thomas mann
Foto: Art Library / Ritzau Scanpix

Thomas Mann

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2007. Opdateret 2016.
Top image group
thomas mann
Foto: Art Library / Ritzau Scanpix
Main image
Mann, Thomas
Foto: POLFOTO

Indledning

Hvis man ønsker at blive klogere på den tyske ånd i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede, er Thomas Mann manden at gå til. Debutromanen “Buddenbrooks” gav øjeblikkeligt Mann anerkendelse, og det var med vægt på dette værk, at han fik tildelt Nobels litteraturpris i 1929. I hovedværket “Doktor Faustus” fremstilles det, hvordan en kunstner – og implicit hele den tyske åndselite – sælger sin ånd til djævelen for at kunne skabe bedre kunst. Ved sin hudfletning af kunstnerlivet giver Mann et litterært bud på, hvordan Tyskland kunne udvikle sig til et fascistisk og nazistisk regime i 1930’erne og 40’erne.

 

46508017

Blå bog

Født: 6. juni 1875 i Lübeck i Tyskland.

Død: 12. august 1955.

Uddannelse: Har læst historie, økonomi, kunsthistorie og litteratur på  universitetet i München.

Debut: Buddenbrooks. Verfall einer Familie, 1901. (Buddenbrooks, 1903).

Litteraturpriser: Nobels litteraturpris, 1929. Goethepreis der Stadt  Frankfurt, 1949.

Sidste udgivelse:  Et upolitisk menneskes betragtninger. Multivers, 2019. (Betrachtungen eines Unpolitischen). Oversætter: Karin Højersholt.

Inspiration: Johann Wolfgang von Goethe, Friedrich Nietzsche, ArthurSchopenhauer, Richard Wagner.

Artikel type
voksne

Baggrund

“[...] af had til den forbryderiske fornuftspagt, den syndige fornægtelse af sandheden, den banalt frådsende kult af en bagtrappemyte, den strafbare forveksling af det dekadente med det, det en gang var, det fuskeragtige misbrug og den usle likvidering af det gamle og ægte, det trofaste og hæderlige i det ur-tyske, og hvoraf løgne og spytslikkere tilbereder os en sansebedøvende giftfusel. Den mægtige rus, som vi, der altid gerne har villet beruse os, drak os deri, og hvilken vi gennem års bedragerisk ekstase begik et overmål af skændige gerninger – den skal nu betales."
“Doktor Faustus”, s. 196-197.

Paul Thomas Mann blev født den 6. juni 1875 i Lübeck i Tyskland som anden søn af den velhavende købmand og senator Thomas Johann Heinrich Mann og Júlia, født da Silva Bruhns. Thomas Mann gik på gymnasiet i Lübeck, men da faderen døde i 1891, og familien mistede sin formue, flyttede familien til München. Her arbejdede Mann i første omgang som kontorist ved et forsikringsselskab, som nogle af faderens venner ejede. Siden begyndte han på universitetet i München, hvor han studerede historie, økonomi, kunsthistorie og litteratur som forberedelse til en journalistisk karriere. Her læste han blandt andet filosofferne Friedrich Nietzsche og Arthur Schopenhauer og studerede komponisten Richard Wagner, som siden hen kom til at præge Manns egen skriftlige karriere. Forfatterkarrieren indledtes, da han begyndte at skrive for det nystartede satiriske og politiske magasin Simplicissimus. I 1898 blev den første novelle “Der Kleine Herr Friedemann” (“Lille Hr. Friedemann”) publiceret, og i 1901 udkom værket “Buddenbrooks”, som blev Manns litterære gennembrud og gjorde ham til en rig mand i en alder af 25 år.

I 1905 giftede Mann sig med Katia Pringsheim, som var datter af en prominent sekulær jødisk familie af intellektuelle. Sammen fik parret seks børn; tre piger og tre drenge.

I 1929 modtog Thomas Mann Nobels litteraturpris, og netop i den periode begyndte han for alvor at advare om den omsiggribende fascisme. I 1930 afholdt han foredraget “Appell an die Vernuft”, hvori han i stærke vendinger tog afstand fra nazismen og opmuntrede arbejderklassen til modstand. I samme periode udtrykte han i stigende grad sympati for socialismen og kommunismen.

I 1933 emigrerede Mann med sin kone fra München til Küsnacht nær Zürich i Schweiz, og i 1939 rejste han til USA, hvor han underviste på Princeton Universitet.
I 1944 fik Mann statsborgerskab i USA, men han valgte alligevel at flytte tilbage til Europa i 1952, hvor han bosatte sig i Klinchberg nær Zürich. Thomas Mann døde af sclerose på et hospital i Zürich 1955. Han er begravet på Klichberg i Zürich.

