Svend Åge Madsen

Svend Åge Madsens forældre var fåmælte vestjyder, der var søgt til Aarhus, faren som assurandør, moren som postarbejder. Her bragte de fire børn til verden, hvoraf Svend Åge er den sidst ankomne. Han blev født den 2. november 1939 på Skjernvej mellem Den Gamle By og Ceres og levede her de første 25-26 år af sit liv. Skjernvej var en del af et arbejderkvarter med ret små lejligheder, hvor der ofte boede mange børn, så legekammerater var der nok af. Madsen siger selv om sit barndoms- og ungdomskvarter: "Jeg tror, at kvarteret har været vigtigt for mig. Det har betydet, at jeg har fået en rimelig kontakt med forskellige mennesketyper. Og med forskellige samfundslag." (Claus Grymer: "Århus - den evige stad". Interview i Kristeligt Dagblad, 1996-01-23). Fødebyen spiller da også en væsentlig rolle i Madsens forfatterskab, idet mange af fortællingerne har rødder i eller relation til det aarhusianske miljø.

Hjemmet var ikke særligt bogligt, og i skolen klarede Svend Åge sig middelmådigt. Kun i de matematiske fag skilte han sig dygtigt ud, og det var da også regnelæreren, der gennemtrumfede, at han kom i mellemskole frem for i lære. Svend Åge Madsen blev matematisk student fra Marselisborg Gymnasium i 1958, og i de følgende år læste han matematik på universitetet. Men da han lige netop ikke bestod studiets første del med den førstekarakter, der var nødvendig for at komme ind på det eftertragtede licentiatstudie, stoppede han sine studier. I stedet kastede han sig over forfatterkarrieren, som da også bærer præg af den unge Madsens matematikinteresse.

Springet ud i forfatterskabet var ikke helt gnidningsfrit. Gyldendal afviste hans første noveller med en begrundelse, der mente, at værkerne var for ’skizofrene’, og et tilsvarende svar gav forlaget Arena.

Men i 1962 debuterede Svend Åge Madsen med novellen "Den ottende dag" i tidsskriftet Vindrose. Herefter antog Gyldendal hans første bog "Besøget", og forfatterskabet har udviklet sig floromvundet med omtrent en udgivelse per år lige siden. I 1964 flyttede Madsen til Risskov ved Aarhus og giftede sig med ergoterapeuten Bendte Ingerlise, der er medforfatter på de tre kriminalromaner, der er udkommet under pseudonymet Marianne Kainsdatter. 

Svend Åge Madsen er en særdeles produktiv forfatter, der siden sin debut har skrevet omkring et værk per år. Genremæssigt spænder han vidt – over skuespil, hørespil, romaner, noveller, børnebøger, essays, og også en mail-bog er det blevet til.

I starten af sit lange forfatterskab lagde han ud som abstrakt modernist, der tematiserede det moderne menneskes rodløshed og identitetsløshed, for dernæst at bevæge sig over mod det mere konkret fortællende, der trækker på forskellige genrer. Således kan man finde inspiration i alt fra krimien over science fiction-genren til den store fortællende roman, ligesom fysikken og matematikken ofte danner bundklang i Madsens værker.

En grundmodel for mange af Madsens værker er, at han tager afsæt i samfundet, som vi kender det, men ændrer en enkelt spilleregel, og på den måde fremstår værkerne som en slags (livs)eksperimenter.

Fælles for hans fortællinger er en evne til at skabe struktur i vidt forgrenede fortællinger. Forfatteren bærer simpelthen rundt på et særegent fortællegen og en evne til at lade historier vikle sig ud og ind af hinanden. Fortællingen er da også et centralt tema i forfatterskabet. Fortællingens kraft tematiseres i adskillige værker, blandt andet i “Læselysten”, “At fortælle menneskene”, ”Af den anden verden”, ”Enden på tragedie” og ”Esbens fire liv”. Det er en grundtanke i værkerne, at de historier, vi fortæller om os selv og hinanden, er med til at forme det enkelte menneskes identitet, og i et værk som ”Enden på tragedie” kan historiefortælling ligefrem være med til at revolutionere hele menneskehedens historie og skabe bedre forståelse mellem mennesker på tværs af kulturer.

