Den første digtsamling af Michael Strunge er “Livets hastighed” , som udkom i 1978. Titlen er en parafrase over David Bowies nummer “Speed of life”, en reference der understøttes af, at digtsamlingen indledes med et citat fra Bowies nummer “Change”: “Turn and face the strain.” Med såvel titlen som citatet indikerer Strunge, at Bowie er et ikon for ham, og samtidig trækker han bånd til punkmiljøet, som Bowie selv fandt inspiration i. Citatet udtrykker endvidere, at læseren må berede sig på at stifte bekendtskab med det fremmedartede og mærkelige. Ligesom David Bowie satte sig i scene som den fiktive rum-superstjerne Ziggy Stardust, iscenesatte Michael Strunge sig som en visionær poet, der via sproget forsøgte at skabe nye muligheder igennem ændringer.
Allerede i det indledende digt, der bærer samme titel som samlingen, bemærker man den inciterende rytme, som skal vise sig så karakteristisk for Michael Strunges poesi. Der er en voldsomhed i udtrykket, der dels skabes igennem korte vers og opbrudte sætninger, dels igennem ordvalg såsom digtets indledende: ‘knuser’, og dels igennem en total afvisning af fortiden og en åbenlys hengivelse til fremtiden. Stilen trækker på punkens udtryk, der er hård og manifest, og som igennem såvel konkret vold som voldelige udtryk tager afstand fra fortiden og samtiden. Første strofe i det indledende digt, “Livets hastighed”, slår det inciterende fast. Her hedder det: “Knuser uret/med mine tanker/– jeg lever kun/med livets hastighed”. Strofen rummer såvel de korte, opbrudte sætninger, de bastante ord og en afvisning af tiden målt og formet af ure og de pligter, det medfører, og en hengivelse til at flyde med livets hastighed. En hastighed, der altså også manifesterer sig i selve digtets form og udtryk.
20904569
Noget andet, der bliver klart i det indledende digt, er, at det er jeget, der er i centrum. Det markeres i tredje strofe således: “– død og træt af/ikke at være mig selv”. Her leger Strunge med begrebet ‘dødtræt’. Ved at adskille det sammensatte ord, får han både anført, at han er dødtræt af ikke at være sig selv, og at det ikke at være sig selv er ensbetydende med at være død. Derfor sættes jeget i centrum – som i digtets afsluttende linjer: “– jeg ændrer mit liv/før det ændrer mig”. I resten af digtsamlingen er det med jeget som brændpunkt, at poesiens rytme folder sig ud – over kroppen, drømmene og visionerne, som er de centrale temaer i digtene.
Et andet væsentligt træk ved samlingen er en konstant kontrastering af dag og nat, af lys og mørke. Men det er ikke dagen og lyset, der fremhæves som positivt, sådan som vi er vante til. I stedet er det natten. Hos Strunge bliver dagen synonym med nutiden, med ideen om objektivitet og med fortrængning af drømme, mens natten og mørket står for drømmene og længslerne og for intuitionen. Om natten må man famle sig frem, bruge og skærpe sine sanser. Kontrasten benyttes ligeledes til at markere et skel mellem en tidligere generation og en kommende. Det ses eksempelvis i digtet “Nye dage”. Her hedder det: “Vi er dem der elskede drømmene trofast og intuitivt/mens andre lod dem blegne/i dagens smukke lys”. Det er for øvrigt også i natten, at digteren kan udfolde sine tanker, og at kroppene kan mødes og finde sammen i drømmen om fællesskab og kærlighed. Ja ligefrem i drømmen om at smelte sammen. Drømmen om det ultimative nærvær står helt centralt i denne digtsamling, og her udfolder Strunge nogle af de smukkeste kærlighedsdigte. For eksempel i digtet “Vor”. I digtets første vers hedder det: “Vor kærlighed, et svævende digt/af formfuldendt formløshed”. Noget af det første, man bemærker, er den implicitte reference til Vorherre. Her er ‘Vorherre’ udskiftet med ‘vor kærlighed’, hvilket indikerer, at kærligheden er sat i stedet for Gud: den nye guddom er kærligheden. I sætningen markeres desuden en kontrast mellem det formfuldendte og formløse, der indikerer, at den ultimative sammensmeltning i kærligheden ikke kan eksistere. Kontrasten manifesteres tydeligere senere i digtet med sætningerne: “hvor vi bliver én i ønsket om hinanden/og jeg/du bliver to i ønsket om at rummes og rumme”. Parret kan altså mødes i ønsket om hinanden, men i ønsket om at rummes og rumme er de alligevel hver for sig. Digtet afsluttes således: “hvor vi bliver os i ønsket om at rumme og rummes/af hinanden/hvor kærlighed bliver et digt.” Her er det stadig ønsket, der forener parret, og ikke den konkrete virkelighed. At kærlighed bliver til digt kan læses som en drøm om, at den ultimative kærlighed kan folde sig ud som det ultimative digt, men det fremstår nærmere som en markering af, at den ultimative sammensmeltning netop blot er drøm, er digt.
Det sidste digt i samlingen, “Det kommende”, er en fremtidsvision. En vision, der tager afsked med maskinernes hersken – både fjernsynets, urets, og den maskinelle tænknings –, og som peger frem mod en generation af mennesker, der forstår, at “Det kommende/er det nye/gamle/det fremmede/selvfølgelige/kendte/erkendelsen af helets sammenhæng/fundet i venskab og ord/mellem stjerner og folk fra verden”. I digtet skabes en særegen forening af univers og jeg (af stjerner og folk), som bliver synonym med Strunges lyriks særlige stræben efter skønhed og evighed.