jorge luis borges
Foto: Dino Fracchia / Scanpix

Jorge Luis Borges

stud.mag. Nicoline Siebken Skandov, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
jorge luis borges
Foto: Dino Fracchia / Scanpix
Main image
Borges, Jorge Luis
Foto: Grete Stern

Indledning

Med en dybtfølt respekt for læseren som sin egen kunstner og fortolker fletter argentinske Jorge Luis Borges labyrintiske spind ud af referencer til alverdens historie og litteratur. Hans noveller er en magisk balance mellem fiktion og virkelighed, og i værker som ”Aleffen” og ”Fiktioner” blander alt fra islandske sagaer til Fjernøstens historie sig med filosofiske paradokser og overnaturlige fænomener. Adskillige forfattere verden over er blevet inspireret af Borges’ banebrydende stil og af hans fantastiske fortællinger, som han selv kaldte ’fiktioner’.

 

29518114

Blå bog

Født: 24. august 1899, Buenos Aires, Argentina.

Død: 14. juni 1986, Geneve, Schweiz.

Uddannelse: Baccalauréat fra Collège de Genève, 1918.

Debut: Inquisiciones. Editorial Proa, 1925.

Litteraturpriser: Argentinas nationale litteraturpris, 1957. Edgar Allan Poe Prisen, 1976. Balzan Prisen, 1980. Verdensprisen Cino Del Duca, 1980. Cervantes Prisen, 1980. Den franske æreslegion, 1983.

Seneste udgivelse: Fiktioner og andre fiktioner. Gyldendal. 2012. Oversat af Peter Poulsen og Morten Søndergaard.

Inspiration: Borges havde uendeligt mange forbilleder i den litterære verden, heriblandt Arthur Schopenhauer, Thomas de Quincey, Robert Louis Stevenson, Rudyard Kipling, Miguel de Cervantes, Oscar Wilde, Walt Whitman, Edgar Allan Poe og William Blake.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg forstod, at jeg drømte; med stor anstrengelse vågnede jeg. Min opvågnen var forgæves; det talløse sand kvalte mig. En eller anden sagde til mig: "Du er ikke vågnet til vågenhed, men til en tidligere drøm. Denne drøm er inden i en anden, og således i det uendelige, som er antallet af sandkorn. Vejen, du skal gå tilbage, er uendelig, og du vil dø, inden du virkelig er vågnet.”
”Gudens Skrift” i ”Aleffen”, s. 307.

Jorge Francisco Isidoro Luis Borges blev født d. 24. august 1899 og voksede op i et middelklassehjem i Palermo, en forstad til Buenos Aires. Det var her, han begyndte sin søgen efter de mange krydsflettende referencer til alverdens historie og litteratur. For i hjemmet stod farens bogreoler i lange rækker som trofaste soldater med omkring hundredvis af klassikere. Værker som senere skulle blive nærende inspirationskilder for Borges: ”Hvis nogen spurgte mig, hvad den vigtigste begivenhed i mit liv har været, så ville jeg sige min fars bibliotek, ” skrev han i The New Yorker i 1970 (Jorge Luis Borges: Autobiographical Notes. The New Yorker. 2014-07-28. Skribentens oversættelse).

Da familien flyttede til Europa under 1. Verdenskrig, studerede Borges på universitetet i Geneve, lærte sig tysk og fransk og blev senere en del af den ultraistiske bevægelse i Spanien, der som protest mod modernismen bl.a. søgte at genindføre metaforen og befri sig fra syntaksens og logikkens love. I 1921 vendte han tilbage til Buenos Aires, hvor han blev en fast stemme i tidsskriftet Sur.

I 1938 kom han ud for en livstruende oplevelse, der fik ham til at frygte for sine forfatterevner. I stedet blev begivenheden på en anden måde skelsættende for forfatterskabet: ”Jeg tænkte, at jeg ville prøve mig selv af ved at skrive en artikel eller et digt. Men så tænkte jeg, ”jeg har skrevet hundredvis af artikler og digte. Hvis jeg ikke kan dét, så ved jeg, at jeg det er sket med mig, at jeg er færdig”. Så jeg tænkte, at jeg ville forsøge mig med noget, jeg ikke havde prøvet før: Hvis jeg ikke kunne, ville der ikke være noget underligt ved det, for hvorfor skulle jeg dog skrive noveller?” (Jorge Luis Borges: The Art of Fiction. The Paris Review. 2014-07-28. Skribentens oversættelse).

