Jorge Luis Borges

Artikel type
voksne
stud.mag. Nicoline Siebken Skandov, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Main image
Borges, Jorge Luis
Foto: Grete Stern

Med en dybtfølt respekt for læseren som sin egen kunstner og fortolker fletter argentinske Jorge Luis Borges labyrintiske spind ud af referencer til alverdens historie og litteratur. Hans noveller er en magisk balance mellem fiktion og virkelighed, og i værker som ”Aleffen” og ”Fiktioner” blander alt fra islandske sagaer til Fjernøstens historie sig med filosofiske paradokser og overnaturlige fænomener. Adskillige forfattere verden over er blevet inspireret af Borges’ banebrydende stil og af hans fantastiske fortællinger, som han selv kaldte ’fiktioner’.

29518114

Blå bog

Født: 24. august 1899, Buenos Aires, Argentina.

Død: 14. juni 1986, Geneve, Schweiz.

Uddannelse: Baccalauréat fra Collège de Genève, 1918.

Debut: Inquisiciones. Editorial Proa, 1925.

Litteraturpriser: Argentinas nationale litteraturpris, 1957. Edgar Allan Poe Prisen, 1976. Balzan Prisen, 1980. Verdensprisen Cino Del Duca, 1980. Cervantes Prisen, 1980. Den franske æreslegion, 1983.

Seneste udgivelse: Fiktioner og andre fiktioner. Gyldendal. 2012. Oversat af Peter Poulsen og Morten Søndergaard.

Inspiration: Borges havde uendeligt mange forbilleder i den litterære verden, heriblandt Arthur Schopenhauer, Thomas de Quincey, Robert Louis Stevenson, Rudyard Kipling, Miguel de Cervantes, Oscar Wilde, Walt Whitman, Edgar Allan Poe og William Blake.

Hobby: Borges’ altoverskyggende interesse var bøger af alverdens slags. Han læste både litteratur og historie og studerede bl.a. oldengelsk og oldnordisk. 

 

jorge

Baggrund

”Jeg forstod, at jeg drømte; med stor anstrengelse vågnede jeg. Min opvågnen var forgæves; det talløse sand kvalte mig. En eller anden sagde til mig: "Du er ikke vågnet til vågenhed, men til en tidligere drøm. Denne drøm er inden i en anden, og således i det uendelige, som er antallet af sandkorn. Vejen, du skal gå tilbage, er uendelig, og du vil dø, inden du virkelig er vågnet.”
”Gudens Skrift” i ”Aleffen”, s. 307.

Jorge Francisco Isidoro Luis Borges blev født d. 24. august 1899 og voksede op i et middelklassehjem i Palermo, en forstad til Buenos Aires. Det var her, han begyndte sin søgen efter de mange krydsflettende referencer til alverdens historie og litteratur. For i hjemmet stod farens bogreoler i lange rækker som trofaste soldater med omkring hundredvis af klassikere. Værker som senere skulle blive nærende inspirationskilder for Borges: ”Hvis nogen spurgte mig, hvad den vigtigste begivenhed i mit liv har været, så ville jeg sige min fars bibliotek, ” skrev han i The New Yorker i 1970 (Jorge Luis Borges: Autobiographical Notes. The New Yorker. 2014-07-28. Skribentens oversættelse).

Da familien flyttede til Europa under 1. Verdenskrig, studerede Borges på universitetet i Geneve, lærte sig tysk og fransk og blev senere en del af den ultraistiske bevægelse i Spanien, der som protest mod modernismen bl.a. søgte at genindføre metaforen og befri sig fra syntaksens og logikkens love. I 1921 vendte han tilbage til Buenos Aires, hvor han blev en fast stemme i tidsskriftet Sur.

