orhan pamuk
Foto: All Over Press

Orhan Pamuk

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af Karina Søby Madsen, Bureauet, april 2019.
Top image group
orhan pamuk
Foto: All Over Press
Main image
Pamuk, Orhan
Foto: Boris Roesller

Indledning

Pamuk betyder bomuld, eller vat, på tyrkisk, men det betyder ikke, at han forfatter blødsøde litterære værker. Ganske vist er indpakningen fin i form af en fantastisk sprudlende sprogbehandling og potente plot, men pennen er kras, politisk og provokerende, og man skal så sandelig holde hjerneaktiviteten på højtryk for at fange alle de lag, værkerne indeholder. Hovedtemaet hos Pamuk er identitet: national, kulturel, individuel, periodisk og litterær. Udgangspunktet er Tyrkiets splittede sjæl, og resultatet er en bro over Bosperus, mellem Asien og Europa, som skabes ved, at Pamuk peger både på det, der adskiller kulturerne og det, der forener dem.

Samtidig formår Pamuk at indfange den postmoderne splittede sjæl via sine mangestrengede plot, ved at benytte flere fortællestemmer, der giver læserne mulighed for at se tingene fra mange forskellige vinkler og ved dybe personportrætter. Pamuks romaner donerer nye og nuancerede briller at se verden med, og det er fuldt ud fortjent, at han i 2006 modtog verdens mest prestigefyldte pris, nemlig Nobels Litteraturpris.

 

46065425

Blå bog

Født: 1952 i Istanbul, Tyrkiet.

Uddannelse: Journalistik ved Istanbul Universitet 1967.

Debut: Cevdet Bey ve Og˘ullari, 1982.

Litteraturpriser: Milliyet Press romankonkurrencepris, 1979. Orhan Kemal romanpris, 1983. Madarali romanpris, 1984. Independent Foreign Fiction Prize, 1990. Prix de la Découverte Européenne, 1991. Prix du Meilleur Livre Etranger, 2002. Premio Grinzane Cavour, 2002. International IMPAC Dublin Literary Award, 2003. Friedenspreis des Deutschen Buchhandels, 2005. Prix Medicis Etranger, 2005. Nobels Litteraturpris, 2006. Norman Mailer Prize, 2010. Sonningprisen, 2012. Erdal Öz Prize, 2015. Lampedusa prisen, 2017. Literary Flame Prize, 2017.

Seneste udgivelser: Den rødhårede kvinde. Gyldendal, 2019. Oversætter Leyla Tamer. Roman.

Inspiration: Franz Kafka, Fjodor Dostojevskij, Albert Camus, Leo Tolstoy, Umberto Eco, Gabriel Garcia Marquez, Jalaluddin Rumi.

 

 

Artikel type
voksne

Om forfatterskabet

Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger.

Artikler

Ellegaard, Lasse: Ytringsfrihed: Manden, der skal gøres tavs. 2005. Politiken, 2005-12-16.
Ellegaard, Lasse: Politisk islams drivkraft er ikke religion men en antivestlig bølge. 2006. Politiken, 2006-04-16
Baeré, Merle: Den sære kærlighed. 2016. Atlas online, 2016-11-04.
Reinholdt, Merete: ”Jeg har villet give kvinderne en større stemme”. 2017. Berlingske Tidende, 2017-05-22.
Lykkeberg, Rune: ”Jeg er indlejret i Tyrkiet”. 2017. Information, 2017-05-27.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Orhan Pamuk

Baggrund

“Når jeg ikke kunne sove om natten og lå på ryggen i min seng og fulgte skyggerne på loftet, så ønskede jeg i den grad at blive en anden, at jeg mente at kunne glide ud af min hud som hånden ud af handsken og alene gennem mit ønskes styrke smutte ind i et andet menneskes hud og begynde et nyt liv.”
“Den sorte bog”, s. 211.

Orhan Pamuk er født i 1952 i Istanbul og voksede op i en storfamilie i det velstillede vestligt orienterede distrikt Nisantasi. Som barn og ung var han meget optaget af malekunsten og drømte om at blive kunstmaler. Efter afsluttet gymnasieuddannelse startede han på arkitekturstudiet ved Istanbul Tekniske Universitet ved det sekulære American Robert College. Efter tre års studier valgte han at stoppe, da han havde opgivet drømmen om at blive såvel arkitekt som kunstner. I stedet tog han en uddannelse som journalist ved Istanbul Universitet. Han har dog aldrig arbejdet som journalist, for i en alder af 23 besluttede Pamuk sig til at blive forfatter. Han opgav alt andet for at bure sig inde i sin lejlighed og skrive. Syv år senere, i 1982, forelå resultatet i form af debutromanen “Cevdet Bey ve Og˘ullari”. Samme år blev han gift med Aylin Turegen, som han levede sammen med frem til 2001, hvor de blev skilt.

I 1985 rejste Pamuk til USA og arbejdede på Columbia University i New York frem til 1988. I selv samme år skrev han sin fjerde roman “Den sorte bog”, som udkom i Tyrkiet i 1990, og som for alvor gav Pamuk sit internationale gennembrud. I 1991 blev datteren Rüya, hvis navn betyder ‘drøm’ på tyrkisk, født. Også filmen “Gizli Yuz” (på engelsk “The secret face”) med manuskript af Pamuk blev født i 1991. Den er baseret på en enkelt side i romanen “Den sorte bog”.

