Lev Tolstoj
Foto: Ritzau Scanpix

Lev Tolstoj

journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
Lev Tolstoj
Foto: Ritzau Scanpix
Main image
Tolstoj, Lev
Foto: Scanpix

Indledning

Hvis man vil have hele verden i en bog, venter Lev Tolstojs romaner på en. I hans ”Krig og fred” og ”Anna Karenina” er personerne storsindede og ambitiøse, forfængelige og irrationelle. Sådan er virkeligheden, og så er det ligegyldigt, at det foregår i 1800-tallet. Forfatteren har desuden høj holdbarhed, fordi han betoner to sider af tilværelsen: At mennesker er offentlige væsner, og at relationer tager deres opmærksomhed. Det synes rammende i dagens velfærdssamfund, hvor majoriteten har en tilstedeværelse på sociale medier, og folk dater mere intensivt end Tolstojs giftemodne overklasse.

 

52148723

Blå bog

Født: 28. august 1828 i Tula-provinsen i Rusland.

Død: 20. november 1910.

Uddannelse: Indledte i 1844 studier i jura og orientalske sprog ved universitetet i Kazan, men han fuldførte aldrig sin uddannelse.

Debut: Detstvo. Sovremennik, 1852.

Litteraturpriser: Modtog ingen større priser, mens han levede, men i 2007 bad Time Magazine 125 prisvindende forfattere nævne deres favoritbøger. Anna Karenina blev den samlede nummer et.

Seneste udgivelse: Kreutzersonaten. Bechs Forlag, 2016. (Krejtserova sonata, 1887-1889). Oversat af Anders W. Holm. Roman.

Inspiration: Charles Dickens, Jean-Jacques Rousseau og William Prescott.

 

 

tolstoj

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”– Hvorhen? spurgte Pierre sig selv. – Hvor kan jeg nu tage hen? Skulle jeg nu tage i klubben eller i selskab? Alle mennesker forekom ham så usle, så fattige målt med den følelse af rørelse og kærlighed, som han gennemlevede; målt med det mildnede, taknemmelige blik, som hun til sidst havde sendt ham gennem tårer.”
”Krig og fred”, bind 1, s. 719.

Lev Tolstoj blev født 28. august 1828 på sin families landsted Yasnaya Polyana i området Tula syd for Moskva. Hans mor og far døde i hans tidlige barndom, så slægtninge stod for opdragelsen. De unge år var præget af druk, spil om penge og sværmeri for pigerne. Som 23-årig gik han ind i den russiske hær og deltog i krigen mod Tyrkiet (1853-1856). Militærtjenesten gav ham lejlighed til at være krigskorrespondent for aviser. Den dydige reporters vægt på research holdt han fast i, da han senere gik i gang med romanen ”Krig og fred” (1865-69). Tolstoj interviewede russiske soldater for at kunne skrive om, hvordan de sloges med Napoleons hær i 1812, ligesom han sugede til sig fra periodens skriftlige kilder. ”Krig og fred” og den efterfølgende roman ”Anna Karenina” (1873-77) gav ham international anerkendelse i hans levetid. Han skrev også skuespil og kortere fiktioner, bl.a. fortællingen ”Ivan Iliitsj’s død” (1886); en undersøgelse af et dødsfald som hovedmotiv, hvor det i de store romaner bliver en begivenhed i mylderet.

Som voksen havde Tolstoj en eksistentiel krise, der førte til, at han arrangerede sit liv omkring nye ideer. Han sagde nej til det klasseopdelte, kapitaldrevne samfund, kirken og militæret. I stedet talte han for individets ansvar for at bidrage til pacifisme, og han søgte den rene krop: farvel til kød på tallerkenen, alkohol, tobak og sex. Principperne gjorde forfatteren til forbillede for mange i de sidste 30 år af hans liv. Indiske Mahatma Gandhi hentede inspiration hos ham til tanken om folkeoprør med ikke-vold som middel. En anden af de ideologiske tilhængere, Vladimir Chertkov, belastede Tolstojs forhold til dennes kone, Sofya. Siden deres ægteskab i 1862 havde hun renskrevet Tolstojs manuskripter og født ham 13 børn, men da forfatteren blev gammel, tog Chertkov Sofyas plads som nærmeste assistent.

Spændingerne mellem de tre er dramatiseret i filmen ”The Last Station” (2009). Tolstoj døde i 1910, 82 år gammel, og lige dele landsfader i Rusland og litterært ikon. Han ligger begravet, hvor han kom til verden: ved Yasnaya Polyana. 