Også identitet er et væsentligt tema i Svend Åge Madsens forfatterskab, og dermed bliver personlige valg et centralt omdrejningspunkt, idet det er igennem de valg, mennesket træffer, at det skaber sin egen fortælling. Hos Madsen knytter interessen for fortællingen sig tæt sammen med afsøgningen af identitet, som det også sker i ”Esbens fire liv”. Faktisk er det ikke kun romankaraktererne, der bliver konfronteret med valg. Også læseren aktiveres og tvinges ind i situationer af valg som eksempelvis i "Sæt verden er til" og "Dage med Diam".

Svend Åge Madsen er på mange måder helt sin egen – radikal i sin skrift og tematik, og det kan derfor være svært at sætte ham i bås med andre forfattere.

Det skrift-tematiske opgør med formen, som ikke mindst kendetegner hans tidlige forfatterskab, kan dog sammenlignes med eksempelvis Per Åge Brandts digtning og med Peter Laugesens poesi. Med hensyn til de sprudlende fortællinger, der væver sig ind og ud af hinanden, kan tankerne falde på en forfatter som Salman Rushdie, der i den grad er indbegrebet af floromvundne fortællinger med sprudlen på både fortælleplan og karakterniveau.

Svend Åge Madsen sammenlignes af og til med Merete Pryds Helle. Begge har en forkærlighed for at sende deres læsere ud på tidsrejser, der bliver afsæt til at sætte nutidsmennesket i scene. Man kan ligeledes finde et slægtskab med forfattere som Karen Blixen og Christina Hesselholdt – ikke mindst i forfatterskabernes tematiske diskussion af forbindelsen mellem fortælling og identitet samt deres litterære fokus på, hvad der udgør en identitet.

Hvis man skal pege på andre forfatterskaber, der som Svend Åge Madsens tager afsæt i hypoteser og undersøger, hvad små justeringer af samfundsmodellen kunne få af betydning, er det oplagt at læse den islandske forfatter Friða Ísberg, der med sin dystopiske fremtidsroman ”Mærket” (2023) sætter fokus på mulige konsekvenser af kunstig intelligens og overvågning. Også Anne Cathrine Bomanns ”Blå toner” (2021) tager afsæt i en hypotese. Her handler det om en pille, der kan få sorg til at forsvinde, og undervejs tematiseres såvel kærlighed, sorg, empati som sundhedsvæsenet. I samme boldgade finder man klassikerne: George Orwells ”1984” (1949) og Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932). I modsætning til sidstnævnte har Svend Åge Madsens værker som hovedregel et noget mere optimistisk udfald, hvor kærlighedens og fortællingens kraft kan imødegå de fleste rigide samfundsmodeller og strukturer.

For læsere, der ønsker at dykke ned i Svend Åge Madsens yndlingsforfatterskaber, kan det anbefales at se til Beckett, Kafka, Jane Austen, Blicher, Calvino, T.S. Eliot, Dürrenmatt, Faulkner, Gogol, Hamsun, Ionesco, Joyce, Kleist og Lagerlöf.

Den tidlige del af Svend Åge Madsens forfatterskab er præget af en radikalt eksperimenterende holdning til litterære synsvinkler, der giver sig udslag i særprægede og abstrakte, avantgardistiske tekster. Denne fase tæller titlerne "Besøget" fra 1963, "Lystbilleder" fra 1964, "Otte gange orphan" fra 1965 og "Tilføjelser" fra 1967. Heri leges med synsvinkler og med en horisontal ophobning af begivenheder. Det er således ikke personerne i fortællingerne, der flytter sig, i stedet udstilles deres absurde roller ud fra forskellige synsvinkler.

25026209

Debutværket "Besøget" er en skildring af en ung og usikker mand, der fortælles igennem tre forskellige synsvinkler, der er inspireret af henholdsvis Franz Kafka, Samuel Beckett og den franske nouveau-roman. Efterfølgeren "Lystbilleder" er mere vidtgående i sin leg med synsvinkler, perspektiver og stilskift, og i høj grad også i emnevalg. Her skildres en voldtægt begået i et ørkenlandskab set fra skiftevis ofrets og gerningsmandens side. "Otte gange orphan" er en sammenskrivning af nogle af de noveller, Gyldendal tidligere havde afvist, men nu er de skrevet sammen til noget, der minder om en roman. Alle kapitler fremstår som dagbogsskriverier af en patient med skizofreni, og alt, hvad man som læser præsenteres for, er optegnelser fra dagbogen. Det betyder, at man drages længere og længere ind i et univers, hvor virkeligheden bliver et stadig mere abstrakt begreb. Eksempelvis skildres et par besøg, nogle gange af levende mennesker, fortælleren tilsyneladende ikke kender, men som alligevel kommer på besøg, og som han måske – måske ikke – slår ihjel. I hvert fald antydes det, at et besøg udvikler sig temmelig uheldigt, og i de følgende kapitler dukker der pludselig døde personer op. Tilsyneladende gror de op af jorden i fortællerens have, som var de blomster.

