Samlingen rummer et dansk udvalg af Blakes udkast og publikationer, hvoraf en væsentlig del blev færdiggjort under titlerne ”The Gates of Paradise”, ”The Ghost of Abel” og ”Illustrations of The Book of Job”, 1793-1825 (”Udvalgte Skrifter”, 1970). Her får læseren et indtryk af, hvor tæt billedkunst og skrift er forbundet hos Blake. Værket ”Paradisets indgangsport” såvel som ”Jobs bog” forener illustrationer med ganske korte tekster. Førstnævnte udtrykker sider af den menneskelige natur: Viljen indrammes i et billede af en skikkelse, der rækker ud efter månen ledsaget af ordene ”Jeg vil! Jeg vil!” Menneskets magtesløshed er kondenseret til illustrationen af en person, der er ved at drukne og replikken ”Hjælp! Hjælp!”
51102878
”Jobs bog” er Blakes gendigtning af fortællingen om Job fra Det Gamle Testamente, der behandler konflikten mellem godt og ondt i verden. Jobs livsbane bliver fortalt i 21 monumentale kobberstik, men teksterne er ikke blot fra den originale Jobs bog; Blake sakser fra hele Biblen. Forfatteren betoner, at Satan udgår fra Guds tilstedeværelse – smerte og resten af skaberværket har samme kilde. Blakes Job-fortolkning leder frem til øget afstand mellem mørkt og lyst. Satan ryger i helvede, mens Gud prises for sin tankeevne, og Job får et rigt liv. Omdannelsen af religiøst stof til en kunstnerisk form kendetegner også kortdramaet ”Abels ånd”; en dialog baseret på bibelfortællingen om Kain, der i jalousi slår broren Abel ihjel. Blake begynder sit drama, da Abel er død, og han lader Abels spøgelse reagere på forbrydelsen. Abel vil have Kain til at bøde med sit liv, men Gud – flankeret af Adam og Eva – maner til forsoning med ofringen af et lam. Som i ”Jobs bog” viser en Satan-figur sig og bliver forvist af Gud. Det er nævneværdigt, at dramaet iscenesætter Blake som kunstneren med særlig adgang til visioner. Første linje i manuskriptet bekendtgør, at det følgende er ”åbenbaret i et guddommeligt syn”.
Et udkast til en tekst, ”Dommedag”, er mere essayistisk end de ovennævnte og præsenterer Blakes ideer om det ideelle menneske og samfund uden lag af symboler og religiøse referencer. En dommedag er nyttig ifølge forfatteren, fordi den skal skille de gode (dem der dyrker intellektet og vedkender sig deres lidenskaber) fra de åndsløse tåber. Kunst og tænkning bør være grundlag for samfundslivet. Blake går så langt, at han hævder, at kun tankens rum er virkeligt. Det materielle er et bedrag, mener han, og får dermed markeret sig som tidlig kritiker af forbrugs- og kapitaldyrkelse.
Teksterne i bogen vidner samlet set om en forfatter, der placerer sin egen stemme mellem elementerne fra kristendommen. Men i valg af karakterer og tematikker har han ikke frigjort sig fra den.