John Ashbery

John Ashbery er født i 1927 i Rochester, New York. Hans mor var biologilærer, og hans far var landmand. Han studerede på Harvard College, hvor han mødte digterne Kenneth Koch og Frank O’Hara; sammen skulle de tre blive de vigtigste figurer i den såkaldte New York School of Poetry. I 1951 tog han en master på Columbia University. I midten af 1950’erne flyttede han til Paris, hvor han boede frem til 1965. I Paris begyndte han at interessere sig for billedkunst, og han blev redaktør for Art and Literature og skrev om kunst for Art International. Det var også i Paris, han debuterede med det lille hæfte ”Turandot and other poems” (1953), hvor der også var tegninger af billedkunstneren Jane Freilicher i, og som blev udgivet af New York-galleriet Tibor de Nagy Gallery.

Ashbery kom i tæt berøring med fransk litteratur, og han elskede blandt andre Arthur Rimbaud, Max Jacob og Raymond Roussel og oversatte værker af alle disse tre til engelsk. I Paris skrev han også sin egentlige debut, ”Some Trees” (1956) og den følgende ”Tennis Court Oath” (1962).

Da Ashbery flyttede tilbage til New York i 1965, hang interessen og inspirationen fra billedkunsten ved, og sammen med vennerne og kollegaerne Kenneth Koch, James Schuyler og Frank O’Hara blev de kendt som inderkredsen af New York-skolen. De var inspireret af og hang ud med malere som Larry Rivers, Jane Freilicher og Alfred Leslie.

Byen spillede en stor rolle for alle New York-skolens forfattere. Hos Ashbery bliver det særligt tydeligt, når hans poesi opfører sig polyfont, dvs. den taler med mange stemmer, som om man går rundt på gaden i New York og opsnapper sætninger ude af kontekst hist og her. Kompositionsprincippet blev derfor også at sætte udsagn og sætninger sammen på nye og overraskende måder.

John Ashbery underviste i 1970’erne på Brooklyn College, og i 1980’erne flyttede han til Bard College lige udenfor byen, hvor han underviste, indtil han gik på pension i 2008.

Ashbery dannede par med David Kermani indtil sin død i september 2017.

At billedkunsten har haft en stor rolle i John Ashberys forfatterskab kan man forvisse sig om i hans gennembrudsbog ”Self-Portrait in a Convex Mirror” (1975), som er oversat til dansk af Poul Borum og Niels Frank (”Selvportræt i et konvekst spejl”, 1989). Den danske udgave rummer et udvalg af digte fra denne bog og flere andre af Ashberys 1970’er-bøger.

Titeldigtet er en eksegese, dvs. et digt skrevet om et billede, ovenpå den italienske renæssancemaler Parmigianinos maleri af samme navn. Det lange digt tager sit udgangspunkt i maleriet, men starter en lang tankestrøm med overvejelser om selvportrættet som genre og spejlet som billede på sjælen. Som det ofte forholder sig med Ashberys poesi er bevidstheden strømmende, som han selv udtaler:

”Mulighederne ligger jo i det åbne, det usikre og ambivalente, hvorimod løsningen på tvetydigheden betyder slutningen. (…) Det er umuligt at fokusere på noget ret længe ad gangen. Ens opmærksomhed bliver hele tiden afledt, og koncentrationen glipper. I sidste ende er det sådan vi erkender, som en sejlbåd der hopper og danser på vandet, i stedet for at sejle med jævn fart i en lige linje.” (Bo Green Jensen: Hokus pokus eller mindre er værre. Kritik, nr. 112, 1994).

I ”Selvportræt i et konvekst spejl” kan man, som i resten af forfatterskabet, også se et særligt forhold til henvendelse udfolde sig. Selvom der er et jeg i teksterne, og en stærk stemme, der binder dem sammen, så er det et jeg, der hele tiden undviger at blive defineret. Og selvom der i mange af Ashberys digte er en meget direkte henvendelse til et du, så er det ikke helt et apostrofisk du – dvs. det fraværende du, som man i poesien ofte henvender sig til – og selv når der tales direkte til læseren, er læseren en meget foranderlig størrelse. I digtet ”Paradokser og oxymoroner” står der om digtet: ”Se, det taler til dig. Du ser ud af vinduet/ eller lader som om du er febrilsk. Du har det, men du har det ikke./ Du går fejl af det, det går fejl af dig. I går fejl af hinanden.” (s. 87).