william blake
Foto: Art Library / Ritzau Scanpix

William Blake

journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
william blake
Foto: Art Library / Ritzau Scanpix
Main image
Blake, William
Foto: Lebrecht Authors / Scanpix

Indledning

William Blakes digtbilleder drager med deres svømmende grænser mellem fornuft og hallucinationer. Hans fantasier på skrift kan være til den dystre side; tjek blot paraden af edderkopper i samlingen ”Ægteskabet mellem himmel og helvede”. Men han er også humanist med drømmen om en jord, hvor alle er brødre og søstre. Utopien får plads i digtet ”De fire Zoas”. Ifølge Blake venter lykken, hvis folk dropper kirken og kapitalismen og søger lidenskaben. Bag hans oprør mod vante former ligger opfordringen til læseren: Tænk selv, ellers er du ikke fri. Her foregriber han vor tids individualisme. 

 

51102878

Blå bog

Født: 28. november 1757 i London.

Død: 12. august 1827 i samme by.

Uddannelse: Uddannet kobberstikker, 1779. 

Debut: Poetical Sketches. Egen publikation, 1783.

Litteraturpriser: Ingen i sin levetid.

Seneste udgivelse: William Blake i udvalg. Det Poetiske Bureau, 2014. Oversat af Ib Johansen.        

Inspiration: Dante, William Shakespeare, John Milton.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”De sagde til mig, natten og dagen var alt, / hvad jeg kunne se: / De sagde til mig, jeg havde fem sanser, / til at slutte mig inde, / Og de indeslutted min grænseløse hjerne i en snæver kreds, / Og sænked mit hjerte i Afgrunden, en rød rund kugle, / hedt brændende, / Til jeg fra alt liv var udvisket og raderet væk.”
”Syner og fakta”, s. 40.

William Blake blev født i Londons Soho-kvarter d. 28. november 1757. Forældrene, moren hjemmegående og faren strømpesælger, havde tidligt øje for sønnens kreative anlæg. Da han var 10 år, sendte de ham på kunstskolen Royal Academy i den engelske hovedstad. Siden var han i lære hos en kobberstikker. Han havde flair for at gravere bogillustrationer, hvilket gav ham en indtægt i en årrække. Hans litterære produktion solgte yderst beskedent.

Blake skrev allerede som teenager digte med seksuelle tabubrud, og i 1783 udkom debuten ”Poetical Sketches”. Anerkendelsen i hans levetid begrænsede sig til en lille kreds af beundrere. Malere og digtere, der ikke lod personen Blake overskygge værkerne. Mange afskrev ham, fordi han var overbevist om, at han havde særlig adgang til åndernes verden. Denne tankegang stammede fra opvæksten. Blakes forældre hørte til en eksperimenterende kirke, der troede på ideer formuleret af den svenske mystiker Emanuel Swedenborg. Ideologens forestillinger om, at mennesket kunne se syner og nå himlen inden døden, slog rod i Blake. Han fastholdt, at digte og billeder kom til ham i åbenbaringer. Som hans kone Catherine formulerede det i et berømt citat: ”Jeg ser så lidt til Mr. Blake. Han er altid i paradis.”

De blev gift i 1782 og var sammen til hans død i 1827. Forfatterens sidste år var præget af social isolation og armod, selv om han fik hjælp fra mæcener.

I moderne tid er Blake blevet fuldt ud kanoniseret. Hans digtsamlinger ”Songs Of Innocence” (1789) og ”Songs of Experience” (1794) har med deres afsøgninger af eksistensens grundvilkår fået klassikerstatus i engelsk litteratur. Som billedkunstner blev Blakes betydning understreget af museet Tate i 2000, da de udstillede flere hundrede af hans visuelle arbejder. Bredere kulturelt har han også sat sit præg. Bandet The Doors hentede i 1960’erne inspiration til deres navn i en Blake-formulering og citerede ham i nummeret ”End of the Night”. I 00’erne er han blevet hyldet af et band på den danske rockscene, der slet og ret kalder sig ”The William Blakes”.

