Umberto Eco
Foto: Leonardo Cendamo

Umberto Eco

cand.mag. Karina Søby Madsen, 2006. Opdateret 2015.
Top image group
Umberto Eco
Foto: Leonardo Cendamo

Indledning

Umberto Ecos romaner er som dybe, krinkelkrogede labyrinter: De er murstenstunge, filosofiske og dybsindige. De smager velbehageligt på sjældne ord og graver personer frem fra fjerne afkroge af verdenshistorien. De er personrige og har fine, interessante personkarakteristikker - som af den blinde munk i “Rosens navn” og inkvisitoren William af Baskerville fra selvsamme værk. Og de er præget af kriminalistiske plot, som fænger og fængsler læserne og holder én fanget fra første til sidste side. Kort fortalt er det gevaldige eventyr- og lærdomsromaner, som underholder og underviser samtidigt på entusiastisk vis. 

 

51753771

Blå bog

  • Født: 5. januar 1932 i Alessandria, Italien.
  • Død: 19. februar 2016 i Milano, Italien.
  • Uddannelse: Professor i semiotik.
  • Debut: Il nome della rosa, 1980 (Rosens navn, 1984).
  • Litteraturpriser: Premio Viareggio, 1981. Premio Strega, 1981. Il Libro dell’anno, 1981. Østrigs Statspris for Europæisk Litteratur, 2002 og Den franske Middelhavspris for udenlandske forfattere, 2002.
  • Seneste udgivelse: Nr. 0. Rosinante, 2015. (Numero zero, 2015). Oversætter: Lorens Juul Madsen. Roman.
  • Inspiration: Jorge Luis Borges

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Tempelridderne var udmærket klar over, at Jesus er en keltisk myte. Hele fortællingen i evangelierne er en hermetisk allegori, genopstandelse efter at have opløst sig i jordens indre, og så videre og så videre. Kristus er simpelthen alkymisternes Eliksir.”
“Foucaults pendul”, s. 127-128.

Umberto Eco blev født den 5. januar 1932 af bogholderen Giulio Eco og Giovanna Bisio Eco i den lille by Alessandria syd for Milan i Italien.

Da Anden Verdenskrig brød ud, flyttede Umberto Eco med moderen til en lille hytte i bjergene, mens faderen deltog ved fronten. Umberto var endnu for ung til at deltage i krigen, men han fulgte nysgerrigt med i de krigsscener mellem fascisterne og partisanerne, som udspillede sig i nærheden af hans nye hjem. Krigen satte sine spor i den unge Eco, og den kom senere til at danne ramme om hans anden roman “Il pendolo di Foucault” (“Foucaults Pendul”).

Giulio Eco ønskede en sikker fremtid for sin søn, og på opfordring af faderen startede Umberto på jurastudiet på Universitetet i Turin. Studiet fængede dog ikke, så den unge Umberto måtte forlade jurakammeraterne til fordel for et studie i filosofi og litteratur. I 1954 afsluttede han sine studier og fik en doktorgrad for sin afhandling om en af middelalderens mest kendte figurer Thomas Aquinas.

Umiddelbart efter studiernes afslutning fik han ansættelse som journalist i Milan på det statsejede fjernsynsnetværk RAI, hvor han var redaktionel leder på de kulturelle programmer. Med sit arbejde fik Eco således førstehåndskendskab til den moderne kulturelle sendeflade, men på sidelinjen interesserede Eco sig stadig for middelalderen. I 1956 udgav han sit første værk, som var en udvikling af afhandlingens tese om Thomas Aquinas, og i 1959 udgav han en bog om middelalderens æstetik.

Fra midten af 1960’erne begyndte Eco for alvor at slå sit navn fast i akademiske kredse med sine stadig mere veludviklede teorier om semiotikken, og fra starten af 80’erne fik han også et bredere publikum, da han indledte sin litterære karriere med udgivelsen af romanen “Il noma della rosa” i 1980 (“Rosens navn”, 1984), som har sit setting i middelalderen. “Rosens navn” gjorde Eco kendt i store dele af verden, og ikke mindst da romanen i 1986 blev filmatiseret af den franske filminstruktør Jean-Jacques Annaud, fik den ellers ikke helt let tilgængelige forfatter et bredt publikum over det meste af verden.

