Lev Tolstoj

Lev Tolstoj blev født 28. august 1828 på sin families landsted Yasnaya Polyana i området Tula syd for Moskva. Hans mor og far døde i hans tidlige barndom, så slægtninge stod for opdragelsen. De unge år var præget af druk, spil om penge og sværmeri for pigerne. Som 23-årig gik han ind i den russiske hær og deltog i krigen mod Tyrkiet (1853-1856). Militærtjenesten gav ham lejlighed til at være krigskorrespondent for aviser. Den dydige reporters vægt på research holdt han fast i, da han senere gik i gang med romanen ”Krig og fred” (1865-69). Tolstoj interviewede russiske soldater for at kunne skrive om, hvordan de sloges med Napoleons hær i 1812, ligesom han sugede til sig fra periodens skriftlige kilder. ”Krig og fred” og den efterfølgende roman ”Anna Karenina” (1873-77) gav ham international anerkendelse i hans levetid. Han skrev også skuespil og kortere fiktioner, bl.a. fortællingen ”Ivan Iliitsj’s død” (1886); en undersøgelse af et dødsfald som hovedmotiv, hvor det i de store romaner bliver en begivenhed i mylderet.

Som voksen havde Tolstoj en eksistentiel krise, der førte til, at han arrangerede sit liv omkring nye ideer. Han sagde nej til det klasseopdelte, kapitaldrevne samfund, kirken og militæret. I stedet talte han for individets ansvar for at bidrage til pacifisme, og han søgte den rene krop: farvel til kød på tallerkenen, alkohol, tobak og sex. Principperne gjorde forfatteren til forbillede for mange i de sidste 30 år af hans liv. Indiske Mahatma Gandhi hentede inspiration hos ham til tanken om folkeoprør med ikke-vold som middel. En anden af de ideologiske tilhængere, Vladimir Chertkov, belastede Tolstojs forhold til dennes kone, Sofya. Siden deres ægteskab i 1862 havde hun renskrevet Tolstojs manuskripter og født ham 13 børn, men da forfatteren blev gammel, tog Chertkov Sofyas plads som nærmeste assistent.

Spændingerne mellem de tre er dramatiseret i filmen ”The Last Station” (2009). Tolstoj døde i 1910, 82 år gammel, og lige dele landsfader i Rusland og litterært ikon. Han ligger begravet, hvor han kom til verden: ved Yasnaya Polyana. 

Første bind af Lev Tolstojs skildring af overklassen i Rusland, ”Vojna i mir”, 1864-69 (”Krig og fred”, 1895-96), fokuserer på de yngre medlemmer af en række familier. Centralt står mændene Pierre Kiríllovitj og Andréj Bolkónskij, begge født ind i de indflydelsesrige cirkler, men med vidt forskellige udviklingshistorier. Pierre er den uægte søn af en greve, som aristokratiet i Petersborg først griner af, fordi han komplet savner manerer. Men da han ved farens død arver dennes titel og formue, får han høj social status. Han bliver gift med den adelige Hélène, en passende fusion i omverdenens øjne. Ægteskabet går dog i stykker, fordi det ikke er baseret på kærlighed, hvilket understreger den store svaghed i Pierres karakter. Han lader sig rive med af stemninger og manipulationer; salonværtinden Anna Pávlovna sørger eksempelvis for, at Pierre bliver forblændet af Hélènes ydre. Efter parrets brud – Hélène er Pierre utro – søger han ind i frimurerordenen. Broderskabet prioriterer lighed og næstekærlighed, og disse dyder bekender Pierre sig til. Han erkender, at han har brug for regler. Uden dem er man måske nok fri, men man risikerer, at andres dagsordenener styrer ens tilværelse.

Fyrstesønnen Andréj er udadtil Pierres modstykke i begyndelsen af romanen. Han lader ikke nogen skubbe rundt med ham. Det kommer bl.a. til udtryk i en situation, hvor han får tilbud om at tage en pause fra sin tjeneste i krigen mellem Rusland og Frankrig, men idealistisk afslår – for hærens skyld. Eller da han griber ind over for en officer, som tilsviner en kvinde, i stedet for at være medløber og acceptere sadismen. For læseren optræder Andréj med en sikker moral, men senere tilstår han, at han har handlet ærefuldt for at opnå et godt ry. Her træder et af romanens væsentlige temaer frem: Alt hvad mennesker gør, har indflydelse på deres sociale anseelse. Tolstoj skildrer, hvordan forbindelser og penge kan hjælpe anseelsen på vej, men den er en dynamisk størrelse. Pierre går ikke mindst fra at være opkomling i de fine kredse til den mest eftertragtede bejler og siden halvexcentrisk outsider. Han bliver så ivrig efter at udøve næstekærlighed, at hans tegnebog er åben for alle.   

Kompositorisk spænder romanen fra selskabslivet i Petersborg og Moskva, hvor de største problemer er kedelig smalltalk, til det storpolitiske plan. Tolstoj inkluderer forandringerne i relationen mellem Rusland og Frankrig i første bid af 1800-tallet (konflikt afløses af kortvarig forsoning), og tonen kan i disse passager minde om nøgtern krønikeskrivning. Andre gange er sproget højstemt romantisk – en pige til et bal er ”på lykkens højeste tinde” – og komisk i dialogen, når de rige smisker for hinanden.