Udvalgte skrifter

”Når fantasi, kunst og tænkning og alle åndelige gaver, alt hvad der er af den hellige ånd, bliver agtet for ligegyldige, og kun strid er levnet menneskene, da oprinder dommens dag; og med fantasiens øje skues den af enhver efter hans sted og stilling.”
”Udvalgte skrifter”, s. 65.

Samlingen rummer et dansk udvalg af Blakes udkast og publikationer, hvoraf en væsentlig del blev færdiggjort under titlerne ”The Gates of Paradise”, ”The Ghost of Abel” og ”Illustrations of The Book of Job”, 1793-1825 (”Udvalgte Skrifter”, 1970). Her får læseren et indtryk af, hvor tæt billedkunst og skrift er forbundet hos Blake. Værket ”Paradisets indgangsport” såvel som ”Jobs bog” forener illustrationer med ganske korte tekster. Førstnævnte udtrykker sider af den menneskelige natur: Viljen indrammes i et billede af en skikkelse, der rækker ud efter månen ledsaget af ordene ”Jeg vil! Jeg vil!” Menneskets magtesløshed er kondenseret til illustrationen af en person, der er ved at drukne og replikken ”Hjælp! Hjælp!”

51102878

”Jobs bog” er Blakes gendigtning af fortællingen om Job fra Det Gamle Testamente, der behandler konflikten mellem godt og ondt i verden. Jobs livsbane bliver fortalt i 21 monumentale kobberstik, men teksterne er ikke blot fra den originale Jobs bog; Blake sakser fra hele Biblen. Forfatteren betoner, at Satan udgår fra Guds tilstedeværelse – smerte og resten af skaberværket har samme kilde. Blakes Job-fortolkning leder frem til øget afstand mellem mørkt og lyst. Satan ryger i helvede, mens Gud prises for sin tankeevne, og Job får et rigt liv. Omdannelsen af religiøst stof til en kunstnerisk form kendetegner også kortdramaet ”Abels ånd”; en dialog baseret på bibelfortællingen om Kain, der i jalousi slår broren Abel ihjel. Blake begynder sit drama, da Abel er død, og han lader Abels spøgelse reagere på forbrydelsen. Abel vil have Kain til at bøde med sit liv, men Gud – flankeret af Adam og Eva – maner til forsoning med ofringen af et lam. Som i ”Jobs bog” viser en Satan-figur sig og bliver forvist af Gud. Det er nævneværdigt, at dramaet iscenesætter Blake som kunstneren med særlig adgang til visioner. Første linje i manuskriptet bekendtgør, at det følgende er ”åbenbaret i et guddommeligt syn”.

Et udkast til en tekst, ”Dommedag”, er mere essayistisk end de ovennævnte og præsenterer Blakes ideer om det ideelle menneske og samfund uden lag af symboler og religiøse referencer. En dommedag er nyttig ifølge forfatteren, fordi den skal skille de gode (dem der dyrker intellektet og vedkender sig deres lidenskaber) fra de åndsløse tåber. Kunst og tænkning bør være grundlag for samfundslivet. Blake går så langt, at han hævder, at kun tankens rum er virkeligt. Det materielle er et bedrag, mener han, og får dermed markeret sig som tidlig kritiker af forbrugs- og kapitaldyrkelse.

Teksterne i bogen vidner samlet set om en forfatter, der placerer sin egen stemme mellem elementerne fra kristendommen. Men i valg af karakterer og tematikker har han ikke frigjort sig fra den.

Syner og fakta

”Skal jeg være lukt inde fra dit blik; / grib derfor i din hånd / De små fibre, som de spirer rundt om mig, drag til i medynk / Og lad dem løbe for vindene fra din favn: / jeg vil fæstne dem / Med pulsslag, vi vil dele dem i Sønner og Døtre (…)”
”Syner og fakta”, s. 120.

Dette udsnit af Blakes produktion indeholder manuskripter fra 1784-1815, flere af dem aldrig udgivet i hans levetid, men også den kendte ”Sange om erfaring”, 1794 (”Syner og fakta”, 1987). Udgivelsen favner korte og længere digte samt prosastykker.

