Lars Frosts debut ”Og så af sted til
Wien” fra 2000 er en lille og hurtigt læst novellesamling, flertydig,
flygtig, legende, drillende, venlig og domineret af en række spøjse påfund.
Handlingen kan sine steder være svær at få øje på. Men den går nogenlunde
sådan her. Pelle bor i København. Han har en jobfunktion i pressen, som
fortællingen ikke gør så meget ud af. Han er, hvad man formentlig kunne kalde
en eksistentiel fumler-tumler. Han er ung, han er forvirret omkring meget.
Måske som en modvægt har han udviklet en samlermani og forkærlighed for lister.
Men det er stadig forvirringen, som dominerer. Han bor sammen med den
fornuftige Lene, har et hemmeligt forhold til hendes anderledes erotiske
lillesøster Mette og et ligeså hemmeligt venskabsforhold til deres bror Johan,
som ingen af dem har set i flere år. En dag får Johan den, viser det sig, knapt
så fremragende ide, at de alle sammen skal tage til Wien.
”Og så af sted til Wien” er fabulerende og nonchalant hele vejen gennem
bogen. ”Jeg tumlede hjem ad Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Randersgade, den
slags gader” er en ganske typisk registrering, og karaktererne taler lige så
gerne forbi hinanden som med hinanden i dialogerne.
22975382
Mange af novellerne handler
om Pelles lidt retningsløse slentren rundt i København, mens andre er små
portrætter af personer fra Pelles liv, fætter Klaus og den døende Simon, som
Pelle er plejer for. Læst i tilbageblik kan man se flere af forfatterskabets
tilbagevendende temaer, vendinger og aversioner antydet allerede i debuten.
Udråbet ”Du altforbarmende”, som er genkommende i ”Kongskilde NS 5100”, ytres af
indtil flere karakterer i samlingen, lige som den lettere arrogante holdning
til resten af verden, den påtrængende interesse for kvinder og flanørens blik
på byen har sit anslag her. Den mundtlige diktion med indlejrede spørgsmål,
gentagelser og tænkepauser, som viser sig at være kendetegnende for
forfatterskabet, udfolder sig her for første gang i lange, flydende sætninger.
Et eller andet sted rummer ”Og så af sted til Wien” en hilsen til store
modernister som Gertrude Stein, James Joyce og Alain Robbe-Grillet. Den hilsen
foldes ud til en åben diskussion i Frosts anden roman ”Allermest undrer det mig at vi kan glemme” fra 2001 – en esoterisk
øvelse med kapiteloverskrifter som ‘Hvad er formålet med teorierne’ og ‘En vej
mod fremtidens roman’ hentet i Robbe-Grillets essays ”Pour un nouveau roman”
fra begyndelsen af tresserne. Der er handling – et par eksiljyder slås med
tilværelsen i København og en fyr som hedder Lars og nok har en del til fælles
med forfatteren dukker op – men resultatet er hermetisk og henvender sig
overvejende til en begrænset målgruppe af ligesindede forfattere og fagfolk.
