Robert Musil

cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Main image
Musil, Robert
Foto: Forlaget Basilisk

Indledning

Robert Musil var en af pionererne inden for det modernistiske gennembrud i litteraturen i starten af det 20. århundrede. Hans hovedværk ”Manden uden egenskaber” efterlod han ufærdigt ved sin død i 1942 efter at have arbejdet på værket i 21 år. Historien om Ulrich, manden uden egenskaber, og hans oplevelser i Wien i 1913 er ofte nævnt som en af de vigtigste tysksprogede bøger fra det 20. århundrede.

 

 

23329468

Blå bog

Født: 6. november, 1880.

Uddannelse: Maskiningeniør (1901), doktorgrad i filosofi og psykologi (1909).

Debut: Die Verwirrungen des Zöglings Törleß, 1906.

Priser: Nomineret til nobelprisen i litteratur.

Seneste udgivelse: Disciplen Törless’ forvirringer. Basilisk, 2009. Oversat af Karsten Sand Iversen.

Inspiration: Ernst Mach, Fjodor Dostojevskij, Franz Kafka, Rainer Marie Rilke.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“I dette øjeblik ønskede han at være en mand uden egenskaber. Men helt uligt er der vel ingen, der har det. I grunden er det få mennesker, der ved livets midte ved, hvordan de egentlig er kommet til sig selv (…) men de har følelsen af, at der ikke længere er meget, der kan ændre sig.”

“Manden uden egenskaber 1” s. 141.

Robert Musil blev født i Klagenfurt i Østrig i 1880. Hans far var ingeniør og hans mor hjemmegående. Musil blev sendt på militær kostskole i Eisenstadt og Hranice fra 1892 til 1897. Den strenge disciplin og elevernes grusomhed mod hinanden skulle senere inspirere ham til debutromanen ”Disciplen Törless’ forvirringer”. Musil startede på officersskole, hvor han opdagede sin interesse i teknik. I 1898 skiftede han til maskiningeniørstudiet i Brno, hvor hans far var professor, og i 1901 færdiggjorde han sin doktorafhandling. Ved siden af sine ingeniørstudier læste han flittigt litteratur og dyrkede kulturlivet.

Efter at have fået sin universitetsgrad, arbejdede han som assistent ved universitetet i Stuttgart og startede med at skrive ”Disciplen Törless’ forvirringer”. I 1903 brød han med ingeniørfaget og startede studier på ny i Berlin, hvor han læste filosofi og psykologi. I 1905 mødte han Martha Marcovaldi, som han giftede sig med i 1911. I 1906 blev debutromanen publiceret. I 1909 fik Musil sin nye dobbelte doktorgrad og blev tilbudt en stilling ved universitetet, som han afslog til fordel for forfattergerningen.

For at forsørge sin nye familie (Martha havde to børn fra et tidligere ægteskab) arbejdede Robert Musil som bibliotekar på det tekniske universitet i Wien og som redaktør på forskellige litterære tidsskrifter. Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 meldte Musil sig til hæren og tjente som officer i Italien, hvor han modtog flere udmærkelser. Efter krigen flyttede Musil tilbage til Wien og fortsatte med at skrive skønlitteratur og kritik. I 1921 udkom hans prisbelønnede drama ”Die Schwärmer”. Han udgav novellesamlingen ”Tre kvinder” i 1924, og i 1930 udkom første bind af hans ufuldendte hovedværk ”Manden uden egenskaber”.

Musil fortsatte med at arbejde med værket til sin død. Værket var ikke en kommerciel succes, men blev rost af Musils forfatterkolleger. Nazisterne bandlyste Musils bøger, og sammen med sin kone flygtede han til Schweiz, efter at Østrig blev indlemmet i det tyske rige. Her døde Musil i 1942 af et hjerteslag.

Musils kompakte stil og hans filosofiske udflugter gør ham svært tilgængelig, hvilket måske er en grund til, at han ikke er så udbredt i dag.

