Foto: Vittoriano Rastelli

Natalia Ginzburg

cand.mag. Marie Hjørnet Nielsen. November, 2022.
Top image group
Foto: Vittoriano Rastelli

Indledning

Familiedynamikker og livets gang under fascismen og 2. Verdenskrig er de centrale tematikker for italienske Natalia Ginzburgs forfatterskab. I et behersket og upyntet sprog skildrer Ginzburg realistiske hverdagssituationer i usikre tider, præget af krig og diktatorisk undertrykkelse. Forfatterskabet rummer både velkomponerede fiktionsværker som ”Hver svunden dag” fra 1952 og mere løst strukturerede, anekdotiske tekster som i erindringsromanen ”Familieleksikon”, der udkom i 1963, og som Ginzburg modtog Strega-prisen for.

38839357

Blå bog

Født: 14. juli, 1916. Palermo.

Død: 7. oktober, 1991. Rom.

Uddannelse: Universitetsstudier i litteratur, 1935.

Debut: La strada che va in cittá. Einaudi, 1942.

Litteraturpriser: Strega Prize, 1963. Bagutta Prize, 1984.   

Seneste danske udgivelse: Familieleksikon. C&K, 2021. Oversætter: Majse Aymo-Boot. Roman.

Inspiration: Marcel Proust, Ernest Hemingway.

 

 

 

 

Videoklip

Interview med Natalia Ginzburg. Rai Teche, 1964.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Min mor havde læst Proust, og hun elskede ham også højt, ligesom Terni og Paola gjorde, og hun fortalte min far at denne Proust holdt meget af sin mor og sin bedstemor, at han havde astma og aldrig kunne sove, og at han havde beklædt væggene i sit værelse med kork fordi han hadede larm. Og min far sagde: - Han må have været et fæ!”
”Familieleksikon”, s. 65.

Natalia Ginzburg (1916-1991) blev født den 14. juli 1916 i Palermo på Sicilien. Da hun var tre år, flyttede familien til Torino i Norditalien. Faren, Giuseppe Levi, var jøde. Moren hed Livia Tanzi og havde en katolsk baggrund, de valgte dog at give deres fem børn en ateistisk opdragelse. I 1919 blev faren ansat som professor i biologi ved universitetet i Turin, og Natalia Ginzburg voksede op i et intellektuelt hjem præget af forældrenes politiske engagement – deres omgangskreds bestod af kernen i det italienske socialistparti og det antifascistiske miljø. At være antifascist under Mussolinis fascistiske regime var ikke let, og familien var påvirket af de mange love og forbud, som regimet udstak.

Fra en tidlig alder fandt Ginzburg glæde ved at læse. I et interview uddyber hun: ”Fra jeg var ganske lille, har jeg været draget mod litteraturen, jeg læste og jeg læste, eventyr og børnebøger, alt – massivt og i store mængder, og fra jeg var 5-6 år, begyndte jeg selv at skrive.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24). Som barn var Ginzburg overbevist om, at hun en dag ville skrive en tyk og detaljeret bog om hver eneste lille oplevelse, hun havde, men da hun kom i puberteten, mistede hun troen på det projekt: ”jeg blev overvældet af mismod, livslede, jeg syntes at intet var værd at blive husket overhovedet, at alt i livet var frygteligt og frivolt – og så opgav jeg tanken om den bog.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24). Da hun var omkring 17 år, begyndte hun at skrive noveller, og det blev vendepunktet. Fra hun var mellem 17 og 25 år, fik hun udgivet en række fortællinger i tidsskrifter.

Ginzburg blev hjemmeskolet af sin mor, indtil hun i 1927 begyndte på Vittorio Alfieri gymnasium. Senere studerede hun litteratur på universitetet, men droppede ud og fik i stedet sin kulturelle og politiske dannelse ved at lytte til diskussionerne i sin omgangskreds.

