proust
Foto: Mary Evans Picture Library / Scanpix

Marcel Proust

Anders Johannsen, cand.mag., iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
proust
Foto: Mary Evans Picture Library / Scanpix
Main image
Proust, Marcel
Foto: Flickr

Indledning

Alle hjertets beskidte længsler får plads til at folde sig ud i Marcel Proust's syv bind (høje bogbjerg): "På sporet af den tabte tid", udgivet mellem 1913 og 1927. For jeg-fortælleren veksler kærlighed mellem snærende jalousi og utæmmet, nedbrydende begær, og ikke engang forelskelsen formår at bringe to mennesker tættere på hinanden. Sortsynet i dette modernistiske hovedværk er blændende! Men hvor menneskets uhelbredelige ensomhed bedrøver, kan kunsten begejstre, og på den baggrund toner romanens pessimistiske anslag ud i optimisme og fremtidsglæde.

 

55127662

Blå bog

Født: 13. juli 1871 i Auteuil, Frankrig.

Død: 18. november 1922 i Paris, Frankrig.

Uddannelse: Studier i jura, statskundskab og filosofi, bl.a. på Sorbonne, Paris.

Debut: Glæder og dage, 1896. Politisk revy, 2001.

Litteraturpriser: Prix Goncourt, 1919.

Seneste udgivelse: Marstrand, Christine: Vejen mellem Elstir og Vinteuil : billedkunst og musik hos Marcel Proust. Multivers, 2018. (99.4).

Artikel type
voksne

Baggrund

”Ved min indtræden i værelset var jeg blevet stående på tærsklen, da jeg ikke turde gøre støj, ej heller hørte jeg nogen anden lyd end hendes ånde, der med regelmæssige mellemrum kom og døde hen på hendes læber, en lyd som af ebben, men mere dæmpet, mere blid. Og i det øjeblik, mine ører opfangede denne guddommelige lyd, syntes det mig, at det var hele Albertines person fortættet i den, alt liv hos den henrivende fange, som her lå udstrakt for mine øjne ”

”Albertine”, s. 67.

Marcel Proust (1913-1927) tilhørte fra fødslen det højere, parisiske borgerskab. Faderen var en læge med et internationalt ry, en specialist i folkesundhed og epidemier, mens moderen, der var rundet af en hovedrig jødisk vekselérslægt, tilførte hjemmet dannelse og europæisk kultur.

Ni år gammel oplevede Proust sit første astmatiske anfald, og denne sygdom, som man aldrig formåede at sætte en korrekt diagnose på, kom til at følge ham resten af livet. Som ung mand meldte han sig frivilligt til ét års militærtjeneste, men frivilligheden var på skrømt, for det var den sikreste måde at sno sig uden om en obligatorisk tjenesteperiode på tre år der netop er blevet varslet for nye rekrutter. Under opholdet lejede han et værelse i byen hvor han også fik plads til en opvarter. Proust må have holdt af soldaterlivets strabadser, for efter udtjent værnepligt søgte han af egen drift om forlængelse – hvad militæret dog høfligt afslog.

Efter rekruttiden kastede Marcel sig ud i selskabslivet. Her skaffede belevne manerer og en charmerende veltalenhed ham adgang til aristokratiske kredse som hans borgerlige opvækst ellers ikke berettigede ham til at omgås. Det var i denne periode at Proust debuterede med ”Glæder og dage” (1896). Bogen var et udstyrsstykke, trykt på luksuriøst papir, med illustrationer af en veninde og forord af tidens store forfatter, Anatole France. De indlagte hilsener til vennerne og den deciderede uvenlige anskaffelsespris – 4 gange en bog af tilsvarende længde – var med at grundlægge hans ry som aristokratisk spytslikker og snobbet amateur.

Omkring år 1900, efter års arbejde med et kuldsejlet romanprojekt, påbegyndte Proust en oversættelse af den engelske kunsthistoriker John Ruskin's værker. Da han imidlertid ikke var nogen ørn til fremmedsprog, indskrev han sin mor og en engelsk veninde i projektet. De leverede råteksten som Proust herefter bearbejdede til lydefrit fransk.  Arbejdet med Ruskin dannede afsæt for ”På sporet af den tabte tid”. Fra 1909 overtog hans eget forfatterskab helt. Undervejs blev Prousts helbred svagere, og han må tilbringe mere og mere af sin tid i sengen, skrivende. ”Vejen til Swann” udkom i 1913, men krigen forsinkede de efterfølgende bind. Imens skrev Proust videre. Da krigen sluttede, var  romanen svulmet med over tusinde sider i forhold til den oprindelige plan.

I sine sidste leveår var Proust besat af tanken om sit eget endeligt. Han frygtede at blive indhentet af døden – som han forestillede sig ville komme i skikkelse af en buttet, sorthåret kvinde – før han fik afsluttet sit livsværk. Som følge af en omfattende selvmedicinering og dyb skepsis over for lægestanden var hans bekymringer ikke helt grundløse. I efteråret 1922 var kun de to første bind af romanen udgivet. Alligevel betroede han på dette tidspunkt sin husbestyrerinde at han anså værket for færddiggjort. I samme åndedrag tilføjede han: ”Nu kan jeg endelig dø”, og tro mod dette forsæt ophørte Proust med at trække vejret få måneder senere.