Bortset fra de tre år, Pamuk levede i New York, har han tilbragt hele sit liv i det samme distrikt og de samme gader, som han voksede op i. De fleste af hans litterære værker foregår i selv samme område, og de udfolder sig omkring de problematikker, som beboerne konfronteres med: mødet mellem øst og vest, forholdet mellem religiøsitet og sekularisme og individets problemer med at finde mening i en kaotisk tilværelse. De politiske og eviggyldige temaer samt Pamuks evne til at tænke i eksperimentelle plot har gjort ham til en kendt forfatter verden over. I dag er hans værker oversat til mere end 40 sprog, han har modtaget adskillige litteraturpriser, og det seneste skud på stammen er modtagelsen af Nobels Litteraturpris i 2006.

Hr. Cevdet og hans sønner

”Jeg kan hverken sove eller foretage mig noget. Jeg føler mig som en tom, personlighedsløs genstand uden hverken fortid eller fremtid, en urtepotte eller, hvad ved jeg, en dørhammer. Ja, netop, jeg er en dørhammer.”

”Hr. Cevdet og hans sønner”, s. 241.

Orhan Pamuk ønskede i mange år ikke, at hans debutroman ”Cevdet Bey ve Oğulları” fra 1982 (”Hr. Cevdet og hans sønner”, 2017) skulle oversættes, og derfor er den først landet på dansk 35 år senere. Han skammede sig over den, fordi han ikke følte, han havde fundet sin egen stemme, men i høj grad lånte fra den europæiske slægtsroman.

Romanen er en familiesaga, der følger familien Işıkçı over tre generationer – repræsenteret ved romanens tre dele. I første del er Hr. Cevdet i centrum. Med flid og stålsat sind bliver han i starten af det 20. århundrede en rig forretningsmand, og sammen med sin hustru flytter han ind i Nişantaşı-kvarteret i Istanbul, der danner ramme om familiens (og romanens) liv.

Romanens anden og største del foregår i slutningen af 1930’erne og følger primært sønnen Refik, der – blandt andet inspireret af Atatürks reformer – får stadigt sværere ved at forliges med den traditionelle tyrkiske livsstil.

53528821

Tredje del foregår i 1970 og følger barnebarnet Ahmet.

Alle tre generationer drømmer om at flytte verden, men hvor Hr. Cevdet primært fokuserer på at ændre sine egne livsvilkår, ønsker Refik at skabe bedre forhold for den almindelige tyrker. Men da han tager til Ankara og løber politikerne på dørene med sine ideer, møder han kun magtkampe og intriger og står desillusioneret tilbage. Siden forsøger han sig via litteraturen, idet han opretter et forlag, der oversætter europæisk litteratur. Refiks søn Ahmet fortsætter i samme spor, da han håber at forandre verden med sin billedkunst.

Romanens hovedtema er identitet. Alle romanens karakterer har svært ved at føle sig hjemme – såvel i sig selv som i deres hjemland. De er konstant selvkritiske og overvejer, hvad andre mon mener om dem. De er fulde af længsler, men hvad der kan dulme længslerne, kan de ikke finde ud af – er det at stifte familie? Flytte til Europa? Blive nationalistiske? Fortabe sig i litteraturen? Uanset romankarakterernes valg synes de ikke at blive rigtigt tilfredse. Livets meningsløshed – som forekommer at være proportional med politikkens magtfuldkommenhed – er i højsædet. Men måske kan kunsten og litteraturen ændre verden.

Pamuk har selv forklaret, at romanen er inspireret af Thomas Manns ”Huset Buddenbrooks” og Tolstojs ”Anna Karenina”, og ikke mindst den måde, hvorpå ”Anna Karenina” genspejler hele samfundet.

Det hvide slot

Romanen “Beyas Kale” fra 1985 (“Det hvide slot”, 1992) blev Pamuks internationale gennembrud. Den foregår i det 17. århundrede, hvor en ung italiensk astronomi- og matematikstuderende bliver taget til fange af en gruppe pirater og ført med til Istanbul og solgt som slave til den tyrkiske forsker, Hoca, der er hans virtuelle tvilling. Som det hedder i romanen: “Jeg så op på hans ansigt, blev chokeret – og rædselsslagen! Ligheden mellem mig og manden, som trådte ind, var utrolig! Det var mig , der stod der!” (s. 20).

50577325

fra stjerner over dyr til våben, og indimellem bliver de inviteret til sultanens palads, så Hoca kan udbrede sin viden for den unge sultan, lederen af Det Osmanniske Rige. Desuden fortæller de historier om livet, før de mødte hinanden, om drømme og om håb, og om det at være sig selv. Imens de arbejder intenst på et våben, som er en slags kampvogn, der skal hjælpe sultanen med at forsvare sit rige og erobre nyt land, kommer de nærmere og nærmere hinanden, så de til sidst ikke kun ligner hinanden af udseende, men også begynder at forstå hinandens sind.

Da de to mænd har færdigudviklet krigsmaskinen, kommer de med sultanen og hans mænd ud i felten, i en krig, der involverer østriger, ungarer, kosakker og polakker. Her begynder Hoca at udspørge samtlige fjender på vejen om, hvordan de har syndet, og han mishandler dem ligefrem, hvis deres historier ikke er tilstrækkeligt slemme, for han ønsker så inderligt at få at vide, hvordan disse væsener adskiller sig fra ham selv. Desuden morer han sig over at se døden skrevet i de dræbtes ansigter, som om det kan fortælle ham sandheden om livet selv.

