jeppe aakjær
Foto: POLFOTO / Ritzau Scanpix

Jeppe Aakjær

cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
jeppe aakjær
Foto: POLFOTO / Ritzau Scanpix
Main image
Aakjær, Jeppe
Foto: Scanpix

Indledning

Jeppe Aakjær er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik, hvor den vestjyske hedes rug og markblomster beskrives og besynges. Men Aakjær var i virkeligheden ikke (udelukkende) drevet af en trang efter at være naturlyriker, men derimod optaget af at skildre menneskets større sammenhæng og rytmiske forhold til omverdenen – og her udgjorde naturen blot én bestanddel. Arbejde, landskab, arv og miljø var lige så prægnante komponenter, og Aakjær havde et særdeles udviklet blik for at skildre almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Aakjær var på mange måder en politisk forfatter, og såvel hans naturbeskrivelser som hans agitatoriske romaner havde til formål at få de gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser.

 

51191692

Blå bog

Født: 10. september 1866.

Død: 22. april 1930.

Uddannelse: Læste på Blågårds Lærerseminarium fra 1884 og tog nogle kurser i historie på universitetet.  

Debut: Derude fra Kjærene. 1899. Digte.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Mit Regnebræt. 1919.

Inspiration: Steen Steensen Blicher.

Periode: Det folkelige gennembrud

 

 

 

 

Pernille Bach synger Jens Vejmand

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvem sidder der bag skærmen/ med klude om sin hånd,/ med læderlap for øjet/ og om sin sko et bånd?/ Det er såmænd Jens Vejmand,/ der af sin sure nød/ med ham’ren må forvandle/ de hårde sten til brød”
”Rugens sange”, s. 76.

Jeppe Aakjær – døbt Jeppe Jensen – voksede op på en gård i den lille by Aakjær i Fly sogn syd for Skive. Jeppes far havde mistet familiens formue pga. et ufordelagtig løskøb fra soldatertjeneste, så Jeppe og hans otte søskende måtte arbejde hårdt for at opretholde livet. Jeppe selv tjente som fårehyrde, hvilket imidlertid gav ham noget frihed og anledning til alene at begive sig ud i naturen.

Familien Jensen var fattig og tvunget til hårdt arbejde, men det var nu en gang almuens livsbetingelser på det tidspunkt, og alle børnene kom sågar i skole. I hans tidlige liv fyldte arbejdet mere end skolen for Jeppe – både pga. interesse og nødvendighed – men i 1879 fik han en ny lærer, der trak ham væk fra landlivet. Niels Jacobsen hed han, der inspireret af Grundtvigs pædagogiske idealer så et lys i Jeppe, som han læste St. St. Blicher, H.C. Andersen og B.S. Ingemann med. Jacobsen fik ekspederet Jeppe videre til Staby Højskole, hvor han blev optaget af lokalhistorie, sagn og folkemyter, hvad han derfor begyndte at berette om i tidsskriftet Skattegraveren. Det blev begyndelsen på Jeppe Aakjærs litterære virke, og folkemyterne vedblev at have betydning for forfatterskabet.

I 1884 havde Jeppe Aakjær imidlertid samlet mod til at rejse væk fra hjemmet, og han tog til København og lod sig indskrive på Blaagaards Seminarium. Seminariet var dog ikke det, der kom til at optage ham mest i hovedstaden. København var på det tidspunkt et ekstatisk og livligt sted, hvor den offentlige modstand mod Estrup og hans enevældige styreform fyldte gader og stræder. Derudover var arbejderklassen aktiv og fremturede med deres ultimative krav om bedre forhold. Og sidst men ikke mindst var det tiden, hvor Georg Brandes holdt sine forelæsninger på universitetet agiterende for opgør med traditionerne og forløsende oplysning.

Det var noget, der for alvor optændte Jeppe, som vendte tilbage til hjemegnen med hovedet fuld af oplysningstanker, som han som foredragsholder begyndte at videreformidle. Til et af disse foredrag mødte han Marie Bregendahl. De giftede sig og flyttede til København, hvor Jeppe gav den som samfundsdebattør og forfatter, mens Marie holdt pension og skrev ved siden af. Ægteskabet varede dog ikke længe, og Jeppe flyttede tilbage til Jylland og giftede sig med Nanna Aakjær. Fra Jeppe og Nanna Aakjærs kunstnerhjem Jenle i Salling har vi de sidste skrifter fra hans hånd, og ægteparret ligger begravet i skoven syd for huset.