Værket

Titanisk. Man får brug for dette adjektiv, eller en af dens lige så granvoksne slægtninge, når man skal karakterisere ”På sporet af den tabte tid”, for der er format over romanen. “På sporet af den tabte tid” er både et modernistisk hovedværk, der rager op blandt det tyvende århundredes romaner, og et bogobjekt som kan få hylderne på reolen til at bule på midten. I den gamle danske oversættelse er der syv bind med i alt over 3500 tætskrevne sider. Den nye oversættelse fordeler siderne anderledes og kommer til at strække sig over tretten bind, hvert stadig romantykt. Oversættelsesarbejdet startede allerede i 2002, og efter planen udkommer sidste bind i 2013.

Som titlen antyder, handler det om tiden, specielt den lidt kedelige egenskab at den kun går frem og aldrig tilbage. Med mennesket uløseligt bundet til nutiden, betyder det at den tid der går, en persons fortid, bliver væk. I sin fylde, forstås, for selvfølgelig kan man huske fortiden glimtvis og genkalde sig udvalgte episoder, men det man ser, har kun en meget svag efterklang af hvordan det virkeligt var, hvad man følte, og hvad man tænkte i situationen. Det er hvad der menes med tabt tid. At man ikke kan gå tilbage og være til stede i sin egen fortid.

Romanen er dog håbefuldt betitlet “På sporet af den tabte tid”. Forfatteren har med andre ord fået færten af noget, en måde at overvinde tidens ødelæggende fremfærd. Nu kunne man som læser frygte at løsningen af denne egentlig filosofiske knibe snarere ville resultere i en tør afhandling end en roman, men til alt held nedtoner forfatteren ræsonnementet til fordel for demonstrationen. Den måde vi lærer tiden at kende på, er ved at iagttage hvad den gør. Hvordan opleves de forandringer tiden medfører? Hvad gør årene ved mennesker og ting? Ved folk man har kendt? Steder man har besøgt? For at besvare spørgsmålene opruller Proust en usædvanlig rig, næsten balzacsk’ social verden, fyldt med uforlignelige personligheder, og skildret med indlevelse og øje for det komiske i deres karakterer og fremturen. Værket beskæftiger sig altså med det som sker i tiden – hvilket jo strengt taget ikke undtager nogen emner. Før romanen for alvor kom i gang, rystede Proust i et brev sin skitseblok for overskrifter hvilket gav følgende liste:

"Jeg er i gang med / en afhandling om adelen / en roman der foregår i Paris / et essay om Sainte-Beuve / et essay om kvinder / et essay om homofili (svært at udgive) / en afhandling om kirkeruder / en afhandling om gravstene / en afhandling om romanen" (citeret efter Jørgen Bruhn og Bo Degn Rasmussen: ”Proust” 1996, side 23).

Fascinerende nok er det lykkedes Proust at få plads til alle disse tilsyneladende urelaterede emner inden for storromanens form.

“På sporet af den tabte tid” giver sig ud for at være et memoir, altså en autobiografisk fortælling hvor et tilbageskuende jeg blotlægger og fortolker begivenhederne i sit eget liv. Jeg-fortælleren som i øvrigt forbliver navnløs helt indtil bind fem, låner mange træk fra Proust, inklusive fornavn, legemlige tilstand og den ret enestående beskæftigelse med at oversætte bestemte værker af Ruskin til fransk. Men trods de åbenlyse sammenfald kan ”Marcel” – som man plejer at kalde værkets fortæller – og ”Proust” – der herefter er reserveret til dets forfatter – ikke reduceres til hinanden. For dem som holder af at kalkere virkelighedens begivenheder oven på det fiktive værks sider, er der en redningsplanke i Proust egen ikke altid skarpt optrukne holdning til sagen. På den ene side er det vigtigt for Proust at holde fast ved at romanen ikke består af (hans) tilfældige barndomsminder, men har en nøje udtænkt struktur, der understøtter dens budskab. På den anden side refererer han i breve skødesløst til romanens fortæller som ”jeg” selvom han som forfatter til et fiktivt værk med ildhu og pertentlighed vel burde insistere på afstanden og tale om ”mit jeg” eller ”jeg-fortælleren” i stedet. Hvad angår romanens øvrige personer, følte visse samtidige læsere sig truffet, og nutidige litteraturforskere har også samvittighedsfuldt udstyret alle betydningsfulde personer i bogen med et ekstra navneskilt. Men der er ingen nøgler i romanen, hævder Proust, eller rettere sagt, der er flere, end det er værd at tælle efter. Til hver fiktiv person har der således ikke stået en enkelt virkelig model, skriver han i et brev fra 1918, men otte eller ti. For at slå pointen fast bliver tallet et andet sted rundet op til tres hvoraf ”… en har stået model til grimasserne, én til monoclen, han dér til vredesudbruddet, han der til den overmodige armbevægelse…” (VI: ”Den genfundne tid”, side 204). Denne gang i Marcels mund.

