Anaïs Nin
Foto: Marion Kalter. Paris 1975 / Akg-Images/Ritzau Scanpix

Anaïs Nin

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
Anaïs Nin
Foto: Marion Kalter. Paris 1975 / Akg-Images/Ritzau Scanpix

Indledning

Anaïs Nin er en fascinerende personlighed. Hun er også en sansende forfatter fuld af psykologisk indsigt. Og så er hun ordrig. 35.000 sider i flere hundrede dagbøger blev det til, før hun døde. Hun bearbejdede og udgav selv dagbøgerne i seks bind i løbet af 1960'erne. De er senere udråbt som et hovedværk og en feministisk klassiker, der trods deres intime form nok lige så meget er fiktion som fakta.

Anaïs Nin er da også en sand mester i litterær iscenesættelse. Hun skrev for at leve og skabte sit liv i skriften. Hendes surrealistiske og poetiske skrivestil trækker læseren ind i en erotisk og kulturel verden, der rammer sanserne. Det er forførende læsning.

 

24129527

Blå bog

Født: 21. februar 1903 i Neuilly, Frankrig.

Død: 14. januar 1977 i Californien.

Uddannelse: Forlod skolen som 16-årig.

Debut: The House of Incest. 1936.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Incest: fra kærlighedens dagbog, Anaïs Nins ucensurerede dagbog 1932-1934. Lindhardt og Ringhof, 1994.

Inspiration: D.H. Lawrence, Otto Rank, hendes far Joaquin Nin.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Min bog (en roman) og min dagbog træder ustandselig hinanden over tæerne. Jeg kan hverken skille dem ad eller forene dem. Jeg optræder som en forræder over for dem begge. Men jeg er mest trofast over for min dagbog.”
”Henry og June”, s. 5.

Den amerikanske forfatter Anaïs Nin blev født i 1903. Hendes far Joaquin Nin var af cubansk oprindelse, men voksede op i Spanien. Hendes mor Rosa Culmell y Vigaraud havde cubansk, fransk og dansk blod i årerne, og eftersom familien flyttede meget, havde Nin en barndom i seks forskellige lande på fire sprog. I 1914 flyttede hun med sin mor og to søskende til New York, efter at faren forlod familien. Tabet af faren blev starten på hendes berømte dagbøger, hvor hun i begyndelsen skrev breve, der skulle lokke faren tilbage til familien. Også romanen ”The Winter of Artifice” fra 1939 har far-datter-forholdet som omdrejningspunkt.

I 1923 giftede Anaïs Nin sig med bankmanden Hugh Guiler (i dagbøgerne kaldet Ian Hugo), og sammen flyttede de til Paris i 1924. Det blev starten på livet som eksilforfatter, hvor hun som mange af sine samtidige udforskede Paris' erotiske mysterier. Den udforskning tog for alvor fart i 1931 efter mødet med Henry Miller og hans kone June Mansfield. Deres erotiske forhold og venskab er både dramatisk og legendarisk, og især June-oplevelserne har inspireret hende kunstnerisk. Det fremgår både af dagbogen ”Henry og June” og af debutromanen ”House of Incest” fra 1936.

Det promiskuøse, erotiske og lesbiske fylder både noveller og dagbøger. Det står side om side med maskespil, fortrængninger og dobbeltspil. Et maskespil udgør også Nins levede liv, hvor hun eksempelvis formåede at hemmeligholde, at hun i mere end 30 år havde to ægtemænd. Hun vendte sammen med Hugo tilbage til USA i 1940, og uden at lade sig skille giftede hun sig med den 16 år yngre Rupert Pole i 1959 i Los Angeles. Hun levede et dobbeltliv mellem New York med ægtemanden Hugo og Los Angeles med ægtemanden Pole, og først da hun døde, gik bigamiet op for ægtemændene.

På sine ældre dage underviste Nin på forskellige universiteter i USA, og i 1973 fik hun et ærefuldt professorat ved universitetet i Philadelphia. Hun døde af kræft i 1977.

