Alfred Döblin

Alfred Döblin blev i 1878 født i Stettin af assimilerede jødiske forældre, men da faderen forlod familien og emigrerede til Amerika med sin elskerinde, flyttede Alfred som tiårig med sin mor og søskende til Berlin. Her var han bosiddende det meste af sin skolegang og medicinske karriere som både hospitalslæge og fra egen klinik. I 1905 afsluttede Döblin sit studie af Almen Medicin på Friedrich-Wilhelms-Universität (det nuværende Humboldt-Universität zu Berlin) med speciale i neurologi og psykiatri. Hans afsluttende afhandling beskæftiger sig med om hukommelsesforstyrrelser i forbindelse med Korsakoffs syndrom.

Döblin begyndte at skrive allerede i sin studietid og fortsatte sit litterære og politiske engagement i løbet af 1910’erne med sine første romaner og indlæg i diverse tidsskrifter.

Dagen efter den påsatte brand på Rigsdagen i 1933 forlod den jødiske Alfred Döblin Tyskland med sin kone. De flyttede til Frankrig, og Alfred Döblin blev fransk statsborger. Men da den tyske hær i 1940 rykkede ind i Frankrig, fortsatte parret til Amerika, hvor de i Los Angeles blev en del af gruppen af eksilerede jøder og intellektuelle. I 1946 vendte han tilbage til sit hjemland som kulturofficer for den franske militærregering. Men han følte sig ikke hjemme i efterkrigstidens konservative klima i Vesttyskland, og i 1953 flyttede han igen til Paris. Få år senere forværredes hans i forvejen dårlige helbred, og han døde i 1957 på hospitalet i Emmendingen.

Alfred Döblins forfatterskab spænder over et halvt århundrede og antager i den tid mange forskellige former. Som del af den ekspressionistiske bevægelse var han en aktiv skribent i tidsskriftet ”Der Sturm,” som han var med til at grundlægge. Foruden sine romaner, fortællinger, rejseberetninger og dramaer skrev Döblin i sine unge år en del politiske og satiriske essays under pseudonymet ”Linke Poot.” Hans politiske standpunkt et sted på venstrefløjen blev endvidere ytret i den tidlige roman ”Wang-luns tre spring,” der omhandler den kinesiske revolution og er et af hans få værker, der er oversat til dansk. Hans hovedværk, den modernistiske storbyroman ”Berlin Alexanderplatz,” blev i 1929 en kolossal succes, der kom til at overskygge hans øvrige værker.

Som forfatter var Alfred Döblin optaget af menneskets vilkår i samfundet, men var samtidig yderst formbevidst og eksperimenterende. Som en af mellemkrigstidens centrale skikkelser i den litterære avantgarde betragtes Döblin især som eksponent for både ekspressionismen og den senere Neue Sachlichkeit-bevægelse, der eksempelvis skildrer de samfundsmæssige forhold med en objektiv distance.

Alfred Döblins ”Berlin Alexanderplatz” fra 1929 (”Berlin Alexanderplatz”, 1930) fortæller historien om den småkriminelle, godmodige og stærke flyttemand Franz Biberkopf og hans mange prøvelser i Berlin i årene 1927-28.

Ved værkets start løslades han fra Tegel-fængslet efter at have afsonet en dom for uagtsomt mord på sin kæreste. Det er hans bestræbelse at blive en lovlydig borger, men den grove og kriseramte storby gør det svært for den enfoldige tumling at komme på fode igen. Så han flakker omkring, får stillet sine behov på barer og hos kvindebekendtskaber, forsøger sig som sælger af den nationalsocialistiske avis, af snørebånd etc., men byen gør det ikke let for ham.

Franz møder forbryderen Reinhold, der leder ham på afveje. Da han på ny forsøger at vende forbrydelserne ryggen, hævner Reinhold sig, og Franz kommer alvorligt til skade. Senere må han igen give efter for kriminalitetens fristelser, han forsøger sig som hæler og alfons og indleder i den forbindelse et forhold til den prostituerede pige Mieze. Men Reinholds skadelige indflydelse er endnu ikke forbi, og Franz bringes igen i armene på politiet, på galeanstalt og ansigt til ansigt med sine ugerninger.

29972508

Stilen i ”Berlin Alexanderplatz” er en form for montage, hvor forskellige sproglige niveauer og elementer flettes ind i hinanden. Byen får sin egen unikke stemme, idet alle dens tekster, strukturer og samtaler sidestilles og gengives i en brusende og flakkende fremstilling, der genskaber den kaotiske storbyerfaring. Reklametekster, dialogfragmenter og stumper af tidens viser afløses af nøgterne og dokumentariske redegørelser for Berlin anno 1927-1928, af lægevidenskabelige afsnit, bibelcitater, af Franz’ tanker, fortællerens kommentarer samt bipersoners gøren og laden.

Som titlen indikerer, er det Berlin og det daværende arbejderkvarter omkring Alexanderplatz, der er bogens egentlige hovedperson, og Franz-figuren fungerer som en agent, der tager os rundt i byens afkroge. Værkets sammensurium af sproglige fremstillinger leverer et revolutionerende eksempel på, hvordan man kan skildre en storby. Samtidig gives et skarpt øjebliksbillede af Weimarrepublikken i dyb krise og af de politiske strømninger, der leder frem til det tredje rige. ”Berlin Alexanderplatz” blev i 1980 filmatiseret som tv-serie i 14 afsnit af Rainer Werner Fassbinder.