I dag lever Umberto Eco med sin kone siden 1959 Renata Ramge i henholdsvis bjergene i Rimini og i byen Milan, hvor de har opdraget to børn, en dreng og en pige. Ved siden af sit flittige forfatterskab er Eco professor på Universitetet i Bologna, og han har en fast ugentlig klumme i avisen L’Espresso.

Rosens navn

““Kære Adso”, sagde William, “at udrede et mysterium er ikke det samme som at udlede et vist antal særskilte fakta for ud fra dem at slutte sig til en almen lov. Det indebærer snarere, at man befinder sig foran to eller tre særskilte fakta, som tilsyneladende intet har til fælles, og må prøve at forestille sig, at alle disse tilfælde følger en almen lov, som man endnu ikke kender til, og som måske aldrig er blevet formuleret.”
“Rosens navn”, s. 293.

Handlingen i Umberto Ecos debutroman “Il nome della rosa” fra 1980 (“Rosens navn”, 1984) foregår over en uge i et italiensk benediktinerkloster i 1327. Inkvisitoren William af Baskerville og hans elev Adso af Melk er kaldt til klostret for at mægle imellem to stridende fraktioner i Den Katolske Kirke, men inden de når frem, er der sket et gådefuldt mord på en af klosterets munke, og de to hovedkarakterer får nu til opgave at opklare forbrydelsen. Men som dagene går, bliver sagen stadig mere kompliceret, for alt imens de to ‘detektiver’ forsøger at finde system i sporene, dør der dag for dag nye munke.

Romanen er baseret på et originalt dokument, som en munk fra det østrigske benediktinerkloster Melk skrev i Middelalderen, men dertil er tilføjet en fiktiv konflikt, der har Aristoteles’ litteraturteoretiske værk ”Poetik” som omdrejningspunkt. En del af dette værk skulle behandle komikken, men denne del er aldrig fundet. I en fiktiv udgave er den dog at finde i Ecos roman, hvor visse dele af kirken forsøger at skjule bogens eksistens for munkene – og får blod på samvittigheden i sine bestræbelser. Latterens forløsende virkning var således at betragte som kættersk!

Eco skildrer renæssancens opkomst og peger på sammenhængen mellem fortid og nutid. Romanen er fuld af citater, der forekommer at være meget moderne, men som viser sig i stor udstrækning at stamme fra middelalderens tænkere. På den måde viser Eco, at den moderne tænkning er et produkt af historien – at vi intet er uden vores fortid, og at vi måske slet ikke er så ‘moderne’, som vi går og tror. Samtidig peger han på det, der med en litteraturvidenskabelig betegnelse kaldes intertekstualitet, og som er et udtryk for de mange slags samtaler, tekster kan føre med hinanden.

Romanen kan betegnes som en intellektuel middelalderkrimi. Ud over at historien sættes i scene, så er det helt centrale tema i romanen mening – eller mangel på samme. William og Adso bliver gang på gang ført på vildspor under deres forsøg på at opklare mordene. De går ellers meget systematisk til opgaven og har en stærk tro på en overordnet mening, men da de endelig finder ud af, hvem der står bag dødsfaldene, sker det ved en tilfældighed, og William ender da også med at konkludere, at der ikke var tale om et mønster. Eller med andre ord: der er ingen overordnet mening. Når Eco lader det få katastrofale konsekvenser, at munkene holdes fra komikkens univers, viser Eco farerne i en universel etik og i den moralske længsel efter renhed.

Foucault's pendul

“Den aften var jeg bare stolt over, at jeg havde konstrueret en god historie. Jeg var en æstet, der brugte verdens kød og blod til at skabe skønhed. Men Belbo var blevet en adept. Som alle andre var han ikke blevet det ved oplysning, men ved faute de mieux.”
Umberto Eco: “Focaults pendul”, side 242.