Mod slutningen af romanen har de to mænd fået så meget forståelse for hinandens liv, at de rent faktisk er blevet hinanden, så da historien ender med, at de bytter tøj, og at italieneren sover i Hocas seng, mens Hoca bevæger sig ud i verden for at finde sin ‘nye’ familie, er der tilsyneladende forsoning. Men da soldaterne samtidig endelig er kommet frem til det hvide slot, Doppio, som tyrkerne ønsker at indtage, viser det sig umuligt at indtage, da det er omgivet af sump på alle sider, hvilket betyder, at kampvognen og mændene uvægerligt vil drukne. Eftersom ‘doppio’ betyder dobbelt, kan den manglende indtagelse af slottet referere til en manglende menneskelig evne til at indeholde flere identiteter, og selvom man i løbet af romanen forstår, at identitet ikke er noget medfødt men noget, som er kulturelt skabt, så lader romanen således identitetsspørgsmålet stå åbent.

Den sorte bog

“Ingen i dette land kan være sig selv. At eksistere i de besejredes og undertryktes land vil sige at være en anden. Jeg er en anden, altså er jeg! Udmærket, men denne anden, som jeg med vold og magt ønsker at være, er han ikke ligeledes en anden end sig selv? Det er det jeg mener med, at jeg er blevet snydt og bedraget!”
“Den sorte bog”, s. 397.

Galip siger i starten af “Den sorte bog”, at den eneste krimi, han gider læse, er en krimi, hvor end ikke forfatteren ved, hvem morderen er, og det er netop, hvad “Den sorte bog” er: En roman med en ukendt morder med et lige så mudret motiv. Der er ikke en oplagt morder, og der er ikke nogen entydig forklaring på mordene på hverken Rüya eller Celâl. Der er heller ikke én forklaring på, hvorfor søskendeparret forsvinder i første omgang. Der udstikkes derimod flere forklaringer, som på subtil vis supplerer hinanden: Årsagen kan være familiemæssig, da der er indikationer af en familiekonflikt mellem Celâl og forældrene. Der kan være politiske årsager, idet såvel Celâl som Rüya har været mere eller mindre direkte involveret i politik. Der kan være tale om en flugt fra sig selv, for efterhånden som Galip undersøger fortidens spor, bliver han opmærksom på, hvor ensomme og isolerede de begge har været. Der kan være tale om, at de iscenesætter de krimikoder, de begge holder uendeligt meget af, for at leve sig ind i de fortællinger, de begge i høj grad har levet deres liv igennem – Rüya ved at læse og oversætte kriminalromaner og Celâl ved at skrive gådefulde artikler.

26561019

“Den sorte bog” kan læses på mange niveauer. Den er en lovsang til den labyrintiske storby Istanbul, en kærlighedshistorie, en detektivroman, en fortælling om identitet og (u)muligheden af at være sig selv, en metafysisk fortælling om tingenes indre betydning og en lovsang til litteraturen. Alle romanens karakterer slås med at finde deres sande identitet midt i Istanbuls virvar af tegn, der stritter i alle retninger, og hvor de vestlige tegn i stadigt stigende grad erstatter de østlige, hvilket eksempelvis repræsenteres igennem historien om Mester Bediis dukker. Dukkerne fremhæves som en “fuldkommen efterligning af Allahs skabninger” (side 68), og de står i skarp kontrast til menneskene på gaden, hvis “kropsbevægelser var begyndt at miste deres ægthed på grund af de forbandede film, som blev importeret fra Vesten” (side 71).

Gang på gang fremhæves det, at det kun er igennem fortællingen, gennem litteraturen, at mennesket kan blive sig selv. Som det hedder: “Mennesket kan kun blive sig selv ved at fortælle historier.” (side 444), eller senere i romanen: “den eneste måde man kan blive sig selv på er ved at blive en anden eller ved at forsvinde ind i en andens historie” (side 466).

Det nye liv

“Vi havde lært Vesten at spille skak. Og det, der så ud som et verdsligt krigsspil, hvor sorte og hvide hære kæmpede mod hinanden, var i virkeligheden en kamp mellem det gode og det onde i vores sjæl. Og hvad havde Vesten gjort? [...] de havde reduceret skakspillet til at være en sejr for deres ratio og i det hele taget for rationalismen i hele verden. I dag kæmpede vi stadigvæk for at forstå vores egen følsomhed ved hjælp af deres rationelle tankegang, fordi vi troede, at det var ensbetydende med at være civiliseret.”

“Det nye liv”, s. 289-290.

“En dag læste jeg en bog, og hele mit liv var forandret.” Så pirrende indledes “Yeni Hayat” fra 1994 (“Det nye liv”, 1999). Ordene kommer fra Osman, en 22-årig studerende. Han ser en dag den skæbnesvangre Bog i hænderne på den smukke Canan (som i øvrigt betyder ‘den elskede’ og ‘Allah’), hvorefter han skynder sig at erhverve den. Bogen åbenbarer en helt ny verden for ham. Dagen efter forelsker han sig i Canan, og han beslutter sig for at forlade sin trygge tilværelse i Istanbul for at drage ud i Tyrkiets afkroge og afsøge det nye liv, som Bogen lover.

Osman og Canan tager sammen på denne søgen efter kærligheden og det nye liv, og således ser det umiddelbart ud til, at Osmans kærlighedstour skal ende lykkeligt. Problemet er blot, at Canan er forelsket i Mehmet, som dog er sporløst forsvundet.