Buddenbrooks

“Vi er, kære datter, ikke født for det, vi med nærsynede øjne regner for vor egen, lille, personlige lykke, thi vi er ikke løse, uafhængige og hver for sig bestående enkeltvæsner, men derimod ligesom led i en kæde, og vi ville, sådan som vi er, ikke kunne tænkes uden rækken af dem, der er gået forud for os og har vist os vejen, idet de for deres vedkommende med strenghed og uden at se til højre eller venstre fulgte en prøvet og ærværdig tradition."
Thomas Mann: “Buddenbrooks”, side 115.

Thomas Manns første roman “Buddenbrooks” udkom i 1901 (“Buddenbrooks”, 1903). Handlingen foregår i handelsstaden Lübeck, og den centrerer sig om det mægtige handelshus ejet af familien Buddenbrooks. Romanen skildrer huset gennem fire generationer, fra Johann Buddenbrook der grundlægger det i 1768.

Hovedfigurerne i fortællingen er grundlæggerens børnebørn Thomas og Antonie. Det er omkring disse to, at størstedelen af historien udfolder sig, og det er via deres personlige erfaringer, at vi kommer tæt på borgerskabets ånd. Familien lever på mange måder i sin egen snævre, indkapslede borgerlige verden. Her handler det for personerne om at være pligtopfyldende og varetage familiens og firmaets interesser i såvel følelsesmæssig som økonomisk henseende. Firmaet fremstår på mange måder som en sidste dommer, og for både Antonie og Thomas bliver det nærmest en religion, som de tyr til, når de søger svar på store spørgsmål i forbindelse med begivenheder som fødsel, ægteskab og død. Som da Antonie må indvillige i at gifte sig med den sleske hr. Grünlich, fordi han er af god familie og (tilsyneladende) er velbeslået. Eller da Thomas kalder sin søn Johann efter oldefaderen.

24077861

Hovedsageligt centrerer fortællingen sig om årene 1835 til 1877, en periode præget af en række historiske begivenheder, som er vigtige i det 19. århundredes tyske historie: revolutionen i 1848, den tysk-østrigske krig i 1866, den nordtyske konfederation i 1867 og selve grundlæggelsen af det tyske rige i 1871. Selv om disse begivenheder ikke direkte influerer på fortællingen, optræder de perifert og er med til at understrege de ændringer, der finder sted i samfundet. I 1835 er borgerskabet på sit højeste, men det står for fald, og det er denne borgerskabets forfaldshistorie, Mann har særligt blik for. Som læsere erfarer vi gennem skildringen af familien Buddenbrooks liv, hvilke konsekvenser borgerskabets forfald har. I løbet af Thomas’ liv er der mange indikationer af en mistet indflydelse, både økonomisk og standsmæssigt, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i beretningen om arbejdernes revolution.

Voldsomst manifesterer borgerskabets mistede indflydelse sig dog på Johanns liv. Johann er anderledes end sin arbejdsomme familie. Han sværger til musikken og vil hellere spille klaver, gå i teatret og diskutere følsomme emner med sin kammerat Kaj, end han vil bruge sin tid på skolen. Ændringen afspejler sig altså helt ned i den enkelte persons ånd, men den gør sig også konkret gældende i skolen ved, at Johann ikke har forrang trods sin stand, men at han tvært imod bliver udsat for pres fra sine lærere. Da Johann med romanens udgang dør af tyfus, dør dermed også familiens håb – og implicit borgerskabets storhedstid.

Døden i Venedig

”Men fremfor alt og med den lykkeligste regelmæssighed gav formiddagen ved stranden ham rig lejlighed til at hellige sig andagten og studiet af skønhedsåbenbaringen. Ja, denne lænkebundethed af lykke […] fyldte ham med tilfredshed og livsglæde, som gjorde ham opholdet dyrebart.”
”Døden i Venedig”, s. 74-75.

Hovedpersonen i “Der Tod in Venedig” fra 1912 (“Døden i Venedig”, 1913) er den aldrende, verdensberømte forfatter Gustav Aschenbach, som har forsvoret sanseligheden og viet sit liv til at skrive. Han er et meget pligtopfyldende menneske med stor selvkontrol og disciplin, men da han rejser til Venedig, bliver han bragt ud af fatning. Det er ikke blot det lumre og lune vejr i Venedig, der får Gustav til at gå op i limningen, men i høj grad mødet med den smukke 14-årige polske dreng Tadzio.

