pia juul
Foto: Tiderne skifter

Pia Juul

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
pia juul
Foto: Tiderne skifter
Main image
Juul, Pia
Foto: Tiderne skifter

Indledning

Genvordigheder nedskrevet med let hånd. Sådan har Pia Juul selv beskrevet sin litteratur, hvor det humoristiske og det foruroligende går hånd i hånd. Vores måde at bruge sproget på er en anden vigtig tematik i forfatterskabet. En novelle, hvor der viser sig, at gemme sig mange hemmeligheder under overfladen, starter eksempelvis med ordene: “Jeg tænkte: Hvis han siger flinker fyr eller grimmer én en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet”. Så er den tilsyneladende lette tone slået an. Men samtidig antydes det, at der ligger mange konflikter gemt hos novellens ægtepar og deres måde at tale med hinanden på. 

 

55143285

Blå bog

Født: 30. maj 1962 i Korsør.

Uddannelse: Engelsk-studiet på Aarhus Universitet.

Debut: Levende og lukket. Tiderne Skifter, 1985.

Litteraturpriser: Edith og Helge Rode Legatet, 1992. Emil Aarestrup Medaljen, 1994. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 1999. Beatrice-prisen, 2000. Leo Estvads Legat, 2003. Morten Nielsens Mindelegat, 2004. Aage Barfoeds og Frank Lunds Legat, 2006. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 2006. Danske Banks litteraturpris, 2009. Montanas litteraturpris, 2010. Kritikerprisen, 2012.

Seneste udgivelse: Let gang og lidt til. Arena, 2018. (99.4 Henningsen, Agnes).

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genrer: Lyrik og Novelle

 

Hør lydklip fra 'Af sted, til stede'

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Det var, naturligvis, jeres far. En kridhvid mand i en kuffert. Og jeres yndige, kyske, danske mor, hun sov. Det ene øjeblik skreg og stønnede hun, og i det næste sov hun sødt. Hun så mig ikke”.
“Den uudholdelige danske sang” i “Mit forfærdelige ansigt”, s. 81.

Pia Juul blev født i 1962 som datter af forfatter og højskolelærer Kurt Holger Juul og højskolelærer Inge Kærsgaard Hansen. Pia Juul tilbragte sine første år i Skælskør. Da hun var seks, flyttede familien, der også talte en bror og en lillesøster, til landsbyen Rørbæk i Himmerland. Passionen for litteratur har Pia Juul haft siden barndommen, hvor hun med stor ihærdighed læste sig igennem mange af forældrenes bøger. Hun begyndte også allerede som barn at skrive dagbog. 

I 1981 blev Pia Juul student fra Hobro Gymnasium. Hun indskrev sig på engelskstudiet på Aarhus Universitet men droppede ud og overvejede herefter at søge ind på seminariet og dermed gå i sine forældres fodspor. Hun ville dog helst bruge sin tid på at skrive digte og debuterede i 1983 i tidsskriftet Hvedekorn. Pia Juuls mand opfordrede hende også til at forfølge sine forfatterdrømme: “Det var nok min mand, som tvang mig til at vælge. Hvorfor skal du på seminariet, spurgte han. Ville du ikke gerne være forfatter? Skulle du så ikke tage at blive det? Det gjorde jeg så. Jeg ved ikke, om jeg alligevel ville være blevet forfatter, hvis jeg var begyndt på seminariet. Men jeg tvivler. For så havde jeg måske skubbet det med at skrive foran mig. Der er mange, det sker for”. (Dorte Hygum Sørensen: “De rigtige liv”. Politiken, 2005-03-23). 

