Niels Frank

Niels Frank er født den 25. februar 1963 i Brædstrup i Østjylland. Sit første digt skrev han i begyndelsen af sine teenageår i forbindelse med en skoleopgave, og siden er han blevet ved med at skrive. For at understøtte sin litterære interesse startede Niels Frank på litteraturhistorie på Aarhus Universitet i starten af 1980’erne. I 1985 fik interessen sit første udtryk i form af digtsamlingen “Øjeblikket”, og to år efter fik han papirer på sin lidenskab, i form af et kandidatbevis fra Universitetet.

Selvom Frank aldrig officielt har gået på Forfatterskolen, var han en del af miljøet omkring Poul Borum, der i 1987 startede Forfatterskolen som en slags privatskole for særligt inviterede forfattere. Da Borum trak sig som rektor på den nu etablerede og statsstøttede Forfatterskole i slutningen af 1990’erne, var Niels Frank et naturligt valg som rektor. Her var han rektor indtil 2002, hvor han overlod stillingen til forfatteren Hans-Otto Jørgensen.

Niels Frank har i flere perioder boet i udlandet, blandt andet Paris, San Francisco og New York, og han har desuden rejst meget over hele verden. Han bruger ofte rejser og ophold i udlandet som et eksil, når han arbejder med en bog. Rejserne giver ham en afstand til Danmark og en mulighed for at se livet udefra, fordi, som han siger, at ens eksistens bliver sat i perspektiv, når man er i fremmede omgivelser. Siden 2008 har han været modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Foruden at være forfatter til en række digtsamlinger har han skrevet flere essaysamlinger om litteratur og kunst. Grænsen mellem de to ting er flydende, og hans store engagement i samtalen om kunstens væsen har gjort ham til en stor inspirationskilde for mange kolleger. Niels Franks forfatterskab er berømmet og populært i den smallere del af den litterære sfære, mens han længe ikke havde et stort folkeligt gennembrud. Dette ændrede sig med udgivelsen af ”Fanden tage dig”, der handler om drabet på Franks søster Elin. Bogen var med til at starte en offentlig samtale om partnervold og –drab og blev bl.a. startskuddet på en længere artikelserie i dagbladet Politiken om emnet. Den selvstændige fortsættelse, ”Det slutter her”, er en bog om sår, der ikke vil hele, og en efterforskning af, om der var en sammenhæng mellem de mange ulykkelige skæbner i Niels Franks familie og drabet på hans søster. Var der ligefrem en mental arvesynd på spil?

”Det slutter her” fra 2025 er en selvstændig fortsættelse til ”Fanden tage dig” og har genretitlen ”Beretning om en familie”. Den begynder, hvor ”Fanden tage dig” ender, nemlig med sagen mod den mand, som dræbte Niels Franks søster, Elin, efter 30 års ægteskab, da hun ville skilles. Niels Frank lytter i landsretten til drabsmanden, der forsøger at få nedsat sin straf med bl.a. en forklaring om, at der var nedarvede psykologiske problemer i Elins familie, derfor ville hun ikke gå til psykolog med ham. Niels Frank beslutter ikke at lade den fortælling stå for sig selv.

”Om jeg så skal støve gamle breve og billeder og dokumenter op fra papkasser og mørnede mapper, vil jeg modbevise hans fortælling. Fortællingen om mental arvesynd” (s. 24).

140010987

I samme enkle og ligefremme skrivestil som i ”Fanden tage dig” men med flere dramatiske greb og mere patos beretter han i første del om sin bedstefar, oldefar og kusine, der døde i forskellige, dramatiske trafikuheld. Han besøger sin kusines forældre, der 24 år efter, de mistede deres datter, også mistede en søn og har svært ved at tale om deres tab. Han går videre til andre og finder hemmeligheder, mørke sider, intriger, dumheder, men ingen forklaring på, at Elin ikke ville gå til psykolog med den mand, der endte med at dræbe hende.

I anden halvdel bevæger Niels Frank sig tæt på sin nærmeste familie. På faren, der døde ung af sygdom, og moren, der blev alene med tre mindre børn. Hele tiden har han et blik på sig selv udefra som familiens pennefører. ”En af den slags mænd, der i mere uudviklede tider fungerede som brevskriver for personer, der ikke selv var i stand til at formulere sig på skrift” (s. 123). De forskellige historier kører rundt i hovedet på ham, han undrer sig og må undersøge dem fra en anden vinkel.

