William Blake

Artikel type
voksne
journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Main image
Blake, William
Foto: Lebrecht Authors / Scanpix

William Blakes digtbilleder drager med deres svømmende grænser mellem fornuft og hallucinationer. Hans fantasier på skrift kan være til den dystre side; tjek blot paraden af edderkopper i samlingen ”Ægteskabet mellem himmel og helvede”. Men han er også humanist med drømmen om en jord, hvor alle er brødre og søstre. Utopien får plads i digtet ”De fire Zoas”. Ifølge Blake venter lykken, hvis folk dropper kirken og kapitalismen og søger lidenskaben. Bag hans oprør mod vante former ligger opfordringen til læseren: Tænk selv, ellers er du ikke fri. Her foregriber han vor tids individualisme. 

51102878

Blå bog

Født: 28. november 1757 i London.

Død: 12. august 1827 i samme by.

Uddannelse: Uddannet kobberstikker, 1779. 

Debut: Poetical Sketches. Egen publikation, 1783.

Litteraturpriser: Ingen i sin levetid.

Seneste udgivelse: William Blake i udvalg. Det Poetiske Bureau, 2014. Oversat af Ib Johansen.        

Idoler: Dante, William Shakespeare, John Milton.

 

blake

Baggrund

”De sagde til mig, natten og dagen var alt, / hvad jeg kunne se: / De sagde til mig, jeg havde fem sanser, / til at slutte mig inde, / Og de indeslutted min grænseløse hjerne i en snæver kreds, / Og sænked mit hjerte i Afgrunden, en rød rund kugle, / hedt brændende, / Til jeg fra alt liv var udvisket og raderet væk.”
”Syner og fakta”, s. 40.

William Blake blev født i Londons Soho-kvarter d. 28. november 1757. Forældrene, moren hjemmegående og faren strømpesælger, havde tidligt øje for sønnens kreative anlæg. Da han var 10 år, sendte de ham på kunstskolen Royal Academy i den engelske hovedstad. Siden var han i lære hos en kobberstikker. Han havde flair for at gravere bogillustrationer, hvilket gav ham en indtægt i en årrække. Hans litterære produktion solgte yderst beskedent.

Blake skrev allerede som teenager digte med seksuelle tabubrud, og i 1783 udkom debuten ”Poetical Sketches”. Anerkendelsen i hans levetid begrænsede sig til en lille kreds af beundrere. Malere og digtere, der ikke lod personen Blake overskygge værkerne. Mange afskrev ham, fordi han var overbevist om, at han havde særlig adgang til åndernes verden. Denne tankegang stammede fra opvæksten. Blakes forældre hørte til en eksperimenterende kirke, der troede på ideer formuleret af den svenske mystiker Emanuel Swedenborg. Ideologens forestillinger om, at mennesket kunne se syner og nå himlen inden døden, slog rod i Blake. Han fastholdt, at digte og billeder kom til ham i åbenbaringer. Som hans kone Catherine formulerede det i et berømt citat: ”Jeg ser så lidt til Mr. Blake. Han er altid i paradis.”

De blev gift i 1782 og var sammen til hans død i 1827. Forfatterens sidste år var præget af social isolation og armod, selv om han fik hjælp fra mæcener.

I moderne tid er Blake blevet fuldt ud kanoniseret. Hans digtsamlinger ”Songs Of Innocence” (1789) og ”Songs of Experience” (1794) har med deres afsøgninger af eksistensens grundvilkår fået klassikerstatus i engelsk litteratur. Som billedkunstner blev Blakes betydning understreget af museet Tate i 2000, da de udstillede flere hundrede af hans visuelle arbejder. Bredere kulturelt har han også sat sit præg. Bandet The Doors hentede i 1960’erne inspiration til deres navn i en Blake-formulering og citerede ham i nummeret ”End of the Night”. I 00’erne er han blevet hyldet af et band på den danske rockscene, der slet og ret kalder sig ”The William Blakes”.

Udvalgte skrifter

”Når fantasi, kunst og tænkning og alle åndelige gaver, alt hvad der er af den hellige ånd, bliver agtet for ligegyldige, og kun strid er levnet menneskene, da oprinder dommens dag; og med fantasiens øje skues den af enhver efter hans sted og stilling.”
”Udvalgte skrifter”, s. 65.

Samlingen rummer et dansk udvalg af Blakes udkast og publikationer, hvoraf en væsentlig del blev færdiggjort under titlerne ”The Gates of Paradise”, ”The Ghost of Abel” og ”Illustrations of The Book of Job”, 1793-1825 (”Udvalgte Skrifter”, 1970). Her får læseren et indtryk af, hvor tæt billedkunst og skrift er forbundet hos Blake. Værket ”Paradisets indgangsport” såvel som ”Jobs bog” forener illustrationer med ganske korte tekster. Førstnævnte udtrykker sider af den menneskelige natur: Viljen indrammes i et billede af en skikkelse, der rækker ud efter månen ledsaget af ordene ”Jeg vil! Jeg vil!” Menneskets magtesløshed er kondenseret til illustrationen af en person, der er ved at drukne og replikken ”Hjælp! Hjælp!”

”Jobs bog” er Blakes gendigtning af fortællingen om Job fra Det Gamle Testamente, der behandler konflikten mellem godt og ondt i verden. Jobs livsbane bliver fortalt i 21 monumentale kobberstik, men teksterne er ikke blot fra den originale Jobs bog; Blake sakser fra hele Biblen. Forfatteren betoner, at Satan udgår fra Guds tilstedeværelse – smerte og resten af skaberværket har samme kilde. Blakes Job-fortolkning leder frem til øget afstand mellem mørkt og lyst. Satan ryger i helvede, mens Gud prises for sin tankeevne, og Job får et rigt liv. Omdannelsen af religiøst stof til en kunstnerisk form kendetegner også kortdramaet ”Abels ånd”; en dialog baseret på bibelfortællingen om Kain, der i jalousi slår broren Abel ihjel. Blake begynder sit drama, da Abel er død, og han lader Abels spøgelse reagere på forbrydelsen. Abel vil have Kain til at bøde med sit liv, men Gud – flankeret af Adam og Eva – maner til forsoning med ofringen af et lam. Som i ”Jobs bog” viser en Satan-figur sig og bliver forvist af Gud. Det er nævneværdigt, at dramaet iscenesætter Blake som kunstneren med særlig adgang til visioner. Første linje i manuskriptet bekendtgør, at det følgende er ”åbenbaret i et guddommeligt syn”.

51102878

Et udkast til en tekst, ”Dommedag”, er mere essayistisk end de ovennævnte og præsenterer Blakes ideer om det ideelle menneske og samfund uden lag af symboler og religiøse referencer. En dommedag er nyttig ifølge forfatteren, fordi den skal skille de gode (dem der dyrker intellektet og vedkender sig deres lidenskaber) fra de åndsløse tåber. Kunst og tænkning bør være grundlag for samfundslivet. Blake går så langt, at han hævder, at kun tankens rum er virkeligt. Det materielle er et bedrag, mener han, og får dermed markeret sig som tidlig kritiker af forbrugs- og kapitaldyrkelse.

Teksterne i bogen vidner samlet set om en forfatter, der placerer sin egen stemme mellem elementerne fra kristendommen. Men i valg af karakterer og tematikker har han ikke frigjort sig fra den.