Lars Frost
Foto: Cato Lein / Gyldendal

Lars Frost

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet maj 2020.
Top image group
Lars Frost
Foto: Cato Lein / Gyldendal
Main image
Frost, Lars
Foto: Hilde Lillejord

Indledning

Eksperimenterende, legende, charmerende, udfordrende og stille og rolig skriver Lars Frost om litteratur, hverdag, venskab, kærlighed, ansvar og godt og skidt i mennesket og samfundet i det hele taget. Med ”Smukke biler efter krigen” fra 2004 ramte Lars Frost en tone, som gik rent ind hos publikum og kritikere. Efter tre romaner i Velfærdstrilogien og komedien ”Kongskilde NS 5100” fra 2013 er han nu aktuel med den festlige fantasi ”Havet” (2020), der i bedste skipperskrønetradition tager læseren med på havet og dybt ned i litteraturhistorien.

 

62965258

Blå bog

Født: Den 7. oktober 1973 på Østerbro i København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 1994-1998.

Debut: Og så af sted til Wien, 2000. Noveller.

Priser: Bisballeprisen, 2004. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, 2005. Kritikerprisen, 2011. Beatriceprisen, 2013.

Seneste udgivelse: De forenede. Gyldendal, 2022. Roman.

Inspiration: Leif Panduro lå i baghovedet under arbejdet med ”Skønvirke”.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Allermest undrer det mig, at vi kan glemme. Det meste glemmer vi jo faktisk, og det er kun en smule, vi husker. Hvad er det for eksempel for nogle blomster de der? Ikke mælkebøtter eller blå lupiner. Det er en skam som regnvejr og gamle biler – jeg mener, at glemme den slags.”

”Allermest undrer det mig, at vi kan glemme”, s. 151.

Lars Frost er født og opvokset i et københavnerhjem uden bøger og drømte som barn om at blive arkitekt og bygge store, olympiske tagkonstruktioner. Han gik i børnehave på Strødamsvej og i skole på Bryggervangens Skole, Sankt Joseph Søstrenes Skole og Niels Steensens Gymnasium, hvorfra han blev student i 1992. Herefter fulgte en periode med forskellige studier, jobs og mangel på jobs i forskellige byer. Han læste litteraturvidenskab på Odense Universitet, fik efter to år mulighed for at skifte til universitetet i Stockholm, hørte samtidigt om Forfatterskolen, kom ind og gik på skolen i fire år i perioden 1994 til 1998. Inden da nåede han også at arbejde som lærervikar et par år, være ekstrapost, gå arbejdsløs en periode, rejse til Spanien og lave tv i New York. Herefter – efter Forfatterskolen – levede han af arbejdslegater fra Statens Kunstfond og småjobs, samt hvad han nu har kunnet tjene ind på sine bøger. Han har blandt andet undervist på Forfatterskolen og Testrup Højskole.

Med romanen “Smukke biler efter krigen” fra 2004 blev han en kritikerdarling og var begejstret for de muligheder, der er for at skrive i Danmark: “Det er fedt at være ung forfatter i Danmark,” udtalte han til Politiken (2004-05-22).

Siden meldte en anden virkelighed sig. “Jeg tror, jeg altid har været deprim. Jeg har faktisk tænkt lidt over, om det bare er, fordi jeg har opdaget, at jeg personligt nok er længere end midtvejs i livet og absolut ingen succes har i kærlighedslivet og er blevet fyret to gange inden for de seneste par år fra de eneste nogenlunde fornuftige job, der findes i den branche, jeg færdes i, hvilket vil sige job i den såkaldte kreative skriveskoleverden”, sagde han – igen til Politiken – efter at romanen “Skønvirke” udkom i 2011.

Efter den såkaldte Velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” har Lars Frost udgivet komedien ”Kongskilde NS 5100” (2013) og den fantasifulde skipperskrøne ”Havet” i 2020.

Og så af sted til Wien

”Pedalbåde, det kaldte min far dem, vandcyklerne. De driver ikke, de styrer forsigtigt rundt mellem ænderne. De er blå, og de er gule, og toget kører hver time, så der er ingenting der haster. Der er god tid, og jeg sidder der allerede og har drukket en kop kaffe, da du kommer og læner din cykel op ad ruden og vinker.”
”Og så af sted til Wien”, s. 32.

Lars Frosts debut ”Og så af sted til Wien” fra 2000 er en lille og hurtigt læst novellesamling, flertydig, flygtig, legende, drillende, venlig og domineret af en række spøjse påfund.

Handlingen kan sine steder være svær at få øje på. Men den går nogenlunde sådan her. Pelle bor i København. Han har en jobfunktion i pressen, som fortællingen ikke gør så meget ud af. Han er, hvad man formentlig kunne kalde en eksistentiel fumler-tumler. Han er ung, han er forvirret omkring meget. Måske som en modvægt har han udviklet en samlermani og forkærlighed for lister. Men det er stadig forvirringen, som dominerer. Han bor sammen med den fornuftige Lene, har et hemmeligt forhold til hendes anderledes erotiske lillesøster Mette og et ligeså hemmeligt venskabsforhold til deres bror Johan, som ingen af dem har set i flere år. En dag får Johan den, viser det sig, knapt så fremragende ide, at de alle sammen skal tage til Wien.

”Og så af sted til Wien” er fabulerende og nonchalant hele vejen gennem bogen. ”Jeg tumlede hjem ad Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Randersgade, den slags gader” er en ganske typisk registrering, og karaktererne taler lige så gerne forbi hinanden som med hinanden i dialogerne.

22975382

Mange af novellerne handler om Pelles lidt retningsløse slentren rundt i København, mens andre er små portrætter af personer fra Pelles liv, fætter Klaus og den døende Simon, som Pelle er plejer for. Læst i tilbageblik kan man se flere af forfatterskabets tilbagevendende temaer, vendinger og aversioner antydet allerede i debuten. Udråbet ”Du altforbarmende”, som er genkommende i ”Kongskilde NS 5100”, ytres af indtil flere karakterer i samlingen, lige som den lettere arrogante holdning til resten af verden, den påtrængende interesse for kvinder og flanørens blik på byen har sit anslag her. Den mundtlige diktion med indlejrede spørgsmål, gentagelser og tænkepauser, som viser sig at være kendetegnende for forfatterskabet, udfolder sig her for første gang i lange, flydende sætninger.

Et eller andet sted rummer ”Og så af sted til Wien” en hilsen til store modernister som Gertrude Stein, James Joyce og Alain Robbe-Grillet. Den hilsen foldes ud til en åben diskussion i Frosts anden roman ”Allermest undrer det mig at vi kan glemme” fra 2001 – en esoterisk øvelse med kapiteloverskrifter som ‘Hvad er formålet med teorierne’ og ‘En vej mod fremtidens roman’ hentet i Robbe-Grillets essays ”Pour un nouveau roman” fra begyndelsen af tresserne. Der er handling – et par eksiljyder slås med tilværelsen i København og en fyr som hedder Lars og nok har en del til fælles med forfatteren dukker op – men resultatet er hermetisk og henvender sig overvejende til en begrænset målgruppe af ligesindede forfattere og fagfolk.