john ashbery
Foto: Basilisk

John Ashbery

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information, 2017.
Top image group
john ashbery
Foto: Basilisk

Indledning

Den amerikanske digter John Ashbery, som døde i 2017, er en af de helt store amerikanske digtere. Siden sin debut i 1953 har han udgivet mere end 20 bøger, der alle sammen dyrker en stil, som er både sprængt og ligefrem. I sine ofte lange, strømmende digte er billederne tætte og præcise. Ligesom sine kollegaer og venner i den såkaldte New York-skole er han inspireret af billedkunst og undersøger, hvordan sproget opfører sig som medie. Han viser tankestrømme frem, springende og ambivalent åbne som de er, frem for at vise resultaterne af dem.

I 1976 vandt han Pulitzerprisen og National Book Award for sin digtsamling ”Self-Portrait in a Convex Mirror” fra 1975.

Blå bog

Født: 28. juli 1928, Rochester, New York, USA.

Død: 3. september 2017, Hudson, New York, USA.

Uddannelse: Master of Arts, Colombia University, 1951.

Debut: Turandot and other poems. Tibor de Nagy Gallery, 1953.

Litteraturpriser: Pulitzerprisen, 1976. National Book Award, 1976. National Book Critics Circle Award, 1976.

Seneste udgivelse: Søvnens landsby. Basilisk, 2002. Oversat af Martin Larsen og Pejk Malinovski.

Inspiration: T.S. Eliot, Gertrude Stein, Frank O’Hara, Kenneth Koch, Raymond Roussel, Wallace Stevens, Robert Walser.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det værelse jeg kom ind i var en drøm om dette værelse,/
Alle de fødder på sofaen måtte jo være mine./
Det ovale portræt/
af en hund var mig i en ung alder./
Noget flimrer, noget holdes skjult.//

Vi fik makaroni til frokost hver dag/
undtagen søndag, hvor en lille vagtel overtaltes til/
at blive serveret for os. Hvorfor fortæller jeg dig alt det her?/
Du er her ikke engang.”

”Dette værelse” fra ”Søvnens landsby”, s. 29.

John Ashbery er født i 1927 i Rochester, New York. Hans mor var biologilærer, og hans far var landmand. Han studerede på Harvard College, hvor han mødte digterne Kenneth Koch og Frank O’Hara; sammen skulle de tre blive de vigtigste figurer i den såkaldte New York School of Poetry. I 1951 tog han en master på Columbia University. I midten af 1950’erne flyttede han til Paris, hvor han boede frem til 1965. I Paris begyndte han at interessere sig for billedkunst, og han blev redaktør for Art and Literature og skrev om kunst for Art International. Det var også i Paris, han debuterede med det lille hæfte ”Turandot and other poems” (1953), hvor der også var tegninger af billedkunstneren Jane Freilicher i, og som blev udgivet af New York-galleriet Tibor de Nagy Gallery.

Ashbery kom i tæt berøring med fransk litteratur, og han elskede blandt andre Arthur Rimbaud, Max Jacob og Raymond Roussel og oversatte værker af alle disse tre til engelsk. I Paris skrev han også sin egentlige debut, ”Some Trees” (1956) og den følgende ”Tennis Court Oath” (1962).

Da Ashbery flyttede tilbage til New York i 1965, hang interessen og inspirationen fra billedkunsten ved, og sammen med vennerne og kollegaerne Kenneth Koch, James Schuyler og Frank O’Hara blev de kendt som inderkredsen af New York-skolen. De var inspireret af og hang ud med malere som Larry Rivers, Jane Freilicher og Alfred Leslie.

Byen spillede en stor rolle for alle New York-skolens forfattere. Hos Ashbery bliver det særligt tydeligt, når hans poesi opfører sig polyfont, dvs. den taler med mange stemmer, som om man går rundt på gaden i New York og opsnapper sætninger ude af kontekst hist og her. Kompositionsprincippet blev derfor også at sætte udsagn og sætninger sammen på nye og overraskende måder.