Da Borges var i 30’erne, satte en arvelig øjensygdom stille ind, og hans syn begyndte at falme for til slut at gøre ham helt blind. Borges begyndte at undervise på universitetet, hvor han som professor i Engelsk og Amerikansk Litteratur for alvor blev en frontfigur for Buenos Aires’ kulturliv, og i 1955 blev han direktør for nationalbiblioteket. Han døde den 14. juni 1986 i Geneve, hvor han også ligger begravet. 

Nederdrægtighedens Verdenshistorie

”Mændene og hundene havde respekt for ham og kvinderne ligeså; alle vidste, at han havde to drab på samvittigheden; på hans lange, fedtede hår sad en høj hat med lille skygge; lykken tilsmilede ham, som man siger. Vi unge mænd, der holdt til ved Villaen, efterlignede ham – selv på den måde, han spyttede på. Men en nat fik vi indblik i Rosendos sande væsen.”
”Manden fra det rosafarvede hjørne”, ”Nederdrægtighedens Verdenshistorie”, s. 67.

I Jorge Luis Borges’ Historia universal de la infamiafra 1935 (”Nederdrægtighedens Verdenshistorie”, 2000) bygges fortællingerne op som en mosaik af skrifter fra andre steder. Bagerst i bogen står optegnelserne over Borges’ inspirationskilder, som bl.a. tæller ”1000 og een nats eventyr” og historiebøger om Japan, Persien og gangstermiljøet i New York.

Novellen ”Manden fra det rosafarvede hjørne” gav Borges bred anerkendelse og er, som Borges selv skrev, en ”klassisk novelle”, med en langt mere traditionel dramaturgisk komposition end hans senere værker.

22748637

Fortællingen er en slags portræt af el compadrito, slynglen fra slummen, hvor en unavngiven jeg-fortæller tænker sig tilbage til slumkvarteret i Buenos Aires. Her træder den berygtede Francisco Real ind på baren Julia’s og får med sin sorte skikkelse alt til at forstumme. Real udfordrer den mest frygtede bandit i området, Rosendo Juarez, til knivkamp. Inden de når så langt, stikker Juarez dog halen mellem benene, og hans kvinde, den forførende ’La Lujanera’, springer fluks ud i en vild tango med den nye alfahan. Ud af baren danser de, til hvad man tror bliver hed elskov, men inden morgenen gryr kaster Real sig igen ind gennem svingdørene til baren, denne gang dødeligt såret, men af hvem?

Fortælleren spiller den lidt anonyme karakter, der i førerhannernes kamp kun værdiges et skub og i al hemmelighed må drømme om dansen med den flammende Lujanera. Men en såret stolthed giver ham mandsmod, og ved historiens klimaks skifter han karakter. Dermed fortælles, parallelt med dramaet om mord og knivkamp, den enlige gauchos udviklingshistorie. Til slut benytter Borges sig af et fremmedgørende element, som også optræder ofte i hans senere fortællinger, da han lader fortælleren tale ud til sin forfatter.

Titlen skeler til miljøet, baren på hjørnet, som var stedet, hvor underklassen fra ’el barrio’ generelt havde deres tilholdssted, og i fortællingen finder man mange detaljer om disse knivgale machomænd – tangoen, de karakteristiske højhælede sko, den røde nellike og sjalet, som alle er autentiske elementer fra kulturen. 

Fiktioner

”Folk på denne planet er – genetisk – idealister. Deres sprog og alt, hvad det har ført med sig – religion, litteratur, metafysik – har idealismen som forudsætning. For dem er verden ikke et sammensurium af objekter i rummet; den er en heterogen række af uafhængige handlinger. Den er successiv, temporal, ikke rumlig.”
”Tlön, Uqbar, Orbis Tertius”, ”Fiktioner”, s. 103.

Novellesamlingen ”Ficciones” fra 1944 (”Fiktioner”, 1998) er måske Jorge Luis Borges’ mest berømte værk og den gyldne krone på hans særegne stil.

Borges mente ikke, det gav mening at forfatte lange romaner med handlingsforløb, som kunne forklares på få minutter. I stedet skal forfatteren hellere lade som om, at de historier allerede eksisterer, og så komme med kommentaren til dem, mente han. Og det er ofte det, der sker i denne samlings noveller. De er filosofiske, tætpakkede tankeeksperimenter, som fortæller mere, end man troede var muligt, på de linjer, de omfatter, og hver novelle er essensen af en tyk roman. 