Tidsmæssigt strækker memoirerne sig fra fortællerens tidlige barndom, rimeligvis midt i 1870erne, til det tidspunkt hvor han beslutter sig for at blive forfatter. Vi er her nået op i 1920erne. De historiske begivenheder der omkranser fortællingen, er dermed udråbelsen af den tredje republik, der er startskuddet til en fremgangsrig men politisk ustabil periode hvor middellevetiden for en regering er et halvt år, og verdenskrigen fra 1914 til 1918 der bogstaveligt og mentalt har jævnet den gamle verden med jorden. Også på teknologiens område er perioden en hektisk tidsalder, og den exceptionelt sensible Marcel får lejlighed til at registrere hvordan de teknologiske nyskabelser forandrer verden. Flyvemaskine, jernbane, elektricitet. Han ser hvordan farten i en bil opløser tiden og rummets fasthed og dermed fører til en elastisk geografi, for når man bevæger sig hurtigt, skifter omgivelserne hele tiden plads i forhold til hinanden, ligesom i en dans. Oplevelsen af bedstemoderens stemme i hans første telefonsamtale er chokerende, pludselig er den livskraftige dame reduceret til en tynd og hjælpeløs, uendelig fjern og spinkel stemme i den anden ende af røret. For en nutidig læser, som kun kender moderniteten indefra og ikke kan forestille sig verden uden teknologien, er det oplysende at se disse jomfruelige møder skildret.

Proust er berygtet for at have frygtindgydende langt mellem punktummerne. Han udtrykker sig i nærmest endeløse sætningskæder hvor indskudte forbehold og sidebemærkninger hele tiden udsætter konklusionen; og ganske vist skal man vride hårdt på nogle af de mest snirklede konstruktioner for at få meningen presset ud, men i almindelighed er bogen slet ikke så ulæselig som den kan give indtryk af. En særlig glæde er den store rigdom af udsøgte metaforer – efter Prousts mening kernen i en forfatters stil og personlige udtryk. Marcel har en tendens til at udtrykke sig kategorisk, og lejlighedsvis fejer han alle forbeholdene væk for at udtrække universelle love af sine erfaringer og opstille maksimer for fx kærlighed, begær og sociale forhold. Det sker at observationen udviser psykologisk skarpsyn og rammer plet, men lige så ofte er det soleklart for alle andre end fortælleren selv, at der er noget besynderligt i den opstillede lovmæssighed, noget idiosynkratisk som gør at den kun kan have gyldighed for netop én person, nemlig Marcel selv. Forfatteren støtter da heller ikke op omkring Marcels udgydelser. “På sporet af den tabte tid” er et modernistisk kunstværk, hvor der er blændværk involveret, og derfor kræver det en litterær analyse der tager hensyn til bogens konstruktion, at udpege de steder hvor forfatteren taler gennem Marcel.

Vejen til Swann

”Og ligesom i den leg hvor japanerne morer sig med at dyppe nogle små stykker papir i en porcelænsskål fyldt med vand, hvor de papirstumper der indtil da har set nøjagtig ens ud, skiller sig ud fra hinanden og bliver til blomster, huse og solde og genkendelige mennesker, steg nu også alle blomsterne i vores have og i Swanns park, og åkanderne i Vivonne, og de brave folk i landsbyen og deres små huse og kirken og hele Combray og dens omegn, alt der der får form og fasthed, byen og haverne, op af min tekop”.
"Vejen til Swan”, s. 69.

”Du côté de chez Swann” (1913) (”Vejen til Swann” (1932)) introducerer bogens temaer om tabt tid og mislykket kærlighed. Den falder i tre dele. Åbningen af første del, ”Combray”, er humoristisk blevet resumeret med ordene: ”engang havde jeg svært ved at sove”, for afsnittet kredser om den søvnløse fortællers tågede erindringer om de steder han gennem sit liv har sovet eller forsøgt at falde i søvn. Fra barndommen genkalder han sig moderens absolut nødvendige godnatkys. En bestemt aften hvor dette privilegium på grund af besøgende bliver trukket tilbage, får det katastrofale følger for det følsomme barn. I samme drilske ånd kan resten af ”Combray” sammenfattes med sætningen: ”da jeg drak en kop te, gik det op for mig at jeg som barn havde tilbragt noget tid på landet”. Det er nemlig ved uforvarende at genopleve et indtryk fra barndommen, smagen af Madelaine-kage smuldret ned i en kop lindete, at fortælleren i et voldsomt syn får erstattet de spinkle minder med fuldblodserindringer. Det følgende afsnit, ”Swanns kærlighedshistorie”, der foregår før Marcels fødsel, beretter om levemanden og æsteten Charles Swanns forelskelse i den letlevende Odette de Crézy. Med sine kokette manerer forstår Odette at holde sin bejler interesseret, og efter hans voldsomme forelskelse er brændt ud, er ilden i denne kærlighedsaffære kun Swanns usikkerhed og jalousi. Til sidst ærgrer han sig over ”… at jeg har spildt år af mit liv, at jeg har ønsket at dø, at jeg har haft min største kærlighedshistorie med en kvinde, som jeg ikke brød mig om, som ikke var min type!” (”1: Swanns verden”, s. 285). Tredje del, ”Stednavne: Navnet”, er centreret omkring Marcels forelskelse i Gilberte Swann, legekammeraten fra den lille park ved Champs-Élysée, og viser hvordan hele hans tilværelse og følelsesliv er prisgivet hendes tilfældige luner.