De to personers jagt på kærligheden og et nyt liv udfolder sig som en bustur rundt i Tyrkiet. Turen fremstår som en række af komiske og film noir-lignende scener, hvor store kærlighedshistorier og storslåede mordscener udfoldes på bussernes fjernsynsskærme, og hvor filmene suppleres af virkelighedens spektakulære busulykker. Under deres groteske tur kommenterer karaktererne på, hvad der er sket med deres land op gennem det 20. århundrede. Det land, de rejser rundt i, er et land, der har slugt en ordentlig dosis vestlig påvirkning repræsenteret ved blandt andet Coca Cola og diverse Hollywoodbaskere, men som har fået det i den gale hals. Indbyggerne har enten fuldstændig indoptaget de nye tendenser, mens de har glemt deres egen fortid, eller de er villige til ligefrem at begå mord for at overvinde den udefrakommende afsmitning og bevare det nationale særegne.

22128450

Mod romanens slutning vokser en optimisme dog i Osman. Han er egentlig taget af sted på endnu en bustur på jagt efter mening og efter Canan, som i mellemtiden har giftet sig med en anden, ligesom han i øvrigt selv er blevet gift og er blevet far. Men mens han sidder i bussen, tænker han pludselig: “Jeg kunne godt lide at se fodbold i fjernsynet, at råhygge hjemme om søndagen, at tage en lille én indenbords en gang imellem, at gå til stationen sammen med min datter for at se på tog, at prøve forskellige ketchupmærker, at læse og sludre med min hustru og elske med hende, at ryge en cigaret, at sidde som nu et eller andet sted og drikke kaffe i ro og mag og gøre tusind andre ting” (s. 301). I sine tanker formår Osman således at finde glæde ved tanken om at kombinere tyrkiske traditioner med importerede traditioner, varer og ting. Pointen er – og det er en af romanens hovedpointer – at kulturel identitet altid handler om at vælge, og at kulturer ikke eksisterer som lukkede enklaver, men hænger sammen og påvirker hinanden. En bog vil i den optik altid trække på alle tidligere skrevne værker, og Osman finder da også frem til, at Bogen er et resultat af alle bøger i verden.

Om Pamuk i øvrigt mener, at tyrkerne formår at leve med de kulturelle forskelle, som eksisterer i landet, er langt fra entydigt, for just efter Osmans positive tanker kører bussen en skæbnesvanger skæbne i møde.

Tavshedens hus

“Som jeg gentager det for mig selv så mange år senere, mens jeg ligger i min seng, kan man ikke begynde forfra på sit liv, når denne ensrettede rejse først er forbi, kan man ikke gøre den om, men hvis man har en bog i hånden, kan man begynde forfra, når man er færdig med den, hvis man vil, også selv om bogen er forvirret og gådefuld, man kan læse den igen for at forstå det, der er uforståeligt, for at forstå livet, ikke sandt, Fatma?”
“Tavshedens hus”, s. 350.

Den 90-årige Fatma bor i et forfaldent og stille hus i en lille tyrkisk landsby ved kysten sammen med sin tjener, dværgen Recep, i “Sessiz Ev” fra 1983 (“Tavshedens hus”, 2000). De lever i en art symbiotisk forhold, i tavshed om de hemmeligheder, de deler, i had og ensomhed.

Romanens handling udspiller sig over en uge, hvor Fatma får besøg af sine tre børnebørn, den desillusionerede og alkoholiserede intellektuelle Faruk Bey, den fremskridtsvenlige og idealistiske studerende, Nilgün Hanım og den stræbsomme gymnasieelev Metin Bey, der drømmer om Amerika. Det er et alt andet end kedeligt familiebesøg, for under overfladen lurer såvel et familiedrama som potente politiske problematikker, som konstant truer med at eksplodere og sprænge familieidyllen i stumper og stykker.

22977059

Børnebørnene ved meget lidt om familiens fortid, men gennem brudstykker af Fatmas tanker får vi historien om hendes afdøde mand, der dedikerede sit liv til at oplyse Østen. Han var af den overbevisning, at Østen haltede efter Vesten, fordi de endnu ikke havde opdaget, at gud er død, og derfor ville han være rationalismens Messias i Østen. Problemet var bare, at der ikke var mange, der forstod, endsige sympatiserede med hans fanatiske besættelse – end ikke Fatma. Derfor fik han det rygte, at han stod i ledtog med djævelen, samt et kompenserende stadigt stigende alkoholmisbrug.

I 1980'erne, hvor romanens handlingsplan udspiller sig, ser det dog ud til, at moderniteten har gjort sit indtog i Tyrkiet. Børnebørnene er veluddannede, den lille havneby er fuld af moderne huse og tyske turister kommer valfartende og ser på mavedans iført fez. Men betyder det, at alt er uproblematisk? Nej, under overfladen fortsætter kampene mellem tradition og forandring nøjagtig som før, og da den idealistiske, marxistiske Nilgün bliver offer for en fascistisk bandes overgreb og dør, klinger håbet om en ny og bedre fremtid ekkoende tomt, nøjagtig som tavshedens hus.

Mit navn er rød

“Hvilken vidunderlig følelse at fæstne min farvefylde, magt og styrke til det store og hvide i en veludført illustration: Mens kattehårspenslen breder sig ud på den ventende side, bliver jeg dejligt kilden. Mens jeg overfører min farve til siden, er det derved, som om jeg beordrer verden at blive til. Ja, de, der ikke kan se, ville benægte det, men sandheden er, at jeg kan findes overalt.”
“Mit navn er Rød”, s. 242.

