I romanen "Tugt og utugt i mellemtiden" fra 1976 benyttes for første gang byen Aarhus på bastant vis. Her forekommer et overflødighedshorn af personer, hvis historier vikles og forvikles ind i hinanden i Aarhus i midthalvfjerdserne. Kærligheds- og kriminalintrigerne florerer, og der handles og forvandles efter mønstre lånt fra verdenslitteraturen.
22115855
Hovedhistorien handler om et justitsmord, der begås mod den unge Ludvig Alster da han i 1962 dømmes for et mord, han ikke har begået. Da han flygter fra fængslet 12 år senere, vil han have hævn over dommeren Mekkel Deden, politibetjenten Thomas Ard og journalisten Laura Jenssøn, der fik ham fængslet. Han vil, at de skal dømmes, så de kan opleve på egne kroppe, hvad de har gjort ved ham, og når han har overstået sit projekt, vil han begå selvmord. Via Alsters projekt føres læseren gennem 70’ernes Aarhus og ser samfundet i et kritisk lys, idet det fremstilles som en menneskefjendsk systemverden, hvor alt er reguleret. Samtidig har bogen den klare pointe, at hævnen er nytteløs. Det tvinges Alster til at indse, da han ligesom samfundet ganske vist får hævn, men uden hverken at forbedre eller forbrødre.
Romanen er fortalt af en række forskellige fortællere, som er manet frem af forfatteren Ato Vari, der forsøger at holde sammen på det hele. Ato befinder sig på den anden side af år 2000, og han lider dels under ikke at have en perfekt historisk viden, og dels under at hans tid har glemt, hvordan man skriver romaner. Men det er netop, hvad han undersøger. Hver enkelt af romanens fortællere er således inspireret af mønstre fra forskellige litterære værker, for eksempel af “Ivanhoe”, “Greven af Monte Christo” og “Gesta Danorum”, og dermed påviser forfatteren, at man bliver præget af det, man læser, ligesom det fremgår, at ikke al litteratur er lige godt som forbillede.