Jo tættere han kommer på sin mors alkoholisme, konflikterne mellem Elin og moren og på brorens tidlige død, jo sværere får han ved at blive ved. ”Men der er ingen vej udenom. Når man går gennem helvede eller en krise eller noget dybt ubehageligt i sit liv, er der kun én ting at gøre. Så meget har jeg dog lært. Man må blive ved med at gå” (s. 223).

Så han skåner ikke sig selv, og følelserne slår igennem i sproget. Som da han som ung mand hulkende lover sig selv ”aldrig at skrive digte igen, som om poesien er skyld i min ulykke” (s. 233). Bid for bid svarer han drabsmanden igen med en familiehistorie, der måske nok var stedvis tragisk, men aldrig kan blive forklaringen på, at Elin skulle dø.

Niels Frank debuterede i 1985 med digtsamlingen “Øjeblikket”, der indledes med en hilsen til modernisten Klaus Rifbjerg med ordene: “Lyrik: 5-4-3-2-1-0-1-2-3-4-5”. Nedtællingen til nul og tilbage igen refererer til en del af et digt fra Rifbjergs berømte digtsamling “Konfrontation” fra 1960, der går: “Lyrik: 5-4-3-2-1-0”. Rifbjergs nedtælling er en befrielse af lyrikken, der efter hans mening er blevet fanget i sit eget kredsløb. Lyrikken skal tilbage til nulpunktet, tilbage til hverdagen.

52816831

Niels Frank gør det samme, men tæller op igen, og siger dermed, at der ikke er noget nulpunkt eller endemål for lyrikken, den er tværtimod hele tiden i bevægelse. Lyrikken fanger øjeblikket i et nulpunkt for i næste øjeblik at vende tilbage til den larmende og påtrængende virkelighed. Denne nedskrivning til et fortættet øjeblik går igen i digtsamlingens layout.

Forsiden er sort med titel og forfatternavn i hvidt, det samme er de fire sider, der indleder hver sit kapitel. Digtene er omvendt skrevet med sort på hvidt papir. Designet er enkelt og renset, og ligeledes er der økonomiseret i digtene. De er korte, billederne enkle, sætninger gentages med små variationer, der stilles skarpt på kropsdele og på kontakten mellem dem, f.eks. i digtet “LÆBER”: “læber som åbner sig og lukker sig/læber som åbner og lukker sig/ fugtes let og ledes alene/bevæges i strømme uden ord/ smiler indad smiler udad/smiler indad og udad/ skilles til øjne skilles til læber/samles til kys ind mod hinanden ...” (side 18). Man kan sige at digtene forsøger at komme så tæt som muligt på et betydende øjeblik: “men fra denne sene morgen/ tør du ikke lade/ mig ligge alene længere// fra dette øjeblik/ vil du altid se dig/ tøvende tilbage mod mig” (side 20). Altså en indkredsning af hvornår en betydning opstår, som f.eks. øjeblikket der ændrer leg til alvor: “eller billede/ af barn der løber/ud foran bil” (side 12).

Fra flere sider er det blevet anført, at digtsamlingen “Genfortryllelsen” fra 1988 er Niels Franks hovedværk – eller som minimum at den står som kulminationen på hans forfatterskab i 1980’erne, fordi de digtsamlinger, der foreløbig er fulgt efter, har et markant anderledes udtryk end 80’er-digtene.

“Genfortryllelsen” er ligesom de to foregående digtsamlinger fortættet lyrik, der især arbejder ud fra gentagelsens princip. Et centralt tema i digtsamlingen er kærligheden og med den identiteten. For det virker i digtene som om, den elskede og den elskende glider sammen i tosomheden: “I kærligheden erstatter I hinanden/ så I til sidst ikke ved/ hvem der er hvem./ Dette er tilskrevet/ den anden som var dig” (side 36). Men samtidig kan mødet med den anden også være begyndelsen på en selv: “mød et andet menneske/og begynd forfra, helt forfra/på billedet af dig selv” (side 69).

52503027

Pointen er nok, at identiteten ikke sådan er til at få hold på, den er flydende, som det vand, der gennemstrømmer hele digtsamlingen. I et interview siger Niels Frank om identiteten: “Det har noget med konstant tilblivelse at gøre. At opfinde sig selv hele tiden. Den identitet, der ser ud som en overfrakke, man lige tager på og af igen efter behov, den tror jeg overhovedet ikke på. Identiteten er noget, man uafbrudt skal finde frem til.” (Henning Thøgersen: “Rektor må leve af sin vens rengøringsjob”. Ekstra Bladet , 1999-12-12).

