De fleste Nordbrandt-eksperter er enige om, at det lyriske forfatterskab er præget af en vis ensartethed i tematikker og form. De første tre digtsamlinger “Digte” fra 1966, “Miniaturer” fra 1967 og “Syvsoverne” fra 1969 er generelt mindre prosaiske og bruger mere billedsprog, især metaforer, end de senere digtsamlinger. Et eksempel er digtet “Støvregnsprovins” fra “Digte”: “støvregnsprovins / silende tomgang / ned ad hovedgaden / på torvet / ruster vognen fast / i fremogtilbageskygger / vinduesviskerne størkner / i fordrejede facader
/ afskallede ansigtshuder / lever deres eget liv / hos os / i den fjerne provins” (s. 15).
51682343
Digtet karakteriserer sit eget omdrejningspunkt, provinsen, med metaforen “støvregnsprovins”. Støvregn er en regn, der ikke gør den store forskel. Der skal meget støvregn til at gøre en person våd eller fylde en spand med vand. Støvregnen symboliserer dermed provinsens næstenhed. Det er næsten en stor by, ligesom støvregnen næsten er regn. Men provinsen er ikke en stor by, den er et stillestående sted, hvilket digtet skildrer ved brug af metaforer som “silende tomgang” og vinduesviskere, der “størkner”. Vognen i digtet kunne være en mulighed for at forlade provinsen, men den ruster fast. Provinsen beskrives som “den fjerne provins”, og der er dermed langt til storbyen, fysisk, mentalt eller begge dele. Digtet udtrykker rastløshed, kedsomhed og udlængsel.
Udlængslen er et mindre udtalt emne i 1970’ernes Nordbrandt-digte, hvoraf mange, som det er typisk for denne periode, er optaget af orientalsk mystik. Digtene foregår ofte i lande uden for Danmark, tit Middelhavsområdet, og er inspireret af blandt andet zenbuddhisme, taoisme og sufisme. Det er digtsamlingerne “Omgivelser” (1972), “Opbrud og ankomster” (1974), “Ode til blæksprutten” (1975), “Glas” (1976) og “Guds hus” (1977) eksempler på, selvom disse digtsamlinger dog også indeholder klassiske Nordbrandt-temaer som kærlighed, liv og død. For eksempel indeholder “Ode til blæksprutten” så godt som kun kærlighedspoesi.
Sidst i 1970’erne er digtene igen tilbage i Danmark, og er mere deprimerede og pessimistiske, som i samlingerne “Istid” og “Spøgelseslege”, begge fra 1979. Blikket vendes bagud til de mange rejser, mange erfaringer og en stigende erkendelse af, at døden rykker nærmere.