Krig og fred – bind 1

”For Pierre, der var opdraget i udlandet, var Anna Pávlovnas aftenselskab det første, han var med til i Rusland. Han vidste, at hele Petersborgs intelligentsia var forsamlet her, og hans øjne fór rundt som et barns i en legetøjsbutik.”
”Krig og fred,” bind 1, s. 21.

Første bind af Lev Tolstojs skildring af overklassen i Rusland, ”Vojna i mir”, 1864-69 (”Krig og fred”, 1895-96), fokuserer på de yngre medlemmer af en række familier. Centralt står mændene Pierre Kiríllovitj og Andréj Bolkónskij, begge født ind i de indflydelsesrige cirkler, men med vidt forskellige udviklingshistorier. Pierre er den uægte søn af en greve, som aristokratiet i Petersborg først griner af, fordi han komplet savner manerer. Men da han ved farens død arver dennes titel og formue, får han høj social status. Han bliver gift med den adelige Hélène, en passende fusion i omverdenens øjne. Ægteskabet går dog i stykker, fordi det ikke er baseret på kærlighed, hvilket understreger den store svaghed i Pierres karakter. Han lader sig rive med af stemninger og manipulationer; salonværtinden Anna Pávlovna sørger eksempelvis for, at Pierre bliver forblændet af Hélènes ydre. Efter parrets brud – Hélène er Pierre utro – søger han ind i frimurerordenen. Broderskabet prioriterer lighed og næstekærlighed, og disse dyder bekender Pierre sig til. Han erkender, at han har brug for regler. Uden dem er man måske nok fri, men man risikerer, at andres dagsordenener styrer ens tilværelse.

Fyrstesønnen Andréj er udadtil Pierres modstykke i begyndelsen af romanen. Han lader ikke nogen skubbe rundt med ham. Det kommer bl.a. til udtryk i en situation, hvor han får tilbud om at tage en pause fra sin tjeneste i krigen mellem Rusland og Frankrig, men idealistisk afslår – for hærens skyld. Eller da han griber ind over for en officer, som tilsviner en kvinde, i stedet for at være medløber og acceptere sadismen. For læseren optræder Andréj med en sikker moral, men senere tilstår han, at han har handlet ærefuldt for at opnå et godt ry. Her træder et af romanens væsentlige temaer frem: Alt hvad mennesker gør, har indflydelse på deres sociale anseelse. Tolstoj skildrer, hvordan forbindelser og penge kan hjælpe anseelsen på vej, men den er en dynamisk størrelse. Pierre går ikke mindst fra at være opkomling i de fine kredse til den mest eftertragtede bejler og siden halvexcentrisk outsider. Han bliver så ivrig efter at udøve næstekærlighed, at hans tegnebog er åben for alle.   

Kompositorisk spænder romanen fra selskabslivet i Petersborg og Moskva, hvor de største problemer er kedelig smalltalk, til det storpolitiske plan. Tolstoj inkluderer forandringerne i relationen mellem Rusland og Frankrig i første bid af 1800-tallet (konflikt afløses af kortvarig forsoning), og tonen kan i disse passager minde om nøgtern krønikeskrivning. Andre gange er sproget højstemt romantisk – en pige til et bal er ”på lykkens højeste tinde” – og komisk i dialogen, når de rige smisker for hinanden.   

Krig og fred – bind 2

”Med sin bevidsthed lever mennesket for sig selv, men ubevidst tjener det som et våben til opnåelse af historiske og fællesmenneskelige mål. En gjort gerning er uigenkaldelig, og en handling, som i tid falder sammen med millioner af andre menneskers handlinger, får historisk betydning.”
”Krig og fred”, bind 2, s. 15.

Fjendskabet mellem Frankrig og Rusland bryder ud på ny. Det meste af andet bind af Lev Tolstojs ”Vojna i mir”, 1864-69 (”Krig og fred”, 1895-96) er en optrapning, der fører frem til franskmændenes invasion af Moskva. Mens første bind er præget af en afstand mellem overklassens færden og soldaterne i krig, rykker miljøerne tættere på hinanden. Fyrst Andréj opnår en ledende position i den russiske hær. Med sit regiment kommer han forbi han sin families gods, og passagen understreger, at det rige Rusland vakler: hans nærmeste slægtninge er flygtet fra fjenden, husets ruder knuste, haven et vildnis. Andréj bliver til en martyrskikkelse, idet han bliver såret i krigen og dør af kvæstelserne. Men ulykken har et lyspunkt. Ved sygelejet genforenes han med sin elskede Natásja. Da Andréj er gået bort finder hun trøst hos romanens anden mandlige hovedperson, Pierre, og de gifter sig. Kærligheden trodser alt og lever videre, synes Tolstoj at foreslå.

