orhan pamuk
Foto: All Over Press

Orhan Pamuk

journalist Karina Søby Madsen, 2012 og april 2019. Blå bog og bibliografi opdateret september 2023.
Top image group
orhan pamuk
Foto: All Over Press

Pamuk betyder bomuld, eller vat, på tyrkisk, men det betyder ikke, at han forfatter blødsøde litterære værker. Ganske vist er indpakningen fin i form af en fantastisk sprudlende sprogbehandling og potente plot, men pennen er kras, politisk og provokerende, og man skal så sandelig holde hjerneaktiviteten på højtryk for at fange alle de lag, værkerne indeholder. Hovedtemaet hos Pamuk er identitet: national, kulturel, individuel, periodisk og litterær. Udgangspunktet er Tyrkiets splittede sjæl, og resultatet er en bro over Bosperus, mellem Asien og Europa, som skabes ved, at Pamuk peger både på det, der adskiller kulturerne og det, der forener dem.

Samtidig formår Pamuk at indfange den postmoderne splittede sjæl via sine mangestrengede plot, ved at benytte flere fortællestemmer, der giver læserne mulighed for at se tingene fra mange forskellige vinkler og ved dybe personportrætter. Pamuks romaner donerer nye og nuancerede briller at se verden med, og det er fuldt ud fortjent, at han i 2006 modtog verdens mest prestigefyldte pris, nemlig Nobels Litteraturpris.

 

137027666

Blå bog

Født: 1952 i Istanbul, Tyrkiet.

Uddannelse: Journalistik ved Istanbul Universitet 1967.

Debut: Cevdet Bey ve Og˘ullari, 1982.

Litteraturpriser: Milliyet Press romankonkurrencepris, 1979. Orhan Kemal romanpris, 1983. Madarali romanpris, 1984. Independent Foreign Fiction Prize, 1990. Prix de la Découverte Européenne, 1991. Prix du Meilleur Livre Etranger, 2002. Premio Grinzane Cavour, 2002. International IMPAC Dublin Literary Award, 2003. Friedenspreis des Deutschen Buchhandels, 2005. Prix Medicis Etranger, 2005. Nobels Litteraturpris, 2006. Norman Mailer Prize, 2010. Sonningprisen, 2012. Erdal Öz Prize, 2015. Lampedusa prisen, 2017. Literary Flame Prize, 2017.

Seneste udgivelser: Pestnætter. Gyldendal, 2023. (Nights of plague, 2021). Oversætter Nanna Lund. Roman.

Inspiration: Franz Kafka, Fjodor Dostojevskij, Albert Camus, Leo Tolstoy, Umberto Eco, Gabriel Garcia Marquez, Jalaluddin Rumi.

 

Videoklip

Artikel type
voksne

Baggrund

“Når jeg ikke kunne sove om natten og lå på ryggen i min seng og fulgte skyggerne på loftet, så ønskede jeg i den grad at blive en anden, at jeg mente at kunne glide ud af min hud som hånden ud af handsken og alene gennem mit ønskes styrke smutte ind i et andet menneskes hud og begynde et nyt liv.”
“Den sorte bog”, s. 211.

Orhan Pamuk er født i 1952 i Istanbul og voksede op i en storfamilie i det velstillede vestligt orienterede distrikt Nisantasi. Som barn og ung var han meget optaget af malekunsten og drømte om at blive kunstmaler. Efter afsluttet gymnasieuddannelse startede han på arkitekturstudiet ved Istanbul Tekniske Universitet ved det sekulære American Robert College. Efter tre års studier valgte han at stoppe, da han havde opgivet drømmen om at blive såvel arkitekt som kunstner. I stedet tog han en uddannelse som journalist ved Istanbul Universitet. Han har dog aldrig arbejdet som journalist, for i en alder af 23 besluttede Pamuk sig til at blive forfatter. Han opgav alt andet for at bure sig inde i sin lejlighed og skrive. Syv år senere, i 1982, forelå resultatet i form af debutromanen “Cevdet Bey ve Og˘ullari”. Samme år blev han gift med Aylin Turegen, som han levede sammen med frem til 2001, hvor de blev skilt.