Anaïs Nin skrev hele sit liv og levede på mange måder mere i skriften end i verden. I januar 1967 skrev hun om det i sin dagbog: ”Jeg bliver kun optændt, når jeg finder et spor der fører mig hen til en ny facet i en andens karakter, eller en ny version af en gammel historie, eller når jeg ajourfører mine portrætter. Jeg lever for Dagbogen.” (”Dagbog 7 1966-1974”, s. 50).

 

Spion i kærlighedens hus

”Jeg ved nøjagtig, hvad De mener om mig. De siger til Dem selv: her er den notoriske bedrager, den internationale spion i kærlighedens hus (Eller burde jeg specificere: i mange kærligheders hus?).”
”Spion i kærlighedens hus”, s. 121.

Anaïs Nins ”A Spy in the House of Love” fra 1954 (”Spion i kærlighedens hus”, 1976) er en af fem små romaner, der udgør serien ”Cities of Interior” (1959). Efter Nins eget udsagn handler hele romanserien om kvinders kamp for at forstå deres sande natur og for at kende deres sande selv uden mandens blik. Hovedpersonen i ”Spion i kærlighedens hus” er den forførende Sabina, som netop er på jagt efter at forstå sig selv. Hun føler sig splittet imellem sin kærlighed til ægtemanden Alan og den passionerede kærlighed til andre mænd.

Sabina lever et dobbeltliv, hvor hun bilder sin mand ind, at hun er på turné som skuespiller, mens hun i virkeligheden indlogerer sig med sine elskere på et hotel i nærheden. Hun længes imidlertid efter stabilitet og kontinuitet både i forhold til sig selv og i sit kærlighedsliv. Løgnen og splittelsen plager hende, og hun forfølges af en allestedsnærværende skyld. Skylden møder vi allerede i romanens begyndelse personificeret i en løgneafslører. Han er en slags overjeg eller en faderskikkelse, der fortæller hende, at ”Skyld er den eneste byrde mennesker ikke kan bære alene.” (”Spion i kærlighedens hus”, s. 6). Herefter følger han efter hende alle steder, og det tvinger hende til selvransagelse for at forstå sine følelser på et dybere plan. Hun bliver med andre ord spion i kærlighedens hus.

Månen har stor betydning for Sabina. Som ung tager hun månebad, ikke solbad, og det pirrer hende, at månebade siges at være farlige. Ved at betragte månen får hun indsigt i en anden verden, hvor tidens og følelsens udstrækning er mangfoldig.

Romanen udspiller sig i New York, men uden at præsentere en fremadskridende fortælling. Indholdet fremstår fragmentarisk og spejler sindets natur. Derfor er skellet mellem drøm og virkelighed, fantasi og realitet utydeligt. ”Spion i kærlighedens hus” er en poetisk roman om kvindelig erotik og trang til frihed set fra et kvindeligt perspektiv.

 

Under en glasklokke

"De steder, jeg nåede til, blev glemt, fordi araberen på sit æsel eller på nøgne fødder for evigt gik mellem Fez’ mure, ligesom jeg for evigt vil gå mellem min dagbogs mure og fæstninger.”
”Gennem min egen labyrints gader” i ”Under en glasklokke”, s. 75.

I 1948 udkom ”Under a Glass Bell” (”Under en glasklokke”, 1976), der er en novellesamling bestående af 13 noveller. Novellerne fordeler sig i tre forskellige kategorier, som man kunne kalde fantastiske fortællinger, realistiske skitser og portrætter. Otte af novellerne fortælles i første person, mens syv er tredjepersons-fortællinger. For flere af førstepersons-novellerne gælder det, at de er af meget personlig karakter, så de umiddelbart knyttes til forfatteren, mens tredjepersons-novellerne fremstår mere neutrale.