I 1985 udgav Pia Juul sin første digtsamling. Det var også her i midten af 1980erne, at hun stiftede bekendtskab med Søren Ulrik Thomsens særlige syngende måde at læse op på. Det skete på udstillingen “Gud og Grammatik” i København, der omhandlede 80er-generationens kunstneriske udtryk, og hvor en række af tidens populære forfattere var samlet til oplæsning. Denne oplevelse var også med til at overbevise Pia Juul om, at hun skulle være digter: “Det var stort at møde folk som Bo Green Jensen, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen, selv om jeg ikke havde læst så meget af dem på det tidspunkt. Søren Ulrik gjorde et virkeligt stort indtryk på mig, og efter at have hørt hans fabelagtige oplæsning begyndte jeg at læse alt, han havde skrevet”. (Tom Hermansen: “I bøgernes verden: I seng med forfatterne”. Jyllands-Posten, 2005-10-07). 

Ved siden af sit forfatterskab har Pia Juul blandt andet ernæret sig som oversætter af engelsk, amerikansk og svensk litteratur. I perioden 1989-1993 var Juul medredaktør af det litterære tidsskrift Den Blå Port. Hun har også været medlem af bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere i årene 1993-1995 og fra 1996 af Statens Kunstfonds litterære udvalg. I 2005 blev hun medlem af Det Danske Akademi. Hun har desuden været lærer på Forfatterskolen. 

Pia Juul har to døtre og bor på Frederiksberg.

sagde jeg, siger jeg

“Min onkel Hector sagde
(men det har jeg nok fortalt dig før)
Han var på vej ned fra Højen
Han havde solen i øjnene
så sagde han
da børnene kom løbende forbi
Han sagde
nej han sagde
Børnene kom løbende
Så sagde han det som
Knud engang havde sagt
på en anden måde
Her siger jeg det selv igen”.
"sagde jeg, siger jeg", s. 8,

Pia Juul debuterede i 1985 som lyriker, og de følgende 10 år udgav hun flere digtsamlinger og en enkelt roman. Digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” udkom i 1999. Pia Juuls lyrik er i høj grad forankret i sprogets rytme og melodi, men hendes digte er som oftest også kendetegnet ved en fortællende form. I mange af Juuls digte udspiller der sig en form for narrativt forløb. Et andet kendetegn er det selvironiserende og selvanalyserende. I digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” finder man for eksempel flere digte, der omhandler en vis onkel Hector og noget, han engang har sagt. I digtene sættes denne episode sammen med ord som “men det har jeg nok fortalt dig før” og “her siger jeg det selv igen”. På denne måde peges der på digtet selv og på digtsamlingen, hvor den samme situation netop gentages og videreudvikles. Samlingens titel henviser også til dette selvrefererende element.

22426796

Digtene om onkel Hector er også gode eksempler på et karakteristisk træk i Pia Juuls forfatterskab. I hendes tekster har man som læser tit svært ved at danne sig et helt og klart billede af det, der beskrives. Især når der er tale om datidsform, er der ofte en del, som forbliver skjult. De små fortællinger indeholder henvisninger til noget, der skildres, som om læseren kender til dem. Midt i de ofte meget konkrete skildringer af situationer og episoder gemmer der sig en rest, som man som læser selv må fantasere sig frem til. Det tilsyneladende håndgribelige får en skæv drejning, og noget forbliver ufortalt. I digtene om onkel Hector bliver det således aldrig helt klart, hvad det var, onkel Hector sagde, og hvilken bevægelse, der er tale om, når det hedder: “Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / sådan”.

Mit forfærdelige ansigt

“Vi kunne sige alting til hinanden, og det gjorde vi. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg tænkte ikke på dengang, at det måske ville have været klogt at holde et lille hjørne af sig selv skjult som en hemmelighed, ikke en stor og skræmmende hemmelighed, holdt hemmelig for enhver pris, men alligevel.”
“En storslået død” i “Mit forfærdelige ansigt”, s. 29.

Gennem 1980erne og 1990erne var Pia Juul især kendt for sine digtsamlinger, men i 2001 ændrede det sig, da hun udgav novellesamlingen “Mit forfærdelige ansigt”. Samlingen indeholder alt fra enkle situationsskildringer og noveller med barndomserindringer til mere absurde eller groteske historier. Et eksempel på det groteske finder man i novellen “Den uudholdelige danske sang”. Omdrejningspunktet i historien er en mærkelig kuffert, der står under ægtesengen, og hvis indhold viser sig at være et mystisk væsen, som er far til familiens børneflok. 