I 1967 udkom "Tilføjelser", der består af fem hæfter i en grå kasse. Hvert hæfte indledes med ordet ‘tavshed’ og afsluttes med ordene: ‘Resten er’, der er en henvisning til Shakespeares "Hamlet". De fem tekster i "Tilføjelser" kan læses i vilkårlig rækkefølge, og det samlede værk fremstår åbent og uafsluttet og uden egentlig udvikling eller mening. Det er ren tekst, ren abstraktion. Hver tekst har sin fortæller, der kender de andres fortællinger og refererer mere eller mindre direkte og ironiserende til dem. På den måde får værket en åben henvisningssammenhæng – alle fortællerne henviser til hinanden og historierne ligeså. Mennesket fremstår i de fem tekster som sine roller, sine fortællinger, sine henvisninger, men ikke som en helhed, og tilsvarende fremstilles livet som et spil med forskellige muligheder og valg.

Fælles for Svend Åge Madsens første fire romaner er, at de forsøger at opløse romanformen ved at nedprioritere handlingen og personernes psykologi (personerne har eksempelvis ikke navne) samt ved at lade lokaliteten være ukonkret. Værkerne tematiserer endvidere det moderne menneskes identitetsløshed. Madsen selv siger i slutningen af denne periode, at “Efter “Tilføjelser” følte jeg mig ude i det tomme ingenting, nu var jeg helt ude ved spidsen af blyanten, og da måtte jeg simpelthen drage noget ind.” (Christian Kampmann: “Man kommer til at skrive ‘revolution’ hver 20. side”. Information, 1970).

I slutningen af 1960’erne begyndte Svend Åge Madsen at skrive mere udbyggede romankarakterer frem og eksperimentere med fortællingens elementer og forskellige genrer. Det sker i romanerne "Liget og lysten" fra 1968, "Tredje gang så ta’r vi ham ..." fra 1969, "Maskeballet" fra 1970 og "Sæt verden er til" fra 1971. Her inddrages alt fra science fiction til mere triviallitterære genrer som ugebladsnovellen, krimien og pornografien. Madsen leger med genrerne og påpeger dermed deres eksistentielle funktion – hvordan de gengiver og former vores virkelighed.

"Liget og lysten" spiller på både krimi- og science fiction-genren, ligesom den trækker på pornografiens fantasier.

22313584

Handlingen udspiller sig i en lille provinsby, hvor intet er, som det bør være: I byens park mødes unge og spiller det særdeles særprægede spil Lust, under parkens bænk findes blodige lig, og hen over byen og dens mennesker hænger to stikkende sole samt et stort stirrende øje. Men hvem er morderen? Og hvem betragteren? Når alle i provinsbyen står stille, er øjet usynligt, så måske tilhører øjet den alvidende fortæller, der betragter sine opfundne personer? Eller tilhører det måske læseren? Romanen drejer og fordrejer finurligt, fantasifuldt og ironisk vores virkelighed og sætter tingene på spidsen.

I mere rendyrket form findes krimigenren i romanen "Tredje gang så ta’r vi ham ...", mens "Maskeballet" er Madsens version af den italienske forfatter Giovanni Boccaccios "Dekameron".

I "Sæt verden er til" fra 1971 vender Svend Åge Madsen tilbage til at lege med synsvinkler. Værket fremstår som et positivt modstykke til "Tilføjelser". Det består tilsvarende af fem dele, men de hænger sammen - både rent fysisk som ét bind - og filosofisk set. De fem beretninger er betragtninger over samme begivenhed, som fortælles af fem forskellige berettere, og som igen sættes i en overordnet ramme af en sjette person, der desuden har forsynet bogen med indholdsfortegnelse og personregister. De fem fortællere benytter meget forskellige stilarter, og det fremstår, som om de lever i hver deres tidsepoke, men i bogens slutning overskrider fortællerne deres individualitet og finder sammen. På den måde eksemplificerer forfatteren, at verden består af et utal af verdensbilleder, som læseren selv må stykke sammen og vælge imellem.

