Marguerite Duras

Artikel type
voksne
Ida Holmegaard, iBureauet/Dagbladet. Information. 2014.
Main image
Duras, Marguerite
Foto: Wikipedia

Forfatterinden Marguerite Duras skrev en elegant, præcis og ofte voldsom prosa, hun udfordrede den traditionelle romanform og skabte selv nye måder at fortælle på. I store dele af hendes forfatterskab opløstes grænserne mellem livet og fiktionen, når hun skrev, genskrev og genfortalte sin egen historie om barndommen i Indokina, hendes mænd og hendes oplevelser under krigen. Hun var en kontroversiel figur i den franske offentlighed, både på grund af sit politiske engagement, sine skilsmisser, de seksuelle motiver i hendes bøger, de konsekvente selvudleveringer og ikke mindst fordi hun var kvinde, en kvinde som tog sig selv seriøst som skrivende.

52293618

Blå bog

Født: 1914 i byen Gia Dinh i Vietnam, dengang Fransk Indokina.

Død: 1996.

Uddannelse: Statsvidenskab og jura ved Sorbonne Universitet.

Debut: Les Impudents. Plon, 1943.

Litteraturpriser: Prix Goncourt for ”Elskeren” og en Academy Award for manuskriptet til filmen ”Hiroshima, mon Amour”.

Seneste udgivelse: Fartøjet Night. Cæsarea. Håndnegativerne. Aurélia Steiner. Aurélia Steiner. Aurélia Steiner. Arena, 2015. Oversætter: Morten Chemnitz. Prosatekster.

 

Baggrund

Det meste af sit liv boede Marguerite Duras, født Donnadieu, i Frankrig, men hun er født og opvokset i Vietnam, som dengang var en fransk koloni. Begge hendes forældre var franske lærere, der arbejdede i kolonien, men allerede da Duras var fire år gammel, blev faren syg og døde. Moderen var efterladt som eneforsørger for Duras og hendes brødre, og familien levede fattigt. Som femtenårig indledte Duras en affære med en velhavende kinesisk mand, på trods af, at det både var ilde set både for hvide at forelske sig i kinesere, og for en velhavende kineser at forelske sig i en fattig. Denne affære, og erfaringerne fra livet i kolonien Indokina, beskriver hun blandt andet i ”Un Barrage Contre la Pacific”, ”Elskeren” og ”Elskeren fra Nordkina”.

Som attenårig flyttede Duras til Paris, hvor hun studerede først matematik, siden statsvidenskab og jura. Under Anden Verdenskrig var Duras medlem af den franske modstandsbevægelse og af Kommunistpartiet. Hendes mand, modstandsmanden Robet Antelme, blev arresteret og sendt til en koncentrationslejr, han overlevede opholdet, men kom hjem syg og afkræftet. Duras hjalp og plejede ham, men da han var kommet sig fysisk, forlod hun ham. Hendes lange venten på Antelme beskriver Duras i bogen ”Smerten”, en samling af dagbogsnotater og historier hun skrev under og efter krigen. Efter bruddet med Antelme giftede hun sig med en af deres fælles venner Dionys Mascolo; de fik senere en søn sammen.

Under krigen var Duras begyndt at udgive bøger. Hun skrev avisjournalistik om især social marginalisering, romaner og noveller. I 1958 fik hun sit egentlige gennembrud med romanen ”Moderato Cantabile”. Duras skrev og instruerede desuden film, den mest kendt er ”Hiroshima, mon Amour” fra 1959. I det hele taget var hun meget synlig i offentligheden; hun gav ofte sin mening til kende om politiske forhold, og fra midten af 1970'erne og på gennem 1980'erne gav hun en række lange og meget private tv-interviews, som cementerede hendes status, ikke bare som forfatter, men som medieikon.

I lange perioder, især mod slutningen af hendes liv, led Duras' helbred meget under hendes alkoholisme. Hendes sidste år tilbragte hun med Yann Andrea, en 38 år yngre mand, som både var hendes elsker og sekretær og som spillede med i hendes film. Hun døde i 1996.

Moderato Cantabile

”Fra havet blæser vinden stadig koldere gennem byen. De fleste sover allerede. Vinduerne på første sal er stadig mørke og lukkede, for at magnoliaduften ikke skal forstyrre barnets søvn. Røde motorbåde sejler rundt i hans uskyldige drømme.
Nogle gæster har taget af anden igen. Konversationen flyder efterhånden lettere og forøger afstanden til natten for hvert minut.
Anne Desbaresdes smiler stadig, midt i lysenes strålende skær, men siger ingenting.”
”Moderato Cantabile”, s. 111.

Margurite Duras' store gennembrud som romanforfatter kom med ”Moderato Cantabile”, som blev udgivet første gang i 1958 (”Moderato Cantabile”, 1961). Romanen foregår over en enkelt uge i en lille værftsby ved havet, hvor vi følger Anne Desbaresdes, en overklassekvinde gift med en fabriksejer.

En eftermiddag, hvor Anne overværer sin lille drengs klavertime, kan drengen ikke koncentrere sig, der er larm og spektakel fra gaden. Larmen viser sig at være udløst af et affektmord, som er blevet begået på en cafe udenfor, en kvinde er blevet skudt af sin elsker. Den følgende dag opsøger Anne cafeen for at drikke vin og diskret forhøre sig om mordet. Her møder hun Chauvin, en arbejdsløs mand som, viser det sig, tidligere har været ansat på Annes mands fabrik, og som har set hende på afstand til officielle arrangementer i hendes og mandens hjem. De to mødes gentagne gange midt på dagen på cafeen, drikker store mængder vin og opdigter historier om den myrdede kvinde og hendes elsker, om deres forhold og grundene til mordet.

Anne Desbaresdes og Chauvin synes at gennemleve et kærlighedsforhold gennem de kærlighedshistorier, som de sammen fortæller. I det næstsidste kapitel opstår en ny scene, hun vender fuld og alt for forsinket hjem til sit hus midt i et middagsselskab, som hun havde glemt. Anne kan ikke deltage i konversationen, det impliceres at de andre deltagere til middagsselskabet antager, at hun har gjort noget forkasteligt, til sidst falder hun om og kaster op.

Romanens scener gentager og varierer ganske få motiver fra Annes hverdag, hun følger sin søn til klaverundervisning, hun går tur, går på cafe og drikker vin med Chauvin. Annes søn lærer at spille en sonatine, et let og sangbart stykke klassisk musik, hvis form er kendetegnet ved meget lidt udvikling i melodiens tema – et træk som romanen i høj grad har taget til sig.

Anne Desbaresdes mødes med den fremmede mand af en lavere klasse, selvom det er upassende, hun lader sig henføre. Det er, som om mordet og mødet med Chauvin har sat hende i denne tilstand af henførthed, som hun bevæger sig i gennem det douche havlys i byen i de seks dage, som romanen varer. Ligesom i mange af Duras' andre værker er begæret og volden knyttet tæt sammen, og igen udfordrer hun traditionelle forestillinger om køn og klasse.