Fælles for teksterne er en energi, der kan synes destruktiv. De er fyldt af ”nedslagtning”, ”klagesang” og ”rasen”. Udladningerne får en retning i digte som ”Den franske revolution” og ”Amerika”. Blake vender vreden mod undertrykkende præster og adelsfolk; i USA’s tilfælde mod ejerne af slaver. ”Den franske revolution” opridser, at Blake længes efter en menneskehed, der er sat fri til at dyrke ærligt fysisk arbejde (hans digterstemme fordømmer dovenskab) og kunstarterne. I langdigtet ”De fire Zoas” er opgørstrangen spidsformuleret. En dommedagspassage udmunder i, at alle slags tyranni forsvinder fra Jordens overflade og bliver afløst af en ”åndelig ilds flammer”. Slutpunktet er samhørighed på tværs af folkeslag, et kollektiv uden våben, hvor man er brødre og søstre og ingen sætter sig over andre: ”Gå ned, I konger og Kanslere og Kæmpe-Krigere,” skriver Blake.

I prosastykket ”En ø på månen” har forfatteren en langt mildere tone. Han lader komiske figurer ved navn Føbus og Sipsop tage teksten som gidsel, så den falder fra hinanden til vrøvlesnak. Et bud på selvironi fra Blakes side – nok kender jeg Biblen forfra og bagfra og kan mine klassikere, men jeg kan også smide det til side og pjatte.

22140310

Øvrige brud med de dystre motiver findes i de korte vers i ”Noterebogen”. Blake viser sig som pragmatiker, der ikke vil lade en enkelt ting styre sin glæde, men kysse glæden, ”hvor den flyr”. I verset ”Afholdenhed” er digterjeget i sit mest lyststyrede hjørne: begær skal mættes, det skaber liv og skønhed. Langdigtet ”Milton” udfolder erotisk nydelse i en længere skildring, begær og vin er kilderne til beruselse, men klimaks får en makaber tone. Elskovslegen ender med ”døds-sved” og ”det sidste suk”. Kroppen er ofte kendetegnet ved at være i en grad af nedbrud hos Blake. En undtagelse ses i sidste tredjedel af digtet ”Jerusalem”, hvor begge køn bliver sporet tilbage til en fuldkommen urkrop.

Præsentationen i samlingen understreger, at Blake forholdt sig til sin samtid. Social ulighed præger digtene om revolutionen i Frankrig og slaveriet i USA, ligesom ”De fire Zoas” sætter samfundets velstående over for fattige fængselsfanger og soldater i krig. Mere fortyndet er de religiøse referencer og fornemmelsen af et utal af myter bag digtene. Det er hovedsagelig Blakes valg af navne til sine figurer – Ahania, Tharmas og Urthona – som får læseren til at mistænke, at forfatteren kun afslører forgrunden af en række fortællinger. 

Ægteskabet mellem himmel og helvede

”Og nu så vi at det var hovedet af Leviathan; dens pande var delt i striber af grønt og purpur som striberne på en tigers pande: snart så vi dens mund og røde gæller hænge lige over det oprørte skum og farve det sorte dyb med blodige lysstrejf (…)”
”Ægteskabet mellem himmel og helvede”, s. 40.

Digtene i samlingen ”The Marriage of Heaven and Hell”, 1790 (”Ægteskabet mellem himmel og helvede”, 1995) viser Blakes forsøg på at forene godt og ondt. Religionerne – ikke mindst kristendommen – har ifølge Blake lært os, at de to er adskilte; det gode forankret i sjælen, det onde i kroppen. For forfatteren er de poler bundet til hinanden, da mennesket både elsker og hader gennem livet. Alt begynder i vores kroppe, som en energi udspringer fra, og Blake vil ikke fordømme en del af den energi som syndigt begær. De grimme sider af eksistensen (set fra de dybt religiøses perspektiv) er tilladte i hans samling. Som et manifest lægger han sin holdning frem i en af de første tekster, ”Djævelens stemme”. Her skal man nok ikke tage Blake på ordet – at han ser sig selv som Djævelens talerør – han afmonterer snarere, at kristne kunne beskylde ham for det.

