Den tidlige del af forfatterskabet er præget af en radikalt eksperimenterende holdning til litterære synsvinkler, der giver sig udslag i særprægede og abstrakte, avantgardistiske tekster. Denne fase tæller titlerne "Besøget" fra 1963, "Lystbilleder" fra 1964, "Otte gange orphan" fra 1965 og "Tilføjelser" fra 1967. Heri leges med synsvinkler og med en horisontal ophobning af begivenheder. Det er således ikke personerne i fortællingerne, der flytter sig, i stedet udstilles deres absurde roller ud fra forskellige synsvinkler.
Debutværket "Besøget" er en skildring af en ung og usikker mand, der fortælles igennem tre forskellige synsvinkler, der er inspireret af henholdsvis Franz Kafka, Samuel Beckett og den franske nouveau-roman. Efterfølgeren "Lystbilleder" er mere vidtgående i sin leg med synsvinkler, perspektiver og stilskift, og i høj grad også i emnevalg. Her skildres en voldtægt begået i et ørkenlandskab set fra skiftevis ofrets og gerningsmandens side. Det usædelige tema har ikke tilfældigt påklistret romanen undertitlen "En uroman". "Otte gange orphan" er svær at karakterisere. Bogen er en sammenskrivning af nogle af de noveller, Gyldendal tidligere havde afvist, men nu er de skrevet i en sammenhæng til noget, der minder om en roman. Alle kapitler fremstår som dagbogsskriverier af en patient med skizofreni, og alt, hvad man som læser præsenteres for, er optegnelser fra dagbogen. Det betyder, at man drages længere og længere ind i et univers, hvor virkeligheden bliver et stadig mere abstrakt begreb. Eksempelvis skildres et par besøg, nogle gange af levende mennesker, fortælleren tilsyneladende ikke kender, men som alligevel kommer på besøg, og som han måske – måske ikke – slår ihjel. I hvert fald antydes det, at et besøg udvikler sig uheldigt, og i de følgende kapitler dukker der pludselig døde personer op. Tilsyneladende gror de op af jorden i fortællerens have, som var de blomster.
52418127
I 1966 udkommer intet fra Svend Åge Madsens hånd. Til gengæld kommer året efter "Tilføjelser", der består af fem hæfter i en grå kasse. "Tilføjelser" kan ses som en opfølgning på den manglende udgivelse, eller nærmere på ‘tavsheden’ fra året før. Hvert hæfte indledes således med ordet ‘tavshed’ og afsluttes med ordene: ‘Resten er’ – der er en henvisning til Shakespeares "Hamlet". De fem tekster i "Tilføjelser" kan læses i vilkårlig rækkefølge, og det samlede værk fremstår som sådan åbent og uafsluttet og uden egentlig udvikling eller mening. Det er ren tekst, ren abstraktion. Og hver tekst har sin fortæller, der kender de andres fortællinger og refererer mere eller mindre direkte og ironiserende til dem. På den måde får værket en åben henvisningssammenhæng – alle fortællerne henviser til hinanden og historierne ligeså. Mennesket fremstår i de fem tekster som sine roller, sine fortællinger, sine henvisninger, men ikke som en helhed, og tilsvarende fremstilles livet som et spil med forskellige muligheder og valg.
Et gennemgående træk i Svend Åge Madsens første fire romaner er, at de er meget forskellige fra den traditionelle roman, og at de sågar tenderer til at opløse romanformen ved at nedprioritere handlingen og personernes psykologi (personerne har eksempelvis ikke navne) samt ved at lade lokaliteten være ukonkret. Det er det moderne menneskes identitetsløshed, der problematiseres og udfordres i værkerne. Madsen selv siger i slutningen af denne periode, at “Efter “Tilføjelser” følte jeg mig ude i det tomme ingenting, nu var jeg helt ude ved spidsen af blyanten, og da måtte jeg simpelthen drage noget ind.” (Christian Kampmann: “Man kommer til at skrive ‘revolution’ hver 20. side”. Information 1970).