I et rosenflor af purunge piger

”Der føjes et stort plus af charme til livet ved et badested som Balbec, hvis en køn ung pige blandt dem, der falbyder muslinger, kager eller blomster, har præget sit ansigt ind i vor tanke med så levende farver, at det fra den tidligste morgenstund er vort daglige mål på hver af disse ørkesløse og strålende dage, vi tilbringer ved stranden. Skønt de går hen i leddiggang, bliver de da, og derved, livlige som virkelige arbejdsdage …”
”I et rosenflor af purunge piger”, s. 404.

”À l'ombre des jeunes filles en fleurs” (1919) (”I et rosenflor af purunge piger” (1932)) etablerer et galleri af personer, der senere får stor indflydelse på Marcel. Den er opdelt i to. I ”Omkring Madame Swann” bliver Marcel kammerater med den velformulerede Bloch der deler hans interesse for litteratur, og som uden for pensum introducerer Marcel for en anden af livets glæder på et middelmådigt bordel. Diplomaten Norpois tilskynder Marcel til at vælge en litterær bane, og den unge mand hører kaldet. I mellemtiden trækker forelskelsen i Gilberte i langdrag. Anden del, ”Stednavne: Stedet”, flytter handlingen til Balbac, en lille by ved Frankrigs nordkyst hvor Marcel er på ferietur sammen med sin bedstemor og sin barnepige. Fordi forelskelsen i Gilberte efterhånden er blevet erstattet af en velgørende ligegyldighed, begynder han at interessere sig for en lille gruppe sporty piger, heriblandt Albertine. På hotellet stifter han bekendtskab med Robert Saint-Loup hvis aristokratiske stilling og fagter imponerer ham meget.

Vejen til Guermantes

”For første gang i sit liv var hun stillet imellem to så forskellige pligter som at stige op i sin vogn for at køre ud til et middagsselskab og at vise en døende mand sin medlidenhed. I sin konvenienslovbog fandt hun ingen angivelse af, hvilken forholdsregel hun skulle følge, og da hun ikke vidste, hvilket pligt hun skulle give fortrinet, fandt hun det rigtigst at lade, som om hun ikke troede, at det andet alternativ kunne stilles, så at hun kunne rette sig efter det første, der i dette øjeblik krævede mindre anstrengelse, og hun mente, at den bedste måde at løse konflikten på var ved at fornægte den. ”Det er deres spøg,” sagde hun til Swann …”
Marce, Proust: ”Vejen til Guermantes”, side 561.

”Le Côte de chez Swann” (1913) (”Vejen til Guermantes” (1933)) er Marcels forsøg på at trænge ind på aristokratiets enemærker. Siden barndommen har han været betaget af slægten Guermantes, særligt dens overhoved på kvindesiden, Madame de Guermantes, og i familiens nye pariserlejlighed tæt ved slægtens palæ sidder han og drømmer om adel. Via venskabet med Saint-Loup håber han på at blive introduceret. Planen bærer frugt. Marcel opnår en invitation til et aftenselskab hvor han møder bl.a. Charlus, en mand af meget fornem afstamning, der ved denne og en senere lejlighed fremkommer med yderst tvetydige tilbud. Et yderligere slag mod Marcels forventning til adelens moralske overlegenhed leveres af Madame de Guermantes selv, der på samme aften afviser to døende slægtninge og bekendte fordi hun frygter at komme for sent til et middagsselskab.

Sodoma og Gomorrha

Hvad så jeg! Ansigt til ansigt med Jupien … betragtede baronen, der pludselig havde spilet sine hidtil halvtlukkede øjne vidt op, med forunderlig opmærksomhed vesteskrædderen, der stod i døren til sin butik, medens denne, med ét naglet til stedet foran hr. de Charlus, rodfæstet som en plante, med forbavset ansigt iagttog den aldrende barons fyldige skikkelse … Jupien …
Marcel Proust: IV: ”Sodoma og Gomorrha”, side 8.

”Sodome et Gomorrhe” (1921-22) (Sodoma og Gomorrha” (1921-22)) åbner med et krydsklip mellem bestøvningen af en blomst og et erotisk møde mellem to mænd, sidstnævnte fulgt af Marcel med naturforskerens nysgerrighed, lige fra parringsdansen (uartige bevægelser med rumpen) til det bliver alvor med dyriske grynt i baglokalet af en skrædderbutik. En undersøgelse af homoseksualiteten dominerer dette bind, og titlens Sodoma og Gomorrha refererer til de syndige bibelske byer hvor henholdsvis mændene og kvinderne kun havde øje for hinanden. Fra spekulationer over fænomenets utrolige udbredelse, især inden for det franske diplomati, til redegørelser for Charlus’ ulykkelige rolle som spendabel ældre kavaler til den talentfulde violinist Morel, handler det om at afdække den hemmelige verden som tilhører de omvendt seksuelle. Marcel plages af en snærende mistanke om at Albertine hengiver sig til kvindelig elskov med sin veninde Andrée. Jalousien over dette for ham ubegribelige forhold udvikler sig til besiddertrang hvilket til sidst giver sig udslag i en beslutning om at indgå ægteskab, simpelthen for bedre at kunne kontrollere Albertines adfærd.

