Louis-Ferdinand Céline

Artikel type
voksne
cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Main image
Celine, Louis-Ferdinand
Foto: Forlaget Vandkunsten

Louis-Ferdinand Céline er en af fransk litteraturs helt store sprogfornyere. Hans romaner behandler Første og Anden Verdenskrig med uhørt sproglig finesse blandet med sort humor og et bidskt menneskesyn. De store temaer i Célines værk er uløseligt forbundet med de to krige, og det er på deres ruiner, at forfatteren udvikler et værk koncentreret om vold, død, ødelæggelse, men samtidig også om musik, skønhed og forløsende latter. Célines stil er præget af talesprogets rytme, slang, bandeord og selvopfundne ord, mens handlingen i især de senere romaner er næsten til at overse.

 

 

28960735

Blå bog

Født: 27. maj 1894 i Courbevoie, nordvest for Paris.

Død: 1. juli 1961 i Meudon, sydvest for Paris.

Uddannelse: Uddannet til læge i 1924.

Debut: Voyage au bout de la nuit. 1932.

Litteraturpriser: Prix Renaudot, 1932.

Seneste udgivelse: Samtaler med professor Y. Forlaget Vandkunsten, 2015. Oversat af Troels Hughes Hansen.

Inspiration: François Rabelais, William Shakespeare, Henri Barbusse, Léon Bloy, Chateaubriand.

 

 

 

 

 

 

celine

Baggrund

”Der er mange måder at være dødsdømt på. Åh, hvor meget ville jeg ikke i dette øjeblik have givet for at være i fængsel i stedet for her, jeg åndssvage idiot! For eksempel fordi jeg havde været forudseende nok til at stjæle et eller andet et eller andet sted, da der endnu var tid. Man tænker sig da heller ikke om! Fængslet forlader man levende, ikke krigen. Resten er kun vrøvl.”
”Rejse til nattens ende”, s. 14.

Louis-Ferdinand Destouches var barn af en forsikringsmand og en kniplingshandlerske. Forfatterpseudonymet Céline tog han senere efter sin bedstemor på mødrene side, Céline Guillou. Hans barndom var præget af de fattige kår i Passage Choiseul i Paris, hvor moderen havde sin kniplingebutik. Familien sad dog lidt bedre i det efter bedstemoderens død og den tilfaldne arv.

Céline meldte sig som ung mand til kavaleriet, og da Første Verdenskrig brød ud i 1914, deltog han i de hårde kampe mod tyskerne i Flandern, før fronterne frøs helt fast i skyttegravslinjer. Under en farefuld mission blev han ramt af en granatsplint og såret i skulderen, og krigen blev således kort, men ukarakteristisk ærefuld for hans vedkommende. Efter han var kommet sig, rejste han fra 1916-18 først til Afrika og derefter til USA og vendte så hjem til Frankrig for at uddanne sig til læge.

Céline fik sin lægeeksamen i 1924 på en afhandling om den ungarske læge Semmelweis og praktiserede derefter nogle år som fattiglæge i Paris, indtil han i 1932 udgav sin debutroman ”Rejse til nattens ende”. Romanen blev en litterær skandale, som gjorde op med århundreders fransk skrifttradition og forskrækkede og henrykkede sin samtid med sit grove sprog og ukuelige sortsyn. Céline var med ét slag blevet en litterær berømthed.

I løbet af 1930’erne udmundede forfatterens frygt for en ny verdenskrig dog i en paranoid antisemitisme, der fik form i fire fyldige pamfletter, som skød mod alt og alle, men i særdeleshed mod tidens yndlingshadeobjekt: jøderne. Hans antisemitisme tvang ham af frygt for modstandsbevægelsens hævnaktioner til at flygte fra Paris i sommeren 1944 efter de allieredes landgang i Normandiet. Sammen med konen Lucette og katten Bébert rejste han op igennem et komplet ødelagt Tyskland mod Danmark.

I Danmark blev Céline anholdt og indsat i Vestre Fængsel, mens hans advokat Thorvald Mikkelsen kæmpede for at undgå udlevering til de franske myndigheder. Det lykkedes, og Céline tog bolig på Mikkelsens landsted ved Korsør, indtil han i 1951 kunne vende hjem til Frankrig.