Disciplen Törless’ forvirringer

”Så længtes han efter omsider at føle noget bestemt i sig; faste behov som skelnede mellem godt og ondt, brugbart og ikke brugbart; vide at han valgte, om så forkert – trods alt bedre end overmodtageligt at optage alt i sig…”
”Disciplen Törless’ forvirringer”, s. 59.

Robert Musils debutroman ”Die Verwirrungen des Zöglings Törless” (”Disciplen Törless’ forvirringer”, 2009) udkom i 1906. Det er en dannelsesroman inspireret af Musils erfaringer ved militære kostskoler i Østrig. Romanen følger tre studerende ved en militær kostskole: Reiting, Beineberg og Törless, sidstnævnte er værkets hovedperson.

De tre fanger en anden studerende, Basini, i at stjæle, og de ydmyger og afstraffer ham psykologisk, fysisk og seksuelt. Törless er først frastødt og indigneret over den behandling, Basini udsættes for, men efterhånden går det op for ham, at Basini både er masochist og homoseksuel og måske nyder behandlingen. Da Basini selv stiller sig til rådighed for Törless, forkaster denne ham først for siden at tage imod ham, trods sin egen afsky over sig selv og Basini. Romanen slutter med, at Basini angiver sig selv for tyveriet og modtager skylden alene.

27988199

”Disciplen Törless’ forvirringer” er en dannelsesroman, der følger Törless’ psykologiske udvikling fra barn til voksen. Læseren er tæt forbundet med denne udvikling, da den fortælles fra Törless’ perspektiv. Törless’ middelklassemoralitet bliver konfronteret med Beinebergs og Reitingers protofascistiske moralitet. Han udvikler sig fra et følsomt individ over mod det mere intellektuelle, samtidig med at romanens verden skrider fra det realistiske mod det mystiske.

Samtidig er de fire personer repræsentanter for fire psykologiske typer. Beineberg er optaget af orientalsk religion og sjælens uafhængighed, hvilket han bruger som begrundelse for sine eksperimenter med Basini. Han er anti-kristen og nihilist og repræsenterer Nietzsches tanker om et supermenneske. Reiting er udelukkende fokuseret på militæret og en officersrang. Han ser Basini som en underordnet, han kan bruge til sine egne formål og repræsenterer den magtliderlige type, der bruger magt, trusler og ydmygelser til at fjerne sine fjender.

Romanen er beskrevet som ekspressionistisk pga. af sit fokus på emotionalitet og indre oplevelser og erfaringer.

Manden uden egenskaber

”Det er ikke vanskeligt at beskrive denne toogtrediveårige mand, Ulrich i grundtrækkene, skønt det eneste han ved om sig selv er, at han ville have lige kort og lige langt til alle egenskaber, og at de alle (…) på ejendommelig vis er ham ligegyldige”.
”Manden uden egenskaber 1”, s. 163.

Robert Musils hovedværk ”Der Mann ohne Eigenschaften” (”Manden uden egenskaber”, 1994) er en ordentlig sag på omkring 1700 sider, alt efter udgave. Musil startede med at skrive på den i 1921 og fortsatte frem til sin død i 1942. Værket finder sted i Wien i 1913 i det Østrig-ungarske dobbeltmonarkis sidste dage. Værket har en ydre handling, selvom det primært handler om ideer og filosofi.

Man følger den 32-årige matematiker Ulrich, manden uden egenskaber. Han har opgivet at forsøge at blive en stor, særlig mand og vil i stedet bruge et år på at finde ud af, hvad hans egenskaber dur til. Han bliver involveret i fejringen af den Østrig-ungarske kejser Franz Josephs 70-års tronjubilæum i 1918. Aktionen skal hylde freden og fremgangen i kejserriget men bliver ironisk nok en vej til krig og kejserrigets kollaps under Første Verdenskrig. Romanen analyserer nogle af de politiske og kulturelle processer, der bidrog til Første Verdenskrigs udbrud, samtidig med at den tegner et billede af det psykiske landskab i den fredsommelige periode før Verdenskrigens udbrud, med repræsentanter fra politikerstanden, kunstnermiljøet og adelsstanden.