I størstedelen af værket forklarer Aschenbach sin betagelse af den unge dreng med, at den er kunstnerisk motiveret, da Tadzio minder ham om et fuldendt kunstværk, men en nat har han en særdeles erotisk drøm om den unge dreng, og han må med gru indrømme for sig selv, at betagelsen er erotisk motiveret. Fascinationen af Tadzio udvikler sig decideret til en skæbnesvanger besættelse, for selv da Aschenbach opdager, at Venedig hærges af en alvorlig koleraepidemi, kan han hverken få sig selv til at rejse eller til at advare Tadzio og dennes familie, da det vil betyde, at han vil miste ham.

29554307

En dag, hvor Aschenbach er særligt sløj og utilpas, opdager han til sin store fortrydelse, at Tadzios familie planlægger at forlade Venedig. Han går ned på stranden og betragter Tadzio, og i løbet af formiddagen løber de sidste kræfter ud af den gamle mands krop og lader ham livløs i en strandstol.

Aschenbach repræsenterer en konflikt mellem orden og uorden. Mellem fornuft og uregerlige kræfter. Thomas Mann beskrev det som ”fascinationen af døden, uordenens triumf i et liv bygget på orden”, og værket er da også fuld af sammenkoblinger mellem død og sanselighed. Romanen er inspireret af Nietzsche, der efterlyste en ny forsoning af ånd (fornuft) og sjæl (sanselighed). Forsoningen finder dog ikke sted i ”Døden i Venedig”, da Aschenbach ikke formår at finde en balance mellem fornuften og drifterne.

“Døden i Venedig” er i øvrigt inspireret af den græske mytologi og af en rejse, Thomas Mann og hans kone foretog til Venedig i 1911. Gustav sammenligner adskillige gange Tadzio med græske guddomme og med antikkens idealer, og da romanen slutter, har han selv foretaget en dionysisk transformation og er blevet alt det, han afskyede i starten, nemlig en frigjort libertiner med følelserne udenpå tøjet. 

Trolddomsbjerget

”Kærligheden modstår døden, kun den, ikke fornuften, er stærkere end den. Kun den, ikke fornuften, giver gode tanker. Også form opstår kun af kærlighed og godhed: form og civilisation i et forstandigt-venligt fællesskab og en smuk menneskestat – i det stille med tanke på blodgildet.”
"Trolddomsbjerget”, s. 609.

Fortællingen i “Der Zauberberg” fra 1924 (“Trolddomsbjerget”, 2000) indledes et tiår inden Første Verdenskrig. Her møder vi den 24-årige Hans Castorp, som netop er draget af sted fra sin fødeby Hamburg til Davos i Schweiz, hvor han skal besøge sin tuberkuloseramte fætter Joachim Ziemßen på et sanatorium. Det er planen, at Castorp skal være på besøg i tre uger, men under sit besøg bliver hans eget helbred stadig dårligere, og afrejsen bliver hele tiden udsat.

Under sit ophold møder Castorp en række mennesker, som til sammen giver et billede af de diskussioner, der præger Europa før Første Verdenskrig: Reservelægen Krokowski praktiserer sjæleanalyse og er en åbenlys reference til Freud, der netop vinder frem i de år; den sekulære humanist og litterat Lodovico Settembrini, den totalitære jesuit Leo Naphta samt hedonisten Mynheer Peeperkorn. Desuden stifter han bekendtskab med Claudia Chauchat, som han forelsker sig i. I sit møde med disse personligheder bliver Castorp introduceret til et bredt spektrum af oplysningens og modernitetens ideer og ideologier, og som den unge og nysgerrige mand, han er, lader han sig forføre af de forskellige livsfilosofier, han bliver introduceret til. Således kan man læse ”Trolddomsbjerget” som en udviklingsroman, hvor Castorp i romanens løb bliver introduceret til emner som kunst, kultur, politik, lægekunst og kærlighed.

23267829

Døden er et konstant underliggende tema. Adskillige af patienterne dør af tuberkulose, flere begår selvmord, Settembrini og Naphta diskuterer døden ud fra et metafysisk perspektiv, og mod slutningen af romanen drager Castorp i krig og dermed ud i en verden præget af lidelse og død. Mann kommenterer selv derpå, da han i efterordet til den engelske udgave i 1927 skriver, at det, Castorp lærte, er, at man må opleve alvorlig sygdom og død for at kunne opnå en højere grad af sundhed for krop og sjæl.