Novellen ”Labyrinten” knyttes umiddelbart til Nins dagbøger ved fra begyndelsen at kommentere dem: ”Jeg var elleve år, da jeg gik ind i min dagbogs labyrint” (”Under en glasklokke”, s. 68), og herfra går læseren med jeg’et ind i en labyrint af ord, hvor troper og symboler slører overblikket over fortællingen. Som det gør sig gældende andre steder i Nins forfatterskab, opløses skellet mellem drøm og virkelighed, og det giver anledning til smuk surrealistisk poesi. Essensen af ordbillederne er jeg’ets splittelse mellem livets forgængelighed og kunstens varighed, og samtidig problematiseres ordenes evne til at indfange sansninger, hvilket paradoksalt nok er, hvad Nin indfanger med sine ord. Det er netop sansninger, hun sætter på ord, og det går igen i samlingens andre noveller.

Det labyrintiske går også igen i andre noveller, både som tema og som formgreb bl.a. i novellerne ”Gennem min egen labyrints gade” og ”Hejda”. ”Hejda” handler om en arabisk kvindes dilemma mellem på den ene side at længes efter frigørelse og på den anden side at have lyst til at blive hos sin ægtemand. Som barn er Hejda primitiv. Hun løber nøgen rundt og fornøjer sig med at stikke fingeren op i gravide høns. Som 17-årige rejser hun til Paris, men selvom hun forlader orienten og slørene, bærer hun sløret i sit væsen. Tildækningen har givet hende en uovervindelig forsagthed. Hendes anden tilsløring kommer med kunstneren og ægtemanden Molnar. Han virker begrænsende for hende, så hun forlader ham. Hun begynder at male, og friheden får hende til at vokse. Hun slutter cirkulært tilbage i sin barndomshave uden slør og labyrinter.

Tanken om, at kvinden iscenesætter sig for mandens blik og derfor får et forvrænget billede af sig selv som kvinde er et gennemgående tema i novellesamlingen. Ligesom alle tretten noveller kendetegnes ved en smuk balance mellem realisme og surrealisme. De er abstrakte frem for konkrete og sætter ord på sansninger.

 

De erotiske noveller

”Jeg kalder mig en litterær bordelværtinde, der har en gruppe sultne forfattere i sit bordel, som skriver erotiske historier til en ”samler”. Jeg var den første, der begyndte at skrive dem, og hver dag gik jeg hen med dem til en ung kvinde, som renskrev dem.”
”Marianne” i ”Venusdeltaet”, s. 69.

Anaïs Nins erotiske noveller blev efter eget udsagn (som det fremgår i forordet til ”Delta of Venus”) til på bestilling. I udgangspunktet er de derfor skrevet for at underholde og tilfredsstille en ukendt samler. ”Delta of Venus” (”Venusdeltaet”, 1978) den første samling af de erotiske noveller, udkom i juni 1977, fem måneder efter Anaïs Nins død. Den anden samling, ”Little Birds” (”De små fugle”, 1979), udkom året efter. Selvom Nin ikke oplevede udgivelserne og deres succes, besluttede hun selv, at de skulle udgives. Hun havde ellers længe følt, at novellerne kompromitterede hendes kvindelighed, men ved gennemlæsning mange år efter, finder hun alligevel en kvindelig synsvinkel i novellerne. Hun siger i forordet til ”Venusdeltaet”: ”Ved at gennemlæse dem så mange år efter kan jeg se, at min egen stemme ikke var blevet helt undertrykt. I utallige passager brugte jeg intuitivt en kvindes sprog og så de erotiske oplevelser fra en kvindes synsvinkel.” (”Venusdeltaet”, s. 14).