Inden denne happy end gennemgår Pierre en manddomsprøve i Moskva. Hans omgangskreds forlader byen og fester videre på afstand af invasionen, men han bliver tilbage og møder franske styrker. Selv om Pierres motivation for at holde stand ikke virker helt gennemtænkt – han leger med tanken om at dræbe erobreren Napoleon – bringer undtagelsestilstanden en hidtil uset side frem i ham. Han redder en pige ved et hus i brand og handler hermed instinktivt næstekærligt. Før foregik humanismen snarere i hans tanker eller var noget, han betalte sig fra. Efterfølgende bliver Pierre taget til fange af franske styrker, og her er tale om held i uheld. Bortrøvet sin frihed oplever han for første gang indre harmoni. Fængsel er – ifølge Tolstoj – vejen til en lykkefølelse for en mand, der har svært ved at vælge mellem livets tilbud.

Da Pierre slipper ud, er han blevet handlekraftig og modstandsdygtig. Skildringen af styrke på det nære karakterplan modsvarer Tolstoj med sin udlægning af den russiske folkesjæl. Det lykkes nationens tropper at fordrive franskmændene, fordi deres kampånd er stærkere. I bogens andet bind trænger Tolstoj sig på som den alvidende fortæller, der betoner, at fortællingens aktører er i en alvorlig situation, de ikke har kontrol over. Den russiske samfundstop kan forsøge at fornægte, at landet er under angreb og holde endnu et bal, men soldater vil dø alligevel. Og Napoleon kan omgive sig med nok så mange, der siger, at han er Gud på jord, men han får ikke magten i Rusland.

Anna Karenina

”– Jeg – ulykkelig? – sagde hun, nærmede sit hoved til ham og så ham i øjnene med kærlighedens henrykte smil. – Jeg er som den hungrende, der har fået at spise. Ja, måske fryser han i sine pjalter, måske skammer han sig, men – ulykkelig?”
”Anna Karenina”, s. 228.

Lev Tolstojs kærlighedsroman ”Anna Karenina”, 1873-77 (”Anna Karenina”, 1910) skildrer væsentligst konflikterne mellem tre karakterer: Statsmanden Aleksei Karenin, hans hustru Anna og hendes elsker, godsejeren Aleksei Vronskij. Anna er åben over for at forelske sig i Vronskij, fordi Karenin ikke er nærværende, men prioriterer sit arbejde i det russiske justitsministerium. Da hun tilstår affæren, giver Karenin hende muligheden for, at de udadtil kan bevare facaden som mand og hustru, selv om hun har mistet al værdi i hans øjne. Det vigtigste for ham er, at de er præsentable i det offentlige liv. For Anna vejer det indre følelsesliv tungere, og sladderen om hende og Vronskij er alligevel umulig at holde nede: Lidenskaben er for aflæselig, når de ses sammen.

Anna forlader Karenin og deres søn, og i en periode lever hun lykkeligt med Vronskij i Italien. De får en datter, men hendes kærlighed til sønnen fra første ægteskab tvinger hende tilbage til Rusland. Samtidig mangler Vronskij et formål med tilværelsen udover relationen til Anna. Han forsøger sig som kunstmaler, viljen og talentet mangler dog. Hjemme igen flytter de til Vronskijs gods, hvor han helliger sig landbrugsdriften. Økonomisk savner de intet, men det tærer på deres forhold, at Anna er uønsket ved overklassens selskaber. Her havde hun tidligere et stort netværk; nu har hun kun Vronskij og få loyale støtter, heriblandt broren Stefan og hans kone Dolly. De to forsøger at glatte ud mellem Karenin og Anna, og Stefan taler for, at Karenin skal give Anna skilsmisse. Selv er hun splittet.

