Svend Åge Madsen

Svend Åge Madsens forældre var fåmælte vestjyder, der var søgt til Aarhus, faren som assurandør, moren som postarbejder. Her bragte de fire børn til verden, hvoraf Svend Åge er den sidst ankomne. Han blev født den 2. november 1939 på Skjernvej mellem Den Gamle By og Ceres, hvor han levede de første 25-26 år af sit liv. Skjernvej var en del af et arbejderkvarter med ret små lejligheder, hvor der ofte boede mange børn, så legekammerater var der nok af. Madsen siger selv om sit barndoms- og ungdomskvarter: "Jeg tror, at kvarteret har været vigtigt for mig. Det har betydet, at jeg har fået en rimelig kontakt med forskellige mennesketyper. Og med forskellige samfundslag." (Claus Grymer: "Århus - den evige stad". Interview i Kristeligt Dagblad, 1996-01-23). Fødebyen spiller da også en væsentlig rolle for det Madsenske forfatterskab, idet mange af fortællingerne har rødder i eller relation til det århusianske miljø.

Hjemmet var ikke særligt bogligt, og i skolen klarede Svend Åge sig middelmådigt. Kun i de matematiske fag skilte han sig dygtigt ud, og det var da også regnelæreren, der gennemtrumfede, at drengen kom i mellemskole frem for i lære. Det var således naturligt nok den matematiske linje på Marselisborg Gymnasium, der tiltrak den unge mand, og hvorfra han fik studenterhuen på i 1958. De følgende år læste han matematik på universitetet, men da han lige netop ikke bestod studiets første del med den førstekarakter, der var nødvendig for at komme ind på det eftertragtede licentiatstudie, stoppede han sine studier. I stedet kastede han sig over forfatterkarrieren, som da også bærer præg af den unge Madsens matematikinteresse.

Springet ud i forfatterskabet var ikke helt gnidningsfrit. Gyldendal afviste hans første noveller med en begrundelse, der mere end antydede, at skribenten måtte være skizofren, og et tilsvarende svar gav forfatternes forlag Arena.

Men i 1962 debuterede Svend Åge Madsen med novellen "Den ottende dag" i tidsskriftet Vindrose. Herefter antog Gyldendal hans første bog "Besøget", og forfatterskabet har udviklet sig floromvundet med omtrent en udgivelse per år lige siden. I 1964 flyttede Madsen til Risskov ved Aarhus og giftede sig med ergoterapeuten Bendte Ingerlise, der er medforfatter på de tre kriminalromaner, der er udkommet under pseudonymet Marianne Kainsdatter. Indtil konens død i 2013 levede de sammen på Vestre Strandallé – kun afbrudt af kortere ophold i USA, Algeriet og Indien.

Den tidlige del af forfatterskabet er præget af en radikalt eksperimenterende holdning til litterære synsvinkler, der giver sig udslag i særprægede og abstrakte, avantgardistiske tekster. Denne fase tæller titlerne "Besøget" fra 1963, "Lystbilleder" fra 1964, "Otte gange orphan" fra 1965 og "Tilføjelser" fra 1967. Heri leges med synsvinkler og med en horisontal ophobning af begivenheder. Det er således ikke personerne i fortællingerne, der flytter sig, i stedet udstilles deres absurde roller ud fra forskellige synsvinkler.

Debutværket "Besøget" er en skildring af en ung og usikker mand, der fortælles igennem tre forskellige synsvinkler, der er inspireret af henholdsvis Franz Kafka, Samuel Beckett og den franske nouveau-roman. Efterfølgeren "Lystbilleder" er mere vidtgående i sin leg med synsvinkler, perspektiver og stilskift, og i høj grad også i emnevalg. Her skildres en voldtægt begået i et ørkenlandskab set fra skiftevis ofrets og gerningsmandens side. Det usædelige tema har ikke tilfældigt påklistret romanen undertitlen "En uroman". "Otte gange orphan" er svær at karakterisere. Bogen er en sammenskrivning af nogle af de noveller, Gyldendal tidligere havde afvist, men nu er de skrevet i en sammenhæng til noget, der minder om en roman. Alle kapitler fremstår som dagbogsskriverier af en patient med skizofreni, og alt, hvad man som læser præsenteres for, er optegnelser fra dagbogen. Det betyder, at man drages længere og længere ind i et univers, hvor virkeligheden bliver et stadig mere abstrakt begreb. Eksempelvis skildres et par besøg, nogle gange af levende mennesker, fortælleren tilsyneladende ikke kender, men som alligevel kommer på besøg, og som han måske – måske ikke – slår ihjel. I hvert fald antydes det, at et besøg udvikler sig uheldigt, og i de følgende kapitler dukker der pludselig døde personer op. Tilsyneladende gror de op af jorden i fortællerens have, som var de blomster.

52418127

I 1966 udkommer intet fra Svend Åge Madsens hånd. Til gengæld kommer året efter "Tilføjelser", der består af fem hæfter i en grå kasse. "Tilføjelser" kan ses som en opfølgning på den manglende udgivelse, eller nærmere på ‘tavsheden’ fra året før. Hvert hæfte indledes således med ordet ‘tavshed’ og afsluttes med ordene: ‘Resten er’ – der er en henvisning til Shakespeares "Hamlet". De fem tekster i "Tilføjelser" kan læses i vilkårlig rækkefølge, og det samlede værk fremstår som sådan åbent og uafsluttet og uden egentlig udvikling eller mening. Det er ren tekst, ren abstraktion. Og hver tekst har sin fortæller, der kender de andres fortællinger og refererer mere eller mindre direkte og ironiserende til dem. På den måde får værket en åben henvisningssammenhæng – alle fortællerne henviser til hinanden og historierne ligeså. Mennesket fremstår i de fem tekster som sine roller, sine fortællinger, sine henvisninger, men ikke som en helhed, og tilsvarende fremstilles livet som et spil med forskellige muligheder og valg.

Et gennemgående træk i Svend Åge Madsens første fire romaner er, at de er meget forskellige fra den traditionelle roman, og at de sågar tenderer til at opløse romanformen ved at nedprioritere handlingen og personernes psykologi (personerne har eksempelvis ikke navne) samt ved at lade lokaliteten være ukonkret. Det er det moderne menneskes identitetsløshed, der problematiseres og udfordres i værkerne. Madsen selv siger i slutningen af denne periode, at “Efter “Tilføjelser” følte jeg mig ude i det tomme ingenting, nu var jeg helt ude ved spidsen af blyanten, og da måtte jeg simpelthen drage noget ind.” (Christian Kampmann: “Man kommer til at skrive ‘revolution’ hver 20. side”. Information 1970).