Marguerite Duras
Foto: PLATIAU / Scanpix

Marguerite Duras

Ida Holmegaard, iBureauet/Dagbladet. Information. 2014. Opdateret af cand.mag. Ida Dybdahl, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Marguerite Duras
Foto: PLATIAU / Scanpix
Main image
Duras, Marguerite
Foto: Wikipedia

Indledning

Forfatterinden Marguerite Duras skrev en elegant, præcis og ofte voldsom prosa, hun udfordrede den traditionelle romanform og skabte selv nye måder at fortælle på. I store dele af hendes forfatterskab opløstes grænserne mellem livet og fiktionen, når hun skrev, genskrev og genfortalte sin egen historie om barndommen i Indokina, hendes mænd og hendes oplevelser under krigen. Hun var en kontroversiel figur i den franske offentlighed, både på grund af sit politiske engagement, sit skilsmisser, de seksuelle motiver i hendes bøger, de konsekvente selvudleveringer og ikke mindst fordi hun var kvinde, en kvinde som tog sig selv seriøst som skrivende.

 

47899044

Blå bog

Født: 1914 i byen Gia Dinh i Vietnam, dengang Fransk Indokina.

Død: 1996.

Uddannelse: Statsvidenskab og jura ved Sorbonne Universitet.

Debut: Les Impudents. Plon, 1943.

Litteraturpriser: Prix Goncourt for ”Elskeren” og en Academy Award for manuskriptet til filmen ”Hiroshima, mon Amour”.

Seneste udgivelse:  De små heste i Tarquinia. Batzer, 2020. (Les petits chevaux de Tarquinia, 1953). Oversætter: Lone Bjelke. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Den elegante mand er steget ud af limousinen, han ryger en engelsk cigaret. Han betragter den unge pige i herrehatten og guldskoene. Han kommer langsomt henimod hende. Han er synligt skræmt. Han smiler ikke med det samme. Først byder han hende en cigaret. Hans hånd ryster. Der er denne forskel i race, han er ikke hvid, han må hæve sig op over hende, det er derfor han ryster. Hun siger, at hun ikke ryger, ellers tak. Hun siger ikke andet, hun beder ham ikke om at lade sig i fred.”
”Elskeren”, s. 30.

Det meste af sit liv boede Marguerite Duras, født Donnadieu, i Frankrig, men hun er født og opvokset i Vietnam, som dengang var en fransk koloni. Begge hendes forældre var franske lærere, der arbejdede i kolonien, men allerede da Duras var fire år gammel, blev faren syg og døde. Moderen var efterladt som eneforsørger for Duras og hendes brødre, og familien levede fattigt. Som femtenårig indledte Duras en affære med en velhavende kinesisk mand, på trods af at det både var ilde set for hvide at forelske sig i kinesere og for en velhavende kineser at forelske sig i en fattig. Denne affære, og erfaringerne fra livet i kolonien Indokina, beskriver hun blandt andet i ”Un Barrage Contre le Pacifique”, ”Elskeren” og ”Elskeren fra Nordkina”.

Som attenårig flyttede Duras til Paris, hvor hun studerede først matematik, siden statsvidenskab og jura. Under Anden Verdenskrig var Duras medlem af den franske modstandsbevægelse og af Kommunistpartiet. Hendes mand, modstandsmanden Robert Antelme, blev arresteret og sendt til en koncentrationslejr, han overlevede opholdet, men kom hjem syg og afkræftet. Duras hjalp og plejede ham, men da han var kommet sig fysisk, forlod hun ham. Hendes lange venten på Antelme beskriver Duras i bogen ”Smerten”, en samling af dagbogsnotater og historier hun skrev under og efter krigen. Efter bruddet med Antelme giftede hun sig med en af deres fælles venner Dionys Mascolo; de fik senere en søn sammen.