28057741

På den ene side vil en skilsmisse isolere hende yderligere fra hendes søn, som bor hos Karenin. På den anden side er det Vronskijs ønske, at skilsmissen træder i kraft. Hvis ikke siger loven, at de børn Vronskij får med Anna, er Karenins. Efter længere tids ubeslutsomhed nægter Karenin at ophæve ægteskabet. Anna er dømt til en ydre status som falden kvinde, hvorimod Vronskij bevarer sin adgang til de fine kredse. Det stimulerer ham at se andre mennesker og giver ham en pause fra et forhold, der har haft omverdenen imod sig fra begyndelsen. Han ved, at livet ville have været lettere uden Anna, og det svækker hans kærlighed. Det mærker hun, hvilket gør hende usikker, ikke bare på ham, men på om livet har noget at byde på. Hun begår selvmord ved at kaste sig ud foran en vogn.

Kvindens stilling i 1800-tallets Rusland er romanens hovedtema: Mænds sidespring bliver accepteret, hvorimod kvinden modtager samfundets fordømmelse, hvis hun træder forkert. Anna er en tragisk figur, men hun er også en kvinde, der bryder ud af de forventede roller som hengiven hustru, mor og beleven værtinde. Ganske sigende bliver Anna beundret af sin brors kone, da hun i en scene kommer ridende alene. Inkarnationen af selvstændighed og ind i mellem så styret af sin lyst som hesten.

Genrer og tematikker

Tolstojs hovedværker ”Krig og fred” og ”Anna Karenina” er begge eksempler på den bredt anlagte roman med et rigt persongalleri i skiftende miljøer. Hans centrale karakterer hører til overklassen, men særligt ”Anna Karenina” inkluderer en skildring af bøndernes vilkår i 1800-tallets Rusland, så læseren mærker Tolstojs solidaritet med dem. Behovet for deres medbestemmelse bliver berørt – de skal ikke bare være nyttige hænder for adelen. Klassetemaet er bundet til et af forfatterskabets øvrige temaer: Familien. Når to velstillede unge mennesker gifter sig, opstår en alliance mellem de familier, de kommer fra. I ”Krig og fred” såvel som i ”Anna Karenina” optræder giftemodne døtre, som skal have bejlere godkendt af kræsne forældre. Tolstoj fremstiller dette kødmarked med sans for ligestilling. Det kan være svært for både kvinder og mænd at blive afsat.

Slående er det imidlertid, at det i højere grad er muligt for mænd end kvinder at frigøre sig fra familien. Datidens norm placerer kvindens primære funktioner i hjemmet, hvor hun enten behager sin mand eller middagsgæsterne og får tyendet til at makke ret. Hvis hun bryder ud af det, går det hende ilde. Den promiskuøse Hélène, som er sin mand utro i ”Krig og fred”, bliver syg og dør, hvilket kan tolkes som en moralsk straf over hende fra Tolstojs side. I ”Anna Karenina” er titelkarakterens utroskab mindre vilkårlig – den er resultatet af en kærlighed til Vronskij af naturkraftagtige dimensioner – men hun dør alligevel. Skønt Tolstoj gør det til Annas beslutning og en slags sejr for hendes vilje, får han understreget, at kvinden er udsat uden for de etablerede familiestrukturer. Omvendt skorter det ikke på mandlige karakterer, der får lov at søge efter en identitet, der ikke hedder ægtemand. Pierre afprøver et idealistisk broderskab i ”Krig og fred”, Andréj i samme roman helliger sig krigstjenesten, mens Vronskij i ”Anna Karenina” er progressiv godsejer og kunstnerspire foruden at være Annas elsker. Trods mændenes friløb antyder Tolstoj, at lykken findes via relationen til kvinden. Andréj og Pierre i ”Krig og fred” oplever nogle af deres mest euforiske stunder i den unge Natásjas nærvær.

Endelig er afstanden mellem menneskers tanker og offentlige liv et bærende tema i forfatterskabet. Overklassens selskaber har karakter af forestillinger, hvor værtinden styrer, hvem der snakker med hvem. Temaet træder frem, idet situationer gang på gang kaldes for ”scener”. Anna i ”Anna Karenina” tydeliggør Tolstojs drillende blik for menneskets trang til at vise sig frem. Hun sætter spørgsmålstegn ved de mange offentlige tillidshverv, som folk pryder sig med, og overvejer, om man kan gøre det indre liv til det ydre. Men det lykkes hende ikke at dele sine følelser med et andet menneske og derved knytte et bånd, som afholder hende fra selvmordet. 