Også tid er et centralt tema. Som fætter Ziemßen siger, da Castorp ankommer: “Her får menneskenes tid ben at gå på, du kan overhovedet ikke forestille dig det. Tre uger – det er som en dag for dem.” (s. 16). Tid er nært knyttet til liv og død. På sanatoriet har patienterne på den ene side ikke andet end tid, mens de går og venter på at blive raske, og på den anden side er tiden hele tiden en presserende faktor, for hvornår slipper den mon op? Tiden spiller også en rolle i selve romanens fortællestruktur. Således beskrives Castorps første år – og ikke mindst de første tre uger på sanatoriet – meget detaljeret, mens de sidste seks år skildres langt mere monotont og kun udgør romanens sidste to kapitler. På den måde giver Thomas Mann et meget konkret billede på, hvordan vores virkelighed kan influere på vores oplevelse af tiden.

Romanen kan læses som et vidnesbyrd om en tid, hvor forskellige politiske ideer og ideologier florerede og forurenede luften og gav det menneskelige – som Chauchat siger det – åndenød. I den ånd kan man læse værket som en art litterær samtidsdiagnose og et forsøg på at give et bud på, hvad man skal stille op imod radikale stemmer. Skal man lade Naphtas konservative revolution, Settembrinis humanistiske revolution, Chauchats nihilistiske kærlighed eller spidsborger-moralen, som Castorp er rundet af, vinde hævd. Eller skal man, som Castorp udtrykker det, lade kærligheden tegne rammerne om en ny humanitet. 

Doktor Faustus

“Var dette herredømme ikke ifølge sine ord og gerninger kun den forvrængede, forpøblede, hæslige realisering af et sindelag og en verdensopfattelse, som man må indrømme karaktermæssig ægthed, og som det kristent-humane menneske ikke uden frygt finder præget i trækkene hos vore store mænd, de i skikkelse mægtigste inkarnationer af tyskheden?”
“Doktor Faustus”, s. 520.

“Doktor Faustus” fra 1947 (“Doktor Faustus”, 1967) gendigter det gamle sagn om Faust, der sælger sin sjæl til djævelen. Faust er i dette tilfælde komponisten Adrian Leverkühn, der sælger sin sjæl for at kunne skrive ny, stor musik. Adrian lever i starten af det 20. århundrede, hvor komponister lider under, at dur-mol-systemets muligheder synes at være opbrugt. Derfor er der stor frustration, kedsomhed og mangel på inspiration blandt komponisterne, men Leverkühn formår at vende denne følelse ved at skabe et helt nyt tonalt sprog. Romanen er krydret med mange tekniske refleksioner over musik, som det kan være svært at følge, hvis man ikke selv er ekspert i nodesystemet. Som musiknovice kan man således godt ærgre sig over, at Mann ikke proppede disse informationer i en fagbog om musik. Men man tager dem med. For romanens kommentarer om den tyske ånd er alle de tekniske detaljer og de 550 sider værd. Romanen er således særdeles interessant, ikke mindst i kraft af den parallelle historie, der fremstiller, hvordan ikke blot Adrian sælger sin sjæl, men hvordan hele det tyske kulturliv bliver som besat af djævelen. Et hendøende borgerskab begynder i stigende grad at forherlige det nihilistiske og livskraftige frem for det civiliserede og humane. Oplysningstidens principper trænges i baggrunden, og ind på scenen marcherer nazisterne. Hermed stadfæster Mann altså sammenhængen mellem kulturlivet og det politiske liv.

24631745

Romanens fortæller er Adrians barndomsven Serenus Zeitblom, der som 60-årig, midt under Anden Verdenskrig, har sat sig for at berette Adrians historie for at bevare mindet om “den fortræffelige, af skæbnen så frygteligt hjemsøgte, ophøjede og atter nedstyrtede mand og geniale musiker” (side 13). Ind i mellem bliver man ganske vist i tvivl, om biografien ikke i lige så høj grad er en undskyldning for, at Serenus kan skrive sin egen historie, for det skorter ikke på kommentarer om fortællerens eget liv, eller ironiske refleksioner over sine omgivelser. Men man bærer over med Serenus, for de selvafsløringer, han indimellem kommer med, gør romanen humoristisk og fornøjelig. Desuden er det Serenus, der bibringer refleksionerne over den tyske ånd, og som sammenkæder Adrian Leverkühns historie, hans kunstneriske udvikling og det ændrede politiske klima i Tyskland.

Thomas Mann anså selv “Doktor Faustus” for højdepunktet i sin forfatterkarriere, og han brugte lang tid på at forberede sig til værket. Han studerede musikvidenskab og biografier af store komponister som Mozart og Beethoven og kontaktede samtidige komponister som Stravinsky og Schoenberg (Schoenberg skabte for øvrigt det 12-tone system, som Adrian skaber i romanen), ligesom han læste filosoffen Nietzsche og filosof og musikkritiker Theodor Adorno. 