Under krigen var Duras begyndt at udgive bøger. Hun skrev avisjournalistik om især social marginalisering, romaner og noveller. I 1958 fik hun sit egentlige gennembrud med romanen ”Moderato Cantabile”. Duras skrev og instruerede desuden film, den mest kendte er ”Hiroshima mon Amour” fra 1959. I det hele taget var hun meget synlig i offentligheden; hun gav ofte sin mening til kende om politiske forhold, og fra midten af 1970'erne og op gennem 1980'erne gav hun en række lange og meget private tv-interviews, som cementerede hendes status, ikke bare som forfatter, men som medieikon.

I lange perioder, især mod slutningen af hendes liv, led Duras' helbred meget under hendes alkoholisme. Hendes sidste år tilbragte hun med Yann Andrea, en 38 år yngre mand, som både var hendes elsker og sekretær og som spillede med i hendes film. Hun døde i 1996.

Moderato Cantabile

”Fra havet blæser vinden stadig koldere gennem byen. De fleste sover allerede. Vinduerne på første sal er stadig mørke og lukkede, for at magnoliaduften ikke skal forstyrre barnets søvn. Røde motorbåde sejler rundt i hans uskyldige drømme.
Nogle gæster har taget af anden igen. Konversationen flyder efterhånden lettere og forøger afstanden til natten for hvert minut.
Anne Desbaresdes smiler stadig, midt i lysenes strålende skær, men siger ingenting.”
”Moderato Cantabile”, s. 111.

Marguerite Duras' store gennembrud som romanforfatter kom med ”Moderato Cantabile”, som blev udgivet første gang i 1958 (”Moderato Cantabile”, 1961). Romanen foregår over en enkelt uge i en lille værftsby ved havet, hvor vi følger Anne Desbaresdes, en overklassekvinde gift med en fabriksejer.

En eftermiddag, hvor Anne overværer sin lille drengs klavertime, kan drengen ikke koncentrere sig, der er larm og spektakel fra gaden. Larmen viser sig at være udløst af et affektmord, som er blevet begået på en café udenfor, en kvinde er blevet skudt af sin elsker. Den følgende dag opsøger Anne cafeen for at drikke vin og diskret forhøre sig om mordet. Her møder hun Chauvin, en arbejdsløs mand som, viser det sig, tidligere har været ansat på Annes mands fabrik, og som har set hende på afstand til officielle arrangementer i hendes og mandens hjem. De to mødes gentagne gange midt på dagen på cafeen, drikker store mængder vin og opdigter historier om den myrdede kvinde og hendes elsker, om deres forhold og grundene til mordet.

Anne Desbaresdes og Chauvin synes at gennemleve et kærlighedsforhold gennem de kærlighedshistorier, som de sammen fortæller. I det næstsidste kapitel opstår en ny scene, hun vender fuld og alt for forsinket hjem til sit hus midt i et middagsselskab, som hun havde glemt. Anne kan ikke deltage i konversationen, det impliceres at de andre deltagere til middagsselskabet antager, at hun har gjort noget forkasteligt, til sidst falder hun om og kaster op.

Romanens scener gentager og varierer ganske få motiver fra Annes hverdag, hun følger sin søn til klaverundervisning, hun går tur, går på cafe og drikker vin med Chauvin. Annes søn lærer at spille en sonatine, et let og sangbart stykke klassisk musik, hvis form er kendetegnet ved meget lidt udvikling i melodiens tema – et træk som romanen i høj grad har taget til sig.

Anne Desbaresdes mødes med den fremmede mand af en lavere klasse, selvom det er upassende, hun lader sig henføre. Det er, som om mordet og mødet med Chauvin har sat hende i denne tilstand af henførthed, som hun bevæger sig igennem det douche havlys i byen i de seks dage, som romanen varer. Ligesom i mange af Duras' andre værker er begæret og volden knyttet tæt sammen, og igen udfordrer hun traditionelle forestillinger om køn og klasse.

Lol V. Steins Henførelse

”Jeg kender Lol på den eneste mulige måde for mig, gennem et forhold til hende. Ud fra dette kendskab er jeg nået til den overbevisning at: af de mange faser ved ballet i T. Beach, er det den sidste, som fængsler Lol. Nøjagtig det øjeblik i den sidste, hvor daggryet bryder frem med utrolig brutalitet og adskiller hende fra parret, Michael Richardson og Anne-Marie Stretter, for altid, altid. Lol kommer hver dag en smule længere med genskabelsen af dette øjeblik.”
”Lol V. Steins Henførelse”, s. 39.