I Umberto Ecos anden roman “Il pendolo di Focault” fra 1988 (“Foucaults pendul”, 1989) er vores hovedperson Casaubon, som har skrevet speciale om Tempelridderne. Via sin interesse for de middelalderlige riddere kommer han i kontakt med forlagsfolkene Belbo og Diotallevi. Da Casaubon og Belbo bliver involveret i en mordsag, kommer de på sporet af hemmeligheden om ‘den store plan for Verdensherredømmet’, som Tempelridderne og siden Rosenkreutzerne skulle have lagt, og som har været skjult i århundreder.

Vi følger de tre personers gransken af efterladte og hengemte dokumenter og bevidner, hvordan denne søgen udvikler sig til en konspiratorisk og ukritisk tilgang til historiske begivenheder. Opklaringen, der starter som en uskyldig leg, forfører dem, så de langsomt mister “den intellektuelle glød, der altid lader os skelne det, der ligner, fra det, der er identisk, og metaforen fra genstandene.” (side 414). Inden længe har de sat tempelriddere, mystikere og nazister i et konspiratorisk felttog, og det får blodige konsekvenser, da en gruppe okkulte begynder at tro på denne fortolkning af historien. De okkulte forsøger at presse ‘sandheden’ ud af Belbo, men da han nægter at udlevere den sammenhængende fortælling, må han ofres i Foucaults pendul - det eneste fuldstændigt faste punkt i verden.

Øen af i går

I “L’isola del giorno prima” fra 1994 (“Øen af i går”, 1995) befinder vi os i året 1643, hvor hovedpersonen Roberto de la Grive havner på skibet Daphne efter et skibbrud med skibet Amaryllis i Stillehavet. Daphne ligger solidt forankret ud for en ø, og det er ladet med levende eksotiske planter og dyr, en masse europæiske ure og instrumenter og rigeligt med forråd. Desuden gemmer den gamle jesuit Caspar Wanderdrossel sig i lasten. 

22441531

Romanen fortælles af en alvidende nutidsfortæller, som påstår, at det hele er en rekonstruktion ud fra Robertos efterladte breve, men som ikke desto mindre er i tvivl om brevenes sandhedsværdi. Eco leger altså endnu engang tematisk med det faktuelle og fiktionelle, og romanen trækker da også både på historisk og litterært tankegods.

Romanens titel henviser til romanen ”Robinson Crusoe” af Daniel Defoe fra 1718. Hovedpersonens navn er i familie med navnet ‘Robinson’, og ligesom Robinson møder manden Friday på den ø, han strander på efter et skibsforlis, så møder Roberto Caspar på skibet Daphne. Begge romaner har dannelsesromanen som ramme, men mens Robinson slipper fra øen, så forbliver Robertos endelige skæbne ukendt. Desuden er der i “Øen af i går” hovedsageligt tale om en rejse ind i de tanker, der prægede det nye Europa, der fremkom efter reformationen. Vi bevidner den stigende bevidsthed om universets udformning og om klodens indretning, blandt andet via kortlægningen af længde- og breddegraderne.

Daphne viser sig at ligge tæt ved datolinjen, der går fra nord til syd ned gennem Det Store og Stille Ocean. Det betyder, at mens det på øen er i går, så er det på skibet Daphne i dag, og det er således noget af en observationspost, hovedpersonen er havnet på. Hvis han kunne svømme og således komme ind til øen, så kunne han i løbet af ingen tid være rykket tilbage i tid til i går, og så ville han for alvor være på sporet af den tabte tid.

Om Roberto når øen bliver vi ikke klogere på. Da romanen ender, beskrives det, hvordan han springer i vandet for at svømme sin skæbne i møde. Det videre forløb må man som læser selv digte sig til.

Baudolino

Scenen i “Baudolino” fra 2000 (“Baudolino”, 2002) er sat i slutningen af 1100-tallet og starten af 1200-tallet. Baudolino er en fattig bondedreng, der som 13-årig bliver adopteret af kejser Frederik Babarossa, og derefter vokser han op som kejserens rådgiver og fortrolige. Baudolino følger Babarossas færden rundt i Europa, og især til Italien, for at konsolidere kejsermagten og holde paven fra livet. By efter by falder for Babarossos korstog.