Novellerne omhandler da også temaer, der både fylder Nins dagbøger og er omdrejningspunkt i hendes andre værker. Hun skriver således både om incest, frigiditet, overgreb, perversitet og lesbianisme. Novellen ”Lilith” handler eksempelvis om den frigide Liliths jagt efter orgasmen. I novellen ”Mathilde” udfoldes Mathildes onani i et sprog, der både er direkte og udtrykker sansninger. Mathilde længes egentlig efter en mand, der vil forføre hende med kærlige og hemmelighedsfulde ord. Imidlertid vækker hendes frodige krop helt andre lyster i mænd, så de glemmer alt om manérer og kærlige ord. Selvom novellen bæres af en fortælling, springer den i tid og rum. Den er fragmenteret og scenisk og følger ingen logisk kronologi. Den sceniske struktur kendetegner de fleste af novellerne, hvis styrke ikke ligger i et godt plot eller karakterernes udvikling, men i beskrivelserne af detaljer og af det erotiske, som eksempelvis: ”Således blev Venus født af havet med denne lille kerne fyldt med salt honning, som kun kærtegn kunne få frem af kroppens skjulte indre.” (”Venusdeltaet”, s. 27).

Sproget og formen har ikke samme litterære kvalitet i de erotiske noveller som i de andre værker, men tematisk og sanseligt minder de om hinanden. Derudover genfindes det biografiske også i nogle af novellerne, som eksempelvis i ”Mallorca”, ”Kunstnere og modeller” og ”Marcel”. Også novellen ”Marianne” er biografisk, og det kvindelige jeg, der beskriver sig selv som litterær bordelværtinde, er skabt i Anaïs Nins eget billede.

 

Henry og June

”Jeg har truffet Henry Miller. Han kom til frokost med Richard Osborn, en advokat jeg måtte rådføre mig med om kontrakten vedrørende min bog om D.H. Lawrence. Så snart han steg ud af bilen (…), så jeg en mand, jeg kunne lide. I sine bøger er han farverig, viril, primitiv og storslået. Han er en mand, som livet gør fuld, tænkte jeg. Han er som mig.”
”Henry og June”, s. 12.

Anaïs Nins hovedværk er det selvbiografiske værk ”Diaries” (”Dagbøgerne”, 1976-1982). Hun begyndte sin dagbog i 1914, og har siden skrevet næsten hver dag resten af livet – på fransk indtil 1920 og derefter på engelsk. Hun udgav selv en censureret udgave i seks bind, men havde i sit testamente sørget for, at dele fra den ucensurerede udgave kunne udkomme. ”Henry and June” (”Henry og June”, 1990) udkom derfor i 1986. Den omhandler Pariser-årene 1931-32 og mødet med forfatteren Henry Miller og hans kone June Mansfield.

Henry, Anaïs og June bliver hinandens skæbne, og dagbogen beskriver både deres kunstneriske og erotiske udfoldelser. Den beskriver et trekantsdrama, hvor Nin efterhånden føler sig fanget imellem Junes skønhed og Henrys genialitet. Det første møde med Henry udvikler sig hurtigt, så den litterære forbindelse imellem dem bliver stærkere og stærkere. Så stærk, at Nin en dag viser ham det allerhelligste – Dagbogen. Men de deler også en fælles lidenskab for June, og Nin fremlægger i dagbogen deres samtaler om hende og den effekt, hun har på dem. June får stor betydning for deres videre digtning, hvor de begge igen og igen vender tilbage til hende i et forsøg på at fortolke og forstå hende. Hun er den smukkeste kvinde på jorden, ifølge Nins dagbogsoptegnelser, og hun elsker hende til vanvid. Hun føler, hun skal vælge imellem Henry og June, men kan ikke. Henry giver hende livet, June døden, som hun udtrykker det.

Det biografiske er selvsagt både udgangspunktet og indholdet i ”Henry og June”, men selvfølgelig bearbejdet i et litterært sprog. Nins møde med ægteparret bliver hendes frigørelse på godt og ondt, hvilket hun selv udtrykker således: ”I aftes græd jeg. Jeg græd, fordi den proces, der har gjort mig til kvinde, var smertefuld. Jeg græd, fordi jeg ikke mere var et barn med et barns blinde tillid. Jeg græd, fordi mine øjne blev åbnet, så jeg ser virkeligheden – ser Henrys egoisme, Junes magtbegær og min umættelige kreativitet…”. (”Henry og June”, s. 223).