Vadmelsfolk

”Det var just ikke noget mageligt liv, Frederik Tapbjerg førte derude på Fleskjær Hede, en fjerdingvej fra Hovedbyen, for stod han ikke i tunge træsko og æltede døj i tørvemosen, gjorde han daglejerarbejde rundt om hos gårdmændene. Sådan havde han nu henslæbt halvtredsindstyve år.”
”Vadmelsfolk”, s. 51.

I 1900 udkom ”Vadmelsfolk”, der er Jeppe Aakjærs fjerde udgivelse. Det er en novellesamling – eller måske snarere en samling af fortællinger – der alle udspiller sig i det nordligste af Vestjylland i den sidste del af 1800-tallet.

Samlingen udgøres af korte fortællinger på mellem 20 og 30 sider, der hver især tager udgangspunkt i forskellige miljøer eller typer, som er særegne for området. Således præsenteres vi for den barmhjertige madmor, den stærke bonde, den fattige tjenestekarl og den unge hyrdinde, der bliver gravid. Alle fortællingerne skildrer mennesker, der føler sig eksistentielt fanget mellem på den ene side traditionens krav om overlevering og gentagelse og på den anden side individets ønske (mere eller mindre udbrændt) om at realisere sig selv. Følelser er generelt noget vanskeligt noget, som det er svært at finde plads til og udtryk for i det gængse livsmønster på heden.

F.eks. i fortællingen om ”Bakgården og dens beboere”, hvor nærighed i den grad er blevet nedarvet, så Simon og Karen Bak ikke nænner at bruge en øre til vedligeholdelse af gården, der derfor ender med at falde ned i hovedet på Simon Bak og dræbe ham. Da Karen Bak dør, har hun i dødskrampe knyttet hånden om nøglen til pengeskrinet, så sønnen Niels må vriste nøglen løs fra hånden.

Den samme følelsesmæssige stopklods finder vi i ”Jens Tanderup”, hvor den charmerende men fattige tjenestekarl Jens og gårdens datter bliver lidenskabeligt forelskede. Familien og traditionen står imidlertid i vejen, og parret ender i en frygtelig ulykke, som gør, at de først kan forenes i graven.

Fortællingerne har som nexuspunkt den umulige situation, denne fattige befolkningsgruppe står i – og i forlængelse heraf deres utrolige evne til at overleve. Gennem generationer er der blevet udviklet en ekstrem vilje, hårdhed og nøjsomhed, som ender ud i en enorm grad af forråelse. Fortællingerne er derfor alle fortalt i en nøgtern tone uden gran af sentimentalitet eller nostalgi. Aakjær havde en objektiv, nærmest videnskabelig, interesse i at finde ud af, hvordan disse folk virkelig fungerede.

Rugens sange og andre digte

”Stille, hjerte, sol går ned,/ sol går ned på heden,/ dyr går hjem fra dagens béd,/ storken står i reden./ Stille, hjerte, sol går ned”
”Rugens sange”, s. 113.

Jeppe Aakjærs folkekære digtsamling ”Rugens sange og andre digte” udkom første gang i 1906, men er sidenhen udkommet i 16 udgaver, hvor Jeppe Aakjær løbende har foretaget ændringer og udskiftet digte. Den centrale digtcyklus, der skildrer en cyklisk bevægelse, fra vinterrugen lægges i jorden i efteråret og spirer frem før frosten, over stensamlersken i foråret, kornmod i forsommeren og til sidst høst i eftersommeren står uændret i samtlige udgivelser. De ”andre digte” har imidlertid været udsat for flittig revision, da forfatteren ønskede, at bogen til hver en tid skulle afspejle det centrale i hans lyriske univers.

”Rugens sange” havde en svær undfangelse, og Jeppe måtte af flere omgange i skriveeksil for at få den formuleret. Efter forfatterens egen fortælling måtte han have styr på rytmen først. Da han havde opdaget det, kunne han ”med Lethed fylde formen med skjøn Høststemning” (s. 12). Rytmen – eller rytmerne – træder vitterlig også tydeligt frem i samlingen. Den er mestendels traditionel, minder om folkeviser eller salmer, og er fyldt med rytmiske udtryk som rim og krydsrim.