“Benim Adim Kirmizi” fra 1998 (“Mit navn er rød”, 2002) udspiller sig over ni dage i slutningen af 1590'erne. Den foregår i Istanbul i et bogillustratormiljø, i en tid, hvor bøger stadig blev skrevet i hånden af kalligrafer og illustreret af miniaturemalere.

Sheküres mand er draget i krig, og er efter fire år endnu ikke vendt tilbage. Selv om alt tyder på, at han er død, venter hun stadig på ham, men i mellemtiden er hun flyttet med sine to sønner ind hos sin far. Nu bejler såvel den forsvundne mands bror, Hassan, og Sheküres fætter Sort til hende, men hun prøver at bevare sin standhaftighed.

Sheküres far laver bøger efter den islamiske tradition, altså uden billeder, men efter et besøg i Venedig, hvor han ser malede portrætter, bliver han så forført af malerierne, at han overtaler Sultanen til at få lavet en bog til sin egen ære i venetiansk stil. Sort, der er dygtig ud i billedkunst, skal i fællesskab med andre malere forestå illustrationerne, men for at projektet ikke skal provokere islamiske fundamentalister, udføres det i al hemmelighed. Tilsyneladende lykkes hemmeligholdelsen ikke, i alt fald findes en af illustratorerne pludselig myrdet, og også Sheküres far slås ihjel. Men hvem er morderen? Sultanen pålægger Sort og lederen af bogværkstedet at finde morderen inden tre dage, og romanen udfolder sig herefter som et mordmysterium med adskillige tvists. Er morderen en fanatisk islamist, der har fået nys om Sultanens hyldestbog til sig selv? Er mordene et udslag af spændinger mellem skaberne af bogen, fordi nogle er fortalere for den traditionelle islamiske stil, mens andre er for den venetianske? Er der tale om rivalisering og jalousimord begået i kærlighedens tegn? Eller er morderen i virkeligheden en hævnende engel, der har opdaget det blasfemiske værk?

24213781

Romanen udfolder sig som en subtil og yderst spændende kriminalroman. Plottet er sindrigt skabt, og de mange tråde flettes delikat sammen. Desuden krydres med refleksioner om kunsten såsom: Hvem er ansvarlig for et kunstværks indhold – kunstneren eller den, der bestiller værket? Skal en kunstner signere sit værk? Hvem ‘ejer’ værket? Er skaberen overhovedet vigtig? Hvad gør et kunstværk mægtigt? Hvor vigtig er kunstnerisk anerkendelse? Desuden udforskes forskellene mellem, hvad man betragter som kunst i Østen i forhold til i Vesten. Mens der i Østen hersker grænser for kunsten, eksempelvis at man ikke må afbillede, så er kunsten mere frit stillet i Vesten. Men hvordan forholder kunsten sig til sådanne grænser? Kan man måske ligefrem sige, at kunsten er afhængig af sådanne grænser, da det netop er, når grænserne overskrides, at noget bliver kunst? Selv om diskussionen udfolder sig omkring kunst i det 15. århundrede, er diskussionen stadig aktuel, hvilket eksempelvis kan illustreres med den såkaldte Muhammedkrise i 2006.

Sne

I Pamuks roman “Kar” fra 2002 (“Sne”, 2006) rejser den lettere desillusionerede og ensomme digter Ka fra Tyskland til den fattige tyrkiske grænseby, Kars, dels for at dække et lokalvalg for en Vestlig avis og dels for at undersøge, hvorfor der tilsyneladende er en epidemi i form af selvmord blandt unge muslimske kvinder i byen.

Netop som Ka ankommer til Kars, udvikler et snevejr sig så voldsomt, at byen bliver isoleret fra omverdenen. En gruppe teaterfolk udnytter isolationen og griber chancen til at udfolde en lokal revolution. Den indledes under et teaterstykke udspillet i Nationalteatret, hvor skuespillerne pludselig vender pistoler mod publikum og affyrer dødbringende kugler. Men hverken teatergængerne eller de mange, der sidder hjemme i stuerne og følger den tv-transmitterede forestilling, er helt klar over, om det er virkelighed eller virtualitet, revolution eller skuespil, de er vidner til. Mens Ka forsøger at nå til bunds i de politiske og religiøse intriger, der udspiller sig i byen, indrulleres han i diverse diskussioner med såvel tyrkiske nationalister, kurdiske separatister, islamiske fundamentalister samt sekulære fundamentalister.

26170818

Der er mange lag i romanen “Sne”. Et gennemgående element er sneen: Sne som guddommeligt element, som mediator mellem guddommelighed og forfatterens poetiske åre, som skønhed og som fængsel. Fængslet er et andet gennemgående spor, for både sne, religion, politik og kærlighed kan spærre folk inde. Sneen afskærer byen Kars fra omverdenen, så ulmende kræfter kan få frit spil. Religionen spærrer eksempelvis kvinder inde bag slør. Folk fængsles og tortureres i ideologiens navn, mennesker slås ihjel, og kvinder tvinges til at smide sløret. At Kars desuden er en tidligere armensk regeringsby, er en subtil fiktionel henvisning til de spændinger, der er mellem armeniere og tyrkere efter Tyrkiets folkemord på armeniere omkring Første Verdenskrig. Og kærligheden fængsler folk dels i overført betydning ved, at den forelskedes syn sløres af kærlighedens blår i øjnene og dels ved, at den jaloux elskende (i denne sammenhæng Ka) spærrer sin elskede (den tidligere skoleveninde Ipek) inde for at sikre sig hendes troskab. Implicit bliver også poesien et fængsel, eftersom Ka er fastlåst i sine poetiske, romantiske forestillinger om kærlighed, der gør ham ude af stand til at møde et andet menneske fuldt og helt.