Digtene er præget af en afprøvning af grænser, bl.a. når han i ”En Mindeværdig Fantasi” stiger ind i Bibelen sammen med en engel og finder en voldspornografisk scene; dyreskikkelser parrer sig og spiser hinanden. Et større tabubrud optræder i en tekst med overskriften ”Helvedes Ordsprog”. Her nævnes det, at et drab på et spædbarn er bedre end at brænde inde med lysten til at gøre det. I dette tilfælde synes provokatøren Blake at bremse sig selv: ”Nok! Eller for meget” lyder en linje kort efter, som om babymordet alligevel gik over stregen i digtets frie rum.

21150657

Frisættelse er et vigtigt tema i samlingen; fra regler om hvad man kan tillade sig at skrive, og fra den skrift og verdenshistorie, som kom før Blake. Han mikser referencer til klassisk litteratur (John Miltons ”Det tabte paradis”, Aristoteles, Dante, Shakespeare), ligesom han laver sin egen globale skabelsesberetning i ”En Frihedssang”. I denne sekvens i samlingen knuses den gamle verden, hvor præster gjorde sig til dommere over folk. ”Alt hvad der lever er helligt”, bekendtgør Blake, fuld af tolerance over for forbryderne og egoisterne. Men hans blik er ikke kun det realistiske, der indser menneskets fejl, han gør også virkeligheden mytisk på ny. I frihedssangen indgår en overjordisk stjernekonge, der rusker op i en menneskehed tynget af religion.

Sangformen optager Blake; han bruger gentagelser, der virker som omkvæd, eksempelvis i åbningsdigtet ”Begrundelsen”. Tonen er mere folkesangerens uformelle end kirkesangerens højstemte, fordi Blake dyrker det elementært spændende; fortæller om en skurk og løver i vildmarken, hvad der også ville være en god historie på et værtshus. I andre passager bliver han analytisk, når han vurderer litteraturhistoriens kæmper, og kan lyde som en bibelsk lignelse i sine ”Mindeværdige fantasier”. Han er dog langt fra en dydig læremester, men villig til at afsøge det erotiske, ligesom han ind i mellem har en beskrivelse, der bare er billedkraft uden fornemmelse af en morale.

Genrer og tematikker

Gennem forfatterskabet løber Blakes tillid til individet. I digtsamlingen ”Ægteskabet mellem himmel og helvede” er det eneren – en ”stjernekonge” – som bebuder, at ingen skal herske over andre. Hverken præster, som styrer, hvordan folk tænker, eller arbejdsgivere, som fastlåser menneskers udvikling, fordi de kun tænker på profit. Blakes kritik af industrien i hans samtid optræder i langdigtet ”Jerusalem” (1804-20), hvor han nævner ”den fangne i den fremmedes mølleværk, solgt for knap løn.” Hans bud på en bedre verden er i digtet ”De fire Zoas” (1797-ca. 1804). Det menneskelige intellekt – i skikkelse af dragen Urizen – tager over, så alle tyranner forsvinder på Jorden. Hvis folk tænkte sig ordentligt om, ville de aldrig blive slaver for andre, synes Blake at sige.

I en vis grad romantiserer han et fællesskab i ”De fire Zoas”; de befriede slaver mødes i sang. Men udgangen af digtet vender tilbage til individniveauet med beskrivelsen af et menneskes øjne, der udvider sig og møder ”underfulde verdener” og ”visdoms dyriske former”. Evnen til at få den slags åbenbaringer er slutpunktet for Blake – man når ikke højere – men det er noget, individet opnår alene. Forfatteren udviser altså solidaritet med de undertrykte, og samtidig antyder han, at vejen til et rigere liv findes i dem selv. Intellektet, der som redningsfiguren Urizen, skaber en ny verden i ”De fire Zoas”, rummer de allerede.