Albertine

”I hvilken by hun end befandt sig, ville hun aldrig behøve at søge længe; thi ondet boede ikke i Albertine alene, men i andre, som stedse er beredte til at gribe enhver anledning til sanselyst. Et øjekast fra den ene, straks forstået af den anden, skaber forbindelse imellem de to hungrende. Og for en snedig kvinde er det let at lade, som om hun intet har set, derpå fem minutter efter at gå hen imod den, der har forstået og i en sidegade ventet på hende, for med et par ord at træffe aftale om et stævnemøde. Hvem vil nogen sinde få det at vide?”.
Marcel Proust: ”Albertine”, side 18.

”La Prisonnière” (1923) (Albertine” (1936)) handler om samlivet med Albertine i Paris. Ægteskabsplanerne er foreløbigt opgivet, da Marcels kærlighed er væk. Tilbage er kun vanvittig jalousi. De glædesløse dage går med at skaffe sig efterretninger om Albertines gøren og laden. Veninden Andrée bliver hyret som medsammensvoren, om end Marcel er stærkt i tvivl om hendes loyalitet. I et desperat forsøg på at holde Albertine interesseret foreslår han at de skal skilles. Det lykkedes ikke. Bruddet er ikke øjeblikkeligt, men nu uundgåeligt. Da Marcel endelig vil gøre det forbi, viser det sig at Albertine er kommet ham i forkøbet med opsigelsen, og det kaster ham ud i en alvorlig krise. Undervejs følges op på forholdet mellem Morel og Charlus der koster sidstnævnte store anstrengelser foruden social deroute.

Forladt af Albertine

”Min skinsyge nysgerrighed efter at få at vide hvad Albertine havde foretaget sig, var aldeles grænseløs. Jeg underkøbte, jeg véd ikke hvor mange kvinder, uden at de dog kunne skaffe mig nogen som helst slags oplysninger. Når min nysgerrighed var så levende, skyldes det, at et menneskeligt væsen ikke dør væk fra os straks, det forbliver omgivet af en aura af liv … Omvendt, når man er ophørt at elske, dør vores nysgerrighed, som det menneskelige væsen vækker, før det selv”.
Marcel Proust: ”Forladt af Albertine”, side 100.

”Albertine disparue” (1925) (”Forladt af Albertine” (1937)) handler om at komme over Albertine. Efter hendes afrejse sender Marcel vennen Saint-Loup af sted for at udspionere hende. Nogle forsonende breve går frem og tilbage indtil Marcel får et definitiv afslag fra sin venindes hjem: Albertine er død i en ulykke. Et uafviseligt behov for at kende sandheden melder sig, og mistanken om Albertines tilbøjeligheder bekræftes efter at badeanstalten i Balbec er blevet grundigt udspurgt om den præcise karakter af deres forretning. Efter at Marcel er begyndt at føle glemselens magt, formår Gilberte at vække hans begær, og det er et telegram fra hende – der ved et ufatteligt tilfælde kommer til at se ud som om det er fra Albertine – som overbeviser ham om at han er ovre den afdøde, for tanken om at hun alligevel skulle være i live, vækker ikke den mindste glæde hos ham. Saint-Loup bliver Gilbertes ægtemand, og som medlem af den depraverede adelstand viser han sig at være promiskuøs og homoseksuel hvilket truer venskabet med Marcel. Endelig opdager Marcel at Vejen til Guermantes og Vejen til Swann, to stier i barndommens Combray, slet ikke går i modsat retning som han har troet, men er hemmeligt forbundne.

Den genfundne tid

”Prinsen havde stadig ved modtagelsen denne mine som en skikkelig konge i et eventyrspil, jeg havde fundet hos ham den første gang, men denne gang syntes han selv at have underkastet sig den etikette, han havde pålagt sine gæster: han havde majet sig ud med et hvidt skæg og slæbte på fødderne, der var tunge, som om de var forsynet med såler af bly. Han så ud, som om han havde påtaget sig at figurere som en af ”menneskets livsaldre””.
”Den genfundne tid”, s. 224.

Le Temps retrouvé (1927) (”Den genfundne tid” (1927)) er værkets konklusion og spejler det indledende bind som det, efter forfatterens udsagn, er skrevet samtidigt med.  Ud over beskrivelsen af hvordan den aldrende og stadigt mere hæmningsløse Charlus udfolder sine perversioner i selskab med unge soldater på snuskede bordeller i det krigsramte Paris, koncentrerer bindet sig om et eftermiddagsselskab i prinsen af Guermantes’ palæ. Efter at have tilbragt adskillige år på et nervesanatorium ankommer Marcel til matineen og bliver overrasket over at se hvordan hans livs bekendtskaber, der belejligt nok er samlet i festsalen, er blevet trampet i ansigtet af tiden. En ganske ung person, datteren af Saint-Loup og Gilberte, samler i kød og blod de mange veje og vildspor i Marcel's liv og står for ham håbefuldt som nøglen til hans fortid.