I de fire romaner fra denne fase af Madsens forfatterskab begynder det narrative at trænge ind i fortællingerne, og de fremstår i stadig større grad som fortællemæssige helheder. Samtidig begynder personerne at få navne, og begivenhederne udspiller sig på navngivne lokaliteter. Dog har de stadig abstrakt og symbolsk karakter som byen Vers i “Sæt verden er til”, hvis navn peger både mod digtningen og mod universet.

I 1980’erne legede Svend Åge Madsen for alvor med science fiction-genren og med tidens betydning for den måde, vi arrangerer os på. Især "Se dagens lys" fra 1980 og "Lad tiden gå" fra 1986 er karakteristiske for denne periode.

I "Se dagens lys" eksperimenterer han med vores måde at indrette samfundet og samlivet på. Hver dag vågner hvert enkelt menneske således op til et nyt liv: til en ny hverdag med et nyt arbejde, nye fritidsinteresser, en ny mand/kone og eventuelt med børn. Hver aften, inden menneskene går til ro, sluger de en pille som en art kombineret sovemedicin og fornyelsespille, og i nattens løb transporteres de til et nyt hjem. På den måde løsrives menneskene fra den kontinuitet, der præger de flestes hverdag, og som kan byde på kedsomhed og frustrationer. 

24583767

Projektet fungerer tilsyneladende perfekt, lige indtil den dag, Elef og Maya når at forelske sig i hinanden. Derfor ønsker de om aftenen ikke at give slip, men vil fastholde og fastfryse deres fælles liv, og det kommer der en fascinerende fortælling præget af kærlighed, filosofi og teknologi ud af. Som et typisk kuriosum fra forfatteren fortælles det, at de to hovedpersoner er forfattere til romanen "Tugt og utugt i mellemtiden", som Madsen ellers selv udgav i 1976.

I "Lad tiden gå" tager Madsen fat på tidsproblematikken såvel filosofisk som videnskabeligt. Her opfinder tidsforskeren Jeyde en kronofysisk metode, der kan sætte tiden 23 dage tilbage. Problemet er bare, at når eksperimentet effektueres, sættes alt 23 dage tilbage, inklusiv forskerens hukommelse, noter med mere, og dermed altså også erindringen om, at eksperimentet er udført. Jeyde beslutter sig derfor for at inddrage sin undervisningsassistent Johanne og arrangerer det således, at hun som den eneste bibringer erindringen om de 23 dage. Alt fungerer til fulde, lige til den dag Johanne beslutter selv at styre eksperimentet og ændre hele forehavendet.

Både ”Se dagens lys” og ”Lad tiden gå” er bygget op som hypoteser og fungerer som en form for livseksperimenter. Centrale temaer i begge værker er valg, frihed og kærlighed og en filosofisk undersøgelse af, hvordan livet også kunne forme sig.  

Romanen "At fortælle menneskene" fra 1989 tegner en litterær mosaik af ikke mindre end 126 personer. Persongalleriet er så stort, at personernes indbyrdes forhold er optegnet på en syv siders slægtstavle foran i bogen. Men det er nu ikke en helt almindelig slægtsforsker, der har begået forskningsarbejdet. I hvert fald er det ikke altid lige nydelige og legitime forhold, der holder personerne sammen, nej det er alt fra dunkle slægtsforbindelser over forelskelser til forbrydelser.

06963099

Karakteristisk for forfatterskabet møder vi her både gengangere fra tidligere værker og helt nye og endnu uskildrede personer, ligesom de i romanen møder hinanden på kryds og tværs. Og alle personerne har så mange historier, de gerne vil fortælle, at det er svært at holde beretningerne ud fra hinanden.

