italiensk litteratur

Familiedynamikker og livets gang under fascismen og 2. Verdenskrig er de centrale tematikker for italienske Natalia Ginzburgs forfatterskab. I et behersket og upyntet sprog skildrer Ginzburg realistiske hverdagssituationer i usikre tider, præget af krig og diktatorisk undertrykkelse.

Med den ambitiøse bestræbelse at lade sine historiske romaner give en fuldstændig fortolkning af virkeligheden er Elsa Morante blevet en af efterkrigstidens mest betydningsfulde italienske romanforfattere.

Elena Ferrante lader sine bøger tale for sig selv, og derfor skriver hun under pseudonym og giver ikke personlige interviews. Hendes værker centrerer sig om dagliglivets op- og nedture som skilsmisse, moderskab, sex, børn, krop og identitet, altid ud fra en personlig og kvindelig synsvinkel.

Den italienske forfatter Antonio Pennacchi skriver i forordet til sit mesterværk ”Mussolini-kanalen”: ”Hvad man end måtte mene om denne bog, er det den, jeg er kommet til verden for.” Hans sprælske familiekrønike er skrevet med slægtens kogende hjerteblod og skildrer to generationers liv og levne

Den italienske forfatter Primo Levi overlevede 11 måneder i den nazistiske kz-lejr Auschwitz og er især kendt som såkaldt vidnesbyrdforfatter, der i sine bøger aflægger rapport om udryddelseslejren – for at det ikke skal ske igen og for at give de døde et ansigt.

Hugo Pratt er en af den europæiske tegneseries absolutte førerskikkelser. Han er især kendt for sine serier om Corto Maltese og ”Ørkenens skorpioner”, der tilsammen var med til at indvarsle en helt ny tilgang til tegneserien som seriøst medie for voksne.

Umberto Ecos romaner er som dybe, krinkelkrogede labyrinter: De er murstenstunge, filosofiske og dybsindige. De smager velbehageligt på sjældne ord og graver personer frem fra fjerne afkroge af verdenshistorien.