Felix Krull. En svindlers bekendelser

“Naturligvis kan der her overhovedet ikke anstilles nogen sammenligning, men min private overbevisning, som jeg dengang nåede til, og som hverken er beviselig eller gendrivelig, går urokkeligt ud på, at elskovsnydelsen hos mig besad den dobbelte sødme og skarphed af, hvad den var hos andre.”
“Felix Krull”, s. 46.

Felix Krull er både hovedperson og fortæller i den vaskeægte gavtyveroman “Bekenntnisse des Hochstaplers Felix Krull” fra 1954 (“Felix Krull. En svindlers bekendelser”, 1955). Han sidder nemlig som 40-årig og ser tilbage på sit særdeles oplevelsesrige og kontrastfulde liv, der starter med, at han ser dagens lys i Rhinprovinsen få år efter det tyske riges grundlæggelse. Her vokser han op med en far, som er indehaver af et champagnefirma, og selv om champagnen er dårlig og indtjeningen ligeså, så er boblerne steget familien til hovedet. Det giver sig eksempelvis udslag i, at Felix dagdrømmer om at blive konge eller kejser, og at forældrene holder mange levende og livlige fester med byens mest excentriske personer, lige indtil champagneproppen springer af med et brag, da virksomheden går konkurs.

Faderen begår selvmord, og resten af familien må starte forfra. Moderen starter et pensionat i Frankfurt, søsteren indleder en karriere indenfor teatret, og Felix drager til byernes by, Paris, for at arbejde på et af byens luksushoteller. Her charmerer han såvel mænd som kvinder, og det giver ham adskillige privilegier såvel økonomisk som seksuelt. Blandt andet møder han den unge markise Louis Venosta, og de beslutter at bytte identitet, så Felix kan tage af sted på dannelsesrejse på Louis’ forældres regning, mens Louis bliver hjemme hos sin elskede.

Felix Krull er både hovedperson og fortæller i den vaskeægte gavtyveroman “Bekenntnisse des Hochstaplers Felix Krull” fra 1954 (“Felix Krull. En svindlers bekendelser”, 1955). Han sidder nemlig som 40-årig og ser tilbage på sit særdeles oplevelsesrige og kontrastfulde liv, der starter med, at han ser dagens lys i Rhinprovinsen få år efter det tyske riges grundlæggelse. Her vokser han op med en far, som er indehaver af et champagnefirma, og selv om champagnen er dårlig og indtjeningen ligeså, så er boblerne steget familien til hovedet. Det giver sig eksempelvis udslag i, at Felix dagdrømmer om at blive konge eller kejser, og at forældrene holder mange levende og livlige fester med byens mest excentriske personer, lige indtil champagneproppen springer af med et brag, da virksomheden går konkurs.

Faderen begår selvmord, og resten af familien må starte forfra. Moderen starter et pensionat i Frankfurt, søsteren indleder en karriere indenfor teatret, og Felix drager til byernes by, Paris, for at arbejde på et af byens luksushoteller. Her charmerer han såvel mænd som kvinder, og det giver ham adskillige privilegier såvel økonomisk som seksuelt. Blandt andet møder han den unge markise Louis Venosta, og de beslutter at bytte identitet, så Felix kan tage af sted på dannelsesrejse på Louis’ forældres regning, mens Louis bliver hjemme hos sin elskede.

25441621

Som læser nyder man livet med Felix/Louis, og man nyder den fantastiske fortæller, der gang på gang formår at iscenesætte sig selv og sit liv på ny. Lige som han kan charmere sine medmennesker, så indynder han sig hos læseren, og lige så højt han elsker at gå i teateret, lige så meget ynder han at spille sine forskellige roller. Som når han som barn er så vedholdende i sin insisteren på at være syg, at huslægen hopper på migræneanfaldene, som når han slipper udenom militærtjeneste ved at fingere et epileptisk anfald, som når han tror på at kunne spille tennis, og derfor rent faktisk kan det, og som da det lykkes at komme i audiens hos kongen af Portugal i en anden mands navn, og han for øvrigt får den ellers særdeles bekymrede konge til at le højt og inderligt.

Felix gør sig undervejs mange refleksioner over livet, eksistens, og ikke mindst over skønhed, forelskelse og elskov. Men den eneste, han i bund og grund er forelsket i, er sig selv. Andre mennesker er som brugsgenstande for ham, eller som skuespillere, han spiller med i et bestemt stykke af livet, og når han ikke kan få mere ud af dem, er det videre i tilværelsen.