I 1938 kom han ud for en livstruende oplevelse, der fik ham til at frygte for sine forfatterevner. I stedet blev begivenheden på en anden måde skelsættende for forfatterskabet: ”Jeg tænkte, at jeg ville prøve mig selv af ved at skrive en artikel eller et digt. Men så tænkte jeg, ”jeg har skrevet hundredvis af artikler og digte. Hvis jeg ikke kan dét, så ved jeg, at jeg det er sket med mig, at jeg er færdig”. Så jeg tænkte, at jeg ville forsøge mig med noget, jeg ikke havde prøvet før: Hvis jeg ikke kunne, ville der ikke være noget underligt ved det, for hvorfor skulle jeg dog skrive noveller?” (Jorge Luis Borges: The Art of Fiction. The Paris Review. 2014-07-28. Skribentens oversættelse).

Da Borges var i 30’erne, satte en arvelig øjensygdom stille ind, og hans syn begyndte at falme for til slut at gøre ham helt blind. Borges begyndte at undervise på universitetet, hvor han som professor i Engelsk og Amerikansk Litteratur for alvor blev en frontfigur for Buenos Aires’ kulturliv, og i 1955 blev han direktør for nationalbiblioteket. Han døde den 14. juni 1986 i Geneve, hvor han også ligger begravet. 

Nederdrægtighedens Verdenshistorie

”Mændene og hundene havde respekt for ham og kvinderne ligeså; alle vidste, at han havde to drab på samvittigheden; på hans lange, fedtede hår sad en høj hat med lille skygge; lykken tilsmilede ham, som man siger. Vi unge mænd, der holdt til ved Villaen, efterlignede ham – selv på den måde, han spyttede på. Men en nat fik vi indblik i Rosendos sande væsen.”
”Manden fra det rosafarvede hjørne”, ”Nederdrægtighedens Verdenshistorie”, s. 67.

I Jorge Luis Borges’ Historia universal de la infamiafra 1935 (”Nederdrægtighedens Verdenshistorie”, 2000) bygges fortællingerne op som en mosaik af skrifter fra andre steder. Bagerst i bogen står optegnelserne over Borges’ inspirationskilder, som bl.a. tæller ”1000 og een nats eventyr” og historiebøger om Japan, Persien og gangstermiljøet i New York.

Novellen ”Manden fra det rosafarvede hjørne” gav Borges bred anerkendelse og er, som Borges selv skrev, en ”klassisk novelle”, med en langt mere traditionel dramaturgisk komposition end hans senere værker.

Fortællingen er en slags portræt af el compadrito, slynglen fra slummen, hvor en unavngiven jeg-fortæller tænker sig tilbage til slumkvarteret i Buenos Aires. Her træder den berygtede Francisco Real ind på baren Julia’s og får med sin sorte skikkelse alt til at forstumme. Real udfordrer den mest frygtede bandit i området, Rosendo Juarez, til knivkamp. Inden de når så langt, stikker Juarez dog halen mellem benene, og hans kvinde, den forførende ’La Lujanera’, springer fluks ud i en vild tango med den nye alfahan. Ud af baren danser de, til hvad man tror bliver hed elskov, men inden morgenen gryr kaster Real sig igen ind gennem svingdørene til baren, denne gang dødeligt såret, men af hvem?

22748637

Fortælleren spiller den lidt anonyme karakter, der i førerhannernes kamp kun værdiges et skub og i al hemmelighed må drømme om dansen med den flammende Lujanera. Men en såret stolthed giver ham mandsmod, og ved historiens klimaks skifter han karakter. Dermed fortælles, parallelt med dramaet om mord og knivkamp, den enlige gauchos udviklingshistorie. Til slut benytter Borges sig af et fremmedgørende element, som også optræder ofte i hans senere fortællinger, da han lader fortælleren tale ud til sin forfatter.

Titlen skeler til miljøet, baren på hjørnet, som var stedet, hvor underklassen fra ’el barrio’ generelt havde deres tilholdssted, og i fortællingen finder man mange detaljer om disse knivgale machomænd – tangoen, de karakteristiske højhælede sko, den røde nellike og sjalet, som alle er autentiske elementer fra kulturen.