Der er bal på kasinoet ved T. Beach. Lola, kaldet Lol, danser med sin forlovede, de er forelskede. En anden kvinde ankommer, hun er smuk, tynd, ældre, Lols forlovede tiltrækkes af hende øjeblikkeligt. Den forlovede og den anden kvinde danser hele natten, mens Lol henført ser på fra en plads ved væggen med veninden Tatiana ved sin side. Først da det dansende par vil forlade festen, reagerer Lol, hun skriger og falder om.

Betydningen af denne scene, af de begærende blikke, kærligheden mellem karaktererne, Tatianas medlidenhed med Lol og situationens videre følger er kilde til nærmest uudtømmeligt stof i en af Duras’ mere formeksperimenterende romaner, ”Le Ravissement de Lol V. Stein” fra 1964 (”Lol V. Steins Henførelse”, 1965). Lol er hovedpersonen, men Duras lader manden, som mange år efter ballet i kasinoet forelsker sig i hende, Jacques Hold, være fortælleren.

53963013

Jacques Hold fortæller i en skiftevis skråsikker og tvivlende tone om det liv, Lol lever og har levet før han møder hende. Lol er distræt, nærmest fraværende af natur, det er som om hun ikke rigtig er der. Er tilstanden blot hendes væremåde, eller er den en art sorg eller sygdom? Blandt folk i byen tilskrives den såkaldte sygdom begivenheden på kasinoet. Tatiana, veninden, er mere i tvivl. Kort tid efter ballet gifter Lol sig med en ny mand og flytter væk fra sin hjemby, først flere år senere flytter de tilbage. Her møder hun sin gamle veninde Tatiana og dennes elsker, vores fortæller, Jacques Hold, som betages af Lol.

Lol synes selv ude af stand til at forklare, hvordan ballet ved T. Beach har påvirket hende, for den påvirkning kan ikke forklares entydigt. Hun indlader sig med Jacques på den betingelse, at han fortsat skal forføre Tatiana, tilsyneladende nyder hun at se og vide, at de to er sammen. Ved hans erotiske møder med skiftevis Tatiana og Lol glider de to kvinder mere og mere sammen for ham og bliver nærmest til hinanden.

Romanen tematiserer blikket på en dobbelt måde, både gennem Jacques’ begærende blik på Lol og Lols distræte henførelse og hendes særlige blik på verden. Ved at benytte Jacques Hold som fortæller bygger Duras en kompleks fortælling op; Jacques' blik på Lol bliver til en beskrivelse, som bliver til en fortælling om hende og til hendes karakter, til hende, det af hende vi har adgang til. Læseren sættes således i hans, den begærende mands, sted. 

Smerten

”Man er ikke mere til med denne venten. Der løber flere billeder gennem vores hoved end der er på vejene i Tyskland. Maskinpistolsalver hvert minut inde i hovedet. Og man lever videre, de dræber ikke. Henrettet undervejs. Død på tom mave. Hans sult kredser i hovedet som en grib. Umuligt ikke at give ham noget. Man kan altid række brød frem i det tomme rum. Man ved ikke en gang, om han stadig trænger til brød. Man køber honning, sukker, postejer. Man siger til sig selv: hvis han er død, brænder jeg det hele.”
”Smerten”, s. 36.

Som tre små indledninger til hvert afsnit i bogen ”La Douleur” fra 1985 (”Smerten”, 1986) forklarer, er den skrevet som dagbogsnotater under Anden Verdenskrig, men udkom først i Frankrig i år 1984, næsten fyrre år efter krigens afslutning. ”Smerten” er en meget voldsom bog. I seks kortere og længere fortællinger beskriver Duras tiden hen imod krigens afslutning og sit arbejde i modstandsbevægelsen.