På vej til selskabet og efter ankomsten har Marcel ikke mindre end fem specielle oplevelser hvor fortiden bryder ind i nutiden, meget lig den som tidligere blev fremkaldt af en slurk urtete iblandet sandkage. Takket være disse åbenbaringer beslutter han sig for at blive forfatter og udkaster på stedet et romanværk samt skitserer de æstetiske principper, der skal være styrende for udformningen. Så har livet alligevel ikke været spildt, sådan som han slukøret havde forestillet sig, når det kan genopleves og bruges som materiale i et kunstværk.

Tiden

23743337

Tid betyder hos Proust erindring, og den findes i to meget forskellige kvaliteter. Der er erindringerne som kan kaldes frem på viljens bud, det er isolerede minder hvor den organiske forbindelse til øjeblikkets følelser, tanker og forventninger er kappet. Disse livløse erindringer hvis billeder af det passerede kan sammenlignes med snapshots, står i kontrast til en anden hukommelsesmodus, den ufrivillige erindring der nærmest etablerer et ormehul til fortiden. Ufrivillig erindring igangsættes af en stimuli der er forbundet med et minde, fx smagen af krydret te med kageklumper, ringen med en messingklokke eller ujævne fliser der minder om vejbelægningen i Venedig; men den kan ikke fremprovokeres og er som sådan stærkt upålidelig.

”Vejen til Swann” afsluttes med en dyster udmelding vedrørende muligheden for at genfinde den tabte tid. Længslen driver den ældre Marcel på en efterårstur ud i Boulogneskoven, men han føler ingen glæde ved nutidens opbud af madammer, kun ærgrelse sig over hvordan alting er forandret: kvindernes beklædning, hattemoden og endelig kvinderne selv. Det var en fejl, siger han til sig selv, virkeligheden kan ikke lokke fortiden frem, for ”… huse, veje og avenuer er – ak – flygtige som årene” (1: ”Swanns verden”, side 347).

Vi skal helt frem til heptalogiens sidste bind før, der bliver leveret et korrektiv til denne sortsynede prognose. Fem gange i løbet af eftermiddagsselskabet hos Guermantes oplever Marcel de genopvækkelser af fortiden der ellers har været så sparsomt strøet ud over hans liv. Fem gange ufrivillig erindring. Det er, som om nogen højere oppe i fortællerhierarkiet har villet sikre, at han denne gang opfatter budskabet. Den ufrivillige erindring er helt central i romanen fordi den indeholder løftet om at det vi oplever ikke forsvinder i glemselen, men at hvert eneste indtryk aflejrer sig indeni os, afventende det heldige tilfælde som skal bringe det hele tilbage. Med adgangen til den fulde erindring er vi således ikke længere en række af successive ”jeg'er”, hver henvist til at leve på overfladen af dette liv, men summen af disse. For at kunne forstå mennesket, forklarer Marcel, er man nødt til at anvende en rumlig psykologi. Altså en betragtningsmåde som tager hensyn til forandringen over tid. Romanens meget lange fortællespand muliggør og indfrier dette krav til overflod. Til matinéen illustreres den rumlige psykologi med et billede der ligeledes udfolder sig i tre dimensioner. Fortælleren ser sine gamle bekendte gå på stylter, undertiden så store som kirketårne, eftersom de har hele livet under sig og, med den ufrivilligt opnåede erkendelse, på samme tid indeholdt i sig.

Kærligheden

“På sporet af den tabte tid” er ingen lovprisning af den romantiske kærlighed. ”I kærligheden er lykke en unormal tilstand …”, konstaterer Marcel og fortsætter den pessimistiske udredning: ”I virkeligheden er der i kærligheden en vedvarende lidelse, som glæden neutraliserer, gør latent, forhaler, men som hvert øjeblik kan blive … forfærdelig” (II: ”I et rosenflor af purunge piger”, side 157). Lykken er med andre ord et forbigående og kortlivet element, i et forhold hvor det eneste der er lige så sikkert som at det vil ende med et forlis, er at der ikke vil være nogen mangel på smerte og sorg undervejs.

Kærligheden er, ifølge Marcel, dømt til at mislykkes af en række årsager. Næsten uden undtagelser er den ensidig, eller meget ulige fordelt. Ydermere dikterer en pervers lov at jo mere den ene elsker, jo mere dræbende kedeligt synes forholdet at være for den anden. Kærligheden kan aldrig tilfredsstilles; hver opnået glæde er blot afsættet for et nyt begær.

Kærligheden forvrænger virkeligheden. Det de forelskede øjne ser, har intet som helst at gøre med den elskedes faktiske egenskaber. Alt er indbildning, og i indbildningen bliver alt bedre. Men i det samme den første ophidsede fase ebber ud, falder der skæl fra øjnene.

Mens vi elsker, kan vi ikke forestille os at ophøre med at elske. Men når vi så alligevel bliver færdige med det, er den elskede ribbet for sin trylleglans og kan betragtes med en før helt utænkelig sindskulde. Proust forklarer den indtrufne forandring med at det "jeg" som elskede, er afgået ved døden og blevet erstattet med et nyt "jeg" der ikke elsker. Et menneske er en sådan serie af diskontinuerte "jeg'er”, lyder hypotesen.