“Felix Krull. En svindlers bekendelser” blev ganske vist skrevet tilbage i 1922, men den blev aldrig færdiggjort og blev først udgivet efter Thomas Manns død. Den ender da også noget brat og med adskillige løse ender, men det ændrer ikke på, at den er særdeles læseværdig og usandsynligt gavtyveagtigt morsom.

Som læser nyder man livet med Felix/Louis, og man nyder den fantastiske fortæller, der gang på gang formår at iscenesætte sig selv og sit liv på ny. Lige som han kan charmere sine medmennesker, så indynder han sig hos læseren, og lige så højt han elsker at gå i teateret, lige så meget ynder han at spille sine forskellige roller. Som når han som barn er så vedholdende i sin insisteren på at være syg, at huslægen hopper på migræneanfaldene, som når han slipper udenom militærtjeneste ved at fingere et epileptisk anfald, som når han tror på at kunne spille tennis, og derfor rent faktisk kan det, og som da det lykkes at komme i audiens hos kongen af Portugal i en anden mands navn, og han for øvrigt får den ellers særdeles bekymrede konge til at le højt og inderligt.

Felix gør sig undervejs mange refleksioner over livet, eksistens, og ikke mindst over skønhed, forelskelse og elskov. Men den eneste, han i bund og grund er forelsket i, er sig selv. Andre mennesker er som brugsgenstande for ham, eller som skuespillere, han spiller med i et bestemt stykke af livet, og når han ikke kan få mere ud af dem, er det videre i tilværelsen.

“Felix Krull. En svindlers bekendelser” blev ganske vist skrevet tilbage i 1922, men den blev aldrig færdiggjort og blev først udgivet efter Thomas Manns død. Den ender da også noget brat og med adskillige løse ender, men det ændrer ikke på, at den er særdeles læseværdig og usandsynligt gavtyveagtigt morsom.

Genrer og tematikker

Flere af Manns store værker er realistiske. De foregår på navngivne, eksisterende steder, og de materielle omgivelser såsom huse, møbler og beklædning bliver nøje beskrevet. Ligeledes skildres handlingen via samtaler og brevudvekslinger. Værkerne er politiske i den forstand, at man kan læse dem som idehistoriske gengivelser af samtidige problemstillinger. Det gælder ikke mindst for romanerne “Buddenbrooks”, “Trolddomsbjerget” og “Doktor Faustus”.

Religionen og mytologien spiller også en stor rolle i forfatterskabet. Det gælder på meget direkte vis i tetralogien om Josef og hans brødre, hvor Mann genfortæller skabelsesberetningen og udforsker mytologiens status. Men religionen spiller ligeledes en stor rolle i værkerne “Buddenbrooks”, “Doktor Faustus” og ”Trolddomsbjerget”, men her er det netop religionens mistede betydning, der er central. I ”Trolddomsbjerget” mener Naphta således, at religionen må findes frem igen som en sand og bærende samfundsværdi.

Et hovedtema i forfatterskabet er forholdet mellem den borgerlige tilværelse og kunstnerens mere frie bohemetilværelse. Det er et ganske centralt tema allerede i Manns første novelle, hvor Herr Friedemann gerne vil være kunstner, men da han fremlægger ideen for sin mor, siger hun, at han skal videreføre familietraditionen og blive købmand. Ligeledes i “Buddenbrooks”, hvor Thomas’ og Antonies bror Christian sværger til teater, smukke kvinder, god mad og drikke. Han hengiver sig i den grad til nydelsens sfære, at han ikke kan tage sig sammen til at arbejde, og som sådan er han en diametral modsætning til den øvrige familie, hvor det er arbejdets dyder, der er det centrale i livet. Den samme konflikt er også Thomas’ søn Johann fanget i, og han dør sågar efter, at han en dag for alvor giver sig hen til musikkens univers og spiller ud af fri fantasi. Det er også hovedtemaet i “Tonio Kröger” fra 1903, hvor hovedpersonen er dybt splittet mellem sin opvækst i en borgerlig familie og sin litterære trang, som livet igennem isolerer ham fra sine omgivelser. Og det er et tema i “Døden i Venedig”, hvor hovedpersonen transformeres fra en pligtopfyldende forfatter med faste arbejdstider til en drengeelskende bohemefigur, samt i “Doktor Faustus”, hvor figurerne konstant diskuterer kunstens rolle i livet.

