Steen Steensen Blicher

Steen Steensen Blicher blev født i 1782 på præstegården i det fattige sogn Vium, lidt syd for Viborg i Midtjylland, hvor hans far var præst. Blicher voksede op som enebarn, fordi hans mange søskende døde kort efter fødslen, og ifølge faren var det årsagen til, at Blichers mor udviklede en svær depression og blev stemplet som ”sindssvag”.
Fra sin far fik Blicher stor interesse for jagt og natur og fulgte ham også siden i præstegerningen. Han fik sin studentereksamen i 1799 og begyndte kort efter på teologistudiet i København. I 1809 tog han sin embedseksamen fra pastoralseminariet og giftede sig året efter med sin farbrors 17-årige enke Ernestine. De slog sig ned i Randers, hvor Blicher underviste på byens latinskole. Siden blev han forpagter hos sin far i Randlev Præstegård. I 1819 fik han sit første præsteembede, inden han i 1825 rykkede til en bedre aflønnet stilling i Spentrup Sogn ved Randers, hvor han tjente indtil kort før sin død.

Blicher skrev 95 noveller og mere end 340 digte foruden en lang række artikler om både politik, topografi, landbrug og jagt. Men det var først i 1830'erne, at han fik sit store gennembrud som novelleforfatter. Alligevel følte Blicher sig gennem hele sin karriere miskendt og isoleret fra ”det gode selskab”, og kombineret med et stærkt svingende helbred førte denne bitterhed til et større og større alkoholforbrug.

Økonomiske problemer og gæld plagede desuden Blicher i store dele af hans liv og var med til at sætte hans novelleproduktion i vejret for at skaffe ekstraindtægter. På trods af pengemangel plejede Blicher ikke sine præstekald med særlig stor samvittighed, men tog sig med tiden længere og længere vandre- og jagtture på den jyske hede, hvor han mødte det åbne landskabs vidtstrakte ensomhed og områdets mange rakkere, vagabonder, hedebønder og deres sæder og skikke.

Efter flere klager fik Blicher i september 1847 sin afsked fra præsteembedet – dog med pension og ét år til at flytte fra præstegården. Han døde i Spentrup et halvt år senere. (Blicher-Selskabet: Kort indføring Blichers liv og værk. blicherselskabet.dk, 2015).

Efter debuten som digter i 1814 skulle der gå hele 10 år, før Steen Steensen Blicher udgav sin første novelle, ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” (1824), der i dag anses som en af hans vigtigste noveller – og en af den danske novelletraditions fineste tekster.
I en dybt personlig og fortrolig dagbogsform skildrer degnen Morten Vinge, i brudstykker, sit liv som tjener på Tjele Hovedgård nær Viborg i begyndelsen af 1700-tallet. Fra de første optegnelser i 1708, hvor Morten Vinge er 14 år, til hans sidste, kort før hans død i 1753, giver novellens nedslag indblik i Morten Vinges liv og i hans urolige personlighed. Gennem brudstykkerne tegner en dramatisk historie sig, hvor både Morten Vinges forældres og læremesters tidlige død sætter sit præg på hans liv, og hvor han beretter om pestsygdom i København, om sine oplevelser i krig mod svenskerne – og siden som tvungen soldat i svensk tjeneste mod russerne og pelsjægerliv i Sibirien.

54277628
Det er dog hans ulykkelige forelskelse i den unge adelsfrøken Sophie på Tjele Hovedgård, der er novellens tragiske kerne. For Sophie ænser aldrig Morten Vinge, men stikker – efter et ulykkeligt giftermål med adelsmanden Gyldenløve – af med jægeren Jens og hvirvles, ligesom Morten selv, ud på en lang og hård livsrejse. Morten får aldrig erklæret sin kærlighed, så lammet er han af forelskelsen. Og selv da hans og Sophies veje krydser hinanden i alderdommen, lægger hun ikke mærke til ham.

Novellen er inspireret af den autentiske og tragiske historie om adelsfrøkenen Marie Grubbe (ca. 1643-1718), og selvom både navne og årstal er ændret, afslutter Blicher teksten med at oplyse, at brudstykkerne er ”Fundet, gjennemgaaet og udgivet af S. S. Blicher” (s. 32). På den måde giver han teksten et virkelighedspræg, som er med til at placere fortælleren, Morten Vinge, midt i begivenhederne og ikke som en alvidende fortæller, der er hævet over de stærke og dybe følelser, der gløder fra de sparsomme og private optegnelser, som alligevel formår at samle sig til skildringen af et helt, komplekst menneskeliv.

