pia juul
Foto: Tiderne skifter

Pia Juul

Artikel type
voksne
cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
pia juul
Foto: Tiderne skifter
Main image
Juul, Pia
Foto: Tiderne skifter

Indledning

Genvordigheder nedskrevet med let hånd. Sådan har Pia Juul selv beskrevet sin litteratur, hvor det humoristiske og det foruroligende går hånd i hånd. Vores måde at bruge sproget på er en anden vigtig tematik i forfatterskabet. En novelle, hvor der viser sig, at gemme sig mange hemmeligheder under overfladen, starter eksempelvis med ordene: “Jeg tænkte: Hvis han siger flinker fyr eller grimmer én en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet”. Så er den tilsyneladende lette tone slået an. Men samtidig antydes det, at der ligger mange konflikter gemt hos novellens ægtepar og deres måde at tale med hinanden på. 

51224833

Blå bog

Født: 30. maj 1962 i Korsør.

Uddannelse: Engelsk-studiet på Aarhus Universitet.

Debut: Levende og lukket. Tiderne Skifter, 1985.

Litteraturpriser: Edith og Helge Rode Legatet, 1992. Emil Aarestrup Medaljen, 1994. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 1999. Beatrice-prisen, 2000. Leo Estvads Legat, 2003. Morten Nielsens Mindelegat, 2004. Aage Barfoeds og Frank Lunds Legat, 2006. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 2006. Danske Banks litteraturpris, 2009. Montanas litteraturpris, 2010. Kritikerprisen, 2012.

Seneste udgivelse: Avuncular : onkelagtige tekster. Tiderne Skifter, 2014. 

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genrer: Lyrik og Novelle

 

Hør lydklip fra 'Af sted, til stede'

 

pia

Se filmklip fra Fieldsarkivet med Pia Juul

Baggrund

"Det var, naturligvis, jeres far. En kridhvid mand i en kuffert. Og jeres yndige, kyske, danske mor, hun sov. Det ene øjeblik skreg og stønnede hun, og i det næste sov hun sødt. Hun så mig ikke”.
“Den uudholdelige danske sang” i “Mit forfærdelige ansigt”, s. 81.

Pia Juul blev født i 1962 som datter af forfatter og højskolelærer Kurt Holger Juul og højskolelærer Inge Kærsgaard Hansen. Pia Juul tilbragte sine første år i Skælskør. Da hun var seks, flyttede familien, der også talte en bror og en lillesøster, til landsbyen Rørbæk i Himmerland. Passionen for litteratur har Pia Juul haft siden barndommen, hvor hun med stor ihærdighed læste sig igennem mange af forældrenes bøger. Hun begyndte også allerede som barn at skrive dagbog. 

I 1981 blev Pia Juul student fra Hobro Gymnasium. Hun indskrev sig på engelskstudiet på Aarhus Universitet men droppede ud og overvejede herefter at søge ind på seminariet og dermed gå i sine forældres fodspor. Hun ville dog helst bruge sin tid på at skrive digte og debuterede i 1983 i tidsskriftet Hvedekorn. Pia Juuls mand opfordrede hende også til at forfølge sine forfatterdrømme: “Det var nok min mand, som tvang mig til at vælge. Hvorfor skal du på seminariet, spurgte han. Ville du ikke gerne være forfatter? Skulle du så ikke tage at blive det? Det gjorde jeg så. Jeg ved ikke, om jeg alligevel ville være blevet forfatter, hvis jeg var begyndt på seminariet. Men jeg tvivler. For så havde jeg måske skubbet det med at skrive foran mig. Der er mange, det sker for”. (Dorte Hygum Sørensen: “De rigtige liv”. Politiken, 2005-03-23). 

I 1985 udgav Pia Juul sin første digtsamling. Det var også her i midten af 1980erne, at hun stiftede bekendtskab med Søren Ulrik Thomsens særlige syngende måde at læse op på. Det skete på udstillingen “Gud og Grammatik” i København, der omhandlede 80er-generationens kunstneriske udtryk, og hvor en række af tidens populære forfattere var samlet til oplæsning. Denne oplevelse var også med til at overbevise Pia Juul om, at hun skulle være digter: “Det var stort at møde folk som Bo Green Jensen, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen, selv om jeg ikke havde læst så meget af dem på det tidspunkt. Søren Ulrik gjorde et virkeligt stort indtryk på mig, og efter at have hørt hans fabelagtige oplæsning begyndte jeg at læse alt, han havde skrevet”. (Tom Hermansen: “I bøgernes verden: I seng med forfatterne”. Jyllands-Posten, 2005-10-07). 

Ved siden af sit forfatterskab har Pia Juul blandt andet ernæret sig som oversætter af engelsk, amerikansk og svensk litteratur. I perioden 1989-1993 var Juul medredaktør af det litterære tidsskrift Den Blå Port. Hun har også været medlem af bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere i årene 1993-1995 og fra 1996 af Statens Kunstfonds litterære udvalg. I 2005 blev hun medlem af Det Danske Akademi. Hun har desuden været lærer på Forfatterskolen. 

Pia Juul har to døtre og bor på Frederiksberg.

sagde jeg, siger jeg

“Min onkel Hector sagde
(men det har jeg nok fortalt dig før)
Han var på vej ned fra Højen
Han havde solen i øjnene
så sagde han
da børnene kom løbende forbi
Han sagde
nej han sagde
Børnene kom løbende
Så sagde han det som
Knud engang havde sagt
på en anden måde
Her siger jeg det selv igen”.
"sagde jeg, siger jeg", s. 8,

Pia Juul debuterede i 1985 som lyriker, og de følgende 10 år udgav hun flere digtsamlinger og en enkelt roman. Digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” udkom i 1999. Pia Juuls lyrik er i høj grad forankret i sprogets rytme og melodi, men hendes digte er som oftest også kendetegnet ved en fortællende form. I mange af Juuls digte udspiller der sig en form for narrativt forløb. Et andet kendetegn er det selvironiserende og selvanalyserende. I digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” finder man for eksempel flere digte, der omhandler en vis onkel Hector og noget, han engang har sagt. I digtene sættes denne episode sammen med ord som “men det har jeg nok fortalt dig før” og “her siger jeg det selv igen”. På denne måde peges der på digtet selv og på digtsamlingen, hvor den samme situation netop gentages og videreudvikles. Samlingens titel henviser også til dette selvrefererende element.

22426796

Digtene om onkel Hector er også gode eksempler på et karakteristisk træk i Pia Juuls forfatterskab. I hendes tekster har man som læser tit svært ved at danne sig et helt og klart billede af det, der beskrives. Især når der er tale om datidsform, er der ofte en del, som forbliver skjult. De små fortællinger indeholder henvisninger til noget, der skildres, som om læseren kender til dem. Midt i de ofte meget konkrete skildringer af situationer og episoder gemmer der sig en rest, som man som læser selv må fantasere sig frem til. Det tilsyneladende håndgribelige får en skæv drejning, og noget forbliver ufortalt. I digtene om onkel Hector bliver det således aldrig helt klart, hvad det var, onkel Hector sagde, og hvilken bevægelse, der er tale om, når det hedder: “Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / sådan”.