Svend Åge Madsens roman “Det syvende bånd” udkom i 2006 og er en utopi i den forstand, at den foregår i en nutid, hvor kampen mod kriminalitet er vundet. Danmark er blevet befriet fra alle former for umoral, usædelighed og forbrydelser, og alle indbyggere er endog blevet tolerante og næstekærlige. Årsagen er indførelsen af systemet kaldet Kæden. Kæden er et komplekst overvågningssystem, hvor borgerne holder øje med hinanden. Hver borger har et Syn i form af en person at holde øje med, og et Øje som er den person, der holder øje med én, indtil alle skifter hver tredje uge.
26366445
Hovedpersonen Sverre (som også optrådte i “At fortælle menneskene” og “Lad tiden gå”) er lærer i en aarhusiansk folkeskole, og han er glad og tilpas med Kæden. Kæden gør ham tryg, fordi der konstant er nogen, der holder øje med, at han er okay. Den gør ham empatisk ved, at han bliver en del af andre menneskers liv. Og desuden giver den ham rygrad ved, at hans Øje iagttager ham, fortæller hans liv og således er medskaber af det. Alt er således godt, indtil Sverre konfronteres med sin ungdomskærlighed: Katri (med efternavnene Deyk Hauge, som også optræder i “Jakkels vandring”, “Slægten Laveran” og dramaet “Hadets bånd”). Katri er netop hjemvendt fra Iran, hvor hun har været usynlig under en chador i 15 år, og hun føler, hun har bevæget sig fra den ene ufrihed til den anden. Hun og Sverre forsøger nu at overbevise hinanden om, at de hver især har ret. Men der må en forbrydelse til, før Sverre for alvor får øjnene op for Kædens bagside, og for at han endelig kan være sammen med Katri, kræver det, at han og hans tidligere elskerinde, kronofysikeren Johanne (fra “Lad tiden gå”, med en birolle i “Den usynlige myre”), må begå en forbrydelse, der sætter dem udenfor tiden og dermed for Kædens system. Kriminaliteten må genopfindes – for kærlighedens skyld.
Romanen tematiserer samtidens overvågningssamfund og den moderne mediekultur. I romanen spiller karaktererne konstant op til og laver skuespil for øjet, og det er oplagt at læse det som en reference til de sociale medier, hvor vi alle kan iscenesætte os selv og overvåge hinanden. Samtiden inddrages i øvrigt direkte i værket, blandt andet via en reference til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, da Katri kommenterer: “I afskaffer kriminalitet og vælger derefter en statsminister der er dømt for kreativ bogføring, og tidligere sat fra bestillingen af den grund.” (s. 109).