23965593

I romanens rammefortælling, som foregår i Konstantinopel i 1204, fortæller Baudolino sin livshistorie, som viser sig i det store og hele at være synonym med Europas grundlæggelseshistorie. Han fortæller om et væld af begivenheder, som han tilsyneladende skulle have været centrum for: korstoget til Det Hellige Land, hvor korsridderne hærger Konstantinopel og mister det nuværende Tyrkiet til muslimerne, grundlæggelsen af Europas første universitet, stridigheder mellem kirke og stat med mere.

Imens romanen således er baseret på en mængde historiske fakta, så er romanens drivkraft baseret på en løgnehistorie. Baudolino og en flok venner fortæller vidt og bredt om et fjernt og paradisisk kristent rige i det fjerneste østen under ledelse af Johannes Præst – en historie, der ender med at forføre så mange, at korstogene bliver en realitet. Men selvom historien er det rene opspind fra Baudolinos side, så bliver fantasi til virkelighed, for Baudolino og hans venner kommer netop til de steder, de har opdigtet, og må kæmpe mod deres egne fantasidyr. Budskabet i romanen synes således at være, at hvis blot fortællingens kraft er stærk nok, så bliver den til virkelighed. 

Dronning Loanas mystiske flamme

I “La misteriosa fiamma della regina Loana” fra 2004 (“Dronning Loanas mystiske flamme”, 2005) vågner den 60-årige hovedperson og antikvar Giambattista Bodoni op efter et slagtilfælde og har mistet sin hukommelse. Eller det vil sige: han har mistet hukommelsen om, hvem han er og om hans hustru og børn, mens han kan huske indholdet af alle de bøger, han har læst gennem sit liv. Det betyder, at selv om han ikke kan kende sin familie, så ved han fra bøgerne, at sådanne eksisterer, og at man typisk holder af dem, og det simulerer han så. Tilsvarende er alle de sætninger, der slipper over hans læber, citater fra diverse værker – højlitterære som simple.

25758862

Bodoni går på jagt efter sig selv og sit livs kærlighed. Han drager tilbage til sit barndomshjem og endevender loft, kælder samt diverse værelser for at finde og undersøge det, der har skabt hans identitet. Som læsere bliver vi vidne til oprulningen af hans familiehistorie. Vi kommer tilbage til krigens og fascismens Italien og får fortællingen om, hvordan familiens historie hænger sammen med landets historie. Og langsomt finder Bodoni sig selv og sin mystiske Loana, så han igen kan blive et helt menneske.

Ligesom Ecos øvrige forfatterskab handler ”Bodoni” om glemsel versus hukommelse og historie versus fiktion. Igen får han slået fast, hvor vigtigt det er at kende og forstå vores fortid, og at det først er, når vi har greb om fortiden, at vi kan forstå os selv i nutiden. Når Bodoni går på opdagelse i sin historie, skaber han i første omgang et fiktionelt billede af sig selv, men jo flere fakta der kommer på, og jo flere konkrete mellemmenneskelige møder, der kommer til, des mere bliver han til et helt menneske.

 

Nr. 0

”Det er bare at væbne sig med tålmodighed: Når vores land definitivt har forvandlet sig til en bananrepublik, bliver det såmænd helt tåleligt at leve her, som Copacabana hvor kvinderne er smukke og solen altid skinner.”
”Nr. 0”, s. 223.

”Numero zero” fra 2015 (”Nr. 0”, 2015) udspiller sig i løbet af nogle måneder i 1992. Her planlægger mediemogulen Vimercate at udgive en ny type avis under navnet Domani, og til denne opgave har han ansat en gruppe mennesker med yderst tvivlsomme redaktionelle og journalistiske kompetencer. Formålet med avisen er at bekræfte folket i dets fordomme og få det til at tro på alverdens konspirationer for at aflede befolkningens opmærksomhed fra det væsentlige. Desuden er der tilsat en kærlighedshistorie og et mordplot til historien.