I “Genfortryllelse” er det mødet med det andet, der er anstødsstenen for identitetsskabelsen. Det andet kan være en anden person, en man elsker, men kærlighedsdigtene kan også læses allegorisk som jeg’ets møde med poesien. Der er således en mulig identitetsskabelse i kunsten. Her har man mulighed for at møde sig selv og skabe sig selv på ny. Som titlen også peger på, har fortryllelsen allerede fundet sted, nu gælder det genfortryllelsen, igen og igen.

Der skulle gå otte år mellem Niels Franks sidste digtsamling i 1980’erne og hans næste i 1990’erne, og måske hænger det sammen med, at Niels Frank med “Tabernakel” fra 1996 ikke kun tager hul på et nyt årti men også et helt nyt formsprog. I modsætning til de tidligere stramt komponerede digtsamlinger er sproget i “Tabernakel” mere flydende, flere stemmer blander sig med hinanden og kæmper om opmærksomheden. Digtene er længere, og digtsamlingen er længere.

Der er en større billedrigdom, og digtene synes på en gang at være digte og refleksioner over digtningen. Et gennemgående tema er afsøgningen af, hvad der bliver sagt, og hvad der ikke kan siges. “Skynd dig, skynd dig/at skrive det ned før fornuften/benægter sit liderlige kaos. Skriv det ned/så selv digtet kan se at det findes./ For hvis een ting findes, findes også/dens modsætning. Skriv det ned” (side 27). Sådan manes der et sted, at alt er modsætninger. Men som det sidste digt i bogen gør opmærksom på, er der ikke langt fra én betydning til dens modsætning: “den seende/må forvente en blindhed” og “Den der intet forventer,/ han må se det uventede ske” og ”Ingen af disse billeder kan nogensinde gøres,/ men deres modbilleder kan” (side 81-82). Man kan altså ikke stole på sproget, for før man får set sig om, er en betydning vendt til dens modsætning.

52938740

Måske derfor hedder det sidste digt “Efter tusind og een nat”, med et citat fra D.H. Lawrence: “There is nothing to look at any more,/ Everything has been seen to death”. “Tusind og én nat” er navnet på en af historiens mest berømte eventyrsamlinger. I den redder Scheherazade sit liv ved hver nat at fortælle et eventyr til sultanen. I “Tusind og én nat” fortælles eventyrene efter en skabelon, som vi kender det fra tusinder af historier siden hen, men når sproget i Franks postmodernistiske erfaringsverden ikke længere er til at stole på, umuliggøres eventyrets sammenhængende fortælling. Og som en konsekvens heraf er fortællingen ikke længere en redningsplanke for livet men en dødelig gentagelse af gentagelsen: “Men hvad een gang er set til døde/ må forvente at blive set igen, mane, mane, / til døde og til døde igen” (side 82).

Ifølge lektor i Dansk Marianne Stidsen kan digtsamlingen “læses som én stor kommentar til Franks øvrige forfatterskab, hvor forfatteren driller sig selv og sin egen hang til patos.” (Marianne Stidsen: “Fra billedstorm til billedstrøm”, i Danish Literary Magazine nr. 10). Denne drillende tilgang afspejles ligeledes i digtsamlingens titel. Tabernakel betyder nemlig telt og er en betegnelse for den transportable helligdom, som israelitterne ifølge “Det Gamle Testamente” førte med sig under ørkenvandringen på Moses’ tid. På hebraisk betyder det “stedet hvor Gud hviler/er”. Hos Niels Frank kommer ironien eksempelvis i følgende udbrud: “Gud nåde og trøste jer/hvis I bevidner mine høje tanker/uden at jeg ved det, eller inden/jeg har haft dem” (side 16).

Niels Franks digtsamling ”Én vej” fra 2005 består af 24 digte, der går hånd i hånd i den forstand, at ord eller ideer, der står i det ene digt, tages op til diskussion i det næste. Sætninger som “Jeg prøver igen” og “Sagde jeg virkelig det?” gentages som et mantra igennem digtsamlingen. Digter-jeg’et må hele tiden omformulere sig og gentage sig selv for at komme tættere på sandheden: “Dét er en sandhed/ Èn” (side 12), og så kan vi starte forfra igen. For sandheden er ikke til at få hold på, der findes ironisk nok ikke én vej. Digter-jeg’et er: “En kigger. Ikke en seer. For seeren/ hænger ting og billeder sammen som siamesiske tvillinger./ Ikke for mig.” (side 48). Seeren i digtet er den klassiske digterrolle og beskriver digteren som en, der har en større indsigt i verdens sammenhæng end almindelige mennesker, hans opgave er at samle den uforståelige verden og give den mening. Digteren i “Én vej” gør det omvendte, han er en ‘kigger’, han finder forskellene, og han har endog meget svært ved at få sagt, hvad han vil sige.