Som assistent træder jeg-fortælleren Sverre Fuhl (som forøvrigt var Johannes' medhjælper i “Lad tiden gå”) ind på banen. Men han er ikke alene om fortælleropgaven. Også Jan Fælding drømmer og fortæller menneskene, ligesom Sverres gode ven Thøger assisterer. Thøger får nemlig den opgave at fortælle vanskabningen Ikona om menneskene, da hun aldrig har kendt hverken verden eller dens mennesker. Efterhånden får hun via Thøgers mange små og store fortællinger og fabuleringer skabt en mosaik af historier og omdannet dem til et verdensbillede, som endog kaster nye beretninger og betragtninger af sig. Dermed forvandles hun selv fra vanskabning til menneske og indtager sin plads i fortællingen.

Identitet er det helt centrale tema i romanen, som i øvrigt væves nært sammen med fortællinger. Menneskets identitet bliver således til via de historier og oplevelser, det får gennem livet, og som til sammen skaber en fortælling.

Madsen konkluderer selv om værket: "Min identitet afgøres af hvilke historier jeg har taget til mig, hvilke historier jeg indgår i, hvilke historier jeg vælger at føre videre. ‘Sandhed’ er for mig ikke længere noget, vi får overrakt af guder, og det er ikke noget videnskaben kan måle sig til eller deducere frem. ‘Sandhed’ for mig afgøres af hvilke historier jeg oprigtigt kan stå inde for, hvilke historier der giver mening for mig." (I essayet "Den existentielle fortælling", 1992).

Romanen blev filmatiseret i 2002 af Christian Braad Thomsen.

I romanen "Syv aldres galskab" fra 1994 forenes ideer om tiden som fænomen med perspektivet på mennesket som fortælling. Oversætter man romanens titel til engelsk, lyder den Seven Ages Madness, som er et anagram for forfatteren selv og i øvrigt opstået via de sproglige forviklinger, forfatternavnet er blevet udsat for i mødet med den store vide verden.

Romanen indledes med en dystopisk omskrivning af indledningen til Johannesevangeliet som en lignelse på, at sproget har mistet sin funktion, hvorved sandheden er ophørt med at eksistere: 

"Her, henimod afslutningen, er der ingen ord. Ingen ord, derfor ingen sandhed. Alt foregår i ordløshed, alt blir til intet. Ordløsheden, som er døden. Døden som er menneskenes mørke. Og mørket fordunkler lyset, og lyset kunne ikke gennemtrænge mørket. Et menneske, som går til, et menneske, som går i opløsning, et menneske som er opløsning. Et menneske ved navn Johannes." 

50947637

Således skriver Svend Åge Madsen sig motivisk ind i religionens univers og sætter livet og sproget på spidsen i den murstenstunge sag på 500 sider, hvor mylderet af handlinger, som væves ind i hinanden, er kunstfærdigt sammenflettet og struktureret omkring tre personers historie. Den ene er Bertel Jenssøn Helled, der er nær ven af trykker Skonning i 1600-tallets Aarhus. Den anden er Styge Skonning, der forsker i sin slægtshistorie. Og den tredje er Tobias Gortis, der i et anfald af eksistentiel lede render rundt i Aarhus og er så ond som muligt, indtil han under et indbrud hos Styge indgår et væddemål med selvsamme, om han kan være god i et år.  

Som læser kan det være vanskeligt at finde ud af fortælleforholdene. Man kan læse romanen, som om den er fortalt af de tre forskellige karakterer, hvis fortællinger lapper ind over hinanden, men man kan også læse den, som om den alene er fortalt af Styge. En af måderne, Svend Åge Madsen slører fortælleforholdet på, er ved at hvert enkelt forløb fortælles fra et helt andet sted i den samlede fiktion, end det udspilles. Dermed bliver læseren i tvivl om, hvem der egentlig fortæller hvem.

På fortælleplanet handler romanen om slægten Skonning, der skildres over en årrække på 350 år, eller nærmere: tiden fastholdes ved en skildring af slægten Skonning gennem syv aldre. De forskellige tidsaldre skiller sig ud fra hinanden ved at have hver deres verdensorden i form af en særlig dimensionering af tid og rum. Dermed kommer "Syv aldres galskab" til at omhandle den flerdimensionale fortællings forhold til tiden, rummene og sig selv.

"Kvinden uden krop" fra 1996 og "Genspejlet" fra 1999 diskuterer naturvidenskabens og teknologiens perspektiver i science fiction-agtige set-ups.