23613190

Et gennemgående træk i samlingens noveller er en humoristisk, ironisk eller tragikomisk drejning, og i mange af novellerne medvirker døden helt eksplicit. Et andet tema i Juuls skæve og ofte foruroligende fortællinger er vores måde at bruge sproget på. Vi møder blandt andet kvinden, som plaprer løs om alt, hvad hun oplever, til ægtemanden, indtil hun til sidst ikke har noget som helst at fortælle. Det får hende til at overveje, om hun måske skulle have holdt nogle hemmeligheder ufortalt. En anden historie skildrer den unge journalist, der ser sig selv placeret i rolle som en lyttende terapeut. Talen indeholder også løgn som i den novelle, hvor jeg-fortælleren gennem en luftkanal overhører en kvindes verbale overfald på sin mand, mens hun på trappen konfronteres med en ganske anden version af overboens ægteskab.

Sprogtematikken i Juuls noveller indeholder generelt en skildring af den ubrydelige afstand mellem mennesker, som indtager forskellige roller i forhold til hinanden, og som talen eller samtalen ikke synes at kunne bygge bro over. Et omdrejningspunkt i samlingen er i det hele taget forholdet mellem nærhed og distance. Eller mellem hengivenhed og indfangning som det hedder i en anmeldelse af Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl: “Det er lige akkurat grænsen mellem hengivenhed og indfangning, novellerne afsøger og hver gang med et lattermildt suk opgiver at drage. Pia Juuls noveller er melodramatiske og melodiske forfjamskelser, som er til at synge med på”. (Lars Bukdahl: “Død og kvitte”. Weekendavisen, 2001-24-08).

Dengang med hunden

”“Du skal nok ikke blande dig for meget: det er de nok ikke så vilde med...” “Nogle gange skulle du høre dig selv”, sagde han. “Det skulle du også”, sagde jeg vredt. “En flinker fyr! Det er der overhovedet ikke noget, der hedder mere. Du kunne lige så godt sige guttermand””.
“En flinker fyr” i “Dengang med hunden”, s. 68.

I 2005 udsendte Pia Juul novellesamlingen “Dengang med hunden”. Som det også var tilfældet i forfatterens forrige novellesamling, finder man også her en form for underliggørelse i novellerne, hvor der ofte sker sære ting, og hvor meget forbliver uforklaret. Pia Juul understreger imidlertid selv, at hun har forsøgt at bruge så lidt fantasi som muligt. Under henvisning til novellen “Elverdams å”, hvor en kvinde findes liggende lammet i en å uden erindring om sit liv, siger Pia Juul: “Hvad angår kvinden i åen, så er det netop det, jeg mener med ikke at bruge fantasi. At hun ligger dér og er lammet kunne for eksempel slå om i en kriminalhistorie, men historien er ikke et forsøg på at gøre scenen realistisk eller sandsynlig. Det er nok, at hun ligger dér. Det er svært at styre digressioner, og jeg vil godt holde historien på sporet”. (Karen Syberg: “Jeg har prøvet ikke at bruge fantasi”. Information, 2005-03-19). 

25732553

Novellesamlingens titel henviser netop til denne novelle, hvor det viser sig, at hovedpersonen tilsyneladende umotiveret har sparket til en lille hund. En af tematikkerne i bogen er da også de overraskende og uventede handlinger, som mennesker pludselig foretager sig. Ifølge forfatteren hænger det sammen med menneskets kompleksitet: “Jeg kender det i høj grad fra mig selv, at jeg har en plan om at være venlig, og så hører jeg mig selv pludselig sige noget uvenligt og sårende. Man er ikke altid ond, fordi man har besluttet sig for at være ond”. (Karen Syberg: “Jeg har prøvet ikke at bruge fantasi”. Information, 2005-03-19).