Kontrasten mellem borgerskabets liv og kunstnerens tilværelse hænger nøje sammen med forholdet mellem tradition og fornyelse. I Romanen “Felix Krull” ironiserer Thomas Mann godt og grundigt over begrebet tradition. Mann siger selv om denne roman, at: “Måske er det den mest personlige ting, jeg har skrevet, for den repræsenterer min holdning til tradition, som jeg anser for både elskelig og destruktiv, og som har domineret mig som forfatter.” (På www.nobelprize.org).

Nogle litterære analytikere har fokuseret på de seksuelle aspekter i Thomas Manns forfatterskab og benyttet dem til at fremhæve dem i bibliografiske læsninger. Især “Døden i Venedig” er blevet benyttet til at fremhæve, at Thomas Mann tilsyneladende havde homoseksuelle, eller måske ligefrem pædofile tilbøjeligheder. Hvis man er interesseret i sådanne bibliografiske læsninger kan Anthony Heilbuts “Thomas Mann: Eros and Literature” og Gilbert Adairs “The Real Tadzio” anbefales.

Beslægtede forfatterskaber

Thomas Manns romaner trækker mange tråde til tidligere kunstnere og filosoffer og til hans samtids kunstnere. Også biblen spiller en stor rolle. I tetralogien om Josef og hans brødre trækkes i høj grad på biblen, idet det er en genfortælling af skabelseshistorien, som Mann udfolder i en undersøgelse af mytologiens status. Biblen er ligeledes central i værker som “Doktor Faustus”, hvor Adrian Leverkühn en overgang læser teologi, men ender med at donere sin sjæl til djævelen, samt i “Buddenbrooks”, hvor især Jean og hans kone er meget troende, og hvor mangen en missionær og pastor besøger det Buddenbrookske hus.

Læge og psykoanalytiker Sigmund Freud, som levede fra 1856 til 1939, og som fik stor indflydelse på sin tid som skaber af psykoanalysen, spiller ligeledes en rolle i Manns værker. Særligt i “Trolddomsbjerget” kan man læse hans påvirkning, og her ironiserer Mann skarpt over psykoanalysen. Det fortrængte ligger således konstant og lurer under overfladen på sanatoriet – både i form af psykiske og erotiske spændinger og i mødet med døden. Hans Castorp prøver at tage livtag med især fortrængningen af døden ved at opsøge de døende, som ellers bliver holdt pænt på afstand af sanatoriets beboere, samt ved at studere anatomi og lægevidenskab.

Filosoffen Friedrich Nietzsche, som levede fra 1844-1900, havde ligeledes betydning for Thomas Manns forfatterskab. Nietzsche beskæftigede sig indgående med værdiernes forfald som resultat af de kristne værdiers fallit, og han advarede mod en forestående nihilisme som resultat heraf. Nietzsches indflydelse afspejles eksempelvis i “Trolddomsbjerget”, hvor modernitetens værdier og idealer debatteres indgående, og i “Doktor Faustus”, hvor modernitetens idealer for alvor sættes på prøve. For øvrigt er Adrian Leverkühns liv decideret blevet sammenlignet med Nietzsches. Nietzsche får syfilis efter et besøg på et bordel, og han lider et mentalt sammenbrud og dør af sygdommen. Tilsvarende besøger Leverkühn i romanen “Doktor Faustus” et bordel, berøres af en prostitueret, og kort tid derefter opsøges han af djævelen.

Af andre indflydelsesrige forfattere, filosoffer og musikere, som Mann har været inspireret af, kan nævnes Johann Wolfgang Goethe, som eksempelvis forfattede “Faust”, russeren Fjodor Dostojevskij, Arthur Schopenhauer, Richard Wagner og Theodor Adorno.

Thomas Mann bliver betragtet som et af det 20. århundredes store forfatterskaber, og han har uvægerligt haft indflydelse på mange efterfølgende forfatterskaber. Eksempelvis nævner den tyrkiske forfatter og Nobelprisvinder anno 2006, Orhan Pamuk, Thomas Mann som en forfatter, der har haft stor indflydelse på hans egen skriftlige udvikling.

Hvis man ønsker at opstøve forfatterskaber, der er beslægtede med Manns, kan det blandt andet anbefales at læse digter og essayist Hans Magnus Enzensberger. Enzensbergers poesi er sarkastisk og ironisk og beskæftiger sig i høj grad med det tyske væsen omkring og efter Anden Verdenskrig, og hans essays er tilsvarende politiske. Også den tyske forfatter Günter Grass, som benytter en sarkastisk og skarp pen i sine romaner, der i vid udstrækning indfanger det tyske væsen, skal fremhæves i den sammenhæng. Er man betaget af det slægtshistoriske tema, kan det eksempelvis anbefales at læse Morten Ramslands “Hundehoved” om en dansk-norsk families historie gennem det 20. århundrede og Lars Saabye Christensens “Halvbroderen” om en families historie gennem fire generationer.