 

Genrer og tematikker

Anaïs Nin skriver om sig selv. Det ligger som præmis i dagbogsformen. Men også i romanerne og novellerne er det biografiske ofte omdrejningspunktet. Selvom dagbogsformen alluderer, at indholdet er virkeligt, skal man ikke tro på alt, hvad Nin skriver. I hvert fald skal man ikke tro, at alt hun skriver, virkelig er sket. Og man skal heller ikke tro, at hun tager alt fra virkeligheden med. Skriften er både fantasiens og drømmens mulighed. At skrive imellem det fiktive og biografiske er hendes drivkraft, derfor bruger hun virkelighedens materiale i en litterær bearbejdning. Men hun bruger også drømme, længsler og fantasier, ligesom dagbøgerne også er psykologiske fortolkninger af følelser og tanker. Alle hendes værker er forsøg på at forstå sit eget sande kvindelige væsen. De er et psykoanalytisk erkendelsesprojekt.

Kvindens væsen, kvindens natur og den kvindelige erotik er gennemgående temaer både i dagbøgerne og i romaner og noveller. Netop det at ville forstå det kvindelige, ikke som noget i modsætning til det mandlige, men blot at forstå det som noget selvstændigt udelukkende fra en kvindelig synsvinkel er hovedårsag til, at Anaïs Nins værker anses som feministiske.

Det erotiske er også et gennemgående tema i forfatterskabet. Både hendes værker og hendes person blev symbol på den seksuelle frihedsbølges start i 1930'ernes Paris, hvor relationen til forfatterkollegaen og elskeren Henry Miller har haft størst betydning.

Men det er ikke kun det erotiske mellem mand og kvinde, der fylder hos Nin. Det lesbiske har en særlig plads i forfatterskabet – især koncentreret omkring June. I Nins univers er lesbianisme legemliggørelsen af narcissisme. Tiltrækningen mod en af samme køn handler ikke om en længsel efter at besidde den anden, men om en længsel efter at være den anden. Selv påstår Nin i sine dagbøger, at hun aldrig har været seksuelt tiltrukket af kvinder: ”Jeg føler et varmt venskab for kvinder, men aldrig seksuelt begær … Jeg har aldrig elsket en kvinde seksuelt.” (”Dagbog 1955-1966”). Erotikken imellem kvinder er en måde at forstå det kvindelige på.

Nins værker kan samles under betegnelsen bekendelseslitteratur, og ifølge Henry Miller er hendes bekendelser verdenslitteratur på linje med Augustin, Rousseau og Prousts bekendelsesskrifter. Intet mindre.

 

Beslægtede forfatterskaber

Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid” er et tydeligt forbillede for Anaïs Nins dagbogsprojekt. Ligesom hos Proust følger Nins dagbøger ingen kronologi. De er snarere en mosaik af funklende scener, der uden orden følger hinanden, og med tiden gør værket større og større. Som hos Proust er det fascinationen af erindring, indre psykologi og skrivekunst, der tematiseres. Sætning for sætning bygger de et værk, der med tiden kommer til at minde om et helt liv.

At gøre sit liv til en del af værket er en leg, der for øjeblikket er populær i den nutidige litteratur. Norske Karl Ove Knausgårds romanprojekt ”Min kamp” har en hel del til fælles med Nins dagbogsprojekt. Ved at skrive detaljeret om dagligdagen, sindet, tanker, drømme osv. søger de begge at give læseren en fornemmelse af uredigeret sandhed. Deres udgangspunkt har også samme rod, nemlig et opgør med en far. For Nins vedkommende handlede det om at skrive sig ud af sorgen over, at faren forlod familien, da hun var elleve. Knausgård gør op med en alkoholisk far.  

På dansk jord har Suzanne Brøgger gjort sit liv til en del af værket, længe før det blev mode blandt danske forfattere at blande fakta og fiktion. I trilogien ”Creme fraiche”, ”Ja” og ”Transparence” bruger hun netop sig selv som centrum for romanernes handling, og ligesom hos Nin er det erotiske set fra et kvindeligt perspektiv essentielt. Brøgger er da også direkte inspireret af både Henry Miller og Anaïs Nin i sin jagt efter en mere fri opfattelse af køn og seksualitet.