Samlingens titel henviser også til det element hos Pia Juul, at der er indlagt noget ufortalt – for vi får aldrig rigtig at vide, hvad der skete “dengang med hunden”. Datidsformen i titlen peger også på den gennemgående tematisering af fortiden og erindringens væsen, som på forskellig vis spiller en vigtig rolle i mange af novellerne. Som altid hos Juul er der fokus på sproget, talemåder og kommunikationen mellem mennesker. Det ser man blandt andet i den novelle, der beskriver et ældre ægtepar, hvis nabo er blevet myrdet med en økse. Novellens absurditet ligger i, at kvinden i historien midt i den uhyggelige situation mest er optaget af hendes mands vane med at bruge udtryk som “flinker fyr” og “grimmer én”, hvilket kvinden er voldsomt irriteret over. Det viser sig først efterhånden, at hendes fokusering på ægtemandens sprogbrug dækker over andre og mere alvorlige følelser. Novellen er et godt eksempel på Pia Juuls evne til at kombinere det alvorlige og det komiske.

Mordet på Halland

”Åh!” sagde jeg. Nu havde jeg sagt Åh otte gange, det kunne ikke blive ved. Det var for lidt. Det hjalp i al fald ikke. Måske skulle jeg anskaffe mig et dyr. Måske skulle jeg flytte. Ja, jeg skulle flytte. Nej, jeg ville have et dyr, en kat. Grå. Nej, jeg kunne slet ikke lide dyr.”
”Mordet på Halland” s. 160.

I Pia Juuls roman ”Mordet på Halland” fra 2009 vågner hovedpersonen en dag op til beskeden om, at hendes mand er blevet skudt. I bogen finder man både dette mystiske dødsfald, en mordefterforskning, en hverdagsrealistisk skildring af hovedpersonerne samt afsløringer af dobbeltliv og godt skjulte hemmeligheder hos romanens figurer. Man kunne derfor forledes til at tro, at Juul med denne bog har kastet sig over krimigenren. Men på trods af bogens titel og dens mange krimielementer er der langt fra tale om en kriminalhistorie i traditionel forstand. Som forfatteren selv siger det: ”Der bør heller ikke stå krimi på bogen, for så er der nogen, der bliver sure. Så forventer man, at der er tale om en krimi, og det kan da godt være, at der står krimi på enkelte bøger, der er lige så åndssvage som min, men ét mord gør jo ingen krimi. Der skal en løsning til, og forbryderen skal også både findes og straffes”. (Carsten Andersen: “En digter i mordhumør”. Politiken, 2009-04-15). 

27702821

Der er da også tale om en noget upålidelig jeg-fortæller i Juuls roman og en drillende tendens til at lege kispus med læseren gennem hele bogen, som ikke bevæger sig hen imod en klassisk afslutning, hvor forbrydelsen opklares og alle tråde redes ud. ”Her handler det nemlig snarere om formørkelse end opklaring”, som det hedder i en anmeldelse (Bue Peiter Peitersen: Snydt!.Litteraturnu.dk). Krimiens overskuelighed blandes med det uoverskuelige livs elementer af fortrængninger, overspringshandlinger og skjulte dagsordner. Som altid hos Pia Juul drejer det sig også om at opfange de sproglige vendinger og nuancer, som gengiver det, der sker med og mellem personerne. Hør blot denne ordveksling, der også indeholder den blanding af humor og melankoli, der kendetegner hele forfatterskabet: “Gæsten så utilpas ud, måske trængte han til at ryge. “Og så er der det med hunden”, sagde han. “Er den der endnu?” “Ja, jeg er ikke meget for det, men jeg har da luftet den“. “Så har han da ikke mødt en dame”, sagde jeg. “Han passer jo hund”. “Ja, det gør han så ikke”, sagde Gæsten. (“Mordet på Halland”, s. 101-102). 