I 1938 giftede hun sig med politikeren Leone Ginzburg. Sammen fik de tre børn. Leone Ginzburg flyttede til Rom, hvor han bl.a. redigerede en illegal avis. I november 1943 fulgte Natalia og børnene med. Tyve dage efter ankomsten blev Leone arresteret, og de så ham aldrig igen. Natalia Ginzburg måtte flygte med sine børn tilbage til Torino, hvor hun begyndte at arbejde for forlaget Einaudi.

Hun debuterede i 1942 med kortromanen ”La Strada che va in cittá” som blev udgivet under pseudonymet Alessandra Tornimparte. I 1950 giftede hun sig med Gabriele Baldini, som hun fik to børn med. Hun blev enke igen i 1969. Fra 1970 var hun tilknyttet det torinesiske dagblad ”La Stampa”, hvor hun arbejdede som journalist. Hun var medlem af det italienske kommunistparti PCI og endte med at sidde i parlamentet frem til sin død. Hun døde efter alvorlig sygdom som 75-årig, den 7. oktober 1991 i Rom.

Hver svunden dag

”Anna var bange, fordi der var en hund. Ikke en krøllet dum hund som Ippolitos, men en schæferhund, der stod bundet, og på et træ i haven hang der et skilt, hvorpå der stod: ”pas på hunden”. Hun var også bange, fordi de havde ping-pong i huset. Nede fra hækken havde hun set en dreng spille ping-pong med en gammel herre. Derfor var hun bange for, at drengen skulle foreslå hende at spille, og det kunne hun ikke.”
”Hver svunden dag”, s. 20.

Natalia Ginzburgs ”Tutti i nostri ieri” blev udgivet i 1952 (”Hver svunden dag”, 1959). Romanen er en kronologisk, fortløbende fortælling fortalt af en 3. personsfortæller som skildrer en italiensk families hverdagsliv under fascismen og 2. verdenskrig. Det er en distanceret fortæller, som portrætterer karaktererne gennem deres handlinger, talemåder og forhistorier. Den unge pige Anna er den karakter, som skildres mest indgående, og det er hendes livsforløb, vi følger gennem romanen. Anna er det yngste barn i en søskendeflok på fire. Hendes mor døde kort tid efter Annas fødsel, og historien begynder med en beskrivelse af morens portræt, som hænger i spisestuen. Derefter glider fortællingen over i beskrivelser af familiens dagligdag; om stuepigen Frøken Maria som går på indkøb og samler gødning til roserne fra gaderne, om Annas storesøster Concettina som har travlt med at berette om sine tilbedere og kommende eksaminer, og om faren, der skriver på et stort erindringsværk med titlen ”Intet andet end sandheden”. Allerede i løbet af andet kapitel bliver faren alvorligt syg og dør kort tid efter. Faren bliver begravet, de vender hjem og spiser spaghetti og grøntsager som på alle andre dage. Til trods for, at familien har mistet sit overhoved, og børnene er blevet forældreløse, går livet videre, og hverdagens trædemølle fortsætter.

I fortællingens baggrund ulmer en krig, og det anspændte politiske klima begynder at få konsekvenser for karaktererne. Annas brødre har sammen med en flok drenge gang i nogle lyssky politiske aktiviteter, og en dag forsvinder en af drengene. De får travlt med at brænde alle sporene efter deres aktiviteter, i tilfælde af at politiet vil komme efter dem. Samtidig rykker krigen nærmere, og snakken i byen handler om beskyttelsesrum, giftgas og alt det, der må hamstres som sukker og olie.

”Hver svunden dag” har blik for individets liv i det store samfundsperspektiv og kan læses som en udforskning af, hvilke roller familien og samfundet spiller for den enkeltes livsforløb. Romanen er skrevet i et usentimentalt sprog uden brug af poetisk billedsprog, i stedet er det de stemningsmættede beskrivelser og scener, der danner indre billeder hos læseren.