I novellen ”Hosekræmmeren” fra 1829 får Steen Steensen Blicher den solvarme midtjyske hede til at flimre som et vidtstrakt ørkenlandskab for øjnene af læseren. Den berømte åbningsscene, hvor fortælleren vandrer gennem lyng og muldvarpeskud, skaber en lang række sproglige paralleller mellem den flade, danske natur og en næsten eventyragtig verden fuld af beduiners telte og arabiske byers høje tårne. Eller i hvert fald forestillingen om dem. For det er en simpel tørvehytte, den tørstige og trætte fortæller når frem til.

53846068
Og selvom ”Hosekræmmeren” er en sørgelig fortælling om jævne folk langt ude på landet, giver Blicher novellen et skær af eventyr, der understreger dybden og omfanget af fortællingens tragedie.
I den lille tørvehytte møder fortælleren nemlig en velhavende hedebonde, hvis smukke datter Cecil er forelsket i kræmmeren Esben Kjeldsen. Men faren vil gifte hende bort til en rigere bejler, så Esben rejser ud i verden for at tjene nok penge til at få sin store kærlighed. Med ordene: ”Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig”, drager Esben bort (s. 114).
Da fortælleren seks år efter sit første besøg vender tilbage til tørvehytten på heden, møder han ikke det unge par lykkeligt gift, som han ellers forestiller sig. I stedet er den gamle hedebondes kone blevet enke og Cecil ulykkeligt fanget i en vrangforestilling. I Esbens fravær blev hun tungsindig, og da faren ville tvinge hende til at gifte sig den rige Mads Egelund, flygtede Cecil ud af kirken og blev aldrig den samme igen.
Den tilbagevendte fortæller hører hele den dybt tragiske historie om en tung og ulykkelig skæbne, der kunne have været undgået, hvis kærligheden havde fået lov til at sejre over pengene fra begyndelsen. For mennesker har brug for brød på bordet, som hedebonden sagde. Men de har også brug for frihed, kærlighed og retten til at leve deres eget liv.
I novellens slutning er heden ikke længere en lys og åben verden for den frie vandrer. I stedet lyder ”den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller” (s. 123) som et melankolsk suk over hedens mørke.

Også i ”Præsten i Vejlbye”, der ligesom ”Hosekræmmeren” er fra 1829, er det en ung piges kærlighedsvalg, der får tragiske følger. Da præstedatteren Mette Qvist vælger den unge herredsfoged frem for den rige Morten Bruus, bliver den afviste forsmået og hævner sig på præsten Søren Qvist.
Novellen, hvis første del er fortalt som herredsfogedens optegnelser, har Steen Steensen Blicher givet genrebetegnelsen ”En Criminalhistorie”. Og fortællingens omdrejningspunkt er da også det mord, som præsten bliver beskyldt – og til sidst også dømt og henrettet – for at have begået. Den døde, der er begravet i præstens have, er Morten Bruus' bror, der tjente i præstegården.

23817985

Men omstændighederne for hans død er dunkle, og ”Criminalhistoriens” gåde er ikke så meget spørgsmålet om, hvem der slog ham ihjel, som hvorfor præsten tilstår et mord, han i virkeligheden slet ikke har begået?
Men vidner har set præsten slå Morten Bruus’ bror og andre har set ham grave i sin have midt om natten. Præsten tilstår forbrydelsen, men det hele er en forvirret historie om tidligere tilfælde af hidsighed og søvngængeri, hvor præsten til sidst ser en sammenhæng og forklaring på alle de fældende vidnesbyrd mod ham. Han ender med at tro på sin egen skyld og slutter med at sige: ”Ja, Gud være mig naadig! det er - det maae være saa.” (s. 142). Og sådan bliver det: herredsfogeden må dømme sin svigerfar for en forbrydelse, han ikke har begået.
Sandheden kommer for en dag i fortællingens anden del, der foregår flere år senere. Her afslører en biperson, at det lig, der blev gravet op i præstens have ikke var Morten Bruus’ bror, og at det er prangeren selv, der står bag det hele som en snedig og ondskabsfuld hævnagt over det afviste frieri. Det er Morten Bruus, der – klædt ud som Søren Qvist – har gravet graven i præstens have og smidt et andet opgravet lig derned. Morten Bruus’ bror er slet ikke død, men sendt langt bort.
Præstens og herredsfogedens store tragedie er, at de i deres tillid til den ordentlige verden de lever i, og til både kristne og verdslige love, ikke formår at gennemskue Morten Bruus’ ondskab og på den måde kommer til at stille retfærdigheden i det uretfærdiges tjeneste.