22110756

Novellen ”Tlön, Uqbar, Orbis Tertius” fortælles af hovedpersonen Borges af to omgange. Første del udspiller sig i 1940, hvor novellen første gang blev udgivet. Her forsøger Borges sammen med vennen Bioy Casares at løse gåden om landet Uqbar, som på mystisk vis har fundet vej ind i et eksemplar af Encyclopedia Britannica fra 1902, men som ellers lader til at være et opdigtet sted. Skridt for skridt graver Borges flere oplysninger frem, og det viser sig, at det ikke kun er et land, men en hel planet, der gemmer sig i de encyklopædiske skrifter. På planeten Tlön opfattes tingenes eksistens, deres væren, fundamentalt anderledes end på jorden, for her er intet i realiteten, men eksisterer kun i kraft af, at nogen begriber det.

Fortællingen bygges op af Borges’ tankeeksperimenter udi Tlöns underfundige sprog, filosofi og erkendelsesteori, og i det utidssvarende efterskrift flyttes historiens synsvinkel til 1947, og det afsløres, at Tlön i sin tid var en hemmelig intellektuel gruppes værk. Gennem generationer er dette fiktive univers blevet udvidet for til slut at bevise sin egen pointe, da jorden, efterhånden som ideen om Tlön breder sig, selv bliver til Tlön.

”Tlön, Uqbar, Orbis Tertius” udforsker filosoffen Berkeleys immaterialisme. Fortællingen er denne idealisme vækket til live med en litterær kraft, der giver den billeder at gå på, og hvor Borges bl.a. udfolder sin interesse for sproget som et værktøj til at begribe verden med. 

Aleffen

”I dette gigantiske øjeblik har jeg set umådelige mængder af venlige og grusomme handlinger; ingen gjorde mig mere forbløffet end det faktum, at de alle skete i samme punkt, uden overlapning eller transparens. Det, mine øjne så, skete simultant: Det, jeg skriver, er successivt, fordi sproget er det. Men noget af det har jeg dog holdt fast ved.”
”Aleffen”, s. 341.

I Jorge Luis Borges’ novellesamling El Aleph, 1949, (”Aleffen”, 1999) kredser fortællingerne om temaer som udødelighed og identitet, og om store spørgsmål som hvordan tiden og historien kan begribes og skabe uendelige muligheder for den enkelte. Men samlingen fortæller også om skæbners afhængighed af hinanden, af deres tid og deres normer, og Borges åbner universer ud fra et utal af referencer til historiske begivenheder, hvorfra hans karakterer tager fat.

I titelnovellen ”Aleffen” lægger Borges selv navn til dens jeg-fortæller, en uforløst forfatter, som efter den smukke Beatriz Vittebos død opsøger familien til skønheden, som han aldrig fik. Med smiger og bagtanker nærmer han sig familien og fætteren, poeten Carlos Argentino Daneri. Borges både misunder og afskyr Daneri og hans uendelige, kedsommelige digterier, og da Daneri en dag ringer og fortæller om ”en alef” i hans kælder, er Borges ikke i tvivl om, at manden er gal. Daneris hjem er i fare for at blive revet ned, og han frygter nu for sin inspirerende guldgrube i kælderen. Han inviterer Borges over, som selv får syn for sagn, da hele universet åbner sig for ham i Daneris kælder. Alt i verden til alle tider og i alle dimensioner viser sig gennem et lille hul under trappen, og han forstummes af vidunderet.

22443739

Fortællingen bevæger sig over flere konflikter. En uforløst kærlighed, to forfatteres kontrasterende syn på æstetik og til slut et af forfatterens komplekser manifesteret i aleffen. For aleffen rummer forfatterens uendelige muligheder, men også hans uendeligt manglende evne til at kunne gribe en lille flig af alting og omsætte det til ord. For hvad kan ord mod universets alt? Det beskrives i novellen som en ”forfatterens håbløshed” og er illustreret med en sætning, der er flere sider lang.

I aleffen kulminerer også de kriser, som hovedpersonen har gennemgået, i en billedstorm. Et eksempel er temaet ’tiden’, som Borges klynger sig til ved år efter år at opsøge Beatriz' hjem og holde fast i mindet om hende, som hun var. Men aleffen konfronterer ham med forgængeligheden ved brutalt og utilsløret at vise ham resterne af hendes lig. 