Beslægtede forfatterskaber

Tolstoj har været med til at skabe målestokken for, hvad en realistisk roman er. Man kan hævde, at ethvert detaljeret tidsbillede udgivet efter hans produktion står i gæld til den. Til arvtagerne hører Tom Wolfe, der ligesom Tolstoj skildrer overklassen – i hans tilfælde den amerikanske – senest især i romanen om et eliteuniversitet, ”I Am Charlotte Simmons” (2004). Både Wolfe og Tolstoj udstiller forlorenhed ved at referere folks samtaler. Hvor Wolfe videregiver snakken med manisk energi, bliver Tolstoj ikke så længe i den stemning, men skifter til en anden. Hans scener kan have karakter af drømmesyn; i ”Krig og fred” eksempelvis, når hundredvis af polakker svømmer over en flod for at imponere Napoleon. Brud med den dialogbårne satire sker yderligere i de passager, hvor Tolstoj kommenterer dele af russisk historie.

Slægtskabet med de samtidige amerikanske realister Theodore Dreiser og Henry James er iøjnefaldende. Titelfiguren i Dreisers roman ”Sister Carrie” (1900) kan ses som en søster til karakteren Pierre i ”Krig og fred”. Moderne i sin ubundethed, men tilbøjelig til at lade sig rive med af hvad som helst, fordi hun ikke har selvstændige værdier. Henry James skildrer som Tolstoj menneskers manipulatoriske spil, f.eks. i romanen ”Washington Square” (1880). James’ heltinde Catherine gør oprør mod sin dominerende far, og det samfund, der siger, at målet med kvinders liv er at blive gift med en mand. Catherine vælger at leve alene efter en kuldsejlet forlovelse, men hun er ikke kun et offer, hendes styrke indgyder respekt. Tolstojs biperson Márja i ”Krig og fred” er sammenlignelig, idet hun længe er ugift – i stedet er hun i lighed med James’ Catherine bl.a. optaget af at gøre sin far glad. Tolstoj giver dog Márja en mand til slut i romanen. Han er mere af en romantiker end James, der i ”Washington Square” forlader Catherine alene med håndarbejdet i sin stue. Livet flaskede sig ikke, men det fortsætter på trods. Catherines stille accept adskiller hende i øvrigt fra Tolstojs Anna og hendes lidenskabelige reaktion på modgang i ”Anna Karenina”: selvmordet med antydning af fortrydelse i gerningsøjeblikket. Anna har med sin afstandtagen fra sit første parforhold mere tilfælles med Nora i Henrik Ibsens drama ”Et dukkehjem” (1879). Nora bryder tilsvarende et ægteskab, men hun har slumret i rollen som dukkebarn, mens Anna har en overbevisende evne til selvrefleksion fra starten.

Blandt danske forfattere findes i Herman Bangs roman ”Stuk” (1887) en udlevering af 1800-tallets selskabsliv i København, der er relateret til Tolstoj. Begge praktiserer personkarakteristik via dialog, men Bang er ætsende på sin egen måde i sidebemærkningerne. En person hos Tolstoj kan være ”grim”, hvorimod Bang udfolder grimheden i ”Stuk”, så en bliver sammenlignet med ”en tyndslidt degnekone”, andre snakker ”højlydt som skader”. Tolstoj tillægger oftere sine overklasseløg en grad af skønhed, hvilket gør det desto lettere at sympatisere med dem. 

Bibliografi

Romaner

Tolstoj, Lev:
Barndom og drengeaar. Schou, 1885. (Detstvo, 1852; Otrochestvo; 1854).
Tolstoj, Lev:
Ungdom. Schou, 1886. (Yunost, 1856).
Tolstoj, Lev:
Kosakkerne. Lehmann & Stage, 1890. (Kazaki, 1863).
Tolstoj, Lev:
Krig og fred. Lehmann & Stage, 1895-96. (Vojna i mir, 1864-69). Citater fra Krig og fred i dette portræt er fra den reviderede oversættelse, Gyldendal, 2004.
Tolstoj, Lev:
Anna Karénin. Kunstforlaget Danmark, 1910. (Anna Karenina, 1873-77). Citater fra Anna Karenina i dette portræt er fra 5. udgave af oversættelsen, Gyldendal, 2007.
Tolstoj, Lev:
Opstandelse. Kunstforlaget Danmark, 1913. (Voskresenie, 1899).
Tolstoj, Lev:
Ivan Iljitjs død. Gyldendal, 2015. (Smert' Ivana Il'itja, 1886). Oversat af: Marie Tetzlaff.
Tolstoj, Lev:
Kreutzersonaten. Bechs Forlag, 2016. (Krejtserova sonata, 1887-1889). Oversat af Anders W. Holm.