Før hver kapitel har Pia Juul placeret et citat – af alt fra Peter Seeberg til Montaigne og Charles Dickens. Hvert citat hænger mere eller mindre tydeligt sammen med det, der foregår i det efterfølgende kapital. Som Juul selv forklarer det: ”Per Højholt skrev engang om en af mine bøger, at jeg rager alle mulige og umulige citater til mig. Det havde jeg ikke tænkt på. Det er en række mottoagtige ting, som jeg synes er sjove. Jeg har skrevet bogen ud fra en række citater, der har været der hele tiden, tilrettelagt bogen efter dem, har skrevet noget, som havde noget med dem at gøre”. (Peter Nielsen. “Med forkærlighed for mord”. Information, 2009-04-16). 

I 2009 medvirkede Pia Juul også i en antologi med moderne danske lægenoveller sammen med blandt andre Pablo Llambias og Lars Frost. Bogen har titlen ”Hun var følelsesløs fra fødder og nedefter” og er udgivet på FADL’s forlag.

Radioteateret

Begynd med dit stærkeste minde. Eliza C (60): Det er dette. Netgardinet for vinduet. Stjernerne i baghaven. Jeg er alene. Vanddryp i stålvasken. Eliza C (20): Snart. om et par år vil en ung mand med navn Konrad se på min skulder.”
”Radioteateret”, s. 5.

Pia Juul vender i 2010 tilbage til lyrikken, da hun udgav bogen ”Radioteateret” med undertitlen ”Vi sender: KOBLENZ en digtsamling af Pia Juul”. Der er imidlertid langt fra tale om en digtsamling i gængs forstand, men snarere en slags radiohørespil for mange stemmer og med lydeffekter angivet som regibemærkninger. På forsiden af digtsamlingen ses en radio af ældre dato, og flere anmeldere har da også hæftet sig ved, at bogen er kendetegnet ved stemmer, der kommer og går – som når man skruer på et gammelt radioapparat.  Også radioteateret indeholder netop muligheden for, at de mange stemmer, tider og steder kan optræde samtidigt. Som det beskrives i bogen: ”Radioteateret er en tidsmaskine. Vi kan være alt og indeholde alle, hvor som helst og når som helst (...) Vi har Eliza Cs barndomsstemme og voksenstemme og alle venindernes stemmer og digterens, her taler selv byer fra Tyskland.

28220464

Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem”. (”Radioteateret”, s. 9). I bogen oprulles således figuren Eliza Cs liv af hende selv og hendes bekendtskabskreds i radioteateret som ramme. Mindet står som et af bogens hovedtemaer, mens nogle af de centrale motiver i samlingen er erindring, længsel, befrielse og overlevelse.  

Grundtonen kendt fra Juuls tidligere bøger findes også i denne digtsamling og dens sprog: ”Ironien i denne tone udstråler fra udsigelsens svært lokalisérbare centrum – der leges hele tiden med, at det talende jeg på én gang er her og er her ikke (”forfatteren – hende har vi sendt hjem”), hvilket selvfølgelig er et grundvilkår for skriften, men måske også for sproget og eksistensen”. (Lilian Munk Rösing: ”Umiskendelig og ufraværende Pia Juul.” Information, 2010-04-22). 

Pia Juul modtog i 2010 Montanas litteraturpris for digtsamlingen ”Radioteateret”.

Avuncular: onkelagtige tekster

”Jeg er alene/ Men det kan jeg godt være/ Jeg kan klare mig selv/
Jeg er en klippe/ Mig kan man stole på,/ læne sig op ad, hamre løs på./ Jeg bliver varm i solen/ Læg dig her/ Erantissens gule skrig i solen,/ Dens vidt åbne mund”
”Avuncular”, s. 27.

Pia Juul udgav i 2014 digtsamlingen ”Avuncular: onkelagtige tekster” – en bog fuld af onkler og grandonkler og en fortællestemme, der ifølge teksten selv er blevet lidt onkelagtig: ”Og pludselig er man det selv. En onkel, flink og rar og rummelig og af en gammel verden (…) Nu er det mig der siger Hvor er du løbet i vejret, niece" (s. 55). Bogen rækker med sit onkel-motiv tilbage til digtsamlingen ”sagde jeg, siger jeg”, hvor et af forfatterskabets kendteste digte om onkel Hector findes.