52947707

Digtene er også refleksioner over poesien, hvad er et digt, og hvordan kommer man frem til det: “Sagde jeg virkelig det:/ mit let poetiske sprog/ - hvor kosteligt! For poesien er jo ikke et sprog. Jeg mener:/ så snart den bliver et sprog er den ikke længere poesi/ - poesi poesi poesi!” (side 47). Poesiens sprog er altså svært at afgrænse, men hvad gør man så? Niels Frank går niveauet længere ned, han ser på ordene. Ordenes oprindelse fastslås: “Desillusion afledt af illuderer: i leg eller i spil./ Og illudere af ludere: at lege eller at spille./ Okay. Så er desillusion legen der ikke længere er helt god” (side 11). Og det kan så være en måde at se verden på, enten i legen eller efter legen. Et par digte senere bliver ordet “desillusion” bogstavelig talt streget igennem og dermed forkastet som et ord, der kan give mening. Sådan må man holde sig vågen gennem læsningen af “Én vej”. Hvad der siges i det ene digt, problematiseres i det andet.

Verdens politik og religion tages også op til diskussion, den første med et ironisk blink-blink til kravet om politisk engagement hos forfatterne som flere gange blev efterlyst i dagspressen i den periode: “Jeg glemmer Gaza/ Tjetjenien/ Guantánamo./… Jeg glemmer kampen for mere ferie/mere tid uden de andre” (side 33), fra det fjerne til det nære, er der politik for enhver smag, og holdninger til det ene og det andet strøs med rund hånd i digtet “10”.

I pressemeddelelsen til udgivelsen af “Små guder” fra 2008 står der, at digtene i samlingen er: “en art portrætdigte. De portrætterede er ind imellem genkendelige, indimellem tydeligvis private relationer og indimellem tilsyneladende næsten fiktive.” Digtene er henvendt til et du, og de er på en gang tilegnede dette du og portrætterende i den forstand, at digtene er i dialog med den portrætterede, og samtidig danner de et billede af en bestemt type eller en relation. Digtet “HVIS JEG NU SIGER” kan læses som en mini-poetik for portrætterne: “Tronie: en studie/ af en person i en bestemt sinds-/stemning, et portræt af en sindstilstand.” (side 37). Tronie er en genre indenfor kunsthistorien, hvor målet er at beskrive det generelle frem for det individuelle i en stemning, et humør, en sindstilstand eller en alder.

27370241

Der er blevet gættet en del på, hvem de forskellige digte handler om, og selvom det kan være en sjov sidebeskæftigelse med digtene, er det på ingen måde endemålet for læsningen af dem. Et godt eksempel er digtet: “DIGTER MIG HER og digter mig der. Du fremstiller/digte iført kittel, men du er ikke hjemme/ét sekund i dem. Du har aldrig mærket poesien hærge i dig. Du kravler op mod den/på blødende knæ, du er slesk over for den, trygler den om bare ét godt ord/og får “tissetrængende” (side 19).

Digtet er tydeligvis en parodi på den (selv)ophøjede digter, for hvem digtningen er en art guddommelig handling. Men samtidig kan det læses som et perfidt sidestik til digterkollegaen fra den noget mere alvorlige 80’er-generation, der kom før Franks egen, nemlig Søren Ulrik Thomsen. Hvor “tissetrængende” er en reference til en omvendt tissestråle, der optræder i Thomsens meget kendte digt “Sol opgang” fra digtsamlingen “Ukendt under den samme måne” fra 1982. Endvidere står der i Franks digt: “så snart du har skrevet/ et nyt digt, ringer du til Gud/og læser det højt”, hvilket igen kan læses generelt som en ironiseren over at blande lyrik og teologi sammen, men også individuelt til den erklærede troende Søren Ulrik Thomsen.

Andre digte er anderledes private. For eksempel “VIL JEG TAGE DIN SØN”, der er et meget personligt og kærligt digt om et løfte til Niels Franks svigermor om at elske hendes søn: “Jeg vil passe og pleje ham og lære ham/at holde af dansk mad, selv om det er svært, også for mig” (side 34). Gennem læsningen af “Små guder” bliver det tydeligt, at digtene ligeså meget er et portræt af Frank som af personerne i hans liv. Temaer som alderdom, manglende potens, homoseksualitet og forfald går igen i digtene. Stemningen i digtsamlingen er altså alt andet end opløftende, men er dog skrevet med et glimt i øjet.