I 1985 rejste Pamuk til USA og arbejdede på Columbia University i New York frem til 1988. I selv samme år skrev han sin fjerde roman “Den sorte bog”, som udkom i Tyrkiet i 1990, og som for alvor gav Pamuk sit internationale gennembrud. I 1991 blev datteren Rüya, hvis navn betyder ‘drøm’ på tyrkisk, født. Også filmen “Gizli Yuz” (på engelsk “The secret face”) med manuskript af Pamuk blev født i 1991. Den er baseret på en enkelt side i romanen “Den sorte bog”.

Bortset fra de tre år, Pamuk levede i New York, har han tilbragt hele sit liv i det samme distrikt og de samme gader, som han voksede op i. De fleste af hans litterære værker foregår i selv samme område, og de udfolder sig omkring de problematikker, som beboerne konfronteres med: mødet mellem øst og vest, forholdet mellem religiøsitet og sekularisme og individets problemer med at finde mening i en kaotisk tilværelse. De politiske og eviggyldige temaer samt Pamuks evne til at tænke i eksperimentelle plot har gjort ham til en kendt forfatter verden over. I dag er hans værker oversat til mere end 40 sprog, han har modtaget adskillige litteraturpriser, og det seneste skud på stammen er modtagelsen af Nobels Litteraturpris i 2006.

Det hvide slot

Romanen “Beyas Kale” fra 1985 (“Det hvide slot”, 1992) blev Pamuks internationale gennembrud. Den foregår i det 17. århundrede, hvor en ung italiensk astronomi- og matematikstuderende bliver taget til fange af en gruppe pirater og ført med til Istanbul og solgt som slave til den tyrkiske forsker, Hoca, der er hans virtuelle tvilling. Som det hedder i romanen: “Jeg så op på hans ansigt, blev chokeret – og rædselsslagen! Ligheden mellem mig og manden, som trådte ind, var utrolig! Det var mig , der stod der!” (s. 20).

50577325

fra stjerner over dyr til våben, og indimellem bliver de inviteret til sultanens palads, så Hoca kan udbrede sin viden for den unge sultan, lederen af Det Osmanniske Rige. Desuden fortæller de historier om livet, før de mødte hinanden, om drømme og om håb, og om det at være sig selv. Imens de arbejder intenst på et våben, som er en slags kampvogn, der skal hjælpe sultanen med at forsvare sit rige og erobre nyt land, kommer de nærmere og nærmere hinanden, så de til sidst ikke kun ligner hinanden af udseende, men også begynder at forstå hinandens sind.

Da de to mænd har færdigudviklet krigsmaskinen, kommer de med sultanen og hans mænd ud i felten, i en krig, der involverer østriger, ungarer, kosakker og polakker. Her begynder Hoca at udspørge samtlige fjender på vejen om, hvordan de har syndet, og han mishandler dem ligefrem, hvis deres historier ikke er tilstrækkeligt slemme, for han ønsker så inderligt at få at vide, hvordan disse væsener adskiller sig fra ham selv. Desuden morer han sig over at se døden skrevet i de dræbtes ansigter, som om det kan fortælle ham sandheden om livet selv.

Mod slutningen af romanen har de to mænd fået så meget forståelse for hinandens liv, at de rent faktisk er blevet hinanden, så da historien ender med, at de bytter tøj, og at italieneren sover i Hocas seng, mens Hoca bevæger sig ud i verden for at finde sin ‘nye’ familie, er der tilsyneladende forsoning. Men da soldaterne samtidig endelig er kommet frem til det hvide slot, Doppio, som tyrkerne ønsker at indtage, viser det sig umuligt at indtage, da det er omgivet af sump på alle sider, hvilket betyder, at kampvognen og mændene uvægerligt vil drukne. Eftersom ‘doppio’ betyder dobbelt, kan den manglende indtagelse af slottet referere til en manglende menneskelig evne til at indeholde flere identiteter, og selvom man i løbet af romanen forstår, at identitet ikke er noget medfødt men noget, som er kulturelt skabt, så lader romanen således identitetsspørgsmålet stå åbent.