Uskyldens museum

”Jeg var begyndt at opfatte mig selv som en, der var rejst til fjerne lande og blevet der i mange år. Som en antropolog, der havde forelsket sig i en indfødt pige, mens han levede blandt de oprindelige folk i New Zealand for at studere og katalogisere deres vaner og ritualer […]. Mine observationer og den kærlighed, jeg havde oplevet, var blevet flettet sammen.”

”Uskyldens museum”, s. 483.

I ”Masumiyet Müzeli” fra 2008 (”Uskyldens museum”, 2011) hedder hovedpersonen Kemal. Han lever det søde liv i 1970’ernes Istanbul, hvor hans familie igennem tre generationer har grundlagt en pæn formue i tekstilindustrien. Men da han kort før sin forlovelse med den smukke ambassadørdatter Sibel møder sin fjerne, fattige slægtning Füsin, vil kærligheden drive ham i en anden retning. Efter forlovelsesfesten bryder han med Sibel, men da har Füsun giftet sig med en anden. I de følgende otte år venter Kemal på Füsun, og i løbet af de mange år besøger han Füsun og hendes forældre i deres lejlighed intet mindre end 1593 gange.

28811497

Romanen er anlagt som en af litteraturhistoriens store kærlighedshistorier a la Shakespeares ”Romeo og Julie”, Goethes ”Den unge Werthers lidelser” og Tolstojs ”Anna Karenina”. Selvom Kemal er hovedperson i romanen, har den som så ofte før i Pamuks værker også en anden central figur – denne gang kærlighedens væsen. Pamuk undersøger kærlighedens veje og vildveje igennem Kemals forelskelse i Füsun. Kemal skaber ligefrem et museum over sin kærlighed til Füsun. Det er således et slags museumskatalog (og et meget langt et af slagsen!), læseren bliver budt på. Det er et katalog over de mange genstande, Kemal har samlet fra Füsun, for hver gang, de har set hinanden, har han stjålet af hendes ejendele. Han har opbygget en enorm samling af genstande – tøj, cigaretskodder, fotografier, kaffekopper og så videre. Romanens fortæller er kustoden, der fører læseren rundt på uskyldens museum og viser alle de mange genstande frem. Han rejser endvidere rundt i Europa for at se andre små, afsidesliggende museer, der kan inspirere ham til at skabe det helt rigtige Uskyldens Museum. Således giver romanen også grobund for en diskussion af kunstens- og kulturindustriens rolle.

For øvrigt hører museet ikke længere alene til i fiktionens verden. I 2012 åbnede Pamuk således dørene for et virkeligt Uskyldighedens Museum i Istanbul. 

Dette fremmede i mig

”Hver gang han råbte ”boo-zaa”, mærkede han, at malerierne i hans hjerne trængte ud af munden som talebobler i en tegneserie, der i næste øjeblik blev opløst over de trætte gader som små skyer. […] Han fornemmede nu, at gaderne, hvor han solgte sin boza om aftenen, og universet i hans bevidsthed, var ét og det samme.”

”Dette fremmede i mig”, s. 403.

Hovedpersonen i romanen ”Kafamda Dir Tuhaflık” fra 2014 (”Dette fremmede i mig”, 2016) hedder Mevlut. Man følger ham, fra han som 12-årig flytter fra sin landsby til Istanbul i slutningen af 1960’erne. Han er en ung og håbefuld dreng, der sælger boza sammen med sin far om aftenen og går på Atatürks drengeskole om dagen. Sammen med sin ven Ferhat drømmer han om at komme på universitetet og en dag åbne sin egen succesfulde forretning.

Siden forliser universitetsdrømmen, og Mevlut fortsætter som gadesælger det meste af sit liv og bor i en særdeles ydmyg bolig sammen med sin kone Rayiha og deres to døtre.

52728754

Lige så vel, som romanen er et portræt af en fattig gadesælger, er den samtidig en fortælling om Istanbuls udvikling fra 1960’erne og frem til i dag. Det gælder blandt andet fortællingen om byens arkitektoniske udvikling, hvor de mange slumhuse bygget af tilflyttere fra landsbyerne efterhånden erstattes af højhuse. Selv ender både Mevlut og mange af hans familiemedlemmer i et af disse højhuse, og selvom det umiddelbart er en klar forbedring af deres boligforhold, så er mange af dem fulde af længsel efter deres gamle liv.

Læserne får også et indblik i de mange politiske og etniske konflikter, der har hersket i Tyrkiet i perioden; grækerne, der er blevet udvist fra Istanbul i 1964 og har efterladt mange tomme bygninger, militærkup i 1971, sammenstød mellem højre- og venstrefløjsmilitanter, militærkup i 1980, mordforsøg på premiereminister Turgut Özal i 1988, krig mellem kurdere og den tyrkiske hær i 1994-95 – blot for at nævne nogle eksempler.

Derudover er der også alle konflikterne i Mevluts familie, som enten handler om penge eller piger. Selv er Mevlut meget pragmatisk anlagt. Han tager ikke selv del i konflikterne, og selv da en fætter snyder Mevlut, så han bliver gift med den forkerte pige, bliver han ikke sur, men sætter sig for at elske den pige, han nu har fået. Udover Mevlut selv kommer også hans slægtninge og venner til orde i romanen som fortællere. På den måde giver Pamuk et fint, nuanceret indblik i de mange forskellige livssituationer, tanker og ideer, som præger livet blandt de moderne tyrkere.

