svend åge madsen
Foto: Thomas Knoop

Svend Åge Madsen

Artikel type
voksne
journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
svend åge madsen
Foto: Thomas Knoop
Main image
Madsen, Svend Åge

Indledning

I 1963 ser et forfatterskab, der er et af de mærkværdigste i dansk litteraturhistorie, dagens lys. I værk efter værk hudfletter Svend Åge Madsen det menneskelige liv. Han afsøger og afslører menneskelige maskespil, fordoblinger, spejlinger og splittethed, og måden, han fortæller om menneskene på, er ganske unik. Romanerne udgør nemlig et netværk, hvor hovedpersoner i ét værk er bipersoner i det næste. Hvor slægter og slægtskabsrelationer bliver åbnet stadig mere op, og hvor temaer genfortælles og foldes ud i stadig nye varianter. Eksempelvis optræder Johanne, en discipel af kronofysikken, og hendes elev og elsker Sverre i “Lad tiden gå” fra 1986, og tyve år senere er de igen centrum for fortællingen i “Det syvende bånd”. Resultatet af netværksstrukturen er, at det Madsenske univers folder sig ud som en labyrint med uendelige veje, mellemveje og udveje, hvor læseren kan gå på opdagelse, fortabe sig og blive samlet igen af fortællingerne. Desuden spejler strukturen på finurlig vis det moderne samfunds netværkskarakter og lægger sig op af begreber som matematiske matricer og hypertext.

Dansk modernisme

 

29857237

Blå bog

  • Født: 2. november 1939 i Århus.

  • Uddannelse: Matematikstudier.

  • Debut: Besøget. Gyldendal, 1963.

  • Litteraturpriser: Louisiana-prisen, 1966. Det Danske Akademis Store Pris, 1972. Kritikerprisen, 1976. Søren Gyldendal Prisen, 1985. Danske Dramatikeres Hæderspris, 1987.  Holberg-Medaillen, 1990. Radioens Romanpris, 1994. De Gyldne Lauerbær, 2000. Johannes Buchholtz-prisen, 2002. Læsernes krimipris, 2003.

  • Seneste udgivelse:  Pigen i cementblanderen. Gyldendal, 2013. Roman.

 

Baggrund

"Denne bog vil forklare hvad meningen med livet er. Desuden vil jeg gøre rede for forholdet mellem godt og ondt. Er det nogle værdier som vi selv vælger og frit antager, som mange vil mene? Eller findes der, som andre har hævdet, en lov der er større end os?"
"Genspejlet", s. 9.

Svend Åge Madsens forældre var fåmælte vestjyder, der var søgt til Århus, faderen som assurandør, moderen som postarbejder. Her bragte de fire børn til verden, hvoraf Svend Åge er den sidst ankomne. Han blev født den 2. november 1939 på Skjernvej mellem Den Gamle By og Ceres, hvor han levede de første 25-26 år af sit liv. Skjernvej var en del af et arbejderkvarter med ret små lejligheder, hvor der ofte boede mange børn, så legekammerater var der nok af. Madsen siger selv om sit barndoms- og ungdomskvarter: "Jeg tror, at kvarteret har været vigtigt for mig. Det har betydet, at jeg har fået en rimelig kontakt med forskellige mennesketyper. Og med forskellige samfundslag." (Claus Grymer: "Århus - den evige stad". Interview i Kristeligt Dagblad, 1996-01-23). Fødebyen spiller da også en væsentlig rolle for det Madsenske forfatterskab, idet de fleste af fortællingerne har rødder i eller relation til det århusianske miljø.

Hjemmet var ikke særligt bogligt, og i skolen klarede Svend Åge sig middelmådigt. Kun i de matematiske fag skilte han sig dygtigt ud, og det var da også regnelæreren, der gennemtrumfede, at drengen kom i mellemskole frem for i lære. Det var således naturligt nok den matematiske linje på Marselisborg Gymnasium, der tiltrak den unge mand, og hvorfra han fik studenterhuen på i 1958. De følgende år læste han matematik på universitetet, men da han lige netop ikke bestod studiets første del med den førstekarakter, der var nødvendig for at komme ind på det eftertragtede licentiatstudie, stoppede han sine studier. I stedet kastede han sig over forfatterkarrieren, som i stadig stigende grad bærer præg af den unge Madsens matematikinteresse.

Springet ud i forfatterskabet var ikke helt gnidningsfrit. Gyldendal afviste hans første noveller med en begrundelse, der mere end antydede, at skribenten måtte være skizofren, og et tilsvarende svar gav forfatternes forlag Arena.