John Ashbery underviste i 1970’erne på Brooklyn College, og i 1980’erne flyttede han til Bard College lige udenfor byen, hvor han underviste, indtil han gik på pension i 2008.

Ashbery dannede par med David Kermani indtil sin død i september 2017.

Selvportræt i et konvekst spejl

”Som parmigianino lavede det, med højre hånd/
større end hovedet, stukket frem mod beskueren/
og let buet bort, som for at beskytte/
det den annoncerer. Et par blyruder, gamle loftsbjælker,/
pelsværk, plisseret musselin, en koralring, der løber sammen/
i en bevægelse der støtter ansigtet, som svømmer/
imod os og bort ligesom hånden,/
bortset fra at det er i hvile.”

”Selvportræt i et konvekst spejl”, s. 28.

At billedkunsten har haft en stor rolle i John Ashberys forfatterskab kan man forvisse sig om i hans gennembrudsbog Self-Portrait in a Convex Mirror” (1975), som er oversat til dansk af Poul Borum og Niels Frank (”Selvportræt i et konvekst spejl”, 1989). Den danske udgave rummer et udvalg af digte fra denne bog og flere andre af Ashberys 1970’er-bøger.

Titeldigtet er en eksegese, dvs. et digt skrevet om et billede, ovenpå den italienske renæssancemaler Parmigianinos maleri af samme navn. Det lange digt tager sit udgangspunkt i maleriet, men starter en lang tankestrøm med overvejelser om selvportrættet som genre og spejlet som billede på sjælen. Som det ofte forholder sig med Ashberys poesi er bevidstheden strømmende, som han selv udtaler:

”Mulighederne ligger jo i det åbne, det usikre og ambivalente, hvorimod løsningen på tvetydigheden betyder slutningen. (…) Det er umuligt at fokusere på noget ret længe ad gangen. Ens opmærksomhed bliver hele tiden afledt, og koncentrationen glipper. I sidste ende er det sådan vi erkender, som en sejlbåd der hopper og danser på vandet, i stedet for at sejle med jævn fart i en lige linje.” (Bo Green Jensen: Hokus pokus eller mindre er værre. Kritik, nr. 112, 1994).

I ”Selvportræt i et konvekst spejl” kan man, som i resten af forfatterskabet, også se et særligt forhold til henvendelse udfolde sig. Selvom der er et jeg i teksterne, og en stærk stemme, der binder dem sammen, så er det et jeg, der hele tiden undviger at blive defineret. Og selvom der i mange af Ashberys digte er en meget direkte henvendelse til et du, så er det ikke helt et apostrofisk du – dvs. det fraværende du, som man i poesien ofte henvender sig til – og selv når der tales direkte til læseren, er læseren en meget foranderlig størrelse. I digtet ”Paradokser og oxymoroner” står der om digtet: ”Se, det taler til dig. Du ser ud af vinduet/ eller lader som om du er febrilsk. Du har det, men du har det ikke./ Du går fejl af det, det går fejl af dig. I går fejl af hinanden.” (s. 87).

En bølge

”Sådan skulle det held få lov at tale ud/
et øjeblik for sent ende med at blive værdsat på forskellig vis:/
en stum skuespiller, en fremtidig helgen beruset/
af martyriets idé;/
og vort landskab blev til det som det er i dag:/
delvis ude af syne, noget af det for nært, mellemgrunden/
et tilflugtssted af højtid og uopnåeligt, med alle slags pæne/
mennesker og planter der vågner og strækker sig, tiltrækker/
sig opmærksomheden med alle de kneb menneskeheden/
behersker. Og de kaldte det vort hjem.”

”En bølge”, s. 7.

I ”A Wave” fra 1984 (”En bølge”, 1987. Oversat af Niels Frank) finder man de for John Ashbery så typiske lange linjer. Det er ikke altid let at afkode, hvordan logikken bag sammensætningen af linjerne virker, bevidstheden er strømmende: ”Og bevidstheden/ er stranden hvorfra klipperne springer op, blot et neutralt/ underlag for deres ydmygelse.” (s. 11).