Bogen indeholder traditionelt opsatte digte samt et 12-siders indstik, der bryder digtstrømmen, med onkelagtige tekster om alverdens onkler. I løbet af samlingen henvises der til den danske sangskat med både direkte og maskerede citater af bl.a. Thomas Kingo, Jeppe Aakjær og B.S. Ingemann. Også andre sange, som ”Elefantens vuggevise” med ”næsehornet, din onkel”, citeres i ”Avuncular”.      

51224833

Det, vi går rundt og siger til hinanden, spiller også en rolle i denne Pia Juul-udgivelse, som ligeledes indeholder en stærk bevidsthed om sproget som lyd, skildret med den særlige underfundige tone, der kendetegner forfatterskabet: ”Onkel er fjernt fra alle opslag, en længsel efter et trygt øjeblik i en barndom men ikke en person det er en tilstand i ordet, måske i bogstavet o som udtales å. Oh. Åh. Oh du onkel. Oh min onkel. Åh ånkel.” (s. 7).  

Som man ofte ser det hos Pia Juul er grundtonen i bogen både humoristisk og melankolsk. En af samlingens gennemgående tematikker er tidens gang og døden som et livsvilkår i menneskelivet. Døden optræder eksplicit i en række af digtene som et ”selvmordsforsinket tog” eller som en lurende haj i havet. Forgængelighedstematikken indeholder ligeledes en påmindelse om livet, magnolietræet som blomstrer om foråret og erindringen: ”Husk dine børn som børn, de forsvinder” (s. 55). Digtene insisterer på en erkendelse af døden som en del af livet, men også med en slags humoristisk protest mod netop dette vilkår. ”Døden længe leve! Den holder os i live. Den uendelige nat er fuld af den” (s. 53). 

Pia Juul blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015 for ”Avuncular: onkelagtige tekster”.

Genrer og tematikker

I starten af Pia Juuls forfatterskab undersøges identitetsspørgsmål gennem stumper af situationer og fortællinger, og der eksperimenteres med stemmer og stillejer. Siden udgav Juul digte med fokus på sprogbevidsthed og kortprosa, der blandt andet skildrer forholdet mellem nærhed og distance og undersøger erindringens væsen. Pia Juuls kortprosa er generelt kendetegnet ved en stiliseret hverdagsprosa, der dog har sit helt personlige univers. Novellerne er underholdende og morsomme men også fulde af tragiske elementer.

I hendes litteratur mødes det alvorlige og det morsomme, det melankolske og det komiske. Det humoristiske fungerer hos Pia Juul ofte som en måde at nærme sig det foruroligende. I bogen “Hvordan jeg blev forfatter” har hun selv beskrevet det med sætningen “Genvordigheder nedskrevet med let hånd”: “De ord passer på stort set alt hvad jeg har skrevet, som er blevet trykt. For man skal ikke tage fejl. Genvordigheden og den lette hånd er i mine øjne ikke udtryk for overfladiskhed, men for en måde at tage kampen op på”. (Pia Juul: “At kigge den anden vej” i “Hvordan jeg blev forfatter”, 1997).

Beslægtede forfatterskaber

Det er altid vanskeligt at sammenligne en enkelt forfatters forfatterskab og stil med andre forfatteres. På trods af de store forskelle kan man dog sammenligne Pia Juuls kortprosa med andre værker af danske forfattere fra samme generation, som også har udgivet noveller – såsom Merete Pryds Helle, Solvej Balle, Astrid Saalbach og Christina Hesselholdt. Hos disse kvindelige forfattere ser man også en kortprosa, der som udgangspunkt er udtryk for en stiliseret hverdagsrealisme, men hvor der også er indlagt forskellige lag i fortællingerne. I forbindelse med Pia Juul kan man ligeledes pege på en anden forfatter, der i endnu højere grad end Juul har haft tilknytning til Forfatterskolen – den tidligere leder af skolen, Niels Frank.

