Gustave Flaubert

Artikel type
voksne
stud.mag. Ester Skibsted Holm, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Flaubert, Gustave

Den franske forfatter Gustave Flaubert hører ubestridt til blandt alle tiders litterære verdenselite. Med sin indtrængende og detaljerige realistiske stil og dybe forståelse for menneskelivets skuffende og tragikomiske aspekter banede han vejen for den realistiske roman, som den ser ud i dag. Med bøger som ”Madame Bovary” og ”Følelsernes opdragelse” overskred Flaubert datidens grænser for anstændighed og udvidede samtidig grænsen for, hvor realistisk fiktionen kan fremstå i litterær form.   

25418611

Blå bog

Født: 12. december 1821 i Rouen i Frankrig. Død: 8. maj 1880.

Uddannelse: College Royal de Rouen, 1830’erne. Flaubert påbegyndte jurastudiet i Paris i 1842, men færdiggjorde aldrig uddannelsen.

Debut: Rêve d'enfer. 1837.

Seneste udgivelse: Madame Bovary. Gyldendal, 2012.

Inspiration: Honoré de Balzac. 

Baggrund

”Kvindehjerter er som disse små møbler fulde af hemmelige skuffer, der passer ind i hinanden; man anstrenger sig, man knækker neglene, og man finder inderst inde en udtørret blomst, lidt støv – eller ingenting! Og så frygtede han måske også at finde ud af for meget.”

”Følelsernes opdragelse”, s. 423.

Gustave Flaubert blev født og voksede op i den franske by Rouen i Normandiet. Han var søn nummer to af kirurg Achille-Cléophas Flaubert og lægedatter Anne Justine Caroline Flaubert. På trods af sin lægefamilie var den lille Gustave et skrøbeligt og sygeligt barn, hvad der skulle vise sig at få direkte betydning for hans fremtid.

Efter at være blevet hjemmeskolet af sin mor til han var ni år gammel, kom Gustave Flaubert på den militaristiske skole College Royal de Rouen for at modtage en mere disciplineret uddannelse. Det var her, Flaubert allerede fra 11-14 års alderen begyndte at skrive henholdsvis på egne værker og for skolens avis. Som ung mand foretrak Flaubert at bruge sin tid på at læse og rejse.

Efter endt skolegang rejste han i 1842 til Paris, hvor han efter forældrenes ønske begyndte at studere jura. I 1844 måtte han imidlertid afbryde uddannelsesforløbet på grund af sygdom. Flaubert blev diagnosticeret med epilepsi og måtte derfor indstille sig på et mere stillesiddende liv. Den unge mands ulykke ophørte dog ikke her. Kun få år senere i 1946 mistede han først sin far til sygdom og dernæst sin yngre søster Caroline, som døde i barselssengen. Med en betydelig arv fra faderen i ryggen besluttede den unge forfatterspire at flytte tilbage til familieejendommen i Rouen for at tage sig af sin mor og den moderløse niece. Her kunne han endelig hellige sig sine forfatterambitioner, mens han passede på familien og sit eget skrantende helbred.

Sygdom til trods blev det til endnu en rejse i 1851, som gik til Egypten og Fjernøsten i selskab med forfattervennen Maxime Du Camp. Det var efter denne tur, at Flaubert knap 30 år gammel påbegyndte sit livs værk ”Madame Bovary” – en bog det skulle tage den perfektionistiske forfatter fem år at skrive. Ved sin udgivelse i 1857 blev romanen både en stor salgssucces og modtog et væld af positiv kritik. Ikke desto mindre blev Gustave Flaubert sagsøgt for at forfatte et værk, der angiveligt skadede den offentlige og religiøse moral. Flaubert vandt sagen, og romanen er sidenhen gået over i historien som et af litteraturhistoriens største og første realistiske værker. Efter flere markante udgivelser herunder ”Salammbô” fra 1962 og ”Følelsernes opdragelse” fra 1969 bukkede den anerkendte forfatter i 1880 under for sit skrantende helbred og døde i en alder af 58 år. Flaubert blev aldrig gift, men havde en længere stormfuld affære med forfatterinden Louise Colet i 1850’erne.

 

Madame Bovary

”Alt hvad Charles kunne sige var plat som et fortov, hvor de gængse meninger defilerede forbi i deres trivielle iklædning uden at fremkalde nogen følelser, latter eller drømmerier (…) Han kunne hverken svømme eller fægte eller skyde med pistol, og en dag, hvor hun stødte på et rideudtryk i en roman, kunne han ikke engang forklare hende betydningen af det.”
”Madame Bovary”, s. 59.

Flauberts nok mest berømte værk ”Madame Bovary” fra 1857 (”Madame Bovary” 2012) fortæller historien om den naive bondedatter Emma, der drømmer om at finde den kærlighed, hun kender fra romanerne. Da faderens unge læge Charles Bovary anmoder om hendes hånd i ægteskab, tror hun, at lykken er gjort, men livet som lægefrue lever langt fra op til hendes forventninger om et liv i lidenskab og luksus. Hun føler sig hurtigt kvalt i ægteskabet med den godmodige, men gudsjammerligt kedelige og middelmådige Charles, der lidt for let lader sig tromle af både hustruen og sin dominerende mor. Uanset hvor meget Emma prøver at iscenesætte ham, bliver Charles aldrig den romanhelt, hun søger.

I håbet om, at en luftforandring vil hjælpe på hustruens sorte humør, flytter Charles familien til byen Yonville. Her får ægteparret datteren Berthe, men også moderskabet bliver en skuffelse for Emma. Desperat efter romantik og spænding kaster hun sig ud i en hemmelig affære med den velhavende forfører Rodolphe og begynder sideløbende at optage hemmelige lån for at forkæle sig selv og elskeren med materiel luksus. Da Emma pønser på at løbe bort med sin elsker, trækker Rodolphe sig imidlertid og efterlader hende knust. Da hun endelig kommer på benene igen, løber hun tilfældigt på den unge ven af familien Léon, som tidligere har udvist varme følelser overfor hende. Mødet fører til endnu en adspredende kærlighedsaffære – denne gang med Madame Bovary som den overlegne part. I længden kan heller ikke Léon dog tilfredsstille Emma, der efterhånden mister grebet om både sit hemmelige kærlighedsliv og sine tiltagende økonomiske udskejelser.

25418611

”Madame Bovary” går med sin skjulte alvidende fortæller over i historien som en af de første og største realistiske romaner nogensinde. Det nye i Flauberts realistiske greb i forhold til samtiden bestod i hans måde at gå helt tæt på karaktererne og beskrive dem indefra gennem skiftende synsvinkler. Til dette introducerede han den fortælleteknik, man i dag kalder dækket direkte tale, hvor ”sagde hun/ han”-markøren udelades, og tanker og tale i stedet farves af deres ophavsmand. I romanens samtid var denne stil næsten grænseoverskridende realistisk, hvilket kombineret med romanens skildring af kvindelig utroskab rummer en del af forklaringen på den opstandelse, som romanen skabte i sin samtid.