I "Kvinden uden krop" lider hovedpersonen Garys kone Thelma af uhelbredelig kræft. Da tanken om at skulle skilles fra hende er ubærlig for Gary, benytter han sig af virtuel spirituality for at forsøge at transformere hendes ånd over i sin egen. Han har arbejdet med metoden gennem længere tid, og selv om den ikke er helt færdig, beslutter han sig for at benytte den, inden det er for sent. Eksperimentet lykkes, men det bliver en brat opvågnen for dem begge, da ingen hemmeligheder, ikke et eneste spædt tankespind, længere kan skjules for den anden.

22630210

Gary og Thelma beslutter sig nu for at skabe en prisme, der kan gennemskue alle menneskers følelser, så intet længere kan skjules. Men projektet er ikke omkostningsfrit, og romanen ender med erkendelsen: "Inde under huden er ethvert menneske ensomt".

"Genspejlet" er en tvetydig titel, der både peger på arveanlæg i form af gener, på gensplejsningsteknologien og på at blive genspejlet, altså at møde sit eget spejlbillede, og romanen indeholder alle disse finesser og flere til. Romanen er bygget op om en kærlighedshistorie mellem bevidsthedsbiologen Just Helled og den skønne Helena (en litterær henvisning til den græske gudinde for skønhed). De to finder tilfældigt sammen, tænker Just Helled, men da hun dør af en uhelbredelig sygdom, går det op for ham, at de var intet mindre end bestemt for hinanden.

Efter denne erkendelse går Helled i hundene, han forlader sin forskning og slår sig på flasken, indtil den dag, hvor hans djævelske kollega Krystofiles fristende præsenterer ham for fire aldersforskellige udgaver af den afdøde kone. Helled forelsker sig i alle fire og kaster sig hovedkulds ud i såvel kærlighedslivet som forskerlivet. Undervejs i sin søgen efter kærlighed finder han ud af, at de fire kærlighedskvinder er forskellige kloner af den afdøde hustru, og i sin forskning formår han at isolere det gen, der adskiller dyr fra mennesker, nemlig bevidsthedens gen. Da han erfarer, at også de forskellige kloner af hans kone lider af den samme uhelbredelige sygdom, føler han verdenssmerten så stor, at han mener det nødvendigt at benytte sin viden til at fjerne menneskenes bevidsthed og dermed menneskenes evne til at føle smerte. Just Helled fjerner genet fra alle nyfødte børn og skaber dermed det lidelsesløse, men også lidenskabs- og lykkesløse samfund, der bestemt ikke viser sig som et favorabelt alternativ.

Lidelse og lykke viser sig at være sammenhængende størrelser og en forudsætning for livet.

Udgivelserne "Nærvær og Næsten: Tomas Fants familiekrøniker" fra 2000 og "Den ugudelige farce" fra 2002 spiller også på bevidsthedens betydning.

"Nærvær og Næsten" er en genudgivelse og en aktualisering af en tidligere fortælling, der indgik i antologien "Septemberfortællingerne" fra 1988.

"Septemberfortællingerne" fremstod som otte danske forfatteres forsøg på at skrive en udgave af Boccaccios "Dekameron".

24023575
I "Nærvær og Næsten" er rammen forandret i forhold til "Dekameron" (og ”Septemberfortællingerne”). Der har således ikke fundet en katastrofe sted i den store vide verden, men i den nære, i familien Fants univers. Tomas Fant er flygtet med sin familie til Andalusien, fordi hans hustru er blevet ramt af en dyb personlighedsspaltning, der både skyldes, at hun plages af sygdom og hendes virke som skuespiller. Tomas forsøger at samle hustruens splintrede bevidsthed ved at fortælle sin slægts krønike, der tager sig lige så fantasifuld ud, som ordet Fant synes født ud af fantasien. Tomas Fant virker da også som en litterær medicinmand, der ordinerer forløsende ord, indtil helingen har fundet sted, og et centralt tema er således ordenes kraft – deres evne til at forme og skabe virkelighed.

I "Den ugudelige farce" vågner hovedpersonen Jesper op efter den skønneste nat med en dejlig amerikansk kvinde og slår sit hoved mod et varmerør. Resultatet er, at han mister sin ubevidsthed – det vil sige den indre skjulte stemme, eller indre Gud, som driver os og kan få os til at gøre ting, vi ikke har lyst til. Derefter splintres hans bevidsthed således, at hver gang han skal træffe et valg, åbner fremtiden sig for ham i to spor i hans bevidsthed, som han må afsøge og vælge imellem. Dermed oplever han konstant at befinde sig to steder, både i nutiden og i fremtiden.

