Natalia Ginzburgs ”Tutti i nostri ieri” blev udgivet i 1952 (”Hver svunden dag”, 1959). Romanen er en kronologisk, fortløbende fortælling fortalt af en 3. personsfortæller som skildrer en italiensk families hverdagsliv under fascismen og 2. verdenskrig. Det er en distanceret fortæller, som portrætterer karaktererne gennem deres handlinger, talemåder og forhistorier. Den unge pige Anna er den karakter, som skildres mest indgående, og det er hendes livsforløb, vi følger gennem romanen. Anna er det yngste barn i en søskendeflok på fire. Hendes mor døde kort tid efter Annas fødsel, og historien begynder med en beskrivelse af morens portræt, som hænger i spisestuen. Derefter glider fortællingen over i beskrivelser af familiens dagligdag; om stuepigen Frøken Maria som går på indkøb og samler gødning til roserne fra gaderne, om Annas storesøster Concettina som har travlt med at berette om sine tilbedere og kommende eksaminer, og om faren, der skriver på et stort erindringsværk med titlen ”Intet andet end sandheden”. Allerede i løbet af andet kapitel bliver faren alvorligt syg og dør kort tid efter. Faren bliver begravet, de vender hjem og spiser spaghetti og grøntsager som på alle andre dage. Til trods for, at familien har mistet sit overhoved, og børnene er blevet forældreløse, går livet videre, og hverdagens trædemølle fortsætter.
I fortællingens baggrund ulmer en krig, og det anspændte politiske klima begynder at få konsekvenser for karaktererne. Annas brødre har sammen med en flok drenge gang i nogle lyssky politiske aktiviteter, og en dag forsvinder en af drengene. De får travlt med at brænde alle sporene efter deres aktiviteter, i tilfælde af at politiet vil komme efter dem. Samtidig rykker krigen nærmere, og snakken i byen handler om beskyttelsesrum, giftgas og alt det, der må hamstres som sukker og olie.
”Hver svunden dag” har blik for individets liv i det store samfundsperspektiv og kan læses som en udforskning af, hvilke roller familien og samfundet spiller for den enkeltes livsforløb. Romanen er skrevet i et usentimentalt sprog uden brug af poetisk billedsprog, i stedet er det de stemningsmættede beskrivelser og scener, der danner indre billeder hos læseren.