Romanen har sit geografiske afsæt i Milano, og dermed leder Eco tankerne hen på Berlusconi, hvis succes som politiker netop har været afhængig af hans magt over medierne. Berlusconi er dog ikke den eneste mediemogul i Italien (eller i verden for den sags skyld), der ikke brænder for journalistik, men som har alle mulige andre forretningsinteresser, og det er netop dem, romanen spidder. Den tematiserer simpelthen dårlig journalistik og giver samtidig et indblik i journalistikkens magt over samfundet.

51753771

Samtidig trækker Eco på sin viden om 2. Verdenskrig og den efterfølgende kamp mod kommunismen og krydrer det med en konspirationsteori om, at den fascistiske diktator Mussolini slet ikke er død. Han gør således ligesom medierne – blander fakta og fiktion, men hvor man som avislæser kan have svært ved at skelne, hvad der er rigtigt og forkert, er man godt klar over, at Mussolini-historien er ren fantasi. 

Genrer og tematikker

For den grundige læser er der meget at hente i Umberto Ecos forfatterskab. Lag for lag kan man dykke ned i hans labyrintiske viden og blive klogere på verdenshistorien, på litteraturhistorien og på livet som sådan. Han er svær at rubricere. Han er ikke bare bestsellerforfatter, men også essayist, kritiker og journalist. Ikke bare middelalderhistoriker, semiotiker, filosof og litterat, men også humoristisk æstetikteoretiker med en svaghed for populærkultur. Der er snart ikke det emne, Umberto Eco ikke har behandlet. Alt fra skolastisk middelalderfilosofi og hardcore sprogteori over et særdeles populært værk for specialestuderende om, hvordan man skriver et speciale og til en behandling af Ian Flemmings James Bond romaner, analyser af cowboybukser, kunstværker og politiske forviklinger har været under kærlig behandling af Ecos hoved og hånd.

Selv om emnerne og genrerne er vidt forskellige, så er der en rød tråd i forfatterskabet. Dels fordi alle værkerne er et udslag af Umberto Ecos nærmest encyklopædiske viden, som blot formidles i forskellige genrer. Dels fordi diskussionen af historiens, litteraturens og skriftens rolle står centralt i alle værker. Og dels fordi de forskellige ting forenes i temaer som: ‘Hvordan forstår vi verden omkring os’; ‘Hvordan beskriver vi den’; ‘Hvordan fortæller vi den til hinanden’; ‘Hvordan skaber vi betydninger’; og ‘hvordan fortolker vi disse betydninger’. Eco plæderer med sit forfatterskab for, at vi skal kende vores fortid for at få greb om vores virkelighed og blive hele mennesker. Først når vi har greb om fortiden, kan vi forstå os selv i nutiden. 

Beslægtede forfatterskaber

Den første forfatter, der skal nævnes i denne sammenhæng, er Sir Arthur Conan Doyle – altså forfatteren til Sherlock Holmes-bøgerne. Således er ”Rosens navn” inspireret af Sherlock-bøgerne, hvor mange beskrivelser af William af Baskerville nærmest er ordrette gengivelser af beskrivelserne af Sherlock Holmes. Også Jorge Luis Borges er en stærk inspirationskilde for Eco, og det giver han mange tilkendegivelser på. Blandt andet bærer den blinde bibliotekar i ”Rosens navn” navnet Jorge fra Burgos og minder i personkarakteristikken om den argentinske forfatter. Endvidere er beskrivelsen af klostrets bibliotek i selvsamme roman inspireret af Borges’ fortælling ”Biblioteket i Babel”.

Salman Rushdie er også værd at nævne. Ligesom hos Eco trækker hans værker på historiske fakta, og ikke mindst er der oplagte paralleller at drage mellem ”Baudolino” og Rushdies ”Fortryllersken fra Firenze”. Begge plot drives således frem af en løgnehistorie, og desuden behandler de forholdet mellem Øst og Vest på nuanceret vis.