Han spaltes i tiden, og det samme gør sådan set læseren, for splittelsen sker også på tekstplan, hvor hver side begynder at spaltes i to lige gyldige og lige fyldige fortællinger. Romanen er på én gang en hypertekst, der styres af Jesper (og læseren), og en dannelsesrejse til religionernes land, USA, hvor Jesper erfarer, at det ikke kun er den indre Gud, der er overflødig, men også troens Gud. Som det hedder i romanen, så kan religion sammenlignes med at indtage kalktabletter i stedet for medicin - det virker, hvis man tror på det. Således er det helt centrale tema frihed – det frie menneske, som står i skarp modsætning til dem, der er styret af indre og/eller ydre guder.

I 2003 havde Svend Åge Madsen 40-års jubilæum som forfatter, og i den forbindelse udgav han dobbeltromanen "De gode mennesker i Århus & Læselysten". Begge fortællinger har det til fælles, at det er ordene, skriften, fortællingerne, der er det centrale, og at den, der fører pennen, er den egentlige skyldige i de fordrejninger, ordene kan skabe.

Den første del af romanen om de gode mennesker i Aarhus fortæller om en by, der er blevet besmittet med godhed. Alle går rundt og gør altruistiske, gode gerninger, både økonomisk, fysisk og psykisk, og hverken læger eller psykologer kan finde årsagen. Men så kommer det for en dag, at det er litteraturen, der er den farlige smittebærer, som breder selvopofringspesten over byen.

24510077

I ”Læselysten” forsvarer den unge jurist Amon Gortis sin doktordisputats om ikkebogstaveligt tyveri. Blandt andet fremsætter han den tese, at læsning kan fremkalde så stor fordybelse, at man bevidsthedsmæssigt forsvinder fra virkelighedens verden til bogens univers. Eksempelvis vil en kvinde, der i den grad er fordybet, således kunne risikere, at en mand trænger ind på hende og "endda udnytter hendes ubevogtede krop til at indhente seksuelle ydelser uden vederlag", hævder han (s. 184).

Videre diskuterer han eksempler på tyveri af åndsprodukter. Her forklarer han, hvordan al skreven litteratur altid bygger på den allerede eksisterende, og at der ikke er nogen original så at sige, fordi alt er rent og skært tyveri. Som forsvar for denne tese fremhæver han historien om værket "Læselysten", der på ingen måde er original, for han kan påvise ikke færre end 334 værker og formuleringer, der må have givet inspiration til denne historie. Eksempelvis opsporer heltinden i en novelle af Marquise von O sin voldtægtsmand og gifter sig med ham. Det samme gør Thyra i Svend Åges "Læselysten", der er blevet besvangret, mens hun er opslugt og fordybet i skønlitterær læsning, og dermed er tesen jo bevist!

Samtidig med at ‘læserliderligheden’ er fremhævet, som flere anmeldere morede sig over i den forbindelse.

I 2004 udkom "Levemåder", der som titlen anfører handler om måder at leve på. Her møder vi parret Frands og Ursula, der elsker hinanden inderligt og ikke ved noget bedre end hinandens selskab, samt parret Leif og Dinna, der har det tilsvarende lykkeligt. Men da de to mænd begynder at udveksle tanker og følelser om deres respektive hustruer, begynder de hver især at se hinandens kvinder med den andens øjne. Det resulterer i, hvad man kan kalde dobbeltforelskelser. Da kvinderne tilsvarende oplever at fascineres af begge mænd med hver deres forcer og svagheder, finder parrene ud af at indrette det således, at mændene er på skift en uge ad gangen hos kvinderne. Denne levevis af flersomhed får alle parter til at føle, at de befinder sig i en paradisisk tilstand.

Men, som i Biblens verden, findes intet paradis uden en slange, her manifesteret som den onde Gordon Bimpel. Gordon hvisker Dinna i øret, at hendes urene levevis er fatal og må endes brat. Det sker med døden til følge. Lammet af sorg drager Frands til Venedig, fast besluttet på at dø eller blive en anden, og efter en længere kamp med selve kunstens og religionens væsen forvandles han til forfatter.