Vores begær opildnes af ting vi ikke kan komme til at besidde. Når vi har sikret os dem, mister de interessen. Ultimativt kan man ikke komme til at kende (og kontrollere) andres bevidsthed i det omfang begæret ønsker det, og det er den største anke mod kærligheden: at det er en forgæves og håbløs forestilling om at smelte sammen med en anden. Mennesket er en monade, mener Proust, og andre bevidstheder er uigennemtrængelige for vores tanke: ”Overfor en elsket kvindes tanker og handlinger er vi lige så desorienterede, som de første fysikere sikkert har været det overfor naturfænomenerne” (II: ”I et rosenflor af purunge piger”, side 162).

Kunsten

Skuffede kærligheden i sit løfte om at gøre to bevidstheder til én, formår kunsten i det mindste at udlåne de øjne med hvilke kunstneren ser virkeligheden: ”Takket være kunsten kan vi i stedet for at se en eneste verden, vor egen, se verden mangfoldiggjort, og lige så mange originale kunstnere der er, lige så mange verdener har vi til vor disposition …” (VI: ”Den genfundne tid”, side 200). I en verden der er befolket af monader, er det kun gennem kunstværket at vi har adgang til se andre perspektiver.

“På sporet af den tabte tid” har tre store fiktive kunstnerskikkelser hvis bekendtskaber med Marcel tjener til at pudse den unge mand af og illustrere forskellige æstetiske idealer og faldgruber.

Forfatteren Bergotte dyrkedes af Marcel i barndomsårene med uforbeholden beundring og voldsom entusiasme, indtil en aften i et selskab hvor han møder idolet og bliver skuffet fælt. Læren er at kunsten ikke skal dømmes efter sit ophav, en metode Proust i øvrigt også selv stod i stærk opposition til i sine kritiske arbejder.

Maleren Elstir lærer Marcel værdien af at opfatte på sin egen måde, at have en kunstnerisk vision. Elstir maler impressionistisk. Det vil sige han maler det han ser, og ikke det han ved om tingene. Teknikken sammenfattes i en pompøs sammenligning der i hvert fald tager kunstnerens skabende rolle alvorligt for ”…  når Gud Fader havde skabt tingene ved at give dem navn, var det ved at tage navnet fra dem eller givet dem et nyt, Elstir skabte dem på ny” (II: ”I et rosenflor af purunge piger”, side 408).

Komponisten Vinteuil har skrevet en vidunderlig udtryksfuld trille der vendes tilbage til gang på gang i bogen. Marcel undgår at lave Swanns fejltagelse, at forringe og nedgøre musikstykket ved at udråbe det til en slags nationalmelodi for et kærlighedsforhold. I stedet gør han den kunsten ære ved at lade lytteoplevelsen åbne sit sind for ukendte indtryk hvilket bereder ham en nærmest overnaturlig glæde.

Marcel opdagede ved hjælp af episoderne med ufrivillig erindring at byggestenene til sit kunstværk var hans eget liv; og ligesom kunsten strømmer fra livet, skal livet strømme fra kunsten. Det sande liv er funderet i kunstoplevelsen, opsummerer fortælleren på en af værkets allersidste sider. Kunsten viser os vejen til mystiske og fremmedartede universer, men den fører samtidig, og måske vigtigst, ind til os selv: ”I virkeligheden er enhver læser, når han læser, sin egen læser. Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske slet ikke ville have set i sig selv.” (VI: ”Den genfundne tid”, side 213).

Beslægtede forfatterskaber

Selv om Proust er en ener og ikke let kan svuppes ned i nogen genreskål, trækker han dog i sit værk på et meget stort reservoir af franske og internationale klassikere inden for filosofi og litteratur. Schopenhauer og Henri Bergson er ofte nævnt som forbillederne for henholdsvis det pessimistiske udsyn og ufrivillig erindring, mens værkets centrale idé om perspektivisme er mere på linje med Nietzsche. Den detaljerede tegning af det sociale miljø med alle dets farverige karakterer er et projekt der låner fra Balzacs bredt anlagte ”Den menneskelige komedie”. Selve memoir-formen har en lang tradition i Frankrig med Saint Simon som en af dens fineste udøvere. Interessen for arkitektur og kirketårne med farvede ruder skyldes givetvis påvirkningen fra John Ruskin.

Som 21-årig fik “På sporet af den tabte tid” ’s forfatter stukket et af de skemaer med personlige spørgsmål, der lægger op til tænksom selvudlevering, i hånden. Eftertiden har kaldt dem ”Marcel Prousts spørgsmål” skønt den unge mand ikke gjorde andet end at besvare dem samvittighedsfuldt. En af rubrikkerne hed ”Hvem er Deres forbilleder?”, og den udfyldte Proust med følgende tunge navneliste der blander franske, tyske og italienske personligheder inden for de tre store kunstarter: Anatole France, Pierre Loti, Baudelaire, Vigny, Beethoven, Wagner, Schumann, Leonardo da Vinci og Rembrandt.