Fortællinger

Tolstoj, Lev:
Fortællinger og skildringer fra Sebastopol. Lehmann & Stage, 1884. (Sevastopolskie rasskazy, 1855-1856).
Tolstoj, Lev:
Huslig lykke. Bibliothek for de Tusen Hjem, 1887. (Semeynoe schast`e, 1859).
Tolstoj, Lev:
Udvalgte fortællinger. Lehmann & Stage, 1888. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Fortællinger og skitser. Stochholm, 1889. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Soldaterliv i Kavkasus. Albert. Lehmann, 1890. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Husbond og arbejder. Schou, 1895. (Khozyain i rabotnik, 1895).
Tolstoj, Lev:
Folkefortællinger. Folkelæsnings Forlag, 1905. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Hvorledes man dør. Hagerup, 1906. (originaludgave ukendt).
Tolstoj, Lev:
Efterladte fortællinger og dramaer. Gyldendal, 1911-12. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Fortællinger. Gyldendal, 1911. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Arbejd mens I har lyset: en fortælling om de første kristne. Frimodt, 1911. (Hodite V Svete, Poka Est' Svet, 1893).
Tolstoj, Lev:
Herre og tjener og andre fortællinger. Athenæum, 1944. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Kreutzer-sonaten. Aschehoug, 1953. (Kreitserova Sonata, 1889).
Tolstoj, Lev:
Ivan Illitsch’s død. Det Danske Forlag, 1957. (Smert' Ivana Il'icha, 1886).
Tolstoj, Lev:
Kaffehuset i Surate. Privattryk, 1965. (Suratskaja kofejnaja, 1893). bibliotek.dk
Tolstoj, Lev:
Rugkornet. Mercurius, 1977. (Zerno s kurinoe jajco, 1886).
Tolstoj, Lev:
En Hest. Thaning & Appel, 1981. (Kholstomer, 1888).
Tolstoj, Lev:
Sevastopol fortællingerne. Hovedland, 2015. (russisk). Oversat af W. Gerstenberg.

Dramatik

Tolstoj, Lev:
Oplysningens frugter: Komedie i fire akter. Schou, 1890. (Plody prosvesheniya, 1891).

Meninger og essays

Tolstoj, Lev:
Livsspørgsmaal: Blandede skrifter. Schou, 1888. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Hvori bestaar min Tro? Schou, 1889. (originaludgave ukendt).
Tolstoj, Lev:
Om livets betydning: Betragtninger. Schou, 1889. (originaludgave ukendt).
Tolstoj, Lev:
Det første skridt: Skildringer og betragtninger. Schou, 1893. (dansk samling).
Tolstoj, Lev:
Religion og moral. Schou, 1894. (Religiya i nravstvennost, 1894).
Tolstoj, Lev:
Fædrelandskærlighed. Andr. Schous Forlag, 1894. (originaludgave ukendt).
Tolstoj, Lev:
Kristi lære og kirkens lære. Schou, 1894. (originaludgave ukendt).
Tolstoj, Lev:
Den store uret. Hagerup, 1907. (Velikii grekh, 1905).
Tolstoj, Lev:
Naar tiderne skifter: om den kommende revolution. Frimodt, 1907. (originaludgave ukendt).
Tolstoj, Lev:
Magtens lov og kærlighedens lov. Frimodt, 1910. (Zakon nasiliya i zakon lyubvi, 1908).
Tolstoj, Lev: Bekendelser. Kristligt Dagblad, 2017.

Kulturkritik

Tolstoj, Lev:
Shakespeare: en kritisk studie. Peter Hansen, 1907. (Sekspir i drama, 1906).

Film

Instruktør: Bernard Rose.

Om forfatteren

Artikler

Kai Sørlander:
Kafka og Tolstoj: om kunst og kærlighed. Graf, nr. 3, 2001.
Lars Peter Rømhild:
Verdens bedste roman – den hele: ny dansk oversættelse af Lev Tolstojs Krig og fred. Bogens verden, nr. 4/5, 2004.
Lise Lotte Larsen:
Drømme i Tolstojs roman Anna Karenina. Fønix, nr. 4, 2013.

Links

Digital adgang til forfatterens personlige optegnelser fra 1847-1852 i engelsk oversættelse.
Et udvalg af forfatterens berømte sætninger er tilgængelige på Wikiquote.
Blogindlæg knyttet til Tolstoj fra det amerikanske magasin The Paris Review, som illustrerer, at han lever videre i tidens samtale om litteratur.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lev Tolstoj