Céline bosatte sig efter sin hjemkomst i Meudon uden for Paris, hvor han boede frem til sin død i 1961. Her arbejdede han på sin sidste kraftanstrengelse, ”Tyskertrilogien”, som skulle blive forfatterens genindtræden blandt de største i det tyvende århundredes franske litteratur efter næsten tyve år i kulden.

På grund af Célines antisemitisme har man stadig et meget anstrengt forhold til ham i Frankrig, selvom han i mange kredse både på den hjemlige scene og i udlandet regnes for en af Frankrigs vigtigste forfattere. Denne spænding brød frem i lys lue i 2011, da Frankrigs daværende kulturminister efter pres fra en jødisk organisation fjernede Célines navn fra en liste af kulturpersonligheder, der skulle have været fejret på et officielt, statsligt niveau. Dette bragte en overvældende masse af franske forfattere og intellektuelle op i det røde felt, og selv om Céline ikke kom tilbage på listen, formåede forfatteren stadig halvtreds år efter sin død at skabe litterær skandale.

Rejse til nattens ende

”Oberstens mave var revet op, han skar en led grimasse. Den fuldtræffer havde nok gjort ondt på ham i det øjeblik den ramte. Nå, det var han selv ude om! Hvis han var forsvundet da skyderiet begyndte, ville det ikke være sket.”
”Rejse til nattens ende”, s. 17.

Célines mest berømte og læste roman, ”Voyage au bout de la nuit (”Rejse til nattens ende”, 1968 og 2001), er historien om antihelten Ferdinand Bardamu, der på sin hvileløse rejse igennem menneskeligt fordærv går i forfatteren Célines egne fodspor. Han starter således med at melde sig frivilligt til kavaleriet og sendes i kamp mod tyskerne. Der er dog ikke meget heroisme tilbage hos Bardamu. Han går gennem krigen med et blik, der afslører nationalismens og fædrelandskærlighedens fortællinger om den ’glorværdige krig’ som løgn og latin.

Bardamu bliver såret og indlægges på et feltlazaret, som han efter en affære med en af sygeplejerskerne forlader for at rejse til Afrika. Her skal han varetage forvaltningen af en af det kolonialistiske Frankrigs trøstesløse handelsposter. Det går også i vasken, og Bardamu fortsætter til Amerika, hvor han efter et kort ophold i New York får plads ved et samlebånd i Detroit. Efter et stykke tid som et robotagtigt stykke værktøj i Fords bilproduktion tager Bardamu tilbage til Paris, uddanner sig til læge og bosætter sig i en forstad for at praktisere. Men heller ikke her er lykken at finde. Folk i forstæderne er ligeså skidne som på resten af planeten og synker ned i fattigdommens hængedynd af elendighed, mord, druk, vold og andre ting, de rige er lykkeligt forskånede for.

”Rejse til nattens ende” kan læses som en art katalog over vestlige ideologiers idioti. Allerede på de første sider nedskyder Bardamu forestillingen om kærlighed, patriotisme, fremskridt og race. Det er løgnagtige systemer af ord, og det, der afslører disse systemers løgnagtighed, er krigen. Krigen fungerer gennem bogen som den store afslører af ideologiernes drabelige falskhed. Her træder en anden og mere grum virkelighed frem. Døden er allestedsnærværende og forfærdelig, og så snart menneskene forsøger at dække denne grundlæggende sandhed med ord, opstår ideologierne og løgnen.

Tonen i romanen er overvejende ironisk og kynisk i sin afsløring af det moderne menneskes holdepunkter, og i sin form og stil markerer den et nybrud i fransk litteratur. Célines flittige brug af talesprog og slang var ikke hverdagskost, da romanen udkom, og derfor opfattedes hans stil med rette som et frontalangreb på traditionelle skriftformer, på ’fin litteratur’ og ’god tone’. I stedet for at lægge vægt på at fortælle en god historie eller opstille nogle interessante ideer, skal meningen for Céline findes i selve sprogets evne til at røre noget i læseren: de udbrud af latter, man som læser ofte spontant vil opleve, eller den voldsomme effekt, brugen af slang kan have. Célines projekt med at indføre det talte sprogs følelse og umiddelbarhed i det skrevne starter med ”Rejse til nattens ende” og udvikles op igennem alle hans romaner.