Lesbianisme var en subkultur i det frie miljø i 1930'ernes Paris, og new yorkeren Djuna Barnes’ kultroman ”Nattens skove” fra 1936 har det sceniske og erotiske til fælles med Nins værker. Selv peger Anaïs Nin på, at hun er inspireret af surrealisterne, hvilket sammenvævningen af erindring, realitet og sansning understreger, og så har mødet med Henry Miller og hans kone June haft uvurderlig betydning for både hendes liv og forfatterskab. Sammen dyrkede de den engelske forfatter D.H. Lawrence, som Henry Miller i mange år prøvede at skrive om. De dyrkede intuitionen, kreativiteten, følelsernes og kroppens sprog. De var optaget af seksuel frigørelse og sindets udvidelse.

 

Bibliografi

Romaner

Nin, Anaïs:
The House of Incest. Siana Editions, 1936.
Nin, Anaïs:
Winter of Artifice. Obelisk Press, 1939.
Nin, Anaïs:
Spion i kærlighedens hus. Lindhardt og Ringhof, 1976. (A spy in the House of Love, 1954).

Noveller

Nin, Anaïs:
Under en glasklokke. Lindhardt og Ringhof, 1976. (Under a Glass Bell, 1948).
Nin, Anaïs:
Venusdeltaet. Lindhardt og Ringhof, 1978. (Delta of Venus, 1977).
Nin, Anaïs:
De små fugle. Lindhardt og Ringhof, 1979. (Little Birds, 1978).

Dagbøger

Nin, Anaïs:
Dagbog 1931-1934. Lindhardt og Ringhof, 1976. (The Diary of Anaïs Nin, 1966).
Nin, Anaïs:
Dagbog 1934-1939. Lindhardt og Ringhof, 1977. (The Diary of Anaïs Nin, 1969).
Nin, Anaïs:
Dagbog 1939-1944. Lindhardt og Ringhof, 1978. (The Diary of Anaïs Nin, 1967).
Nin, Anaïs:
Dagbog 1944-1947. Lindhardt og Ringhof, 1979. (The Diary of Anaïs Nin, 1969).
Nin, Anaïs:
Dagbog 1947-1955. Lindhardt og Ringhof, 1980. (The Diary of Anaïs Nin, 1970).
Nin, Anaïs:
Dagbog 1955-1966. Lindhardt og Ringhof, 1981. (The Diary of Anaïs Nin, 1970).
Nin, Anaïs:
Dagbog 7 1966-1974. Lindhardt og Ringhof, 1982. (The Diary of Anaïs Nin, 1975).
Nin, Anaïs:
Henry og June: fra den ucensurerede dagbog. Lindhardt og Ringhof, 1990. (Henry and June, 1986).
Nin, Anaïs:
Incest: fra kærlighedens dagbog, Anaïs Nins ucensurerede dagbog 1932-1934. Lindhardt og Ringhof, 1994. (Incest, 1992).

Om forfatterskabet

Bøger

Evans, Oliver:
Anaïs Nin. Carbondale and Edwardsville, 1968
Knapp, Bettina L.:
Anaïs Nin. Frederick Ungar Publishing co., 1978.
Baillé, Elisabeth:
Anaïs Nin – Maskeret men nøgen. Lindhardt og Ringhof, 1992. (Anaïs Nin masquée, si nue, 1991).

Artikler

Pedersen, John:
Et billede af myten Anaïs Nin. Berlingske, 1992-05-05.
Jensen, Bo Green:
Spion i Kærlighedens hus. Weekendavisen, 1994-02-18.
Christensen, Michael Halskov:
To prikker over ï’et. Information, 2003-02-21.
Andersen, Jens:
Litteraturens liderbasser. Berlingske Tidende, 2006-02-11.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anaïs Nin