Bibliografi

Digte

Juul, Pia:
Levende og lukket. Tiderne skifter, 1985.
Juul, Pia:
I brand måske. Tiderne skifter, 1987.
Juul, Pia:
Forgjort. Tiderne skifter, 1989.
Juul, Pia:
En død mands nys. Tiderene skifter, 1993.
Juul, Pia:
sagde jeg, siger jeg. Tiderne Skifter, 1999. Digtsamling.
Juul, Pia:
Adresser. Forlaget Basilisk, 2002.
Juul, Pia:
Helt i skoven. Tiderne Skifter, 2003.
Juul, Pia:
Radioteateret. Tiderne Skifter, 2010.
Juul, Pia:
Indtil videre : Samlede digte. Tiderne Skifter, 2012.
Juul, Pia: Forbi. Asger Schnacks Forlag, 2018.

Noveller

Juul, Pia:
Mit forfærdelige ansigt. Tiderne Skifter, 2001.
Juul, Pia:
Dengang med hunden. Tiderne skifter, 2005.
Juul, Pia m.fl.:
Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter. Moderne danske lægenoveller. FADLs forlag, 2009.
Juul, Pia:
Af sted, til stede. Tiderne Skifter, 2012.
Juul, Pia:
Noveller. Tiderne Skifter, 2014. 3 noveller.

Dramatik

Juul, Pia:
Gespenst. Tiderne skifter, 1996.
Juul, Pia:
Lidt lige som mig. Dansklærerforeningen, 2004.
Juul, Pia:
Forskel. Radioteateret, 1994. Radiospil.
Juul, Pia:
Spiritus. Det Kongelige Teater, 1997. Skuespil.
Juul, Pia:
Tornerose. 2000. Hørespil.

Romaner

Juul, Pia:
Skaden. Tiderne Skifter, 1990. Genudgivet på Tiderne Skifter, 2010.
Juul, Pia:
Mordet på Halland. Tiderne Skifter, 2009.

Børnebøger

Juul, Pia:
På jagt. Illustrationer af Rasmus Bregnhøj. 2008. Børnebog (billedroman).

Tekster

Juul, Pia: Asterisk : tekster. Asger Schnacks Forlag, 2018.
Juul, Pia: Let gang og lidt til. Arena, 2018
: Agnes Henningsens Let gang på jorden (1941), Letsindighedens gave (1943), Byen erobret (1945), Kærlighedssynder (1947), Dødsfjende-hjertenskær (1949), Jeg er levemand (1951), Den rige fugl (1953), Skygger over vejen (1955) genskrevet. (99.4 Henningsen, Agnes).

Om forfatteren

Forlaget der udgiver Pia Juul.
Søg på 'Pia Juul'.

Artikler

Møllehave, Johannes:
Udtryk og indtryk: Nu er det Juul igen. 2005. Politiken, 2005-05-29
Syberg, Karen:
Gode forfattere skriver gode bøger. 2007. Interview ved Karen Syberg. I: Information. 2007-12-27.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Pia Juul

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Juul, Pia:
At kigge den anden vej i bogen. 1997. Hvordan jeg blev forfatter.
Bukdahl, Lars:
Død og kvitte. 2001. Weekendavisen 2001-24-08.
Hygum Sørensen, Dorte:
De rigtige liv. 2005. Politiken, 2005-03-23.
Syberg, Karen:
Jeg har prøvet ikke at bruge fantasi. 2005. Information, 2005-03-19.
Hermansen, Tom:
I bøgerne verden: I seng med forfatterne. 2005. Jyllands-Posten, 2005-10-07.
Andersen, Carsten:
En digter i mordhumør. Politiken 2009-04-15.
Nielsen, Peter:
Med kærlighed for mord. Information 2009-04-16.
Peitersen, Bue Peiter:
Snydt! litteraturnu.dk 2009-05-05.
Munk Rösing, Lilian:
Umiskendelig og ufraværende Pia Juul. Information, 2010-04-22.