En mere virkelighedsnær fremstilling af bevægelsen væk fra undertrykkelse findes i digtet ”Den franske revolution” (1791). Blakes sympati ligger utvetydigt hos Frankrigs bønder, der mod slutningen af 1700-tallet gjorde oprør mod en ulige fordeling af privilegier i landet.

Blakes eget hovedoprør – mod kristendommen – betyder dog ikke, at Gud er forvist fra forfatterskabet. I stedet gør Blake tænkning til almægtig hersker: ”Der er ingen anden / Gud, end den Gud der er Menneskeheds / intellektuelle kilde”, som det lyder i ”Jerusalem”. Han vil erstatte kristendommens system, der deler handlinger op i syndige og gode, med sit eget verdenssyn, hvor mennesker enten er kloge eller dumme. Klog adfærd ifølge Blake er bl.a. at vende blikket indad. ”Den mand, som ved at undersøge sit eget sind, intet finder af inspiration, burde ikke vove at blive kunstner,” skriver han i en samling noter fra 1798.

Skønt en realistisk poesi ikke var hans projekt, bør det understreges, at hjembyen London optræder med geografisk præcision i digtet af samme navn fra 1790-92. Som tidligere nævnt adresserer han også revolutionen i Frankrig direkte, mens andre digte kaldes ”Amerika” (1793) og ”Europa” (1794). Blakes tematikker er dog i særhed forankret til et rum på tværs af tid og sted, karakteristisk i langdigtene ”De fire Zoas” og ”Milton” (1804). Her sætter Blake sin personlige mytologi med symbolskikkelser for fornuft (Urizen) og lidenskab (Luvah) over for traditionelle religiøse billeder: himmel, engle, Gud og Satan. Sådan er Blake i strid mellem nyt og gammelt gods i en digtform, der er skiftevis brølende om vældige skred (pointeret af udråbstegn) og henført af nattergalens sang. Den romantiske del af hans digtertemperament er tydelig i ”Sange om erfaring” (1794), hvor den dundertalende stemme fra langdigtene tøjles til rim, der minder om børnevers.      

Beslægtede forfatterskaber

Med fremstillingen af en menneskehed, der trænger til at vågne op, minder Blake om den amerikansk-engelske digter T.S. Eliot. I sit hovedværk ”The Waste Land” (1922) beskriver Eliot en flok af søvngængere, der går under tågen på London Bridge. Trøstesløsheden efter Første Verdenskrig er total. Et af Blakes digte, ”London” fra hovedværket ”Songs of Experience” (1794), rummer en lignende ulykkelig skare langs Themsen, men ingen stor krig har kuet de levende. De er holdt nede af alle samfundets konventioner, som låser dem i ægteskabet prædiket af kirken og reducerer dem til fagbeskrivelser (skorstensfejer, soldat, luder).

Hvor ”The Waste Land” ikke leverer et værn mod afmagtsfølelsen – digtet har nok at gøre med at finde ord for et krigstraume – giver Blake sin løsning i flere tekster, eksempelvis i langdigtet ”De fire Zoas” (1797-ca. 1804). Mennesket bliver styrket, hvis det insisterer på selvstændig tænkning, og forfalder, hvis det lader sig diktere af magthavere og den herskende tidsånd. Slægtskabet med Eliot består også i, at begge forfattere har en omfattende litterær bevidsthed, som de lader dukke op i deres digte. Hos Eliot kan denne hvisken fra det store bibliotek give udslag i en flerstemmighed – ”The Waste Land” taler pludselig tysk og fransk – hvorimod bearbejdningerne af bibel-passager især præger Blake. Han bygger nyt af fragmenterne af kristendommens sprog.

I den forstand at han skriver sig gennem en hel kultur (den religiøse), kan han sammenlignes med den amerikanske forfatter Ezra Pound. I gigantdigtet ”The Cantos” (1970) fordøjer Pound både oldtidens Kina, fransk middelalder og italiensk renæssance til sit eget sproglige remix.