Kan en ordblind skrive en 250 sider lang bog? Svaret er et overraskende rungende ja i Niels Franks dagbogsroman ”Nellies bog” (2013). Her er retstavning og tegnsætning en by i Rusland og det i en grad, der sætter læseren på en alvorlig udholdenhedsprøve. Udstår man prøven, medfører strabadserne imidlertid mægtig humor, sproglig og vel også psykologisk og eksistentiel indsigt?

”din forpullet Analfabbet” lyder det et sted om Nellie, og som alt andet er deklarationen gengivet af og som Nellie selv. Når indholdet fremstår i den ordblindes skamferede stavning, kan det som her kaste selvrefererende humor af sig, men det kan også klargøre en særlig smidighed i det fortalte. Her får det, vi umiddelbart forstår som gængse og uomgængelige bindinger (identitet, køn, nationalitet etc.), lov til at virke i en ubestemt og foreløbig undtagelsestilstand af sproglig regelløshed.

29831505

Denne sproglige pendant til det vilde vesten er kuppet i ”Nellies bog”. Den kommer i dagbogsromanens form, hvori vi møder Nellies angiveligt uredigerede fremskrivninger af begivenheder og optrin. En anden vigtig dimension er bogens gennemførte omslag, der imiterer en ældre, billig, nålestribet notesbog. Måden der skrives på og bogens fysiske fremtræden sammenfattes i den umiddelbart neutrale titel ”Nellies bog”, der velsagtens siger, at dagbogen er skrevet af Nellie, og at Nellie bliver skrevet frem i og med bogen?

Handlingen i ”Nellies bog” ligger ikke under eller bagved den forstyrrede stavning, men er netop indlejret i overfladens krimskrams. Historien om eftersøgningen af den fraværende søster/kusine ”Eileen”/”Elain”/”Elinn Hansen”/”Eilain”/”Eilin” (hendes navn varierer kraftigt gennem bogen) og dagligdagen med reserveforældrene ”Onkle Benn” og ”Tante Hellen” hjemme (?) i USA er således gengivet i en insisterende realtid, hvori dét, der sker, sker når det skrives – eller skulle vi sige kyles af sted? I et intrikat spejlkabinet reflekterer forfatterens fornavn Niels hovedpersonens navn ligesom bipersonen Eileen spejlvender selvsamme navn. Som i Per Højholts dagbogsroman ”6512” (1969) er ”Nellies bog” en fingeret autofiktion i strid modvind: Alt, hvad der minder om autentiske bekendelser, blæses omkuld af en orkan i sproget.

Niels Frank modtog Kritikerprisen 2013 for ”Nellies bog”.

Niels Frank har aldrig skrevet en egentlig poetik, men han har skrevet meget om kunst og om sit kunstsyn. Det første eksempel på det er “Yucatán” fra 1993, der har den noget prøvende genrebetegnelse “Essays og andre forsøg”. “Yucatán” består af ni tekster, der tager udgangspunkt i et værk eller en kunstner.  Teksterne er sjældent særligt konkrete om deres emner, men afspejler i deres stil, hvad de taler om. Det første essay handler om, hvordan Paul Cézanne maler billedet “Nature morte med løg” og kunne i en anden sammenhæng sagtens betragtes som en novelle.

Franks næste essaysamling “Livet i troperne” fra 1998 har genrebetegnelsen “Metaforismer”, den er en blanding af dagbogsnotater, refleksioner og fragmenter over kunstens væsen, blandt andet skriver han: “alt hvad der ikke kan nedbryde sig selv eller kritisere sig selv eller overskride sig selv, alt hvad der ikke kan ødelægge sig selv, er ikke kunst” (side 78). Et kunstsyn Niels Frank har til fælles med den modernistiske litteratur, hvor overskridelsen og nedbrydningen er en selvfølgelig del af praksis.