Der findes ingen lindring mod de lidelser, som krigen har pådraget menneskene. I bogens første og længste fortælling venter Marguerite på at få at vide, om hendes mand Robert L. er død i en kz-lejr, eller om han vil vende tilbage. Hverdagen trænger sig på, men den er næsten umulig at opretholde, det er svært at spise, svært at sove, svært at klæde sig på for at sidde ved telefonen og vente på et opkald. Til at begynde med bevæger teksten sig fremad nærmest i stød, stakåndet med helt korte og somme tider ufuldstændige sætninger. Scener fra hendes liv i Paris afløses af forestillede billeder af manden der ligger død i en grøft og af længere afsnit om den politiske situation. Da hendes mand endelig vender hjem, er han så udmagret, at hun ikke genkender ham. Sygdomsforløbet efter hjemkomsten beskrives indgående, manden er så tynd, at han næsten er gennemsigtig, han har dysenteri og skider syv gange om dagen. Denne ublufærdighed og klarhed omkring de voldsomme vilkår er karakteristisk for bogen.

En anden af bogens dele omhandler Marguerites relation til Rabier, den Gestapo-agent som har arresteret hendes mand. Af sine medsammensvorne i modstandsbevægelsen får hun besked på at bevare en venskabelig kontakt med denne agent, som hun afskyr, han er uintelligent og forfængelig og nyder hendes selskab, fordi han nyder, at hun gennem sin mand er totalt underlagt hans vilje. Ved krigens afslutning vidner hun mod ham i retten og medvirker til, at han dømmes til henrettelse.

De korte tekster, som indleder hver del af bogen, understreger, hvordan værket er typisk for Duras – hun forsikrer i disse sine læsere om, at flere af fortællingerne er sande, at personerne er i overensstemmelse med virkelige personer og at hun har svært ved at forstå dele af det som litteratur. Ligesom i ”Elskeren” bevæger hun sig i et felt, hvor hun forsøger at gøre selve livet og hukommelsen til skrift, snarere end at skabe fiktion.

Elskeren

”Byens støj er så nær, så tæt på, at man hører den skrabe mod træet i persiennerne. Der lyder, som om de gik igennem værelset. Jeg kærtegner hans krop i denne støj, denne gennemgang. Havet, uendeligheden som samler sig, fjerne sig, kommer tilbage.
Jeg havde bedt ham om at gøre det igen og igen. Om at gøre dette med mig. Han gjorde det. Han gjorde det, klæbrig af blod. Og det var faktisk dødeligt. Og det var dødeligt.”
”Elskeren”, s. 40.

”L'Amant”, 1984 (”Elskeren” fra 1985) er en selvbiografisk roman om Marguerite Duras' opvækst i Vietnam, dengang Fransk Indokina. I romanen beretter en jeg-fortæller om sine oplevelser som barn af en fattig fransk familie i kolonien, hvor faderen er død og moderen må forsørge tre børn alene. Sproget er klart, sansende og scenisk.

Som ung bliver pigen sendt på kostskole, hun møder en rig kinesisk mand på færgen over floden Mekong. De to forelsker sig voldsomt og påbegynder en seksuel relation, men ved fra begyndelsen, at et forhold som deres, på grund af klasse- og raceforskellen, ikke kan vare ved. Pigen udviser et voldsomt begær efter sin elsker, hun er på sin vis i kontrol og tvinger ham til at behandle hende som han ville behandle en prostitueret; på en måde smelter lystfuldheden og de brutale sociale vilkår sammen i deres elskov.

Igen og igen bevæger teksten sig mellem moderen, en voldelig storebror og en underdanig lillebror, elskeren, kostskoleveninden, moderens håbløse forsøg på at dyrke landet, floden, og det tøj, pigen går i, en hat, en kjole og et par guldlamésandaler. Romanen er ikke så meget en erindret fortælling, den består af gentagne erindringer flettet sammen med overvejelser om, hvordan hukommelsen forbinder sig til landskaber, ansigter, rejser og personer. Især fotografiet spiller en væsentlig rolle, teksten beskriver flere fotografier fra fortællerens liv, men også situationer, som ikke blev fotograferet. Fotografiets funktion er at skille et tidspunkt fra tidens helhed, men ikke alle de tidspunkter, som skiller sig ud, bliver fotograferet. I visse passager overtager teksten fotografiets måde at vise en situation, især det første møde med elskeren er beskrevet næsten filmisk, tæt og fyldt af detaljer, og der specificeres, hvad der er i billedet, hvor billedet starter og slutter, som om teksten var et filmklip.