Men i 1962 debuterede Svend Åge Madsen med novellen "Den ottende dag" i tidsskriftet Vindrose. Herefter antog Gyldendal hans første bog "Besøget", og forfatterskabet har udviklet sig floromvundet med omtrent en udgivelse per år lige siden. I 1964 flyttede Madsen til Risskov ved Århus og giftede sig med ergoterapeuten Bendte Ingerlise, der er medforfatter på de tre kriminalromaner, der er udkommet under pseudonymet Marianne Kainsdatter. De to har levet sammen på Vestre Strandallé lige siden, kun afbrudt af kortere ophold i USA, Algeriet og Indien.

 

1960'erne: Jonglering med synsvinkler

“Jeg låste døren i dag. Nøglen kastede jeg væk. I brønden. Nå. I brønden med den. Pist væk. Plask. Jeg forklarer senere. Må varmes op først. Jeg forklarer når jeg tænker bedre. Ordene hænger dårligt sammen. Endnu.”
Svend Åge Madsen: “Otte gange Orphan”, side 9.

Den tidlige del af forfatterskabet er præget af en radikalt eksperimenterende holdning til litterære synsvinkler, der giver sig udslag i særprægede og abstrakte, avantgardistiske tekster. Denne fase tæller titlerne "Besøget" fra 1963, "Lystbilleder" fra 1964, "Otte gange orphan" fra 1965 og "Tilføjelser" fra 1967. Heri leges med synsvinkler og med en horisontal ophobning af begivenheder. Det er således ikke personerne i fortællingerne, der flytter sig, i stedet udstilles deres absurde roller ud fra forskellige synsvinkler.

Debutværket "Besøget" er en skildring af en ung og usikker mand, der fortælles igennem tre forskellige synsvinkler, der er inspireret af henholdsvis Franz Kafka, Samuel Beckett og den franske nouveau-roman. Efterfølgeren "Lystbilleder" er mere vidtgående i sin leg med synsvinkler, perspektiver og stilskift, og i høj grad også i emnevalg. Her skildres en voldtægt begået i et ørkenlandskab set fra skiftevis ofrets og gerningsmandens side. Det usædelige tema har ikke tilfældigt påklistret romanen undertitlen "En uroman". "Otte gange orphan" er svær at karakterisere. Bogen er en sammenskrivning af nogle af de noveller, Gyldendal tidligere havde afvist, men nu er de skrevet i en sammenhæng til noget, der minder om en roman. Alle kapitler fremstår som dagbogsskriverier af en skizofren patient, og alt, hvad man som læser præsenteres for, er optegnelser fra dagbogen. Det betyder, at man drages længere og længere ind i et univers, hvor virkeligheden bliver et stadig mere abstrakt begreb. Eksempelvis skildres et par besøg, nogle gange af levende mennesker, fortælleren tilsyneladende ikke kender, men som alligevel kommer på besøg, og som han måske – måske ikke – slår  ihjel. I hvert fald antydes det, at et besøg udvikler sig uheldigt, og i de følgende kapitler dukker der pludselig døde personer op. Tilsyneladende gror de op af jorden i fortællerens have, som var de blomster.

I 1966 udkommer intet fra Svend Åge Madsens hånd. Til gengæld kommer året efter "Tilføjelser", der består af fem hæfter i en grå kasse. "Tilføjelser" kan ses som en opfølgning på den manglende udgivelse, eller nærmere på ‘tavsheden’ fra året før. Hvert hæfte indledes således med ordet ‘tavshed’ og afsluttes med ordene: ‘Resten er’ – der er en henvisning til Shakespeares "Hamlet". De fem tekster i "Tilføjelser" kan læses i vilkårlig rækkefølge, og det samlede værk fremstår som sådan åbent og uafsluttet og uden egentlig udvikling eller mening. Det er ren tekst, ren abstraktion. Og hver tekst har sin fortæller, der kender de andres fortællinger og refererer mere eller mindre direkte og ironiserende til dem. På den måde får værket en åben henvisningssammenhæng – alle fortællerne henviser til hinanden og historierne ligeså. Mennesket fremstår i de fem tekster som sine roller, sine fortællinger, sine henvisninger, men ikke som en helhed, og tilsvarende fremstilles livet som et spil med forskellige muligheder og valg.

Et gennemgående træk i Svend Åge Madsens første fire romaner er, at de er meget forskellige fra den traditionelle roman, og at de sågar tenderer til at opløse romanformen ved at nedprioritere handlingen og personernes psykologi (personerne har eksempelvis ikke navne) samt ved at lade lokaliteten være ukonkret. Det er det moderne menneskes identitetsløshed, der problematiseres og udfordres i værkerne. Madsen selv siger i slutningen af denne periode, at “Efter “Tilføjelser” følte jeg mig ude i det tomme ingenting, nu var jeg helt ude ved spidsen af blyanten, og da måtte jeg simpelthen drage noget ind.” (Christian Kampmann: “Man kommer til at skrive ‘revolution’ hver 20. side”. Information 1970).