26193613

På indholdssiden arbejder Aakjær videre i samme miljø som hidtil, hvor det er almuen på heden, det handler om og områdespecifikke figurer. Hyrden, hyrdinden, staldknægten og landmanden går igen og ikke mindst den omsorgsfulde engleagtige madmoder. Aakjærs digte har et mere vitalistisk præg end hans prosa, og han hylder det frie og ubundne liv som hyrde, i pagt med kraftens, kroppens og naturens energistrømme. Hyrden modstilles på mange måder den mere ufrie landmand, der er bundet til netop sit stykke land og ikke har mulighed for samme nomadiske adfærd.

”Rugens sange” vandt bred popularitet i samfundet, og flere af digtene har status som folkelige klassikere. Det skyldes ikke mindst sangbøgerne, at Jeppe Aakjær er formidlet så bredt. Mange af hans digte er nemlig omsat til sange med melodi af så navnkundige folk som Carl Nielsen, der i øvrigt var nær ven til Jeppe, Thorvald Aagaard og Oluf Ring. I konkurrence med B.S. Ingemann er Aakjær en af dem, der leverer flest sange til Folkehøjskolens sangbog, og mange af Aakjærs tekster er da også groet sammen med melodierne i en grad, så man ikke kan læse f.eks. ”Jens Vejmand”, ”Jeg er havren” eller ”Sneflokke kommer vrimlende” uden til den rette melodi. 

Jens Langkniv

”Da dukked der pludselig ud af Mørket en ung, sorthaaret Kjæmpe, der var sine 74 tommer til visse og havde en tilsvarende Skulderbredde. Ved Ilden fra Kalkovnen saa man, hvor hans øjne funkled ved Synet af de mange unge Kvinder; hans træk var store og forvovne, men egentlig ikke uskjønne; hans Ansigt var glatraget, men med sorte Stubbe i Bunden.”
”Jens Langkniv”, s. 8.

Jeppe Aakjærs roman ”Jens Langkniv” udkom i 1916 og har mindre af det politiske islæt, som hans tidligere udgivelser bar præg af. Man fornemmer en social indignation i hyldesten til hyrden og i beskrivelsen af landarbejderens barske kår. I ”Jens Langkniv” er Jeppe Aakjær imidlertid vendt tilbage til sin ungdoms interesse for gamle myter og folkesagn, så her står det anderledes mildt til. Ikke mindre levende dog.

Jens Langkniv er det danske modstykke til Robin Hood. En slags social oprører der på den jyske hede kæmpede mod tyske landsknægte og danske medløbere. Historierne om ham er mangfoldige, men denne er den mest sejlivede af dem. I andre sagn er han en rå børste, en morder og forbryder – men her er han en helt, og Aakjær giver os den malende – ofte med socialrealistisk præg – heltehistorie fra start til slut.

22522450

Den lille Jens voksede op i 1600-tallet hos sin fattige mor, som han elskede højt trods sin vilde og oprørske natur. Han blev kæreste med Laura, degnens smukke datter, men eftersom degnen ikke mente, at den fattige Jens var god nok til hende, tog han hævn ved at angive Jens’ mor som heks.

Jens følte sig derfor nødsaget til at dræbe degnen, hvorfor han blev dømt fredløs og måtte leve et liv i skjul i skoven. Folk på egnen kunne imidlertid stadig godt lide ham, fordi han dels hjalp de fattige med mad og andet nødtørft og dels forsvarede egnsfolkene fra de tyskere, der pga. 30-årskrigen hærgede landet. Så Jens blev efterhånden indlemmet i samfundet igen.

Men ak, Jens Langkniv fik alligevel en sørgelig skæbne, da Laura fik nys om faderdrabet og nægtede ham sit ægtemål. Herefter gik det grueligt galt, og Jens døde – vild og grusom – i en kugleregn. ”Jens Langkniv” er en fortælling om manddom og heltemod – men mest af alt om livets grumme uretfærdighed, som ikke er til at overvinde.  

Genrer og tematikker

Ligesom de fleste af tidens toneangivende kunstnere og intellektuelle var Jeppe Aakjær ateist. Et tydeligt ærinde for Aakjær var derfor også at skildre og udstille gammeldags og halsstarrig vanekristendom. Men det var en brydningens tid, og de mange bevægelser og ideologier, der sloges om at overtage den patent på folkesjælen, som kristendommen tidligere havde haft, manglede en forståelse for den natur- og menneskeopfattelse, som Jeppe havde fra sin opvækst. Derfor vedblev Jeppe Aakjær at bruge billeder og figurer fra den kristne arv, som – i en selverklæret rørstrømsk udgave af grundtvigianismen – omfavnede disse aspekter.