Bibliografi

Romaner

Mann, Thomas:
Huset Buddenbrooks: en lübecherslægts historie. 1903. (Buddenbrooks, 1901). Roman.
Mann, Thomas:
Døden i Venedig. 1913. (Der Tod in Venedig, 1912). Roman.
Mann, Thomas:
Trolddomsfjeldet. 1930. (Troldomsbjerget, 1989). (Der Zauerberg, 1924). Roman.
Mann, Thomas:
Jakobs historier. 1933. (Die Geschichten Jaakobs, 1933). Roman.
Mann, Thomas:
Den unge Josef. 1934. (Der Junge Joseph, 1934). Roman.
Mann, Thomas:
Josef i Ægypten. 1938. (Josef in Ägypten, 1936). Roman.
Mann, Thomas:
Josef ernæreren. 1948. (Josef der Ernährer, 1943). Roman.
Mann, Thomas:
Der Erwählte. 1951. Roman.
Mann, Thomas:
Felix Krull: En svindlers bekendelser. 1955. (Bekenntnisse des Hochstaplers Felix Krull, 1954). Roman.
Mann, Thomas:
Lotte i Weimar. 1956. (Lotte im Wiemar, 1939). Roman.
Mann, Thomas:
Doktor Faustus: den tyske komponist Adrian Leverkühns liv, fortalt af en ven. 1957. (Doktor Faustus, 1947). Roman.
Mann, Thomas:
De forbyttede hoveder og andre fortællinger. 1960. (Erzälungen, 1952). Roman.
Mann, Thomas: Kongelig højhed. Gyldendal, 2017. (Königliche Hoheit, 1909). Oversætter: Esther Kielberg.

Noveller

Mann, Thomas:
Sene fortællinger 1919-1953. Gyldendal, 2013. (Späte Erzählungen 1919-1953). Oversat af Judyta Preis, Jørgen Herman Monrad.

Essays

Mann, Thomas:
Betrachtungen eines Unpolitischen. 1918. Essay.
Mann, Thomas:
Von deutscher Republik. 1922. Essay.
Mann, Thomas:
Rede und Antwort. 1922. Essay.
Mann, Thomas:
Das Probel der Freiheit. 1937. Essay.
Mann, Thomas:
Dieser Friede. 1938. Essay.
Mann, Thomas:
Deutsche Hörer. 1942. Breve fra eksilerede Thomas Mann henvendt til sit tidligere land.

Film

Døden i Venedig. 1971. Instruktør Luchino Visconti.
Doktor Faustus. 1982. Instruktør Franz Seitz.
Der Kleine Herr Friedemann. 1990. Instruktør Peter Vogel.
Filmstriben.

Opera

Benjamin, Britten:
Death in Venice. 1973. Første gang vist på Snape Maltigs nær Aldebourgh, England 16. juni 1973.

Teater

Jarzyna, Grzegorz:
Doktor Faustus. 1999. Pilish Theatre in Wroclaw.

Om forfatteren

Web

Hjemmeside med information om forfatterskabet.
På Nobels hjemmeside findes en bibliografi om Mann.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Thomas Mann'.
Stor artikel om forfatteren.
Podcast om romanen Buddenbrooks fra litteraturarrangement med Niels Brunse og Morten Dyssel Mortensen, Dagbladet Information, februar 2013.

Bøger

Heilbut, Anthony:
Thomas Mann: Eros and Literature. 1996. Macmillan.
Mann, Michael:
Katia Mann: Meine ungeschriebenen Memoiren. 2000. Fischer.
Adair, Gilbert:
The Real Tadzio. 2001. Short Books.
Bugge, David og Ole Morsing:
Thomas Mann i syv sind. Anis. 2007.
Kurzke, Hermann:
Livet som kunstværk. Forlaget Bahnhof, 2010.
Navntoft, Rasmus:
På sporet af en ny humanisme. Forlaget Per Kofod. 2012.
Kristiansen, Børge:
Thomas Mann : digtning og tankeverden : biografi. Rosenkilde & Bahnhof, 2013.
Lahme, Tilmann: Familien Mann : en biografi Gyldendal, 2017. (Die Manns). Oversætter: Judyta Preis ; oversætter: Jørgen Herman Monrad. (99.94).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Thomas Mann

Kilder citeret i portrættet

Kilder

På Nobels hjemmeside findes en bibliografi om Mann.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger