Umberto Eco
Foto: Leonardo Cendamo

Umberto Eco

Artikel type
voksne
cand.mag. Karina Søby Madsen, 2006. Opdateret 2015.
Top image group
Umberto Eco
Foto: Leonardo Cendamo

Umberto Ecos romaner er som dybe, krinkelkrogede labyrinter: De er murstenstunge, filosofiske og dybsindige. De smager velbehageligt på sjældne ord og graver personer frem fra fjerne afkroge af verdenshistorien. De er personrige og har fine, interessante personkarakteristikker - som af den blinde munk i “Rosens navn” og inkvisitoren William af Baskerville fra selvsamme værk. Og de er præget af kriminalistiske plot, som fænger og fængsler læserne og holder én fanget fra første til sidste side. Kort fortalt er det gevaldige eventyr- og lærdomsromaner, som underholder og underviser samtidigt på entusiastisk vis. 

51753771

Blå bog

  • Født: 5. januar 1932 i Alessandria, Italien.
  • Død: 19. februar 2016 i Milano, Italien.
  • Uddannelse: Professor i semiotik.
  • Debut: Il nome della rosa, 1980 (Rosens navn, 1984).
  • Litteraturpriser: Premio Viareggio, 1981. Premio Strega, 1981. Il Libro dell’anno, 1981. Østrigs Statspris for Europæisk Litteratur, 2002 og Den franske Middelhavspris for udenlandske forfattere, 2002.
  • Seneste udgivelse: Nr. 0. Rosinante, 2015. (Numero zero, 2015). Oversætter: Lorens Juul Madsen. Roman.
  • Inspiration: Jorge Luis Borges

 

 

 

 

 

 

eco

Baggrund

"Tempelridderne var udmærket klar over, at Jesus er en keltisk myte. Hele fortællingen i evangelierne er en hermetisk allegori, genopstandelse efter at have opløst sig i jordens indre, og så videre og så videre. Kristus er simpelthen alkymisternes Eliksir.”
“Foucaults pendul”, s. 127-128.

Umberto Eco blev født den 5. januar 1932 af bogholderen Giulio Eco og Giovanna Bisio Eco i den lille by Alessandria syd for Milan i Italien.

Da Anden Verdenskrig brød ud, flyttede Umberto Eco med moderen til en lille hytte i bjergene, mens faderen deltog ved fronten. Umberto var endnu for ung til at deltage i krigen, men han fulgte nysgerrigt med i de krigsscener mellem fascisterne og partisanerne, som udspillede sig i nærheden af hans nye hjem. Krigen satte sine spor i den unge Eco, og den kom senere til at danne ramme om hans anden roman “Il pendolo di Foucault” (“Foucaults Pendul”).

Giulio Eco ønskede en sikker fremtid for sin søn, og på opfordring af faderen startede Umberto på jurastudiet på Universitetet i Turin. Studiet fængede dog ikke, så den unge Umberto måtte forlade jurakammeraterne til fordel for et studie i filosofi og litteratur. I 1954 afsluttede han sine studier og fik en doktorgrad for sin afhandling om en af middelalderens mest kendte figurer Thomas Aquinas.

Umiddelbart efter studiernes afslutning fik han ansættelse som journalist i Milan på det statsejede fjernsynsnetværk RAI, hvor han var redaktionel leder på de kulturelle programmer. Med sit arbejde fik Eco således førstehåndskendskab til den moderne kulturelle sendeflade, men på sidelinjen interesserede Eco sig stadig for middelalderen. I 1956 udgav han sit første værk, som var en udvikling af afhandlingens tese om Thomas Aquinas, og i 1959 udgav han en bog om middelalderens æstetik.

Fra midten af 1960’erne begyndte Eco for alvor at slå sit navn fast i akademiske kredse med sine stadig mere veludviklede teorier om semiotikken, og fra starten af 80’erne fik han også et bredere publikum, da han indledte sin litterære karriere med udgivelsen af romanen “Il noma della rosa” i 1980 (“Rosens navn”, 1984), som har sit setting i middelalderen. “Rosens navn” gjorde Eco kendt i store dele af verden, og ikke mindst da romanen i 1986 blev filmatiseret af den franske filminstruktør Jean-Jacques Annaud, fik den ellers ikke helt let tilgængelige forfatter et bredt publikum over det meste af verden.

I dag lever Umberto Eco med sin kone siden 1959 Renata Ramge i henholdsvis bjergene i Rimini og i byen Milan, hvor de har opdraget to børn, en dreng og en pige. Ved siden af sit flittige forfatterskab er Eco professor på Universitetet i Bologna, og han har en fast ugentlig klumme i avisen L’Espresso.

Rosens navn

““Kære Adso”, sagde William, “at udrede et mysterium er ikke det samme som at udlede et vist antal særskilte fakta for ud fra dem at slutte sig til en almen lov. Det indebærer snarere, at man befinder sig foran to eller tre særskilte fakta, som tilsyneladende intet har til fælles, og må prøve at forestille sig, at alle disse tilfælde følger en almen lov, som man endnu ikke kender til, og som måske aldrig er blevet formuleret.”
“Rosens navn”, s. 293.

Handlingen i Umberto Ecos debutroman “Il nome della rosa” fra 1980 (“Rosens navn”, 1984) foregår over en uge i et italiensk benediktinerkloster i 1327. Inkvisitoren William af Baskerville og hans elev Adso af Melk er kaldt til klostret for at mægle imellem to stridende fraktioner i Den Katolske Kirke, men inden de når frem, er der sket et gådefuldt mord på en af klosterets munke, og de to hovedkarakterer får nu til opgave at opklare forbrydelsen. Men som dagene går, bliver sagen stadig mere kompliceret, for alt imens de to ‘detektiver’ forsøger at finde system i sporene, dør der dag for dag nye munke.

Romanen er baseret på et originalt dokument, som en munk fra det østrigske benediktinerkloster Melk skrev i Middelalderen, men dertil er tilføjet en fiktiv konflikt, der har Aristoteles’ litteraturteoretiske værk ”Poetik” som omdrejningspunkt. En del af dette værk skulle behandle komikken, men denne del er aldrig fundet. I en fiktiv udgave er den dog at finde i Ecos roman, hvor visse dele af kirken forsøger at skjule bogens eksistens for munkene – og får blod på samvittigheden i sine bestræbelser. Latterens forløsende virkning var således at betragte som kættersk!

Eco skildrer renæssancens opkomst og peger på sammenhængen mellem fortid og nutid. Romanen er fuld af citater, der forekommer at være meget moderne, men som viser sig i stor udstrækning at stamme fra middelalderens tænkere. På den måde viser Eco, at den moderne tænkning er et produkt af historien – at vi intet er uden vores fortid, og at vi måske slet ikke er så ‘moderne’, som vi går og tror. Samtidig peger han på det, der med en litteraturvidenskabelig betegnelse kaldes intertekstualitet, og som er et udtryk for de mange slags samtaler, tekster kan føre med hinanden.

Romanen kan betegnes som en intellektuel middelalderkrimi. Ud over at historien sættes i scene, så er det helt centrale tema i romanen mening – eller mangel på samme. William og Adso bliver gang på gang ført på vildspor under deres forsøg på at opklare mordene. De går ellers meget systematisk til opgaven og har en stærk tro på en overordnet mening, men da de endelig finder ud af, hvem der står bag dødsfaldene, sker det ved en tilfældighed, og William ender da også med at konkludere, at der ikke var tale om et mønster. Eller med andre ord: der er ingen overordnet mening. Når Eco lader det få katastrofale konsekvenser, at munkene holdes fra komikkens univers, viser Eco farerne i en universel etik og i den moralske længsel efter renhed.