Det er svært at læse Ashberys digte som havende et jeg, der taler fra et centralt perspektiv. Digtene opererer ofte med en vis grad af collage af løsrevne sætninger, ready mades, som kan komme alle mulige steder fra, som Ashbery fortæller: ”Digtene begynder ofte med nogle samtalestumper i citationstegn, og jeg bliver tit spurgt, hvem det er der taler. Forbavsende ofte kommer de replikker faktisk fra gamle sort-hvide film, som jeg genser i TV.” (Bo Green Jensen: Hokus pokus eller mindre er værre. Kritik, nr. 112, 1994).

Men fragmenterne bliver til mere end citater, når de bliver løsrevet fra deres oprindelige afsendere og bliver lagt i stemmen på digtets subjekt. Her er citaterne indarbejdet i digtets stemme.

Hos Ashbery er der et opgør med det følelsesfulde og personlige. Digtene skal ikke være alvorlige og sørgelige, og frem for alt skal de ikke være bekendende: ”Jeg hader bekendelsesdigte, hvor digteren krænger sit hjerte ud og taler om sine personlige problemer, som alligevel ligner alle andres problemer.” (Bo Green Jensen: Hokus pokus eller mindre er værre. Kritik, nr. 112, 1994). Det er f.eks. svært at hæfte et subjekt med en krop på dette digt fra starten af ”En bølge”, hvor der står: ”At gå igennem smerte uden at vide det,/ en bildør der smækker i natten./ At træde frem på et usynligt terræn.” Smerte er en fysisk ting, man kan gå igennem men ikke mærke, og landskabet er usynligt. Egentlig er linjerne enkle, men de indeholder hver især noget underligt, og når de sættes sammen, bliver de så meget desto underligere. Digtene forsøger at vise nogle sære kontinuerlige tankeprocesser frem, frem for at vise det færdige resultat.

Noget af det særlige ved Ashberys skrift er, at mange af digtene er emblematiske for hele forfatterskabet, og selvom der er udviklinger at spore, så minder alle hans samlinger om hinanden. Hvis ”En bølge” er emblematisk for noget i forfatterskabet, er det måske særligt den strømmende, bølgende bevidsthed.

Søvnens landsby

”I nat drømte jeg at jeg var i Bukarest/
hvor jeg forsøgte at overbevise den øverste hofnar/
om at jeg virkelig er manden i de der reklamer./
Samtidig toppede den i Bolivia, månen,/
mener jeg. Senere gik vi hen over noget der virkede som/
lyng, eller blev kaldt sådan. I byens centrum/
fandt optøjer for talefrihed sted. Klistret til dens snude/
gik hunden Randys afkodningsapparat på vildspor./
På det tidspunkt var det eftermiddag i store dele af verden;/
isthe blev serveret på enorme terrasser/
med udsigt til et smuldrende hav. (…)”

”Søvnens landsby”, s. 7.

”Søvnens landsby” fra 2002 er et udvalg af digte og kortprosastykker fra ”Wakefulness” (1998) og ”Your Name Here” (2000) oversat af Pejk Malinovski og Martin Larsen. Det er karakteristisk for Ashberys senere forfatterskab, at der begynder at komme flere kortprosastykker, end der tidligere har været. Kortprosaen er ligesom poesien præget af en drømmeagtig svævende opmærksomhed.

Der har altid været noget drømmende over Ashberys poesi, men det er kun blevet mere præsent i de senere digte. Det første digt i samlingen starter sådan her: ”I nat drømte jeg at jeg var i Bukarest/ hvor jeg forsøgte at overbevise den øverste hofnar/ om at jeg virkelig er manden i de der reklamer./ samtidig toppede den i Bolivia, månen,/ mener jeg. Senere gik vi hen over noget der virkede som/ lyng, eller blev kaldt sådan.” (s. 7).

Igen flyder linjerne derudad, og hver linje er hele tiden åben for at lave ny betydning med den næste linje. Det drømmende territorium er særligt velegnet for Ashbery, fordi drømmen udmærker sig ved at have en springende logik, hvor der kan springes mellem mange underlige rum.

