Aracoeli

Citat
”Jeg har også selv dette tågede efterår i nogle dage følt mig fristet til at søge min pige Aracoeli i alle dimensioner af tid og sted undtagen den ene, som jeg ikke tror på, nemlig fremtiden. I min fremtids retning ser jeg sandt at sige ikke andet end et skævt spor, som mit sædvanlige jeg, stadig alene og stadig ældre, pendler som en beruset frem og tilbage ad (...).”
”Aracoeli”, s. 9.

”Aracoeli” (”Aracoeli”, 2014) fra 1982 er Elsa Morantes sidste roman. Historien er fortalt af den 43-årige, halvt italienske, halvt spanske Manuele, der i 1956 begiver sig ud på en rejse mod det eventyrligt klingende El Almendral i Andalusien. Hans rejse har to dimensioner, som fortællingen krydsklipper imellem. På den ene side hans fysiske tilbagevenden til sin og moren Aracoelis fødeegn og på den anden side erindringens mentale rejse, der følges drypvist, i takt med at minderne – frembragt af spontane impulser – dukker op i hans hukommelse.

Aracoeli betyder Himlens Alter, og i dette sakramentale lys mindes den voksne Manuele, stående for foden af sin rejse, sin mor – fuldstændig på samme måde som drengen Manuele betragtede hende. Manuele vokser op i Roms ”Øvre Kvarterer” (s. 14), hvor han og Aracoeli forsøger at udslette deres andalusiske ophav til fordel for det finere borgerskabs manerer.

51116232

Faren, en italiensk søofficer, befinder sig i periferien af Manueles barndom og vinder kun sin søns agtelse i kraft af sin status som Aracoelis mand. Manuele tillægger nemlig folk værdi proportionelt med deres forhold til Aracoeli – således også den lillesøster, han bliver stillet i udsigt, og som han venter i glæde. Glæden brydes, da Aracoeli aborterer, og hun hensvinder i vanvid og hengiver sig til prostitution. Manuele overlades ulykkelig til sine snobbede bedsteforældre i Piemonte, som ikke lægger skjul på, at de anser ham for en byrde.

Ensom i Piemonte fornemmer han nyheden om Aracoelis død, før den overbringes ham, og hans totale ensomhed når sit højdepunkt, da bedsteforældrene sender ham på kostskole. To gange flygter han, og ved den sidste flugt ender han ansigt til ansigt med sin far, der, bosat i et af Roms yderkvarterer, på én gang holdes i live og dræbes af drukkenskab.

Da den voksne Manuele endelig når sin fysiske rejses mål, El Almendral, er det mindet om hans fordrukne far, der opfylder ham. Af dette minde vokser en hidtil ukendt kærlighed til faren, som på bogens sidste sider får lov at uddrive den besættelse af Aracoeli, der i første omgang drev Manuele ud på sin rejse.