Den rødhårede kvinde

”De gamle eventyr og myter ender nemlig med at blive en del af det virkelige liv. Jo mere man læser og tror på dem, desto sikrere er det, at de bliver til virkelighed. Derfor kalder vi dem myter, fordi de en dag vil ske for os.”


”Den rødhårede kvinde”, s. 234.

Hovedpersonen i Orhan Pamuks roman Kırmızı Saçlı Kadın” fra 2016 (”Den rødhårede kvinde”, 2019) er den unge Cem, der går på gymnasiet, arbejder i en boghandel og drømmer om at blive forfatter. Men da faderen, der er apoteker og venstrefløjsaktivist, forsvinder, må Cem finde et bedre betalt arbejde. Han får et sommerferiejob som brøndgraver i en landsby udenfor Istanbul, og det kommer til at forandre hans livsbane dramatisk.

Romanen tematiserer i høj grad forholdet mellem fædre og sønner. Cems far er praktisk talt fraværende i Cems liv. Til gengæld oplever Cem brøndgravermester Mahmut som en art faderfigur. I løbet af den måned, de arbejder på brønden, får Cem et særdeles ambivalent forhold til Mahmut, der føles som en slags far for ham, og som han samtidig oplever en stærk vrede imod. Hvor denne vrede præcis stammer fra, står ikke klart. Måske projicerer Cem sin vrede over den biologiske fars fravær over på Mahmut? Eller måske er vreden simpelthen nødvendig for overhovedet at kunne løsrive sig fra sit fædrene ophav? I hvert fald reflekterer Cem mange år efter brøndgravningen, hvor han er blevet geotekniker og succesrig entreprenør: jeg følte, at det var, fordi jeg havde trodset mester Mahmut, at jeg var blevet den, jeg var.” (s. 130).

46065425

Mahmut vækker Cems interesse for myter og eventyr, og i sit voksenliv interesserer Cem og hans kone Ayse sig voldsomt for myter, der handler om sønners og fædres relationerikke mindst Sofokles historie om ”Kong Ødipus” og Ferdousis ”Shahname”. Hvor førstnævnte handler om en søn, der uforvarende slår sin far ihjel, er det i persiske ”Shahname” en far, der slår sin ukendte søn ihjel. Begge fortællinger bliver determinerende for Cems liv, og en underliggende tese i romanen er, at litteratur og myter har så stor kraft, at de kan forandre vores liv. Ikke mindst bliver myterne levendegjort i romanen, da Cems ukendte søn dukker op.

Romanen tematiserer endvidere Istanbuls – og det moderne livs – udvikling. Der er lange beskrivelser af selve brøndgravningen. Cem og Mahmut benytter flere tusind år gamle teknikker, hvilket står i skærende kontrast til det firma, Cem opbygger i sit voksenliv. Her bliver han således en del af byggeboomet i Istanbul og medvirkende til, at byen ekspanderer eksplosivt, og mange nye områder bliver indlemmet i storbyen og bebygget af højhuse.

Genrer og tematikker

Pamuks romaner giver et godt indblik i Tyrkiets politiske historie og et fint billede af de mange politiske og religiøse grupperinger, som gennem tiden har været med til at sætte dagsordenen i det modsætningsfyldte land. Romanerne anlægger hver især nye vinkler på Tyrkiet ved at forholde sig til forskellige historiske perioder samt ved at inddrage de mange politiske og religiøse fløje, som eksisterer i landet, og som med forskellige grader af fanatisme forsøger at blive dominerende.

I værkerne beskrives Tyrkiet som et land med en dobbeltsjæl. Geografisk er landet en del af Europa, men hvad med dets politiske tilhørsforhold? Her er svaret mindre entydigt. Tyrkiet og tyrkerne fremstilles som værende splittede i deres inderste mellem en vestlig tilgang og en østlig, og alle Pamuks karakterer forsøger på forskellig vis at komme overens med og bygge bro over denne splittelse. Som Cems søn i ”Den rødhårede kvinde” siger: ”Jeg vil bare ikke defineres ud fra modsætningsforhold som venstreorienteret og højreorienteret, religiøs og moderne, ven og fjende, jeg vil være mig selv. Derfor holder jeg mig for mig selv og skriver digte.” (s. 216). Splittelsen er et gennemgående tema i Pamuks værker, som på forskellig vis handler om at søge sin identitet: den nationale, den kulturelle, den periodiske, den personlige, den familiære, den litterære.

Kunsten i form af især litteratur og malerkunst er et af de områder, som samtlige værker forholder sig til, og på den måde involverer Pamuk sin ungdoms interesse for malerkunsten med sit levebrød: litteraturen. Mange af romantitlerne inddrager farver – som “Det hvide slot”, “Den sorte bog” og “Mit navn er rød ” -, og en af hovedpersonerne i sidstnævnte roman hedder ‘Sort’. Og desuden diskuterer ”Uskyldens museum” helt eksplicit kunstens og kulturens rolle. Kunsten fremhæves hos Pamuk som vigtig i identitetsskabelsen, og den fremstilles både som en forenende og som en adskillende faktor. Det er blandt andet via refleksionerne over kunsten, at romankaraktererne – såvel som læserne – erfarer personlige, nationale samt grænseoverskridende karakteristika. Da Pamuk i 2006 modtog Nobels Litteraturpris, begrundede nobelpriskomiteen blandt andet valget med, at: “Pamuks fantasi sætter ting sammen således, at vi forstår såvel deres slægtskab og deres forskellighed mere indgående. Vestlig litterær indflydelse såsom Kafka, Borges og Eco blandes med indflydelse fra islamisk litteratur, inklusiv populær tyrkisk folketradition og klassisk persisk poesi som Shahnameh. Hans fortællinger er komplicerede tour-de-forces, som berettes af mange fortællestemmer, og således får han os til at se tingene på en ny måde og får os til at reflektere. ‘Paradoks’ er nøgleordet til hans univers, en verden, som er skabt af uventede kombinationer, som får os til at tænke anderledes end vanligt.” (Tale af Gorgia Brown, kan findes på www.nobelprize.org).