Inspirationen fra den europæiske surrealismes drømmetydningsunivers, som Ashbery særligt blev glad for under sit ophold i Paris, samt fra den franske digter Raymond Roussel, viser sig også tydeligt.

Ashberys kortprosa er svær som sådan at adskille fra hans poesi.

Hvad der dog også er tydeligt i ”Søvnens landsby” er den humor, som ofte findes i Ashberys skrift. Humoren opstår ofte ud de overraskende sammenstød mellem sætningerne, men den kommer sig også af, at tonen i digtene ofte er let og endda veloplagt. Igen er der tale om et opgør med den meget alvorsfulde digtnings patetiske subjekt. Bl.a. viser inspirationen fra populærkulturen og 1960’ernes store forkæmpere for dens tilstedeværelse i kunsten – poparten – sig på denne måde. Selvom der er mange referencer til klassisk kunst i Ashberys poesi, er der også rigtig mange referencer til populærkulturen. Af den simple grund at begge ting findes i hans liv.

 

Genrer og tematikker

Selvom det ikke giver mening at læse Ashberys forfatterskab med direkte afsæt i biografiske detaljer, så peger den amerikanske digter Eileen Myles i sin nekrologtekst på, at: ”Ashbery gik til selve universet. Hvilket slår mig som den allermest politiske tanke. Han var simpelthen bøsse i det.” (Eileen Myles: Eileen Myles on John Ashbery. Out Magazine, 2017-09-09. Egen oversættelse). Både det politiske niveau i teksterne og det, at han var homoseksuel har ellers fyldt meget lidt litteraturkritikken af John Ashbery, men fortjener at blive nævnt.

Genremæssigt befinder Ashbery sig solidt på poesiens territorium, kortprosastykkerne arbejder med en meget poetisk, drømmeagtig logik, og selvom meget af poesien ligner prosapoesi med sine lange linjer, så er der hele tiden et ekstremt poetisk kompositionsprincip. Det kommer sig bl.a. også af Ashberys inspiration fra moderne kompositionsmusik, bl.a. hans samtidige New York’ere som John Cage og Steve Reich, der også tit arbejder med konceptuelle øvelser som udgangspunkt for deres kompositioner.

Det collageagtige og springende linjerne imellem er ofte et resultat af en inspiration af ready-mades, hvor man løfter linjer ud af deres oprindelige kontekst og ind i en anden og kunstnerisk sammenhæng.

Det er sammen med den lette tone, og flydende og strømmende rytme, med til at gøre Ashberys poesi både enormt nem og enormt svær at læse. Let fordi man lader sig forføre og føres med af strømmen, og svær fordi det er vanskeligt at stykke betydningen sammen til en helhed. Men det er netop det, der er pointen, at man ikke skal få konklusionen, men at det snarere er den ambivalente og springende tankeproces, som er interessant at få kortlagt.

Sammen med sine venner og kollegaer i New York-skolen er der en forkærlighed for hverdagssproget og det humoristiske i Ashberys poesi, men den bevæger sig også inde i en verden, der refererer til europæisk kunsthistorie og populærkultur på lige fod med hinanden. New York-skolen er på mange måder et passende navn, for metropolen er vel par excellence det sted, hvor man nærmest skødesløst taler om både stor kunst og tv-reklamer i subwayen.

Beslægtede forfatterskaber

John Ashberys inspirationer er mange og varierede, men en lille opremsning kunne lyde: Gertrude Stein, T.S. Eliot, Wallace Stevens, W.H. Auden, Raymond Roussel og Robert Walser.

Selvfølgelig skal kollegaerne og vennerne, digterne Kenneth Koch, Frank O’Hara og James Schuyler, som tilsammen udgjorde inderkredsen i New York-skolen, også nævnes.

New York School of Poets var ikke et navn de selv valgte, men et som sidenhen er blevet givet dem. Siden er utallige digtere blevet defineret som anden, tredje, fjerde bølge, og enten som arvtagere eller modstandere af disse digtere. Det nybrud, de repræsenterede i poesien, at nu kunne man skrive om alt og man måtte gerne være sjov – digte behøvede ikke være alvorlige og sørgelige – har haft enorm indflydelse. Man kan f.eks. nævne Bernadette Mayer, Anne Waldman, Eileen Myles, Charles Bernstein, Ariana Reines og mange flere.