26742854

Kunstoplevelsen står også centralt i hans næste essaysamling “Tak for i går. Kunsthistorier” fra 2006, som består af 15 tekster, der tager afsæt i hvert sit kunstværk af blandt andet Rembrandt, van Gogh, Picasso og Warhol. Desuden tematiseres lystprincippet i samlingen. Det pointeres, at essaysamlingen “Tak for i går” er for børn, unge og voksne. Den er derfor et forsøg på at formidle kunstoplevelsen som en sanselig og intuitiv oplevelse og ikke kun som en intellektuel øvelse. Det understreges i forordet, hvor Frank oplever, hvordan en lille dreng har en helt selvfølgelig forståelse for maleren Marcel Duchamp, “som havde de siddet sammen i sandkassen og lavet små kunstværker” (side 7).

I den næste essaysamling “Alt andet er løgn” fra 2007 er kunsthistorien blevet afløst af litteraturhistorien. I de syv essays gennemgås både amerikanske, europæiske og danske forfattere udvalgt efter, hvem der inspirerer ham. Titlen refererer til et citat af forfatteren Stéphane Mallarmé: “Der findes ikke andet end skønheden – og den har kun ét fuldendt udtryk: Poesien. Alt andet er løgn”. Mallarmé beskriver her en tradition for at se poesien som et sprog, der hæver sig over virkeligheden og kan befri læseren fra en løgnagtig hverdag. Franks essays er et opgør med den tradition, og han argumenterer i stedet for en litteratur, der anerkender, at forfatteren og værket er en del af sin samtid, og at den derfor må og skal forholde sig til den, hvilket Franks eget forfatterskab da også er et godt eksempel på.

”Fanden tage dig” fra 2022, med genretitlen ”Beretning om et kvindedrab”, skiller sig ud fra resten af Niels Franks forfatterskab. Bogen handler om tiden op til og umiddelbart efter, at Franks søster Elin blev dræbt af sin eksmand. Oprindeligt havde Frank forestillet sig, at han skulle skrive: ”En kunstnerisk bog. Den skulle hedde: Det jeg ved om menneskene.” (s. 242). Her ville han ”få tillægsordene til at glitre” og ”skrue op for patos og overdrive”, men det er ikke den bog, han ender med at skrive. I stedet er ”Fanden tage dig” skrevet ”så enkelt og ligefremt som muligt”, Frank ville ikke lave kunst på Elins død. Bogen er således skrevet frem i kronologisk rækkefølge, der refereres fra noter, som Frank skriver undervejs i forløbet, og fra sms’er, mails, offentlige tekster fra politiet, retsmedicinere og domstole, og det er tydeligt, hvordan Frank forsøger at dokumentere forløbet, og at det gøres for at forstå og forklare drabet på Elin. Både for Frank og familiens egen skyld, og for at omverdenen skal forstå, at denne historie er en brik i et større billede om partnerdrab i Danmark.

134294574

Bogen er delt i tre dele. Første del handler om tiden op til drabet, anden del om tiden umiddelbart efter drabet og tredje del om retssagen og om de længerevarende spor, som drabet sætter i den nærmeste familie, både dem der peger fremad, og dem der pludselig viser sig bagud i familiehistorien. For hvornår gik det egentlig galt for Elin første gang? På trods af bogens stramme struktur og forfatterens målsætning om at ”skrive det, som det er”, så er teksten også fragmentarisk og gentagende. Inde i hovedafsnittene er teksten delt i kortere afsnit, der uden sideskift kommer efter hinanden i en strøm af tanker, scener, personer og følelser.

Især er Frank optaget af drabsmanden. Var han ond eller syg, eller begge dele? Og hvorfor forstod Frank ikke, hvor dårligt søsterens ægteskab var og hvor voldsom eksmandens temperament var, før det var for sent? Drabet bliver dermed også en anledning til at se tilbage på Franks eget liv, på sin egen barndom i en udsat familie og på hvordan han selv har været på flugt fra sin fortid. Om Elins sønner skriver Frank: ”de kunne ikke høre, hvor galt det stod til… ikke for alvor… de er selv blevet syge af at have boet sammen med ham i så mange år” (s.145). Elin var i et farligt ægteskab, men det er også farligt at vokse op i en udsat familie, og nogle mønstre er svære at bryde, især når de er helt usynlige for en selv. På afstand ligner mordet et trafikuheld i langsom gengivelse, moderens forudsigelse om Elin: ”forhåbentlig bliver hun klogere med tiden, uden at det skal gøre alt for ondt” (s. 157), de mange små tegn på et ægteskab i krise, billeder fra gamle familiefester med detaljer, man først ser nu, og så alle de forskningsbaserede kendsgerninger om partnerdrab, der for alvor sætter drabet ind i en større kontekst. 

Fanden tage dig blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2023. 

 SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Fanden tage dig"