I slutningen af 1960’erne begyndte Svend Åge Madsen at skrive mere udbyggede romankarakterer frem og eksperimentere med fortællingens elementer og forskellige genrer. Det sker i romanerne "Liget og lysten" fra 1968, "Tredje gang så ta’r vi ham ..." fra 1969, "Maskeballet" fra 1970 og "Sæt verden er til" fra 1971. Her inddrages alt fra science fiction til mere triviallitterære genrer som ugebladsnovellen, krimien og pornografien. Madsen leger med genrerne og påpeger dermed deres eksistentielle funktion – hvordan de gengiver og former vores virkelighed.
"Liget og lysten" spiller på både krimi- og science fiction-genren, ligesom den trækker på pornografiens fantasier.
22313584
Handlingen udspiller sig i en lille provinsby, hvor intet er, som det bør være: I byens park mødes unge og spiller det særdeles særprægede spil Lust, under parkens bænk findes blodige lig, og hen over byen og dens mennesker hænger to stikkende sole samt et stort stirrende øje. Men hvem er morderen? Og hvem betragteren? Når alle i provinsbyen står stille, er øjet usynligt, så måske tilhører øjet den alvidende fortæller, der betragter sine opfundne personer? Eller tilhører det måske læseren? Romanen drejer og fordrejer finurligt, fantasifuldt og ironisk vores virkelighed og sætter tingene på spidsen.
I mere rendyrket form findes krimigenren i romanen "Tredje gang så ta’r vi ham ...", mens "Maskeballet" er Madsens version af den italienske forfatter Giovanni Boccaccios "Dekameron".
I "Sæt verden er til" fra 1971 vender Svend Åge Madsen tilbage til at lege med synsvinkler. Værket fremstår som et positivt modstykke til "Tilføjelser". Det består tilsvarende af fem dele, men de hænger sammen - både rent fysisk som ét bind - og filosofisk set. De fem beretninger er betragtninger over samme begivenhed, som fortælles af fem forskellige berettere, og som igen sættes i en overordnet ramme af en sjette person, der desuden har forsynet bogen med indholdsfortegnelse og personregister. De fem fortællere benytter meget forskellige stilarter, og det fremstår, som om de lever i hver deres tidsepoke, men i bogens slutning overskrider fortællerne deres individualitet og finder sammen. På den måde eksemplificerer forfatteren, at verden består af et utal af verdensbilleder, som læseren selv må stykke sammen og vælge imellem.
I de fire romaner fra denne fase af Madsens forfatterskab begynder det narrative at trænge ind i fortællingerne, og de fremstår i stadig større grad som fortællemæssige helheder. Samtidig begynder personerne at få navne, og begivenhederne udspiller sig på navngivne lokaliteter. Dog har de stadig abstrakt og symbolsk karakter som byen Vers i “Sæt verden er til”, hvis navn peger både mod digtningen og mod universet.