Herhjemme kan man pege på en digter som Jørgen Leth, der også har ladet sig inspirere af den lette tone og det flade hierarki for følelser i poparten, og som måske endda rendyrker nogle af de strømninger endnu mere, end New York-digterne gjorde det.

Det er også vigtigt at nævne Niels Frank, som har oversat Ashbery, og som i sin funktion af rektor på Forfatterskolen (1996-2002) har været med til at kanonisere hans forfatterskab i Danmark. Det har han bl.a. gjort til de forfattere, som i dag står bag forlaget Basilisk, som har oversat og udgivet både O’Hara, Koch og Ashbery. Der er her tale om René Jean Jensen, Majse Aymo-Boot, Martin Larsen, Pejk Malinovski og Peter Højrup.

Bibliografi

Digte

Ashbery, John: Turandot and other poems. Tibor de Nagy Gallery, 1953.
Ashbery, John: Some Trees. Ecco Press, 1956.
Ashbery, John: The Tennis Court Oath. Wesleyan, 1962.
Ashbery, John: Rivers and Mountains. Ecco Press, 1966.
Ashbery, John: The Double Dream of Spring. Ecco Press, 1970.
Ashbery, John: Three Poems. Puffin, 1972.
Ashbery, John: The Vermont Notebook. Granary Books, 1975.
Ashbery, John: Self-Portrait in a Convex Mirror. Penguin Books, 1975.
Ashbery, John: Houseboat Days. Straus Giroux, 1977.
Ashbery, John: As We Know. Penguin Classiscs, 1979.
Ashbery, John: Shadow Train. Penguin Books, 1981.
Ashbery, John: April Galleons. Farrar Straus Giroux, 1987.
Ashbery, John: En bølge. Centrums lyrikbibliotek, 1987. Oversat af Niels Frank. (A Wave. Farrar Straus Giroux, 1987).
Ashbery, John: Selvportræt i et konvekst spejl. Centrums lyrikbibliotek, 1989. Oversat af Niels Frank og Poul Borum.
Ashbery, John: Flow Chart. Farrar Straus Giroux, 1991.
Ashbery, John: Hotel Lautréamont. Farrar Straus Giroux, 1992.
Ashbery, John: And the Stars Were Shining. Farrar Straus Giroux, 1994.
Ashbery, John: Can You Hear, Bird?. Farrar Straus Giroux, 1995.
Ashbery, John: Wakefulness. Farrar Straus Giroux, 1998.
Ashbery, John: Girls on the Run. Farrar Straus Giroux, 1999.
Ashbery, John: Your Name Here. Farrar Straus Giroux, 2000.
Ashbery, John: As Umbrellas Follow Rain. Qua Books, 2001.
Ashbery, John: Chinese Whispers. Farrar Straus Giroux, 2002.
Ashbery, John: Søvnens landsby. Basilisk, 2002. Oversat af Martin Larsen og Pejk Malinovski.
Ashbery, John: Where Shall I Wander. Ecco, 2005.
Ashbery, John: A Worldly Country. Ecco, 2007.
Ashbery, John: Planisphere. Ecco, 2009.
Ashbery, John: Collected Poems (1956-87). Library of America, 2010.
Ashbery, John: Quick Question. Ecco, 2012.
Ashbery, John: Breezeway. Ecco, 2015.
Ashbery, John: Commotion of the Birds. Ecco, 2016.

Om forfatterskabet

Interview med John Ashbery.
Information, 2002-10-10. Interview med John Ashbery.
Information, 2017-10-09. Nekrolog af fire danske digtere.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på John Ashbery

Kilder citeret i portrættet

Green Jensen, Bo: Hokus pokus eller mindre er værre – en samtale med John Ashbery. Kritik, årg. 27. Nr. 112 (1994), s. 40-45.