Jeppe Aakjær

Artikel type
voksne
cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Aakjær, Jeppe
Foto: Scanpix

Indledning

Jeppe Aakjær er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik, hvor den vestjyske hedes rug og markblomster beskrives og besynges. Men Aakjær var i virkeligheden ikke (udelukkende) drevet af en trang efter at være naturlyriker, men derimod optaget af at skildre menneskets større sammenhæng og rytmiske forhold til omverdenen – og her udgjorde naturen blot én bestanddel. Arbejde, landskab, arv og miljø var lige så prægnante komponenter, og Aakjær havde et særdeles udviklet blik for at skildre almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Aakjær var på mange måder en politisk forfatter, og såvel hans naturbeskrivelser som hans agitatoriske romaner havde til formål at få de gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser.

 

51191692

Blå bog

Født: 10. september 1866.

Død: 22. april 1930.

Uddannelse: Læste på Blågårds Lærerseminarium fra 1884 og tog nogle kurser i historie på universitetet.  

Debut: Derude fra Kjærene. 1899. Digte.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Mit Regnebræt. 1919.

Inspiration: Steen Steensen Blicher.

Periode: Det folkelige gennembrud

 

 

 

 

Pernille Bach synger Jens Vejmand

jeppe

Baggrund

”Hvem sidder der bag skærmen/ med klude om sin hånd,/ med læderlap for øjet/ og om sin sko et bånd?/ Det er såmænd Jens Vejmand,/ der af sin sure nød/ med ham’ren må forvandle/ de hårde sten til brød”
”Rugens sange”, s. 76.

Jeppe Aakjær – døbt Jeppe Jensen – voksede op på en gård i den lille by Aakjær i Fly sogn syd for Skive. Jeppes far havde mistet familiens formue pga. et ufordelagtig løskøb fra soldatertjeneste, så Jeppe og hans otte søskende måtte arbejde hårdt for at opretholde livet. Jeppe selv tjente som fårehyrde, hvilket imidlertid gav ham noget frihed og anledning til alene at begive sig ud i naturen.

Familien Jensen var fattig og tvunget til hårdt arbejde, men det var nu en gang almuens livsbetingelser på det tidspunkt, og alle børnene kom sågar i skole. I hans tidlige liv fyldte arbejdet mere end skolen for Jeppe – både pga. interesse og nødvendighed – men i 1879 fik han en ny lærer, der trak ham væk fra landlivet. Niels Jacobsen hed han, der inspireret af Grundtvigs pædagogiske idealer så et lys i Jeppe, som han læste St. St. Blicher, H.C. Andersen og B.S. Ingemann med. Jacobsen fik ekspederet Jeppe videre til Staby Højskole, hvor han blev optaget af lokalhistorie, sagn og folkemyter, hvad han derfor begyndte at berette om i tidsskriftet Skattegraveren. Det blev begyndelsen på Jeppe Aakjærs litterære virke, og folkemyterne vedblev at have betydning for forfatterskabet.

I 1884 havde Jeppe Aakjær imidlertid samlet mod til at rejse væk fra hjemmet, og han tog til København og lod sig indskrive på Blaagaards Seminarium. Seminariet var dog ikke det, der kom til at optage ham mest i hovedstaden. København var på det tidspunkt et ekstatisk og livligt sted, hvor den offentlige modstand mod Estrup og hans enevældige styreform fyldte gader og stræder. Derudover var arbejderklassen aktiv og fremturede med deres ultimative krav om bedre forhold. Og sidst men ikke mindst var det tiden, hvor Georg Brandes holdt sine forelæsninger på universitetet agiterende for opgør med traditionerne og forløsende oplysning.

Det var noget, der for alvor optændte Jeppe, som vendte tilbage til hjemegnen med hovedet fuld af oplysningstanker, som han som foredragsholder begyndte at videreformidle. Til et af disse foredrag mødte han Marie Bregendahl. De giftede sig og flyttede til København, hvor Jeppe gav den som samfundsdebattør og forfatter, mens Marie holdt pension og skrev ved siden af. Ægteskabet varede dog ikke længe, og Jeppe flyttede tilbage til Jylland og giftede sig med Nanna Aakjær. Fra Jeppe og Nanna Aakjærs kunstnerhjem Jenle i Salling har vi de sidste skrifter fra hans hånd, og ægteparret ligger begravet i skoven syd for huset.

Vadmelsfolk

”Det var just ikke noget mageligt liv, Frederik Tapbjerg førte derude på Fleskjær Hede, en fjerdingvej fra Hovedbyen, for stod han ikke i tunge træsko og æltede døj i tørvemosen, gjorde han daglejerarbejde rundt om hos gårdmændene. Sådan havde han nu henslæbt halvtredsindstyve år.”
”Vadmelsfolk”, s. 51.

I 1900 udkom ”Vadmelsfolk”, der er Jeppe Aakjærs fjerde udgivelse. Det er en novellesamling – eller måske snarere en samling af fortællinger – der alle udspiller sig i det nordligste af Vestjylland i den sidste del af 1800-tallet.

Samlingen udgøres af korte fortællinger på mellem 20 og 30 sider, der hver især tager udgangspunkt i forskellige miljøer eller typer, som er særegne for området. Således præsenteres vi for den barmhjertige madmor, den stærke bonde, den fattige tjenestekarl og den unge hyrdinde, der bliver gravid. Alle fortællingerne skildrer mennesker, der føler sig eksistentielt fanget mellem på den ene side traditionens krav om overlevering og gentagelse og på den anden side individets ønske (mere eller mindre udbrændt) om at realisere sig selv. Følelser er generelt noget vanskeligt noget, som det er svært at finde plads til og udtryk for i det gængse livsmønster på heden.

F.eks. i fortællingen om ”Bakgården og dens beboere”, hvor nærighed i den grad er blevet nedarvet, så Simon og Karen Bak ikke nænner at bruge en øre til vedligeholdelse af gården, der derfor ender med at falde ned i hovedet på Simon Bak og dræbe ham. Da Karen Bak dør, har hun i dødskrampe knyttet hånden om nøglen til pengeskrinet, så sønnen Niels må vriste nøglen løs fra hånden.

Den samme følelsesmæssige stopklods finder vi i ”Jens Tanderup”, hvor den charmerende men fattige tjenestekarl Jens og gårdens datter bliver lidenskabeligt forelskede. Familien og traditionen står imidlertid i vejen, og parret ender i en frygtelig ulykke, som gør, at de først kan forenes i graven.

Fortællingerne har som nexuspunkt den umulige situation, denne fattige befolkningsgruppe står i – og i forlængelse heraf deres utrolige evne til at overleve. Gennem generationer er der blevet udviklet en ekstrem vilje, hårdhed og nøjsomhed, som ender ud i en enorm grad af forråelse. Fortællingerne er derfor alle fortalt i en nøgtern tone uden gran af sentimentalitet eller nostalgi. Aakjær havde en objektiv, nærmest videnskabelig, interesse i at finde ud af, hvordan disse folk virkelig fungerede.