 

 

 

Bogen af Sand

”Jeg følte, at den var en genstand fra et mareridt, en obskøn ting, som skændede og korrumperede virkeligheden. Jeg tænkte på ilden, men frygtede, at forbrændingen af en uendelig bog kunne være lige så uendelig og ville kvæle planeten i røg. Jeg erindrede at have læst, at det bedste sted at gemme et blad er i en skov. Før jeg blev pensioneret, arbejdede jeg på Nationalbiblioteket, som rummer ni hundrede tusinde bøger.”
”Bogen af Sand”, ”Bogen af Sand”, s. 429.

Jorge Luis Borges skrev El libro de arena, 1975, (”Bogen af Sand”, 1998) som næsten blind. I denne samling vender han efter en periode med mere afdæmpet og simpel fortællestil tilbage til sine labyrintiske og magiske fortællinger.

I titelnovellen ”Bogen af Sand” tyder flere faktorer på, at jeg-fortælleren, ligesom i mange andre af Borges’ noveller, er en udgave af ham selv. En aften, som han sidder alene i sin lejlighed i Buenos Aires, kommer en bibelsælger forbi. Først er han uinteresseret, indtil han præsenteres for en yderst usædvanlig bog. Sidetallene er i uorden og spænder fra ét til flere tusinde cifre. Det er umuligt at bladre sig til start eller slutning, og så snart man har forladt en side, er den for evigt væk – det er uendelighedens bog. Den gamle litterat overvældes af betagelse og køber bogen i bytte for sin fineste bibel og sin pension. Men snart korrumperer den hans tilværelse med sin endeløshed, og han beslutter at gemme den af vejen på nationalbiblioteket, hvor den kan forsvinde – som et blad i en skov.

”Bogen af Sand” er en novelle, som på meget lidt plads og med en simpelt struktureret fortælling udforsker ’det uendelige’. Paradokser er et centralt omdrejningspunkt, og allerede i introduktionen præsenteres det første, da novellen ikke vil kendes ved sin egen begyndelse.

22110764

For forfatteren er den uendelige bog i sig selv en dragende, men paradoksal idé. For hvad er en bog, hvis den ingen slutning eller begyndelse har? Hvis den er alt, er den så i virkeligheden intet? Den er adgangen til uendelig viden, en uudtømmelig kilde til inspiration, en fortælling som man kan fortabe sig i til evig tid. Men den uendelige bog, som måske er den belæstes drømmeobjekt, vil i sidste ende ikke inspirere og oplyse ham, men i stedet drukne ham, som det sker i ”Bogen af Sand” – måske med afsæt i Borges’ egen læse-fanatisme?
Borges var optaget af den oldgræske filosof Platons idé om erkendelse som generindring. Det er måske også det, som ’bogen om alt’ mimer – at ingen bog er original, men altid vil være et ekko af andre skrifter. 

Genrer og tematikker

Borges er blevet kaldt faderen til den magiske realisme, mens andre har placeret ham inden for den fantastiske litteratur. Selv har han omtalt sine noveller som inden for genren ’fantasy’. Den særlige balance mellem virkelighed og fiktion er essentiel hos Borges. Tidslommer, udødelighed og ting med overnaturlige egenskaber finder vej ind i historier om skæbner og begivenheder fra virkelighedens historie. Hans universer udfolder sig i et afdæmpet sprog, hvor det enkelte ord får kolossal betydning og med ét kan ændre fortællingens karakter.

Borges’ litteratur er en intellektuel og magisk udforskning af de emner, han dykker ned i, som bl.a. nordiske sagaer, filosofiske og teologiske spørgsmål, antikken, mysterier fra Fjernøsten og Latinamerikas historie. Men der er også forskel på, hvordan Borges manipulerer med virkelighed og fiktion. Hvor han tidligt i forfatterskabet holder sig tættere til virkelighedens karakterer, flytter fiktionens startpunkt sig senere længere ud i fantasien, men bibeholder den kontinuerlige reference til virkelighedens datoer, formler, navne og ideer, selvom også de kan være ramt af fiktionens selvbestemmelse.

Elementer, der gentagne gange optræder hos Borges, er labyrinten og spejlet, temaer som udødelighed og uendelighed, fortællinger der springer i tid og rum og gemmer sig i andre fortællinger, samt et særligt fokus på det enkelte ords oprindelse og betydning.