Men handlingen er som sagt kun et groft skelet, hvorfra Musil konstant bevæger sig ud i essayistiske ekskurser, ofte af filosofisk art, hvilket gør værket svært tilgængeligt. Det er især overgangen fra det traditionelle storborgerlige samfund til det moderne massesamfund, og spændingen mellem individ og samfund, som denne overgang medfører, der optager Musil. Han skildrer også den voksende amerikanisering af europæisk kultur, som medfører en voksende rationalisering af rum og tid gennem tekniske forbedringer.

Musils tone er præget af ironi og satire. Alene titlen varsler allerede om den ironiske, skæmtende tone, der slås an i værket og understøttes af kapiteltitlerne, som f.eks. ”Et kapitel, som kan springes over af enhver, der ikke har nogen særlig mening om beskæftigelsen med tanker”. I værket er en fremhævet fortællerstemme, som nogen gange henvender sig direkte til læseren og gør grin med karaktererne og peger på værket som fiktion. Alle metafiktive træk. Romanen er en af de vigtigste tysksprogede romaner fra det 20. århundrede og er en af de vigtigste repræsentanter for den litterære modernisme.

En levendes efterladte papirer

”At udgive små historier og betragtninger midt i en brølende og stønnende verden; at tale om uvæsentlige ting, når der er så mange væsentlige (…) det vil mange utvivlsomt opfatter som en svaghed, og jeg indrømmer gerne, at beslutningen om udgivelse har voldt mig allehånde bekymringer”.
”En levendes efterladte papirer”, s. 8.

”Nachlaß zu Lebzeiten” fra 1936 (”En levendes efterladte papirer”, 2001) er en kortprosasamling, udgjort af skitser og eksperimenter fra Musils hånd. I Musils eget forord til samlingen skriver han om digteres efterladte papirer, der har ”en mistænkelig lighed med ophørsudsalg”, men trods det oplever en popularitet, da det er sidste gang, digteren lægger beslag på sin læser. For at forhindre noget lignende udgiver Musil selv sine efterladte papirer. I virkeligheden drejede det sig vist også om at få en indtægt, da Musil ikke oplevede nogen kommerciel succes med sine værker, heller ikke med hovedværket ”Manden uden egenskaber”.

23329468

Værket er opdelt i fire dele. Første del ”Billeder” består af 14 små skitser eller observationer på 1-2 sider, nogen gange i form af prosadigte. Her er bl.a. en sjov historie om en flues kamp mod fluepapirets klister i bogens åbningshistorie ”Fluepapiret”. Bogens anden del, kaldet ”Uvenlige betragtninger”, er en slags essays med forskellige betragtninger. Der er observationer om tyskernes kærlighed til naturen, kunst og kitsch, offentlige monumenter, folks behov for at sende postkort mm. Tredje del hedder ”Historier der ikke er historier”, der bl.a. indeholder kimen til hovedværket ”Manden uden egenskaber”, en lille historie betitlet ”Et menneske uden karakter”.

Bogens fjerde og sidste del er en længere historie kaldet ”Solsorten”, en meget personlig historie om to barndomsvenner og fortællerens krigserfaringer og morens død. Her lykkes det Musil at kombinere den fantasifulde og den analytiske side af sig selv, og teksten er samlingens stærkeste og mest personlige.

”En levendes efterladte papirer” er præget af den samme ironiske tone der præger mange af ekskurserne i ”Manden uden egenskaber”. Dog er historierne langt mere absurde, fabulerende og legende end hovedværkets meget komprimerede og gennemarbejdede tekst. Det gør også samlingen til Musils mest tilgængelige og en god introduktion til forfatterskabet.

Genrer og tematikker

Robert Musil beskæftigede sig primært med prosa men skrev også teaterstykker og journalistik. Et af hans temaer er forholdet mellem erotisme og sjælelig transcendens, hvilket er et af hovedtemaerne i novellesamlingen ”Tre kvinder”. Musil var yderst civilisationskritisk, hvilket han oftest udtrykte på ironisk eller satirisk vis, og han hudflettede sin samtids intellektuelle for deres dumhed på sin sædvanlige lakoniske, humoristiske vis. Musil var selv ikke-troende men havde en stor interesse i religion og mysticisme, hvilket han også inkorporerer i både ”Manden uden egenskaber” og ”Disciplen Törless’ forvirringer”.

