Orhan Pamuk

Orhan Pamuk er født i 1952 i Istanbul og voksede op i en storfamilie i det velstillede vestligt orienterede distrikt Nisantasi. Som barn og ung var han meget optaget af malekunsten og drømte om at blive kunstmaler. Efter afsluttet gymnasieuddannelse startede han på arkitekturstudiet ved Istanbul Tekniske Universitet ved det sekulære American Robert College. Efter tre års studier valgte han at stoppe, da han havde opgivet drømmen om at blive såvel arkitekt som kunstner. I stedet tog han en uddannelse som journalist ved Istanbul Universitet. Han har dog aldrig arbejdet som journalist, for i en alder af 23 besluttede Pamuk sig til at blive forfatter. Han opgav alt andet for at bure sig inde i sin lejlighed og skrive. Syv år senere, i 1982, forelå resultatet i form af debutromanen “Cevdet Bey ve Og˘ullari”. Samme år blev han gift med Aylin Turegen, som han levede sammen med frem til 2001, hvor de blev skilt.

I 1985 rejste Pamuk til USA og arbejdede på Columbia University i New York frem til 1988. I selv samme år skrev han sin fjerde roman “Den sorte bog”, som udkom i Tyrkiet i 1990, og som for alvor gav Pamuk sit internationale gennembrud. I 1991 blev datteren Rüya, hvis navn betyder ‘drøm’ på tyrkisk, født. Også filmen “Gizli Yuz” (på engelsk “The secret face”) med manuskript af Pamuk blev født i 1991. Den er baseret på en enkelt side i romanen “Den sorte bog”.

Bortset fra de tre år, Pamuk levede i New York, har han tilbragt hele sit liv i det samme distrikt og de samme gader, som han voksede op i. De fleste af hans litterære værker foregår i selv samme område, og de udfolder sig omkring de problematikker, som beboerne konfronteres med: mødet mellem øst og vest, forholdet mellem religiøsitet og sekularisme og individets problemer med at finde mening i en kaotisk tilværelse. De politiske og eviggyldige temaer samt Pamuks evne til at tænke i eksperimentelle plot har gjort ham til en kendt forfatter verden over. I dag er hans værker oversat til mere end 40 sprog, han har modtaget adskillige litteraturpriser, og det seneste skud på stammen er modtagelsen af Nobels Litteraturpris i 2006.

Romanen “Beyas Kale” fra 1985 (“Det hvide slot”, 1992) blev Pamuks internationale gennembrud. Den foregår i det 17. århundrede, hvor en ung italiensk astronomi- og matematikstuderende bliver taget til fange af en gruppe pirater og ført med til Istanbul og solgt som slave til den tyrkiske forsker, Hoca, der er hans virtuelle tvilling. Som det hedder i romanen: “Jeg så op på hans ansigt, blev chokeret – og rædselsslagen! Ligheden mellem mig og manden, som trådte ind, var utrolig! Det var mig , der stod der!” (s. 20).

50577325

fra stjerner over dyr til våben, og indimellem bliver de inviteret til sultanens palads, så Hoca kan udbrede sin viden for den unge sultan, lederen af Det Osmanniske Rige. Desuden fortæller de historier om livet, før de mødte hinanden, om drømme og om håb, og om det at være sig selv. Imens de arbejder intenst på et våben, som er en slags kampvogn, der skal hjælpe sultanen med at forsvare sit rige og erobre nyt land, kommer de nærmere og nærmere hinanden, så de til sidst ikke kun ligner hinanden af udseende, men også begynder at forstå hinandens sind.

Da de to mænd har færdigudviklet krigsmaskinen, kommer de med sultanen og hans mænd ud i felten, i en krig, der involverer østriger, ungarer, kosakker og polakker. Her begynder Hoca at udspørge samtlige fjender på vejen om, hvordan de har syndet, og han mishandler dem ligefrem, hvis deres historier ikke er tilstrækkeligt slemme, for han ønsker så inderligt at få at vide, hvordan disse væsener adskiller sig fra ham selv. Desuden morer han sig over at se døden skrevet i de dræbtes ansigter, som om det kan fortælle ham sandheden om livet selv.

Mod slutningen af romanen har de to mænd fået så meget forståelse for hinandens liv, at de rent faktisk er blevet hinanden, så da historien ender med, at de bytter tøj, og at italieneren sover i Hocas seng, mens Hoca bevæger sig ud i verden for at finde sin ‘nye’ familie, er der tilsyneladende forsoning. Men da soldaterne samtidig endelig er kommet frem til det hvide slot, Doppio, som tyrkerne ønsker at indtage, viser det sig umuligt at indtage, da det er omgivet af sump på alle sider, hvilket betyder, at kampvognen og mændene uvægerligt vil drukne. Eftersom ‘doppio’ betyder dobbelt, kan den manglende indtagelse af slottet referere til en manglende menneskelig evne til at indeholde flere identiteter, og selvom man i løbet af romanen forstår, at identitet ikke er noget medfødt men noget, som er kulturelt skabt, så lader romanen således identitetsspørgsmålet stå åbent.