46213734

Romanen veksler mellem fortælleformer, der optræder et erindrende jeg, men den samme person som barn omtales også som et hun eller den lille. Erindringen bliver en underlig talen om sig selv, jeg'et bliver fordoblet i sin egen fortælling, en distance skydes ind mellem dengang og nu. Ligesom når man fotograferer, bliver man nødt til at hive noget ud fra helheden for at kunne se det igen.

 

Note om ”Elskeren fra Nordkina”

Efter udgivelsen blev ”Elskeren” filmatiseret af instruktøren Jean-Jacques Annaud. Men allerede omkring det tidspunkt, hvor filmen udkom, havde Duras skrevet en ny version af samme historie, som hun udgav under titlen ”Elskeren fra Nordkina”. Angiveligt var hun ikke tilfreds med filmen, og den nye version er da også skrevet med eksplicitte henvisninger til, at den skal forstås som et nyt filmmanuskript – der er anvisninger i teksten til kameraføring og billedkomposition.

I ”Elskeren fra Nordkina” er det erindrende jeg, og de erfaringer som knytter sig til hendes liv i Frankrig, skrevet ud til fordel for et mere scenisk, kronologisk forløb centreret om de to elskende, forholdet til moderen og brødrene, og kostskolelivet med veninden Helene Langonelle. Bøgernes tydeligste forskel er således, at hvor ”Elskeren” alluderede til fotografiet, er ”Elskeren fra Nordkina” mere filmisk, længere og mere detaljeret i beskrivelsen af scener og relationer.

Bevægelsen med denne genskrivning af værket, som i sig selv lægger sig ovenpå motivet i den langt tidligere ”Un Barrage Contre le Pacifique”, er den del af de gentagelser og versioneringer af hendes eget liv, som i så høj grad præger Duras’ forfatterskab. Hun bliver aldrig for alvor færdig med sit stof.

Ødelæg, siger hun

”– Se, siger Alissa.
Stilhed. Deres ansigter har nærmet sig hinanden.
– Vi ligner hinanden, siger Alissa: Vi ville elske Stein, hvis det var muligt at elske.
– Jeg har ikke sagt…, protesterer Elisabeth blidt.
– De mente Max Thor, siger Alissa. Og De sagde Stein. De kan ikke engang finde ud af at tale.
– Det er sandt.
De ser på hinanden i spejlet, smiler.
– Hvor er De smuk, siger Elisabeth.
– Vi er kvinder, siger Alissa.
Stilhed.”

”Ødelæg, siger hun”, s. 80.

50 år efter den franske udgivelse af Marguerite Duras’ roman ”Détruire, dit-elle” (1969) er den danske oversættelse ”Ødelæg, siger hun” (2019) udkommet på forlaget Arena. Det lille fortættede kammerspil består mestendels af dialoger mellem fire hovedkarakterer, der befinder sig på et hotel i en fransk provins. De øvrige sætninger har karakter af regibemærkninger til de scener, der udspiller sig, for eksempel ”Stilhed”.

Persongalleriet består af de to hotelgæster Max Thor og Stein, der er tyske jøder, direktørfruen Élisabeth Alione, der rekonvalescerer på stedet efter at have mistet et barn under fødslen, og Steins unge kæreste Alissa, der dukker op undervejs i romanen. Handlingen udspiller sig over et omtrent et par uger, hvor hotelgæsterne får tiden til at gå med aktiviteter som kroket, kortspil og gåture i den nærtliggende mørke skov, hvor der befinder sig et unavngivet historisk mindesmærke.

En stor del af tekstens spænding opstår gennem karakterernes blikke. De betragter konstant hinanden og registrerer alle små bevægelser, som var de skæbnesvangre. Fra deres bord i spisesalen studerer Max Thor og Stein den gådefulde Élisabeth gennem glasdøren til parken, hvor hun sover middagslur i en liggestol. Stein observerer Max Thor og Alissa, når de har sex på hotelværelset, hvor de overlagt har ladet vinduet stå åbent og lyset brænde. Max Thor udtaler på et tidspunkt, at ”Stein ser for mig” og han har planer om at skrive en bog, hvor han vil ”beskrive det som Stein ser” (s. 37).

