Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.
(…)
Der er en Verden i dit Indre,
En sværmerisk chaotisk Vaar –
Som jeg umuligt kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaar.”
Det var vennen og digterkollegaen Christian Winther, som tilskyndede Emil Aarestrup til at udgive sine digte, og i 1838 udkom digtsamlingen “Digte”. Samlingen indeholder flere klassiske verseformer som sonetter og ritorneller. De sidstnævnte er en kort digtform bestående af tre linjer, hvoraf den første og sidste linje rimer. Den særlige kærlighedspoesi i Aarestrups ritorneller består blandt andet af en leg med blomsternavne som afsæt for overraskende spring over i en erotisk situation.
Aarestrup anses ofte for at være erotikkens digter, og kærligheden og erotikken fylder da også meget i digtsamlingen. Hans digtning spænder fra det uskyldigt erotiske til en særlig dobbelthed, hvor det sanselige og seksuelle kobles sammen med forgængeligheden, adskillelsen og døden. Angsten og dens sammenhæng med erotikken og døden tematiseres i en række digte i digtsamlingen “Digte”. Et eksempel er digtet “Angst”, der skildrer det erotiske på en måde, der er typisk for forfatterskabet. Tilværelsens erotiske element er ikke uproblematisk men præget af en bevidsthed om kærlighedens og lidenskabens forgængelighed. Som det hedder: “Om lidt, saa er vi skilt ad/ Som Bærrene paa Hækken/ Om lidt, er vi forsvundne/ Som Boblerne i Bækken”. Man ser her ligeledes et andet karakteristika hos Aarestrup, nemlig en overbevisning om, at der intet er efter døden, da mennesket ligesom ”“Boblerne i Bækken” brister og forsvinder.
Et andet af de centrale digte i samlingen, “Paa Sneen”, beskriver en situation, hvor digterjeget får øje på en kvinde, der bevæger sig gennem byen. Digtet er ligeledes et godt eksempel på nogle af de væsentligste tematikker i forfatterskabet. Kvindens flagrende skygge på sneen får jegets skygge til at blande sig med den, hvorpå digterjeget erkender skyggen som del af sit eget væsen. Men jeget er dog stadig betragteren, mens det er hans skygge, som handler. De to skygger er væk for et øjeblik, da månens lys forsvinder, men kommer igen til syne i stillinger, som digterjeget må savne: “I Stillinger – o Lykke/ Mit kjød og Blod maa savne/ Men opnaaes af min Skygge!” Der er altså tale om en imaginær erotisk forening mellem digterjegets og pigens skygge. Denne eksistentielle dobbelthed i spaltningen mellem digterjeget og skyggen, hvor jeget er separeret fra skyggelivet, står som det overskyggende tema i digtet. Mens digterjeget som betragter må omdanne sin erotiske længsel til poesi, kan skyggen derimod siges at være jegets indre natur, som formår at handle på det ydre, erotiske plan. Aarestrup skildrer her det spaltede og komplekse i menneskets personlighed, og i skyggemotiver ses en parallel til eventyret af H. C. Andersen, som netop har titlen “Skyggen”, og som skrives en del år efter Aarestrups digt.
I omdannelsen af det erotiske til poesien ses også et fokus på, hvoledes kunsten kan give livet en evighedsdimension.
Det er de anatomiske dele af kvinden, der bevæger digterjeeget. Endnu et væsentligt kendetegn i digtet er den besjæling, som optræder, hvorved døde konkrete ting gives sjæl. Skyggen får menneskelige egenskaber, ligesom det også hedder om muffen og silken: “Muffen, den lykkelige/ Og om dit Knæ jeg hørte/ Den glatte Silke skrige”. Man ser også her en tilgang, som ikke hylder naturen eller det guddommelige. Der er derimod fokus på det dennesidiges, erotiske og æstetiske, for det er mødet med kvinden samt det sanselige og erotiske, som formår at besjæle de døde ting.
Digtet “Paa Sneen” er del af den såkaldte kulturkanon for litteratur.