En anden amerikaner relateret til Blake er Walt Whitman, som forholdt sig til det meste af 1800-tallet, hvor Blake kun nåede at opleve begyndelsen. Tematisk har de troen på individets unikke status tilfælles; formmæssigt optagelsen af sangelementer og den krønikefortællende digterstemme ubundet af rim – i Whitmans ”Leaves of Grass” (1891-92) og især i Blakes længere digte. En væsentlig forskel er, at Whitman forherliger menneskekroppen til fulde. Selv om Blake er cool med, at mennesket har lyster, er kroppen også lidende, ikke mindst fordi religion lader den med skyld. Desuden deler Whitman og Blake en USA-kærlighed. Blake skriver om de ”blide amerikanske sletter” i digtet ”Visionen om Albions døtre” (1793), mens ”Leaves of Grass” er én lang indkredsning af amerikanernes egenart.

Blandt nyere danske forfatterskaber har Blake forbindelse til Ursula Andkjær Olsen. Hendes digtsamling ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005) lyder som et ekko af Blakes ”Ægteskabet mellem himmel og helvede”. Titlen på Andkjær Olsens tidligere ”Atlas over huller i verden” (2003) kan spejles i et motiv fra Blakes ”Jerusalem” (1804-20). Digtet åbner med en beskrivelse af ”sorte områder” – ”de abstrakte tomrum mellem stjernerne”. I Andkjær Olsens langdigt ”Have og helvede” (2010) gør hun endvidere brug af to Blake-metoder – gendigtning af en bibelhistorie (syndefaldsmyten) og sammensmeltning af tekst og illustration.

Bibliografi

Digte

Blake, William:
Thels Bog. Carit Andersen, 1945. (The Book of Thel, 1789-1791).
Blake, William:
Ægteskabet mellem himmel og helvede og andre skrifter. Thaning & Appel, 1952. (dansk samling inklusiv The Marriage of Heaven and Hell, 1790-93).
Blake, William og Arnholtz, Arthur:
Elegier og sonetter. Borgen, 1962. (dansk samling).
Blake, William:
Udvalgte skrifter. Thaning & Appel, 1970. (dansk samling).
Blake, William:
Sange om uskyld og erfaring og andre digte. Husets Forlag, 1978. (dansk samling primært baseret på Songs of Innocence/Songs of Experience, 1789/1794).
Blake, William:
Syner og fakta. Gyldendal, 1987. (dansk samling).
Blake, William:
Ægteskabet mellem himmel og helvede (udvidet i forhold til tidligere oversættelser). Roskilde Bogcafé, 1995. (The Marriage of Heaven and Hell, 1790-93).
Blake, William:
William Blake i udvalg. Det Poetiske Bureau, 2014. (dansk samling).

Kritik

Blake, William:
Om kunst & religion. Skovlænge, 1993 (dansk samling).

Om forfatteren

Artikler

Johansen, Ib:
William Blake eller revolutionen som utopi. Hvad nu hvis, 1984.
Püschl, Susanne:
Blakes anvendelse af den store kode: en analyse af gennemspilningen af myter i ”Jerusalem” med særligt henblik på Los-figuren. Manus, nr. 2, 1991.
Christensen, Inger:
Sandhedens skygge. Kritik, nr. 116, 1995.
Dalgaard, Daniel:
Daniel Dalgaard går i kættersk dialog med William Blake. Standart, nr. 3/4, 2012.
Johansen, Ib:
William Blake og hans poesi. BUM, nr. 9, 2012.

Links

En ressource til videre research med elektronisk adgang til Blakes digtsamlinger, illustrationer, tegninger og malerier. Udarbejdet af en gruppe amerikanske litteraturforskere.
Emnesøgning på forfatteren på The Guardians hjemmeside illustrerer, hvordan han stadig præger britisk litteratur og kunst – fra fantasyforfatteren Philip Pullman til popkunstneren Damien Hirst.
Forfatteren arbejdede ind til sin død på en række illustrationer til Dante Alighieris Den guddommelige komedie. Akvarellerne ligger i forlængelse af Blakes tidligere motiver (stærke giganter, flammer og himmelflugt), fx i ”Jobs bog”.
Det britiske museum Tate har et digitalt galleri med nær 200 af forfatterens visuelle værker.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på William Blake