47123577

På overfladen er skriften i ”Ødelæg, siger hun” kølig, sætningerne er hårde og klare som det genkommende glasdørsmotiv. Men de rummer også en lavmælt eksistentiel desperation, som det her afmægtige opråb: ”Hvordan kan man leve? skriger Alissa blidt.” (s. 86). Under fortællingen om et opbyggeligt refugieophold lurer undergangshistorien, fornemmelsen af, at noget forældet er ved at krakelere. Som Marguerite Duras citeres for på romanens bagside: ”Det som påkaldes her, er ødelæggelsen af klassesamfundet (…) gennem kærligheden eller døden, kærligheden forstået som ét med begæret, ånden og materien smeltet sammen.”

Marguerite Duras har senere omdannet ”Ødelæg, siger hun” til både film og teater.

Genrer og tematikker

Jo længere man dykker ned i Marguerite Duras’ forfatterskab, des flere glidninger oplever man mellem livet og litteraturen – hun skriver og fortæller sin historie igen og igen i bøger, på film og på tv, så mange gange at hendes liv og især hendes sene værker til sidst bliver om ikke det samme, så i hvert fald uløseligt forbundne og indviklede i hinanden. Hun ”genskrev” sågar sit eget navn, idet hun forkastede både sin fars navn Donnadieu, som også bæres af resten af hendes familie, og sin mands navn Antelme. I stedet tog hun Duras, som er navnet på den by i Frankrig, hvor hendes afdøde far havde et hus. Navneskiftet var en kærlighedserklæring til faren, men også en afvisning af mændenes magt, og kan desuden både forstås som en afstandtagen fra familien og en beskyttelse af dem fra en medieoffentlighed, idet hun udgav så voldsomme beskrivelser af moderen og brødrene i romaner. Som teoretikeren Leslie Hill påpeger i bogen ”Apocalyptic Desires”, er netop denne omskrivning af navnet og af sin egen biografi og persona meget typisk Duras og kan ses som et udtryk for hendes optagethed af kærlighed, sorg, vrede, beskyttelse og territoriel tilknytning.

Duras’ værker arbejder serielt, motiver og temaer gentages, hun bruger sine romankarakterer næsten som hun bruger sig selv, genbruger og fordobler dem, benytter sig af de samme karakterer på tværs af film og bøger. Især Duras' kvindeskikkelser udfordrede tidens seksualmoral, for eksempel i ”Moderato Cantabile”, hvor en gift overklassekvinde mødes og indlader sig med en mand fra arbejderklassen.

Når man læser Duras’ forfatterskab, er der ingen tvivl om, at et særegent blik gør sig gældende, og blikket er også et genkommende tema i hendes værker, både i forhold til kærligheden og hukommelsen. Ofte er teksterne tætte af beskrivelser af landskaber, scener, hverdagslige handlinger – som læser undrer det ikke, at filmen var hendes andet medie. Især i bøgerne ”Elskeren” og ”Elskeren fra Nordkina” optræder teksterne decideret fotografiske. Duras har et bredt stilistisk spektrum i sin prosa, men korte, prægnante sætninger, som besidder en art overvældende, kategorisk præcision, synes at være hendes særlige kendetegn.

I værker som for eksempel ”Lol V. Steins Henførelse” og ”Vicekonsulen” har Duras eksperimenteret med fortælleforhold, der bestemt ikke er nogen given størrelse i hendes forfatterskab. Hun arbejder meget med usikkerheden i det fortalte, fortællingen bliver hos hende i sig selv en ustabil struktur, hvis orden både skabes og destabiliseres af den fortællende. I ”Lol V. Steins Henførelse” glider tematiseringen af blikket sammen med den eksperimenterende fortælling i en sammenskrivning af blik, beskrivelse og bemægtigelse.

