar:
En röst. 1973. (Udgivet posthum ved Ingrid Ekelöf).
Ekelöf, Gunnar:
Fyrsten af Emgión – Udvalgte digte. Gyldendal, 1996. (Udvalg fra Gunnar Ekelöf Skrifter 1-8, 1991-1993. Udvalgt og oversat af Karsten Sand Iversen).
Ekelöf, Gunnar:
Diwan over fyrsten af Emgión, Eventyret om Fatumeh og Vejviser til underverdenen. Trilogi med fotografier af Jesper Rasmussen. Forlaget Vandkunstens Illustrerede Klassikere, 2014. (Diwan över fursten av Emgión (1965); Sagan om Fatumeh (1966); Vägvisare till underjorden (1967). Oversat af Karsten Sand Iversen).

Essays, kritik og breve

Ekelöf, Gunnar:
Lyngkvisten og andre Prosastykker. Hasselbalchs Forlag, 1960. (Tekstudvalg på baggrund af Promenader (1941), Utflykter (1947) og Verklighetsflykt (1958). Oversat af Jens Lund Andersen).
Ekelöf, Gunnar:
Promenader. Småprosa. Bonniers Förlag, 1941.
Ekelöf, Gunnar:
Utflykter. Bonniers Förlag, 1947.
Ekelöf, Gunnar:
Blandade kort. Bonniers Förlag, 1957.
Ekelöf, Gunnar:
Verklighetsflykt. Bonniers Förlag, 1958.
Ekelöf, Gunnar:
Brev 1916-1968. udg. af Carl Olov Sommar. Bonniers 1989.
Ekelöf, Gunnar:
Skrifter 1-9. Bonniers, 1992-93. Udgivet og kommenteret af Reidar Ekner.
Ekelöf, Gunnar:
Virkelighedsflugt – En outsiders veje. Lædersvinets Kulturbibliotek 2, Anblik, 2010. Udvalg af essays fra Gunnar Ekelöf Skrifter 1-9. Bonniers, 1992-93. Udvalgt og oversat af Karsten Sand Iversen.

Om forfatterskabet

Artikler og bøger

Olsson, Anders:
Ekelöfs nej. Bonniers, 1983. (Svensk).
Sommar, Carl Olov: Gunnar Ekelöf. Bonniers, 1989. (Svensk).
Gunnar Ekelöf. Bonniers, 1989. (Svensk).
Brandt, Jørgen Gustava:
Mit indre marked. Gyldendal, 1990.
Åström, Paul:
Gunnar Ekelöf och antiken. Paul Åströms förlag, 1992. (Svensk).
Fryd, Annette:
Ekfraser. Museum Tusculanums Forlag, 1999.
Lagercrantz, Olof:
Jeg bor i en anden verden, men du bor jo i den samme. Gyldendal, 1996. (Oversat af Karsten Sand Iversen).
Mortensen, Anders:
Tradition och originalitet hos Gunnar Ekelöf. Symposion, 2000. (Svensk).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Gunnar Ekelöf

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Ekelöf, Gunnar:
Virkelighedsflugt – En outsiders veje. Lædersvinets Kulturbibliotek 2. Anblik, 2010. Oversat af Karsten Sand Iversen.