Også den spanske Carlos Ruiz Zafóns roman ”Vindens skygge” er værd at sammenligne med. Hos begge forfattere spiller litteraturhistorien en stor rolle i plottene, ligesom historiske fakta fylder siderne og er en central del af fortællingen. Samtidig bærer bl.a. ”Rosens navn” præg af samme form for uhygge, som eksisterer i ”Vindens skygge”.

Orhan Pamuks værker “Mit navn er rød” og “Den sorte bog” og Louis Fernando Verissimos “Borges og de evige orangutanger” har det til fælles med Ecos romaner, at de emmer af gåder, mystik og historiefortælling. De bortfører læserne til fjerne tider og eksotiske steder og introducerer begavede personer, som alle søger løsningen på en gåde eller svaret på en hemmelighed.

Desuden kommer man ikke uden om at nævne Ken Follett, der har genskabelse af historiske dramaer tilfælles med Eco.

Er man til mere hurtigt læste og tilgængelige forfatterskaber, kan man vende sig mod Dan Browns romaner “Da Vinci mysteriet”, “Engle og dæmoner” ”Inferno” og ”Det tabte symbol”, som er en letfordøjelig pendant til Eco.

Bibliografi

Romaner

Eco, Umberto:
Rosens navn. 1984. (Il nome della rosa, 1980). Roman.
Eco, Umberto:
Foucaults pendul. 1989. (Il pendolo di Foucault, 1988). Roman
Eco, Umberto:
Øen af i går. 1995. (L’isola del giorno prima, 1994). Roman.
Eco, Umberto:
Baudolino. 2000. (Baudolino, 2001). Roman.
Eco, Umberto:
Dronning Loanas mystiske flamme. 2005. (La misteriosa fiamma della regina Loana, 2004). Roman.
Eco, Umberto:
Kirkegården i Prag. Rosinante, 2012. ( Il cimitero di Praga, 2010). Roman.
Eco, Umberto:
Nr. 0. Rosinante, 2015. (Numero zero, 2015). Oversætter: Lorens Juul Madsen.

Andre udgivelser af Umberto Eco

Eco, Umberto:
Il problema estetico in San Tommaso. 1956. Afhandling.
Eco, Umberto:
Opfindelsernes historie: fra stenredskaberne til de kunstige satellitter. 1963. (Opera aperta, 1962). Kulturhistorie.
Eco, Umberto:
Diario Minimo. 1963. Essays.
Eco, Umberto:
Apocalittici e integrati. 1964. Essays.
Eco, Umberto:
La struttura assente. 1968. Semiotik.
Eco, Umberto:
La definizione dell’arte. 1968. Kunsthistorie.
Eco, Umberto:
Le forme del contenuto. 1971. Semiotik.
Eco, Umberto:
Segno. 1973. Semiotik.
Eco, Umberto:
Il costume di casa. 1973. Essays.
Eco, Umberto:
Il Beato di Liebana. 1973. Kunsthistorie/filosofi.
Eco, Umberto:
Trattato di semiotica generale. 1975. Semiotik.
Eco, Umberto:
Il superuomo di massa. 1976. Essays.
Eco, Umberto:
Della periferia dell’impero. 1977. Essays.
Eco, Umberto:
Lector in fabula. 1979. Semiotik.
Eco, Umberto:
Sette anni di desiderio. 1983. Essays.
Eco, Umberto:
Semiotica e filosofia del linguaggio. 1984. Semiotik.
Eco, Umberto:
Det åbne værks poetik. 1984. I Jørgen Dehs (red.): Æstetiske teorier. (kapitel fra Opera aperta).
Eco, Umberto:
Efterskrift til rosens navn. 1985. (Postille a ‘Il nome della rosa’, 1984). Essay.
Eco, Umberto:
Travels in Hyperreality. 1986.
Eco, Umberto:
Faith in Fakes. 1986.
Eco, Umberto:
Middelalderens genkomst og andre essays. 1988.
Eco, Umberto:
On the Medieval Theory of Signs. 1989. Om middelalderens tegnteori.
Eco, Umberto:
I limiti dell’interpretazione. 1990. Semiotik.
Eco, Umberto:
Om spejle og andre forunderlige fænomener. 1990. (Sugli specchi e altri saggi, 1985). Essays.
Eco, Umberto:
After secret knowledge. 1990. I Times Litterary Suplement 1990-06-22.
Eco, Umberto:
Some paranoid readings. 1990. I Times Litterary Supplement 1990-06-29.
Eco, Umberto:
Almen semiotik og sprogfilosofi. 1990. I Almen semiotik nr. 1.
Eco, Umberto:
Med Platon til striptease. 1991. Essays.
Eco, Umberto:
Hvordan man rejser med en laks og andre essays. 1993. (Il secundo diario minimo, 1992). Essays.
Eco, Umberto:
La ricerca della lingua perfetta. 1993.
Eco, Umberto:
Six walks in the fictional woods. 1994. Semiotik.
Eco, Umberto:
The Search for the Perfect Language. 1995.
Eco, Umberto:
Fortolkning og overfortolkning. 1995. (Interpretation and overinterpretation, 1992). Semiotik.
Eco, Umberto:
Kunsten at skrive speciale: hvordan man udarbejder skriftlige opgaver. 1997. (Come si fa una tesi de laurea, 1977). Essay.
Eco, Umberto:
Serendipities. 1998.
Eco, Umberto:
Moralske tanker. 1998. (Cinque scitti morali).
Eco, Umberto:
Hvordan det ender, hvordan det begynder. Essays 1958-1998. 1998. Essays.
Eco, Umberto:
Kant and the Playtypus: Essays on Language and Cognition. 1999.
Eco, Umberto:
Belief and Non-Belief? A Confrontation. 2000.
Eco, Umberto:
Kant og næbdyret: Sprog og erkendelse. 2000. (fra essaysamlingen: Kant and the Playtypus, 1999). Essay.
Eco, Umberto:
Om Vestens overlegenhed. 2001. Essay i Claus Clausen og Rasmus Øhlenschlæger Madsen (red.): Tirsdag den 11. september 2001. Tiderne skifter. 2001.
Eco, Umberto:
Fodbolden og dens herligheder. 2002. Essay i Peter Christensen og Frederik Stjernfelt: Fodbold!: Forfattere om fænomenet fodbold. Gyldendal, 2002.
Eco, Umberto:
Hvordan man ikke skal tale om fodbold. 2002. Essay i Peter Christensen og Frederik Stjernfelt: Fodbold!: Forfattere om fænomenet fodbold. Gyldendal, 2002.
Eco, Umberto:
Middelalderens æstetik. 2003. (Arte e bellezza nell’estetica medievale). Historieskrivning.
Eco, Umberto:
Seks vandringer i fiktionens skov. 2006. (80.1).
Eco, Umberto:
Fordele og ulemper ved døden. 2007. (04.75).

Om forfatteren

Artikler og links

Bjørnvig, Bo:
Kærlighedens spejl. 1989. I Kultur og klasse 54, 14. årgang nr. 2, 1989.
Brandt, Per Åge:
Bogen, kvinden og ilden. 1989. I Kultur og klasse 54, 14. årgang nr. 2, 1989.
Cannon, Joann:
Postmodern Italian Fiction. Ravenna, 1989.
Grubb Jensen, Kirsten (red.):
Om rosens navn. 1989.
Klem, Lone:
Umberto Eco, den lyse middelalder og nutidens mørkemagter. I Samtiden, nr. 6, 1989.
Le Goff, Jacques:
Så utvivlsomt middelaldersk, og så fandens moderne. 1989. I Samtiden, nr. 6, 1989.
Frandsen, Finn:
Umberto Eco og det åbne kunstværk. 1991. I Kredsen 57/2, 1991.
Cannon, Joann:
The imaginary universe of Umberto Eco+A reading of Foucaults Pendulum. 1992. I Modern Fiction Studies, vol. 38, nr. 4, 1992.
God introduktion fra den engelske del af Wikipedia.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Umberto Eco'

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Umberto Eco