Beslægtede forfatterskaber

I 1963 udgav den franske forfatter Alain Robbe-Grillet essaysamlingen ”På vej mod en ny roman”, som skulle blive toneangivende i læsningen af tidens især franske romaner, og som ligeledes gav fællesbetegnelsen nouveau roman eller den nye roman til en mængde værker, deriblandt flere af Duras. Denne nye form, mente Robbe-Grillet, var karakteriseret ved ikke at tænke i plot, handling og udvikling hos karaktererne, som det ses i mange traditionelle romaner. De nye romaner var i stedet rige på detaljer, objektbeskrivelser, gentagende bevægelser og forkastede den alvidende tredjepersonsfortæller til fordel for forskellige eksperimenter med nye fortælleformer.

Som skønlitterær forfatter arbejdede Robbe-Grillet ligesom Duras med stærkt subjektive fortællepositioner, for eksempel i romanen ”Jalousi” fra år 1957, som handler om en mand, der udspionerer sin kone og en nabo, konens mulige elsker, gennem et vindue dækket af persienner. Som i flere af Duras’ romaner arbejder Robbe-Grillet i ”Jalousi” også med sammenhængen mellem begær, blik og spekulation. Af andre samtidige franske forfattere, som eksperimenterede med romanformer og erindringsstof, kan nævnes Nathalie Sarraute og Claude Simon.

Francoise Sagan skrev om kvinder, seksualitet og kærlighed i 1950'ernes og 1960'ernes Frankrig. Ligesom Duras skriver Sagan om at være en ung kvinde med et seksuelt forhold til en ældre mand i romanen ”Et usikkert smil” fra år 1958. Selvom Sagans tekster er lettere og på sin vis mere humoristiske i tonen end Duras', har hun et lakonisk og klart udtryk, som gør dem beslægtede.

En anden fransk kvinde, som skrev langt mere eksplicit om seksuelle emner, var Anaïs Nin, der udgav allerede i årene før Anden Verdenskrig. Hun er mest kendt for sine erotiske noveller og for sine dagbøger. Ligesom Duras har hun skrevet omfattende om sin selvbiografi, der ligeledes bærer et præg af selvmytologisering. De to har endvidere en stor interesse for især kvindeligt begær og seksualitet til fælles.

Man kan finde forfattere, som benytter sig af nogle af de samme greb som Duras, men det er svært at finde noget som rigtig ligner hendes tekster og det omfangsrige corpus af værk, fortælling og myte som på sin vis er Duras. Stilistisk er der noget virkelig særegent ved hendes arbejde med stoffet og ved hendes sprog, som er så sikkert skrevet, så sikkert også i beskrivelsen af og omgangen med alt det, som ikke kan siges eller forklares.