Jeppe Aakjær var optaget af at finde ind til skildringen af den urkraft og oprindelighed, som han mente, den jyske bonde og hans æt besad. På den måde var han på bølgelængde med åndsfæller som Johannes V. Jensen og Carl Nielsen, der begge søger ned i de vitale kræfter, der gennemstrømmer alt menneskeligt (også naturen og kosmos). Det er dette aspekt ved Jeppe Aakjærs forfatterskab (og navnlig hans lyrik), der har givet forfatteren ry som naturpoet, selvom det i virkeligheden var alt liv og dets sammenhæng, han var optaget af.

I forlængelse af vitalismen lægger Jeppe Aakjær sig også i slipstrømmen af de opdagelser, der blev gjort inden for den samtidige europæiske videnskab med navnlig Charles Darwin. Aakjær var erklæret darwinist, og han kredser i høj grad også om temaer, som er anslået heraf, nemlig arv og miljø. Aakjær søgte at finde forbindelsen mellem en egn og de karaktertræk, egnsbefolkningen har nedarvet fra slægtled til slægtled. Selvom mange af hans tekster er mere eller mindre dystopiske på i hvert fald den traditionelle hedebondes vegne, lå der imidlertid altid en latent tro på, at den moderne bonde kunne skabe et livsmønster, som kunne fungere som et alternativ til storbylivet. Han troede på en evolution, som gik mod noget bedre.

Beslægtede forfatterskaber

Steen Steensen Blicher var Jeppe Aakjærs helt store helt og foregangsmand, og i hans fodspor gik han, da han – ligesom Johannes V. Jensen i øvrigt – forsøgte at gøre sig til talsmand for en særlig jyskhed. Han redigerede således antologierne ”Jydsk Stævne” og ”Fræ wor Hjemmen” i 1902 og skrev i øvrigt ”Steen Steensens Livstragedie i Breve og Aktstykker”, et 3-bindsværk om helten, der udkom i 1903-04.

Tematisk lod Aakjær sig inspirere af Blichers ofte indviklede familie- og fortrængningshistorier, som blev iscenesat på baggrund af et miljøs inkompetencer, hvad angår følelsesudladninger. Formelt lod han sig inspirere af den kendte blicherske form, hvor et øjenvidne og en eksplicit fortæller – der tilfældigvis kommer forbi – bliver katalysator for hele dramaet.

Eftersom Jeppe Aakjær var barn af en så brydningsfuld tid, hvad angår nye samfundsformer og ny videnskab, skete der også en masse på den filosofiske front, som det var svært ikke at lade sig beånde af. Friedrich Nietzsche agiterede for Guds død, hvilket Jeppe Aakjær som nævnt langt hen ad vejen var med på, ligesom Sigmund Freud afslørede mennesket som et ufornuftsmenneske styret af drift. Navnlig sidstnævnte kan man finde inspiration fra i forfatterskabet.

Af nyere kunstnere, der har ladet sig inspirere af Aakjær, er Pia Juul værd at nævne. I sin digtudgivelse ”Avuncular” fra 2014 digter hun til og om sin poetiske forfader – eller onkel som alle inspirationskilderne går for – via citeringen af ”Stille, hjerte, sol går ned” på allerførste side, samt portrættet af ham på forsiden.

Derudover har der været tydelige dønninger i musikken, hvor så alsidige kunstnere som Savage Rose, Stig Møller og Lars Lilholt Band har lagt sange til hans digte.

Bibliografi

Romaner

Aakjær, Jeppe:
Vredens Børn. 1904.
Aakjær, Jeppe:
Paa Aftægt. 1907.
Aakjær, Jeppe:
Arbejdets Glæde. 1914.
Aakjær, Jeppe:
Hedevandringer. 1915.
Aakjær, Jeppe:
Jens Langkniv. 1916.
Aakjær, Jeppe:
Hvor der er gjærende Kræfter. 1916.
Aakjær, Jeppe:
Pigen fra Limfjorden. 1921.