Selv ville Borges ikke identificeres med en enkelt stil: ”Jeg har ikke en æstetik. Tiden har lært mig et par tricks – undgå synonymer, hvis ulempe er, at de antyder forestillingsmæssige forskelle […] at bruge hverdagsord frem for ord der chokerer; indflette tilfældige detaljer i mine historier […]; foregive en anelse af usikkerhed, fordi selvom virkeligheden er præcis, så er hukommelsen det ikke; fortælle begivenheder (dette har jeg lært af Kipling og de islandske sagaer) som om jeg ikke helt forstod dem selv; huske at tradition, konventioner, ”reglerne”, ikke er et krav, og at tiden sikkert vil ophæve dem – men sådanne tricks (eller vaner) er helt afgjort ikke en æstetik.” (Jorge Luis Borges: forord til ”Elogio de la Sombra”, egen oversættelse).

Selvom Borges er mest kendt for sine noveller, var han også en stor poet og skrev en række digtsamlinger. Desuden forfattede han en mængde essays og litterære artikler, enkelte manuskripter og oversatte desuden en lang række bøger. 

Beslægtede forfatterskaber

I prologer og epiloger til sine samlinger nævner Borges ofte sine inspirationer til de enkelte noveller. Her er forfattere som Thomas de Quincey, Robert Louis Stevenson, Fritz Mauthner, Arthur Schopenhauer, George Bernard Shaw, C.K. Chesterton, Franz Kafka, Rudyard Kipling, Walt Whitman og Evaristo Carriego en håndfuld af disse, mens Borges’ eget katalog fortsætter i lange rækker.

Ofte er Borges blevet beskrevet som den kronologiske forfader til ’det latinamerikanske boom’, for selvom Borges var en forløber, var hans banebrydende stil med til at præge boom-generationen, som bl.a. tæller Gabriel García Márquez (”Hundrede års ensomhed”), Carlos Fuentes (”The Death of Artemio Cruz”, ”A Change of Skin”) og Julio Cortázar (”Hopscotch”, ”Blow-up”).

Da Borges efter årtier som aktiv forfatter blev oversat til andre sprog, har forfattere som John Updike, John Barth og Anthony Burgess bl.a. udtrykt, hvordan hans nyskabende stil blev en stor inspiration for dem i deres forfatterskaber.

Også danske forfattere er blevet inspireret af Borges, og læser man f.eks. Per Højholts ”Blindgyder” fra 1980’erne, støder man på korte filosofiske og fantastiske fortællinger, for hvilke forfatteren selv har erklæret sin gæld til Borges. Samme litterære labyrinter finder man hos Per Adolphsens, hvor digtede referencer ligesom hos Borges blander sig med virkelighedens videnskabeligheder. Hans magiske realisme er central i Svend Åge Madsens tankeeksperimenter, hvor det intellektuelle og komplicerede blandes med det enkle og tankevækkende.

Bibliografi

Noveller

Borges, Jorge Luis:
Inquisiciones. 1925.
Borges, Jorge Luis:
El jardín de senderos que se bifurcan. 1941.
Borges, Jorge Luis:
El Hacedor. 1960. (både kortprosa og poesi)
Borges, Jorge Luis:
El informe de Brodie. 1970.
Borges, Jorge Luis:
Libro de sueños. 1976.
Borges, Jorge Luis:
La muerte y la brújula. 1951.
Borges, Jorge Luis:
Historia de la eternidad. 1953.
Borges, Jorge Luis:
El informe de Brodie. 1971.
Borges, Jorge Luis:
Rosa y Azul: La rosa de Paracelso; Tigres azules. 1977.
Borges, Jorge Luis:
Veinticinco de Agosto de 1983 y otros cuentos (La memoria de Shakespeare). 1983.
Borges, Jorge Luis:
Bogen af Sand. Gyldendal, 1998. (El libro de arena, 1975). Oversat af Morten Søndergaard.
Borges, Jorge Luis:
Fiktioner. Gyldendal, 1998. (Ficciones, 1944). Oversat af Peter Poulsen.
Borges, Jorge Luis:
Aleffen. Gyldendal, 1999. (El Aleph, 1949). Oversat af Peter Poulsen.
Borges, Jorge Luis:
Nederdrægtighedens Verdenshistorie. Gyldendal, 2000. (Historia universal de la infamia, 1935).
Borges, Jorge Luis:
Borges og jeg. Gyldendal, 2003. (Udvalgte digte og noveller).
Borges, Jorge Luis:
Fiktioner og andre fiktioner. Gyldendal, 2012. (Samling: Bogen af sand, Nederdrægtighedens verdenshistorie, Fiktioner og Aleffen). Oversat af Peter Poulsen og Morten Søndergaard.