Bibliografi

Romaner

Duras, Marguerite:
Les Impudents. Plon, 1943.
Duras, Marguerite:
Le Marin de Gibraltar. Gallimard, 1952.
Duras, Marguerite:
Le Square. Gallimard, 1955.
Duras, Marguerite:
Les Viaducs de la Seine-et-Oise. Gallimard, 1960.
Duras, Marguerite:
L'apres-midi de Monsieur Andesmas. Gallimard, 1960.
Duras, Marguerite:
Moderato Cantabile. Arena, 1961. (Moderato Cantabile, 1958). Oversat af Christian Ludvigsen.
Duras, Marguerite:
En Aften om Sommeren. Arena, 1962. (Dix heures et demie du soir en été, 1960). Oversat af Uffe Harder.
Duras, Marguerite:
Vendepunktet, senere udgivet under titlen Lol V. Steins Henførelse. Hasselbach, 1965. (Le Ravissement de Lol V. Stein, 1964). Oversat af Anni Wieth-Knudsen.
Duras, Marguerite:
Le Vice-Consul. Gallimard, 1965.
Duras, Marguerite:
L'Amante Anglaise. Gallimard, 1967.
Duras, Marguerite:
Abahn, Sabana, David. Gallimard, 1970.
Duras, Marguerite:
L'Homme assis dans le Couloir. Les Editions de Minuit, 1980.
Duras, Marguerite:
Agatha. Les Editions de Minuit, 1981.
Duras, Marguerite:
L'Homme Atlantique. Les Editions de Minuit, 1982.
Duras, Marguerite:
Savannah Bay. Les Editions de Minuit, 1982.
Duras, Marguerite:
Elskeren. Gyldendal, 1985. (L’Amant, 1984). Oversat af Juliane Preisler.
Duras, Marguerite:
Med Blå Øjne, Sort Hår. Gyldendal, 1987. (Les yeux bleus, cheveux noirs, 1986). Oversat af Uffe Harder.
Duras, Marguerite:
Emily L. Gyldendal, 1989. (Emily L, 1987). Oversat af Lisbeth Krogager.
Duras, Marguerite:
Sommerregn. Gyldendal 1992 (La Pluie d'Été, 1990) Oversat af Lisbeth Krogager.
Duras, Marguerite:
Yann Andréa Steiner. Forlaget Per Kofoed, 1992. (Yann Andrea Steiner, 1992). Oversat af Lisbeth Krogager.
Duras, Marguerite:
C'est Tout. POL, 1995.
Duras, Marguerite:
Elskeren fra Nordkina. Forlaget Vandkunsten, 2012. (L'Amant de la Chine du Nord, 1991). Oversat af Lone Bjelke.
Duras, Marguerite:
Dæmning mod Stillehavet. Vandkunsten, 2014. (Un barrage contre le Pacifique, 1950). Oversat af Lone Bjelke.
Duras, Marguerite:
Det stille liv. Vandkunsten, 2015. (La vie tranquille, 1944). Oversætter: Lone Bjelke.
Duras, Marguerite: Åh! Ernesto. Vandkunsten, 2015. (Ah! Ernesto, 1971). Illustreret af Katy Couprie. Oversat af Lone Bjelke.
Duras, Marguerite: Outside : tekster. Vandkunsten, 2017. (Outside ; Le monde extérieur, 1993). Oversat af Lone Bjelke.
Duras, Marguerite: Lol V. Steins henførelse. Gyldendal, 2018. (Le ravissement de Lol V. Stein, 1964). Oversat af Lilian Munk Rösing, Birte Dahlgreen.
Duras, Marguerite: Ødelæg, siger hun. Arena, 2019. (Détruire dit-elle, 1969). Oversat af Morten Chemnitz.
Duras, Marguerite: De små heste i Tarquinia. Batzer, 2020. (Les petits chevaux de Tarquinia, 1953). Oversætter: Lone Bjelke.

Noveller

Duras, Marguerite:
Les Petits Chevaux de Tarquinia. Gallimard, 1953. Herfra er novellen ”Boa'en” oversat og udgivet i samlingen ”Ny Fransk Prosa” på Vendelkær i 1966.
Duras, Marguerite:
Fartøjet Night ... Arena, 2016. Oversat af Morten Chemnitz.
Duras, Marguerite:
Sygdommen døden. Gyldendal, 1984. (La Maladie de la Mort, 1982). Oversat af Uffe Harder.
Duras, Marguerite:
Smerten. Gyldendal, 1986 (La Douleur, 1985). Oversat af Uffe Harder.

Essayistik, kronikker med mere

Duras, Marguerite:
L'Amour. Gallimard, 1971.
Duras, Marguerite:
Outside. Albin Michel, 1981.
Duras, Marguerite:
La Pute de la côte Normande. Les Editions de Minuit, 1986.
Duras, Marguerite:
Det Materielle Liv. Gyldendal, 1988. (La Vie Matérielle, 1987). Oversat af Uffe Harder.
Duras, Marguerite:
At skrive. S.A.A.S., 2004. (Ecrire, 1993). Oversat af Lone Bjelke.
Duras, Marguerite:
Sommeren 80. Arena, 2012. (L'été 80, 1980). Oversat af Morten Chemnitz.

Om forfatterskabet

New York Times, 1991-20-10.
Leslie Hill:
Marguerite Duras: Apocalyptic Desires. Routlege, 1994.
Schultz, Laura Louise: Gertrude Steins skuespil. Arena, 2019.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Marguerite Duras