Fortællinger

Aakjær, Jeppe:
Bondens Søn. 1899.
Aakjær, Jeppe:
Vadmelsfolk. 1900.
Aakjær, Jeppe:
Fjandboer. 1901.
Aakjær, Jeppe:
Hvor Bønder bor. 1908.
Aakjær, Jeppe:
Af gammel Jehannes hans Bivelskistaari. 1911.
Aakjær, Jeppe:
Jævnt Humør. 1913.
Aakjær, Jeppe:
Po fir glowend Pæl. 1923.

Digte

Aakjær, Jeppe:
Derude fra Kjærene. 1899.
Aakjær, Jeppe:
Fri Felt. 1905.
Aakjær, Jeppe:
Rugens Sange og andre Digte. 1906.
Aakjær, Jeppe:
Mulm og Malm. 1909.
Aakjær, Jeppe:
Den Sommer og den Eng -. 1910.
Aakjær, Jeppe:
Esper Tækki. 1913.
Aakjær, Jeppe:
Vejr og Vind og Folkesind. 1916.
Aakjær, Jeppe:
Hjærtegræs og Ærenspris. 1921.
Aakjær, Jeppe:
Hejmdals Vandringer. 1924.
Aakjær, Jeppe:
Under Aftenstjernen. 1927.

Drama

Aakjær, Jeppe:
Livet paa Hegnsgaard. 1907.
Aakjær, Jeppe:
Ulvens Søn. 1909.
Aakjær, Jeppe:
Naar Bønder elsker. 1911.
Aakjær, Jeppe:
Himmelbjærgpræsten. 1917.
Aakjær, Jeppe:
Rejsegildet. 1925.

Essays, biografier o.a.

Aakjær, Jeppe:
Missionen og dens Høvding. 1897.
Aakjær, Jeppe:
Steen Steensen Blichers Livstragedie i Breve og Aktstykker I-III. 1903-1904.
Aakjær, Jeppe:
Fra Jul til Sanct Hans. 1905.
Aakjær, Jeppe:
Sommer-Taler. 1913.
Aakjær, Jeppe:
Mit Regnebræt. 1919.
Aakjær, Jeppe:
Min Hædersdag paa Kjøbenhavns Raadhus 10. September 1926. 1927.
Aakjær, Jeppe:
Fra min Bitte-Tid. 1928.
Aakjær, Jeppe:
Drengeaar og Knøsekaar. 1929.
Aakjær, Jeppe:
Før det Dages. 1929.
Aakjær, Jeppe:
Langs Karupaaens Bred. Studier fra Hjemstavnen. 1929.
Aakjær, Jeppe:
Fra Agermuld og Hedesand. Studier fra Hjemstavnen. 1930.
Aakjær, Jeppe:
Konge, Adel og andre Sallingboer. Studier fra Hjemstavnen. 1930.
Aakjær, Jeppe:
Gammel Brug og gammel Brøde. Studier fra Hjemstavnen. 1931.
Aakjær, Jeppe:
Muld og Mænd. Studier fra Hjemstavnen. 1932.
Aakjær, Jeppe:
Fra Sallingland til Øresund. Studier fra Hjemstavnen. 1932.

Samlede værker

Aakjær, Jeppe:
Samlede Værker 1-8. 1918-1919.
Aakjær, Jeppe:
Digte og Noveller. 1932.
Aakjær, Jeppe:
Samlede Digte 1-3. 1931.

Erindringer og breve

Aakjær, Jeppe:
Efterladte Erindringer, udg. af Georg Saxild. 1934.
Aakjær, Jeppe:
Breve fra Jeppe Aakjær. 1883-1899, samlet og udg. af Solvejg Aakjær Bjerre. 1944.
Aakjær, Jeppe:
Drøm og drama. Breve mellem Jeppe Aakjær og hans søskende, af Kamma Aakjær. 1990.

Om forfatterskabet

Originalkilder

Arkiv for Dansk Litteratur.

Udgivelser

Bjerre, Solvejg:
Længe siden. Gyldendal, 1992.
Fibæk Jensen, Henrik:
Jeppe Aakjær. Spillemand og stridsmand. Historisk samfund for Skive og omegn, 1999.
Nørregaard Frandsen, Johs.:
Forord til Rugens sange. Hovedland, 2006.
Nørregaard Frandsen, Johs.:
Rugens sange – Jeppe Aakjær i Dansk litteraturs historie 1870-1920. Gyldendal, 2009.
Nørregaard Frandsen, Johs.:
Efterord til Vadmelsfolk. Forlaget Jenle, 2011.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jeppe Aakjær