Baggrund

Citat
“På alle mure faldt aftensolen / På en eneste hvis mur / På tunge, rustne hængsler / der engang havde været grønne / stod døren åben ind til mørket. /
“Hej” råbte jeg, så det genlød / i hele dalen / og en krage fløj skrigende op. / Det var ingen andre end dig / der ikke svarede / i hele verden.”
“Aftensol”, “Ormene ved himlens port”, s. 52.

Henrik Nordbrandt blev født 21. marts 1945 på Frederiksberg. Hans far var kommandørkaptajn, hans mor cand.jur. Barndommen var præget af følelsesmæssigt såvel som fysisk fraværende forældre: “Jeg blev nok forsømt af mine forældre. De læste bøger med meget populære amerikanske teorier om, hvordan man skulle opdrage børn (…) Små børn skulle man endelig ikke røre ved. De skulle have lov til at være sig selv, og hvis man skulle iagttage dem, kunne det passende ske gennem nøglehullet. Det var sådan nogle teorier, de brugte over for mig.” (Henning Thøgersen: Jeg var ved at dø af anorexi. Ekstra Bladet, 1999-12-19).

Den unge Nordbrandt hadede skolen og gad ikke lære at læse og regne. Det resulterede i, at han gik et år i dumpeklasse, fordi han ikke kunne noget, da han kom i 5. klasse: “Jeg synes, der var så modbydeligt i skolen, at jeg overhovedet ikke kunne tage mig af, hvad lærerne sagde. Jeg har højest gået i skole halvdelen af tiden. Jeg pjækkede og gik i skoven og var syg hver vinter (…) Jeg blev sendt til skole-psykolog, der sagde, at jeg var intelligent, og nu måtte jeg se at tage min sammen. Okay, det er jo kedeligt, at man ikke bare kan blive ved med at være sinke, sagde jeg.” (Henning Thøgersen: Jeg var ved at dø af anorexi. Ekstra Bladet, 1999-12-19).

Opvæksten var ikke nem for den følsomme Nordbrandt, og som 16-årig udviklede han en spiseforstyrrelse efter en traumatisk oplevelse:

“Jeg var i biografen i Halsskov og se en dokumentarfilm om koncentrationslejrene. For første gang så jeg rædslerne udpenslet, og jeg forlod biografen med følelsen: I en verden, hvor menneskene opfører sig på den her måde, der kan man ikke være menneske. Man kan ikke leve med det. Og derefter begyndte jeg at spise mindre og mindre, og til sidst kunne jeg slet ikke spise. Jeg havde et ubevidst ønske om at udslette mig selv.” (Henning Thøgersen: Jeg var ved at dø af anorexi. Ekstra Bladet, 1999-12-19).

Den unge Nordbrandt debuterede i 1966 med digtsamlingen “Digte” og bosatte sig kort tid efter i udlandet, blandt andet i Spanien, Tyrkiet og Grækenland, hvor han siden har opholdt sig i lange perioder. Han forklarer selv sin ivrige rejseaktivitet ud fra en grundlæggende følelse af at være hjemløs: “Jeg har altid følt mig hjemløs. Men det er rarere at føle sig hjemløs der, hvor man ikke har sit hjem, så er der en vis logik i det. Det er ikke rart, når man sidder midt i al sit bras, og de taler samme sprog ude på gaden.” (Annelise Bistrup: Man kan godt kalde mig en ældre playboy. Berlingske Tidende, 1992-11-01).

Siden debuten har Henrik Nordbrandt udgivet over 30 digtsamlinger. Herudover har han skrevet en lang række andre bøger, for eksempel børnebøger, kriminalromaner, en kogebog, en dagbog og en erindringsbog. Han har også skrevet manuskript til filmen “På Ama’r” fra 2001. Flere af Nordbrandts bøger er oversat til andre sprog.
Sideløbende med forfatterskabet har Nordbrandt gennemført studier i kinesisk, tyrkisk og arabisk og har skrevet rejsejournalistik og anden journalistik. I 1980 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og herudover har han modtaget en lang række litterære priser og legater, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris i 2000. Han har dog takket nej til et ridderkors.

Nordbrandt er kendt for sin kritiske holdning til Danmark og danskhed, hvilket hans seneste digtsamling “Vi danskere” fra 2010 er et glimrende eksempel på. Selv siger forfatteren om sit forhold til Danmark: “Jeg har det ikke godt med Danmark. Jeg prøver virkelig at bilde mig ind, jeg kan lide det. Men slet ikke København. Jeg synes, det er en af de grimmeste og mest ulidelige storbyer i hele verden. Den er så flad. Der er ikke noget, der går op eller ned. Du kan ikke se nogen steder hen, den er så fængselsagtig.” (Trisse Gejl: Lyrik skal jo bare komme for helvede. Information, 2011-12-16).

På trods af sin antipati over for København bor Nordbrandt i dag på Østerbro med sin finske kone, der er læge og forsker, og hendes datter. 

I 2014 blev Henrik Nordbrandt medlem af Det Danske Akademi.

Dette portræt er en tematisk gennemgang af Nordbrandts digtsamlinger med eksemplariske nedslag i enkelttekster.