jens-martin eriksen
Foto: Sophie Kandaouroff

Jens-Martin Eriksen

Artikel type
voksne
journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
jens-martin eriksen
Foto: Sophie Kandaouroff
Main image
Eriksen, Jens-Martin
Foto: Torben Eskerod

Gennem karrieren har Jens-Martin Eriksen udviklet sig til manden med to penne; han skriver beretninger fra sande konfliktzoner og plejer desuden et skønlitterært forfatterskab. Romanerne viser mennesket, når det er mest udsat. Den linje blev slået an allerede i debuten ”Nani”, hvor overgrebene mod pigen Nana rammer læseren, og den mandlige fortæller gradvist afslører sin ubønhørlighed.

Eriksens hovedpersoner har ofte betingelser, der udfordrer deres menneskelighed. De er deprimerede, ramt af sorg eller den kynisme, de polstrer følelsesapparatet med. Forfatteren ofrer ikke megen tid på at beskrive livet, når det er hvidvin i liggestolene på terrassen. Men han kan skubbe læseren tæt på individets psykologi, så man både spejler sig i det og hypnotiseres.

28942249

Blå bog

Født: 23. februar, 1955 i Aalborg.

Uddannelse: Cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet, 1981.

Debut: Nani. Gyldendal, 1985.

Litteraturpriser: Det Danske Akademis Beatricepris (2001) samt en række legater, der omfatter Statens Kunstfonds livsvarige legat (1998) og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat (2002)

Seneste udgivelse: Fra skorpionernes verden. Gyldendal, 2011.

Inspiration: Louis-Ferdinand Céline, Christopher Isherwood, Flannery O’Connor og Jean Genet.

 

Baggrund

”Sneen lå tyndt og fint over det hele, over hele landskabet, som om den dækkede alt, som om intet var sket, som om døden ikke fandtes. Som om den sne nådigt kunne skjule alt hvad der var sket i det efterår. I den var der skåret et spor hen imod mig.”

”Vinter ved daggry”, s. 169.

Jens-Martin Eriksen er født 23. februar 1955 i Aalborg. Hans mor og de bedsteforældre, han boede hos i begyndelsen af sin barndom, døde, da han var teenager. Siden tilbragte han tre år på en indremissionsk kostskole, hvor han begyndte at interessere sig for at skrive. Modtageren af hans første længere tekster var en dansklærerinde, han var forelsket i og forsøgte at gøre indtryk på. Med kostskoletiden bag sig arbejdede han en periode på et skib, før han indledte studier ved Aarhus Universitet afsluttet med hovedfagseksamen i dansk sprog og litteratur i 1982. Hans fiktionsdebut kom tre år senere; romanen ”Nani” om en mands kredsen om sin iboende djævel og pigen Nana. Udgivelsen blev hilst velkommen af kritikerne, og Eriksen placerede sig som en ny stemme, der kunne sætte ord på samtiden. 

Mens han forsatte sit forfatterskab – navnlig i form af romantrilogien ”Rejse under mørket” (1988), ”Jim og jeg” (1989) og ”Den hvide væg” (1990) – blev han en aktiv kulturdebattør. Sammen med forfatteren Jens Christian Grøndahl og maleren Michael Kvium stod han i et par år bag tidsskriftet Fredag. Redaktionen gjorde sig bemærket ved at forholde sig kritisk til deres egen udgiver Gyldendal, og netop den kritiske tilgang til omverdenen synes afgørende for Eriksen. ”At bryde ind de steder, hvor der ikke findes nogen normal social samtale og prøve at stille de spørgsmål, som alle kan stille sig, og som nager alle. Det er grunden til overhovedet at indlade sig på projektet at skrive; man er ikke tilfreds,” har han udtalt i et interview (Martin Dalgaard: Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press, 1992-05).

De seneste år er Eriksen trådt ind i flere afdelinger af den offentlige diskussion; han har taget et standpunkt for almengyldige principper såsom tolerance og ligeværd, påpeget farerne ved multikulturalisme som ideologi og problematiseret det statslige system for litteraturstøtte. Som essayisten på ekspedition undersøger han årsagerne til Balkankrigen i blandt andet ”Hadets anatomi” (2003, sammen med Frederik Stjernfelt), men det er i soldaterromanen ”Vinter ved daggry” (1997), at han klarest forener det samfundsrevsende i sit virke med forfatterens fortællekraft. Hans samlede produktion rummer novellesamlinger, dramatik og rejseberetninger udover essaystikken og romanerne, og han er blevet oversat til fransk, tysk, hollandsk og serbisk.

Dette portræt omhandler hans skønlitterære produktion.

 

Nani

”Klokken er et eller andet ligegyldigt uden for disse vægge, mens jeg nu lader mig falde indad og tiden gentager sig langsomt, langsomt og i pludselige spring.”
”Nani”, s. 5.

Nana lever ikke længere, og ”Nani” fra 1985 er vidnesbyrdet om den erindringsproces, dødsfaldet sætter i gang. Romanens fortæller mindes Nana i syv dage i København, hvor læseren får adgang til hans indre monolog. De har haft et fysisk forhold, og der er ingen tvivl om, at fortælleren sidder tilbage med en fascination af Nanas krop. Han beskriver hendes skønhed, men man forstår også, at hun ikke ville have megen værdi for ham som menneske, hvis hun ikke var i stand til at vække hans begær. Det bliver gradvist klart, at styrkeforholdet mellem de to er skævt. Hun mangler penge, må prostituere sig og har få venner; han inviterer hende ind til sex og en fælles brandert, når han har lyst. Men han har vanskeligt ved at holde af det, der ikke er smukt, og Nana kommer til at repræsentere det grimme i hans hoved – han genoplever eksempelvis, hvordan hun deltog i en ydmygende pornooptagelse. Nana får sprækker, og han mærker en foragt for veninden, der kulminerer i, at han dræber hende.

Titlen ”Nani” giver et fingerpeg om romanens tvetydighed; fortællerens besættelse af Nana bliver på den ene side til ”Nani” – en mani knyttet til en bestemt pige. Omvendt spiller titlen også på ordet onani, for det er i høj grad sig selv fortælleren dissekerer, idet han sidder og skriver om sit syn på fortiden. Han overvejer, om Nana har været andre end den, han har gjort hende til, og i romanen optræder hun til fulde i hans redigering. Dermed svækkes kvindeportrættets troværdighed, mens der træder et billede frem af en mand. Fortælleren udstiller sin depressivitet og destruktive tilgang til verden undervejs. I stedet for entydigt at forbande sit ansvar for Nanas død, hæfter han sig ved, at hun vil blive et smukt lig. Det kan tolkes som æstetikerens sindssyge – aldrig at have øje for mere end det ydre – og det kan ses som et satirisk yderpunkt af de overfladedyrkende 1980'ere, bogen blev født i.