“På sporet af den tabte tid” regnes som en af det tyvende århundredes store fornyere af romanen, og det er ikke uden årsag. Med sin længde udspiler den genren og flytter grænserne for hvad man rent formmæssigt kan kalde en roman. Interessen for perversionerne og det beskidte i menneskesjælen er på sin side med til at udvide den kreds af emner det er sømmeligt at beskæftige sig med. En lignende trang til formfornyelse finder man hos James Joyce, særligt i ”Ulysses” der udkom i Proust dødsår. Prousts bog har inspireret mange andre litterære frembringelser – uden at nogen dog har vovet direkte at gøre ham kunsten efter. For det kompromisløse i projektet er især Robert Musils med sin ufuldendte kæmperoman ”Manden uden egenskaber” en værdig arvtager. Som et modernistisk kunstværk står “På sporet af den tabte tid” ikke alene med sin skildring af individet som tragisk isoleret fra andre og fremmedgjort over for en verden i hastig forandring, ligesom de komplicerede fortælleforhold, ironiske markeringer og brugen af metanarrativ, er noget som hører bevægelsen til.

Bibliografi

Proust, Marcel:
Glæder og dage, 2001. (Les plaisirs et les jours, 1896).

Originaludgave

Proust, Marcel:
À la recherche du temps perdu.
Proust, Marcel:
I : Du côté de chez Swann. 1913.
Proust, Marcel:
II : À l'ombre des jeunes filles en fleurs. 1919.
Proust, Marcel:
III : Le Côté de Guermantes. 1920-21.
Proust, Marcel:
IV : Sodome et Gomorrhe. 1921-22.
Proust, Marcel:
La Prisonnière. 1923.
Proust, Marcel:
VI : Albertine disparue. 1925.
Proust, Marcel:
VII : Le Temps retrouvé. 1927.

Gammel oversættelse

(henvisninger benytter romertal)
Proust, Marcel:
På sporet af den tabte tid.
Proust, Marcel:
I: Vejen til Swann. 1932.
Proust, Marcel:
II: I et rosenflor af purunge piger. 1932.
Proust, Marcel:
III: Vejen til Guermantes. 1933.
Proust, Marcel:
IV: Sodoma og Gomorrha. 1935.
Proust, Marcel:
V: Albertine. 1936.
Proust, Marcel:
VI: Forladt af Albertine. 1937.
Proust, Marcel:
VII: Den genfundne tid. 1938.

På sporet af den tabte tid. Ny oversættelse

(henvisninger bruger almindelige tal)
Proust, Marcel:
På sporet af den tabte tid
Proust, Marcel:
1: Swanns verden, bd. 1. 2006.
Proust, Marcel:
2: Swanns verden, bd. 2. 2006.
Proust, Marcel:
3: I skyggen af unge piger i blomst, bd. 1. 2006.
Proust, Marcel:
4: I skyggen af unge piger i blomst, bd. 2. 2009.
Proust, Marcel:
5: Guermantes verden. Forlaget Multivers, 2012.
Proust, Marcel:
6: Guermantes verden. Forlaget Multivers, 2013.
Proust, Marcel:
7: Sodoma og Gomorra 1. Forlaget Multivers, 2013.
Proust, Marcel:
8: Sodoma og Gomorra 2. Forlaget Multivers, 2013.
Proust, Marcel:
9: Fangen, 1. Forlaget Multivers, 2014. (La prisonnière, 1913-1927). Oversat af Lars Bonnevie.
Proust, Marcel:
10: Fangen, 2. Forlaget Multivers, 2014. (La prisonnière, 1913-1927). Oversat af Lars Bonnevie.
Proust, Marcel:
11: Albertine forsvundet. Forlaget Multivers, 2014. Albertine disparue, 1913-1927). Oversat af Lars Bonnevie. (
Proust, Marcel:
12: Den genfundne tid, 1. Forlaget Multivers, 2014. (Le temps retrouvé, 1913-1927). Oversat af Niels Lyngsø.
Proust, Marcel:
13: Den genfundne tid, 2. Forlaget Multivers, 2014. (Le temps retrouvé, 1913-1927). Oversat af Niels Lyngsø.

Om forfatterskabet

Bales, Richard m.fl.:
The Cambridge companion to Proust. Cambridge University Press, 2001.
Beckett, Samuel:
Proust. Rosinante, 1999.
Bredal, Bjørn:
Begærets by : en bog om Marcel Proust og Venedig, 1998.
Carter, William:
Marcel Proust : a life. Yale University Press, 2002.
De Botton, Alain:
Sådan kan Proust forandre dit liv. Tiderne Skifter, 1998.
Landy, Joshua:
Philosophy as fiction : self, deception, and knowledge in Proust. Oxford University Press, 2004.
Shattuck, Roger:
Proust's way : a field guide to In search of lost time. London, 2000.
Thing, Neal Ashley Conrad:
Proust i Danmark : hundrede år med Proust : 1913-2013. Multivers, 2013.
Marstrand, Christine: Vejen mellem Elstir og Vinteuil : billedkunst og musik hos Marcel Proust. Multivers, 2018. (99.4).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Marcel Proust

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Bruhn, Jørgen og Bo Degn Rasmussen:
”Proust” (1997).