Musil havde selv en videnskabelig baggrund som ingeniør, ja hans baggrund var primært teknisk frem for litterær. Den præcision og grundighed, der hører sig til det naturvidenskabelige arbejde, tog han i høj grad med sig over i sit forfatterskab. Formmæssigt, hvor han arbejdede med en utrolig præcision i sine sætninger, men også på indholdssiden, hvor et grundlæggende tema hos ham er tiltrækningen og frastødelsen af det videnskabelige rationale vilkår.

Genremæssigt kan man placere ”Manden uden egenskaber” i, hvad der nogle gange kaldes den intellektuelle roman eller det spirituelle essay, foruden at placere den i den litterære modernisme (ofte er de to genrer sammenfaldende). Musils værk er nok den stærkeste repræsentant for denne genre, ja hele bogen med dens små, humoristisk betitlede kapitler, kan læses som en lang essaysamling. Essayet tager sin form og metode fra videnskaben og dens emne fra kunsten, som Musil selv skriver, og bliver derfor den perfekte syntese for forfatteren.

Beslægtede forfatterskaber

Robert Musils hovedværk ”Manden uden egenskaber” er et af den litterære modernismes hovedværker og et af det 20. århundredes vigtigste tysksprogede værker. Den sammenlignes derfor ofte med andre af den litterære modernismes hovedværker: James Joyces ”Ulysses” og Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”. Samtidig placerer romanen sig som nævnt ovenfor i genren det spirituelle essay med dens mange essayistiske ekskurser. Andre vigtige repræsentanter for denne genre er Thomas Manns ”Trolddomsbjerget” og Hermann Brochs ”Søvngængerne”.

De mange filosofiske ekskurser, der er i ”Manden uden egenskaber”, trækker især på samtidens store filosofiske tænkere, mest kendt er Friedrich Nietzsche. ”Manden uden egenskaber” er samtidig en undersøgelse af det nihilistiske filosofiske standpunkt, hvor alle værdier er lige meget værd og intet derfor er noget værd. Af samtidige tysksprogede, modernistiske romaner er værd at nævne Alfred Döblins ”Berlin, Alexanderplatz” fra 1929, som bruger nogle skæbner i Berlin som mikrokosmos for en samtidsanalyse. Endelig kan man trække tråde til Franz Kafka, som på samme måde som Musil bruger absurdisme og ironi til at fortælle sine historier.

Bibliografi

Romaner

Musil, Robert:
Manden uden egenskaber 1-4. Gyldendal, 1994-1998. Oversat af Karsten Sand Iversen. (Der Mann ohne Eigenschaften, 1930, 1933, 1942).
Musil, Robert:
Disciplen Törless’ forvirringer. Basilisk, 2009. Oversat af Karsten Sand Iversen. (Die Verwirrungen des Zöglings Törleß, 1906).

Noveller og kortprosa

Musil, Robert:
Tre kvinder. Gyldendal, 1965. Oversat af Mogens Boisen. (Drei Frauen, 1924).
Musil, Robert:
En levendes efterladte papirer. Gyldendal, 2001. Oversat af Karsten Sand Iversen. (Nachlaß zu Lebzeiten, 1936).
Musil, Robert:
Vereinigungen. Georg Müller, 1911.

Drama

Musil, Robert:
Die Schwärmer. 1921.

Om forfatterskabet

Kilder

Mortensen, Morten D. og Paulsen, Adam (red.):
Den moderne tyske roman 1909-35. Syddansk universitetsforlag, 2008. Antologi med artikel om Robert Musil og ”Manden uden egenskaber”.
Bibliografi, forum, dagbøger og links til andre sider.
Kimball, Roger: The qualities of Robert Musil. The New Criterion, 1996-02-01.
Filmaterisering af ”Disciplen Törless’ forvirringer”. Schlöndorf, Volker. Der junge Törless. Franz Seitz Filmproduktion, 1966.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Robert Musil