Digte

Borges, Jorge Luis:
Fervor de Buenos Aires. 1923.
Borges, Jorge Luis:
Luna de Enfrente. 1925.
Borges, Jorge Luis:
Cuaderno San Martín. 1929.
Borges, Jorge Luis:
Poemas 1922-1943. 1943.
Borges, Jorge Luis:
Poemas 1923-1953. 1954.
Borges, Jorge Luis:
Museo. 1969.
Borges, Jorge Luis:
Elogio de la Sombra. 1969.
Borges, Jorge Luis:
El otro, el mismo. 1969.
Borges, Jorge Luis:
El oro de los tigres. 1972.
Borges, Jorge Luis:
La Rosa Profunda. 1975.
Borges, Jorge Luis:
La moneda de hierro. 1976.
Borges, Jorge Luis:
Historia de la noche. 1977.
Borges, Jorge Luis:
La cifra. 1981.
Borges, Jorge Luis:
Los conjurados. 1985.
Borges, Jorge Luis:
Udvalgte Digte 1923-1985. Gyldendal, 2001. Oversat af Peter Poulsen.

Essays

Borges, Jorge Luis:
El tamaño de mi esperanza. 1925.
Borges, Jorge Luis:
El idioma de los argentinos. 1928.
Borges, Jorge Luis:
Evaristo Carriego. 1930.
Borges, Jorge Luis:
Discusión. 1932.
Borges, Jorge Luis:
Historia de la eternidad. 1936.
Borges, Jorge Luis:
Aspectos de la poesía gauchesca. 1950.
Borges, Jorge Luis:
El congreso. 1971.
Borges, Jorge Luis:
Antología Personal. 1961.
Borges, Jorge Luis:
Nueva Antología Personal. 1968.
Borges, Jorge Luis:
Nueve ensayos dantescos. 1982.
Borges, Jorge Luis:
Andre Inkvisitioner. Gyldendal, 2007. (Otras inquisiciones 1937-1952. 1952). Oversat af Peter Poulsen.

Andre udgivelser

Borges, Jorge Luis:
Para las seis cuerdas. 1965. Sangtekster til tangos og milongas.
Borges, Jorge Luis:
Prólogos con un prólogo de prólogos, 1977. Prologsamling.
Borges, Jorge Luis:
Borges, oral. 1979. Forelæsninger.
Borges, Jorge Luis:
Textos cautivos. 1986. Forskellige skrifter, bl.a. en samling af Borges’ klummer i magasinet El Hogar.
Borges, Jorge Luis:
This Craft of Verse. 2000. Forelæsninger.
Borges, Jorge Luis:
Los orilleros; El paraíso de los creyentes. 1955. Filmmanuskript. Medforfatter: Adolfo Bioy Casares.
Borges, Jorge Luis:
El Paraíso de los Creyentes. 1955. Filmmanuskript. Medforfatter: Adolfo Bioy Casares.
Borges, Jorge Luis:
Invasión. 1968. Filmmanuskript.
Borges, Jorge Luis:
Syv Aftener. Gyldendal, 2000. (Siete noches. 1980.) Oversat af Uffe Harder. Forelæsninger.

Om forfatterskabet

administreres af University of Pittsburgh og samler en lang række informationer om forfatterskabet.
Der findes langt mere information om Jorge Luis Borges på engelsk og endnu mere på spansk. Bl.a. er Wikipedias engelske version langt mere udbygget end den danske med en række afsnit om hans privatliv, politiske overbevisning, hans kritikere m.m.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jorge Luis Borges

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Borges, Jorge Luis:
The Art of Fiction. The Paris Review, 2014-07-28.
Borges, Jorge Luis:
Autobiographical Notes. The New Yorker, 2014-07-28.
Borges, Jorge Luis:
Forord til Elogio de la Sombra (oversat fra udgaven i samlingen Jorge Luis Borges – Collected Fictions. Penguin Books, 1999).