25465512

I første omgang slås Frands med et forsøg på at genskrive Biblens udgave af beretningen om Adam og Eva, men da det mislykkes, fremstår resten af "Levemåder" som en finurlig blanding af Svend Åges fiktion og fiktion i fiktionen. Som læser bliver man vidne til Frands’ skriveproces, der resulterer i en roman, der uvægerligt minder om den roman, vi sidder med og allerede læser. Frands sammenlignes endog undervejs med adskillige nulevende og tidligere eksisterende danske forfattere, og det konstateres, at "I intrigemæssige forviklinger og krydsreferencer var Svend Åge Madsen uden tvivl hans overmand." (s. 158).

"Levemåder" - både Svend Åges og Frands’ - handler om virkelighed kontra fiktion. Den handler om kunstens og forfatterens rolle i skabelsen af virkeligheden. Fortællingen stiller provokerende spørgsmål til vores måde at indrette samlivet på og fremhæver normernes begrænsning. Den lader læseren være vidne til ‘virkelige’ og fiktive mord, som undervejs forklares, ligesom nogle delvist forsvares, og den sætter spørgsmålstegn ved, om der findes en højere retfærdighed.

Selve romanen afsluttes med et ubesvaret spørgsmål, der bliver en tvetydig morale: "Kan du så se der findes sådan noget som højere retfærdighed?" (s. 182).

I 2007 udkom novellesamlingen “Manden der opdagede at han ikke eksisterede”. Den består af 13 noveller, som alle i større eller mindre grad kredser om eksistentielle spørgsmål – ikke mindst om identitet og intimitet, og om ordenes magt. Ikke mindst den sidste novelle, som har lagt navn til samlingens titel, centrerer sig om relationen mellem liv og død. Her er et ægtepar taget i sommerhus for at blive frelst fra en problematik, som er begyndt at snige sig ind på deres forhold. Jalousi har nemlig lagt sig som en uudryddelig skygge imellem ægtefællerne. I første omgang præsenteres det sådan set ikke som jalousi. Manden har fået at vide af en ven, at konen ser en anden, men han griner af det og slår det hen, for som han siger, så kender han hende jo så godt og ved per intuition altid, hvad hun laver og tænker.

Den påståede affære bliver til en joke imellem ægteparret om ‘manden der ikke eksisterede’ og ‘den fraværende’, men det viser sig, at ‘den fraværende’ er blevet en uundgåelig del af deres relation. Uanset om denne fraværende eksisterer eller ej, så er han blevet plantet i ægteparrets bevidsthed, og de kan ikke ryste ham af sig igen.

26935105

Efterhånden afsløres det da også, at parret måske ikke kender hinanden så godt, som manden umiddelbart giver udtryk for. I hvert fald bebrejder kvinden ham, at han er halvhjertet, fordi han aldrig kan være helt til stede. Uanset hvor han er, og hvad han laver, drømmer han sig andetsteds hen. Og på et tidspunkt siger hun, at han er så god til at bevare roen, at hun dårligt ved, hvor hun har ham – “Så behersket at du var på nippet til at forsvinde for én.” (s. 236).

Den opmærksomme læser vil allerede her studse over, at hun omtaler ham i datid, som om han allerede er forsvundet, og det viser sig da også ved novellens slutning at være tilfældet. Manden, der har fortalt hele historien, er rent faktisk forsvundet. Han er udelukkende med i sommerhus som et gespenst i hendes sind. Læsere, der har været igennem hele novellesamlingen, vil uvægerligt blive mindet om den første novelle, “December”, om en mirakuløs redning fra døden. Men betyder det så, at manden i novellen “Manden der opdagede at han ikke eksisterede” er levende eller død? Det gives der ikke noget endeligt svar på. 

Den 12. novelle, “Det uforklarlige”, handler om, hvordan vi alle er hinandens skabere og skabninger. Det vil sige, at når vi indgår i relationer, så skaber vi hinanden i vores eget billede og påvirker hinandens udvikling. Tilsvarende – når relationer afsluttes, bliver vi opløst, som “Manden der opdagede at han ikke eksisterede” bliver opløst, da han opdager, at han lever på en løgn. Og vi kan tilsyneladende ligefrem påvirke hinanden uden direkte at indgå i relationer, som i novellen “Domsmand”, hvor hovedpersonen ‘bliver nødt til’ at begå en voldtægt, fordi pigen frygtfuldt forventer, at han vil gøre det.