erotik

Hulda Lütken (1896-1946) var en ganske produktiv forfatter af både digte og romaner, hvoraf kun få har overlevet litteraturhistoriens glemsel.

Den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.v.t.-17 e.v.t.) satte med sine erotiske elegier og storslåede epos et enestående aftryk på verdenslitteraturen.

Den østrigske forfatter Elfriede Jelinek har en særlig sans for sprogets lydlighed. I 2004 modtog hun Nobelprisen i litteratur for sin evne til at fremskrive musikalske stemmer og modstemmer, der blotlægger magtmisbrug og sociale klicheers absurditet.

I et sanseligt og detaljerigt sprog skildrer Bergsveinn Birgissons det landlige islandske folks liv og kultur.

Jens August Schade var den lyse digter i dansk poesi. Fra sin debut i 1920’erne til sin død i 1970’erne var han i både liv og værk en livsbekræfter, som jog spleen på flugt med kvinder, værtshuse og et utrætteligt arbejde med det poetiske sprog.

Marguerite Duras skrev en elegant, præcis og ofte voldsom prosa, hun udfordrede den traditionelle romanform og skabte selv nye måder at fortælle på.

I Cecilie Linds messende sprog præget af pigeunivers er ordene rytmiske og grafiske enheder, der lader sig flette ind og ud af hinanden.

I den erotiske og dramatiske fortælling ”Jin Ping Mei” fra 1617 gives et indblik i den kvindelige seksualdrift, et forbudt emne, der var hidtil uset i den kinesiske samtidslitteratur.