Elsa Morante

Artikel type
voksne
stud.mag. Karen Fjordside Pontoppidan, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Main image
Morante, Elsa
Foto: Wikipedia

Indledning

Med den ambitiøse bestræbelse at lade sine historiske romaner give en fuldstændig fortolkning af virkeligheden er Elsa Morante blevet en af efterkrigstidens mest betydningsfulde italienske romanforfattere. Morante udfolder bestræbelsen gennem demonstrationer af den menneskelige psykes mulige fremtoninger, konstant skiftende alt afhængig af den sociale konstellation og den historiske tidsramme. Selvom de er hinanden uafhængige, deler Morantes fire store romanklassikere ”Løgn og trolddom”, ”Arturos ø”, ”Historien” og ”Aracoeli” således fællesnævner: de har til opgave at vise virkeligheden.

 

51116232

Blå bog

Født: 18. august 1912 i Rom.

Død samme sted 25. november 1985.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Il gioco segreto, Garzanti, 1941.

Priser: Viareggio-prisen (Premio Viareggio), 1948. Strega-prisen (Premio Strega), 1952.

Seneste udgivelse: Aracoeli. Gyldendal, 2014. Oversat af Jytte Lollesgaard.

Baggrund

”Og Guiseppe gjorde så sin entré i verden fuldstændig som Buddha. […] Men mens Buddha da han som ung første gang bryder ud af den skønne park om sin fars kongeslot, straks uden for havemuren møder sygdommens, alderdommens og dødens gådefulde mysterier, må verden i Guiseppes tilfælde siges at folde sig ud som den underfulde park Buddha havde forladt.”
”Historien”, s. 132.

Elsa Morante blev født i Rom d. 18. august 1912 og døde samme sted i 1985. Hun var barn af den jødiske lærerinde Irma Boggibonsi og sicilianeren Francesco Lo Monaco, hvis plads som far dog allerede fra Elsa Morantes fødsel blev overtaget af stedfaderen Augusto Morante, som også havde taget Elsa Morantes søskende Aldo, Marcello og Maria til sig som sine egne.

Knapt fyldt 20 år begyndte Morante at lade sin forfatterkarriere tage form. Italienske tidsskrifter som ”Corriere dei piccoli” og ”Meridiano di Roma” udgav i løbet af 1930’erne og indtil slutningen af Anden Verdenskrig hendes novellistiske skriverier. Hos tidsskriftet ”Olli” fik hun desuden udgivet sine fortællinger under pseudonym. Af andre genreformater skrev hun eventyr, digte og rim, og inden hun kastede sig ud i den lange romanform, der skulle blive hendes hovedgenre, fik hun i 1941 udgivet sin første bog: ”Il gioco segreto” – en samling af flere fortællinger.

Året for Morantes første bogudgivelse blev også året, hvor hun giftede sig med den italienske forfatter og filmkritiker Alberto Moravia, hvem hun dog blev skilt fra i 1961.

Morante færdiggjorde aldrig sine påbegyndte studier i litteratur, men kulturel dannelse har hun haft rig adgang til gennem sin og Moravias omgangskreds, der talte italienske forfattere, tænkere og andre kulturpersonligheder. Sammen med Moravia, der som Morante selv var af halvjødisk ophav, flygtede hun under Anden Verdenskrig til den italienske provins Latina, for efter krigen at vende tilbage til Rom. Her skrev hun i 1948 sin første roman ”Løgn og trolddom”, som sammen med de tre efterfølgende romaner giver et billede af de første 75 år af 1900-tallet. Afsættet for alle skildringerne er Morantes granskning af den menneskelige psyke.

I 1948 modtog Morante Viareggio-prisen (Premio Viareggio) for ”Løgn og trolddom”, og i 1952 modtog hun den prestigefyldte italienske litteraturpris Strega-prisen (Premio Strega) for ”Arturos ø”.

Sideløbende med sine romaner forsøgte Morante sig med filmmanuskripter, men de to titler ”Miss Italia” (1949) og ”Verrano a te sull’aure” (1952) blev aldrig til mere end arbejdstitler. Afløb for filminteressen fik hun siden gennem virket som bl.a. filmanmelder på sit eget radioprogram hos RAI – Radiotelevisione Italiana og som assistent for vennen og filminstruktøren Pier Paolo Pasolini.

Historien

”Undertiden kunne man høre ham sidde og gentage det som en monoton remse frem for sig: ”Voffór? voffór? voffór? voffór? voffór?” Men uanset hvor mekanisk det lille spørgsmål klang, var der noget stædigt og hjerteskærende over det som fik det til at virke mere dyrisk end menneskeligt. Lidt som klageråb fra forladte kattekillinger (…).”
”Historien”, s. 501.

Elsa Morantes ”La Storia” (”Historien”, 2009) fra 1974 er på trods af sin årstalsbaserede kapitelinddeling ikke en beskrivelse af den store verdenshistories gang. Langt mere er det fortællingen om det lille menneskes historie; en krønike om udskuddene, staklerne og ofrene for verdenshistorien.

”Historien” i ental dækker i virkeligheden over historier i flertal. ”Rigtige” historier, som i fortællerens øjne kun er rigtige, hvis de har ”både en begyndelse, en handling og en slutning, som sig hør og bør” (s. 603). Den centrale af disse ”rigtige” historier har sin begyndelse i 1941 og sin slutning i 1947. Handlingen herimellem er fortællingen om den halvjødiske enke Ida Manusco og hendes sønner: den ustyrlige Nino og lille Useppe, i hvis årer jødisk og arisk blod forenes som resultat af en tysk soldats voldtægt en dag i Rom i 1941.

28034229

Useppe vokser op med Anden Verdenskrig som bagtæppe, omgivet af sult og død og med sin paranoide mor som eneste trofaste selskab. Trods disse ringe forudsætninger bliver al elendighed til eventyrlig skønhed i Useppes nysgerrige, blå øjne. Lige indtil folk begynder at forsvinde omkring ham, og han udvikler en sygelig angst for at blive forladt: Det utilsigtede resultat af Idas absurde og dog ihærdige bestræbelse på at skåne Useppe for konfrontationen med døden. Da Useppes alt for tidlige død alligevel indtræffer, bliver det på sin vis også enden på Idas liv, der slår over i et vanvid.

”Det er bare en leg” (s. 510) klinger som et omkvæd med stigende frekvens gennem ”Historien”. Verset synges af fugle og er dermed kun forståeligt for særligt privilegerede. Men privilegiet, der er Useppe forundt, er der intet misundelsesværdigt over – for det medfører forståelsen af, at verdenshistorien er magthavernes leg, hvor mennesket afmægtigt må agere legetøj. En leg, der ikke har en slutning og derfor ikke er en ”rigtig” historie; en pointe, der understreges med romanens dobbelttydige slutning: ”… og historien fortsætter …”.

Den på overfladen alvidende fortæller afslører sig pletvist, gennem parentetiske bemærkninger og rygtebaserede gisninger, som en jegfortæller, der rummer sin egen hemmelighedsfulde historie.