Flere af romanerne benytter detektivhistorien som udgangspunkt for at søge identitet, og det gør de på så subtil vis og med så mange fortællelag, at man som læser skal holde tungen lige i munden for at følge med. Gør man det, bliver man til gengæld belønnet med uovertrufne plot, dragende kaffesalonhistorier, filosofiske fabuleringer og politisk spektakel ud over det sædvanlige.

Beslægtede forfatterskaber

Samtlige værker af Pamuk er fulde af litterære referencer til såvel østlig som vestlig kultur. “Den sorte bog” trækker på noget af den tidligste tyrkiske litteratur, der er oversat til dansk, nemlig sufidigte, idet klummeskribenten Celâl refererer til denne retning i sin journalistik, ligesom romanen tematisk trækker på nogle af sufismens grundideer. Sufismen er en islamisk mysticistisk retning, der er kendetegnet ved, at sufien søger forening med Gud via selvindsigt, og hovedtemaet i romanen er netop en søgen efter selvindsigt. Af oversatte sufidigtere kan nævnes Yunus Emre og Jalaluddin Rumi.

Samme roman trækker ligeledes på den tyrkiske folketradition i form af “Tusind og en nats eventyr”, idet beskrivelserne af Alâaddins butik, der er fuld af glitter, kram, erotik og mystik fra såvel Østen som Vesten, giver associationer til Alladins hule.

Det er også relevant at sammenligne den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie med Orhan Pamuks forfatterskab, idet begge forfattere beskæftiger sig intensivt med identitetsspørgsmålet, ligesom de begge undersøger relationen mellem Østen og Vesten.

Af vestlige referencer er der oplagte paralleller til Franz Kafka, især i romanen “Sne”, hvor hovedpersonen Ka ankommer til byen Kars og bliver viklet ind i historier, der balancerer på grænsen mellem virkelighed og uvirkelighed, ligesom hovedpersonen K i Kafkas “Processen” bliver stillet for en domstol uden nogensinde at møde sin dommer og uden at vide, hvad han kendes skyldig i.

Man kan sammenligne Pamuk med en forfatter som Jorge Luis Borges. Begge beskæftiger sig indgående med identitet, Pamuk med den tyrkiske identitet og Borges med den sydamerikanske. Hovedparten af Borges' fortællinger beskæftiger sig med tidens karakter, med spejle, encyklopædier, labyrinter, virkeligheden og personers identitet, men i modsætning til Pamuk placerer han ofte temaerne i fantastiske, magiske sammenhænge.

Der er ligeledes tale om et litterært slægtskab med den italienske forfatter Umberto Eco. Også Eco er optaget af undersøgelser af menneskesindet, og både Pamuk og Eco strukturerer kriminalistiske plot med mange facetter, mange lag og flere fortællestemmer.

Bibliografi

Romaner

Pamuk, Orhan:
Cevdet Bey ve Og˘ullan. 1982. Roman.
Pamuk, Orhan:
Det hvide slot. 1992. (Beyas Kale, 1985). Roman.
Pamuk, Orhan:
Den sorte bog. 1996. (Kare Kitap, 1990). Roman.
Pamuk, Orhan:
Det nye liv. 1999. (Yeni Hayat, 1994). Roman.
Pamuk, Orhan:
Tavshedens hus. 2000. (Sessiz Ev, 1983). Roman.
Pamuk, Orhan:
Mit navn er rød. 2002. (Benim Adim Kirmizi, 1998). Roman.
Pamuk, Orhan:
Uskyldens museum. Gyldendal, 2011.
Pamuk, Orhan:
Dette fremmede i mig. Gyldendal, 2016. (Kafamda bir tuhaflik, 2015). Oversat af Claus Bech. Roman.
Pamuk, Orhan: Hr. Cevdet og hans sønner. Gyldendal, 2017. (Cevdet Bey ve Oğulları, 1986). Oversætter: Nanna Lund. Roman.
Pamuk, Orhan: Den rødhårede kvinde. Gyldendal, 2019. (Kirmizi Sac̦li Kadin, 2016). Oversætter Leyla Tamer. Roman.

Essays

Pamuk, Orhan: Istanbul. Erindringer og byen. 2007 (I˙stanbul: Hatıralar ve Şehir, 2003).
Pamuk, Orhan: Andre farver. Essays og en fortælling. 2009.
Pamuk, Orhan: Den naive og den sentimentale romanforfatter. Gyldendal, 2012.

Film

Pamuk, Orhan:
The Secret Face. 1991. (Gizli Yul. 1991). Film.
Pamuk, Orhan:
The little traitor. Film der bygger på novellen ”Panther in the basement”. 2009. Film.
Pamuk, Orhan: Innocence of Memories. Dokumentarfilm baseret på romanen ”Uskyldighedens museum”. 2015. Film.