Majse Aymo-Boot
Foto: Lærke Posselt

Majse Aymo-Boot

Ida Holmegaard, uddannet på Forfatterskolen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
Majse Aymo-Boot
Foto: Lærke Posselt
Main image
Aymo-Boot, Majse
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Fælles for Majse Aymo-Boots prosalyriske tekster er et højt tempo og det faktum, at ingenting er helt stabilt – både fortælleren, rummet og stilen er sammensat og foranderlig i hendes sproglige univers. Hun arbejder med at bryde magtens og de glittede blades sprog ned med et nuanceret blik for, at også det bløde, behagesyge og selvfremstillende kan være magtfuldt. I alle hendes bøger kan der genfindes et ærinde med identiteten og en understregning af det komplekse forhold, at man som menneske ikke blot udgør én sammenhængende helhed, men et flimmer af stemmer, sprog og fællesskaber. 

54159153

Blå bog

Født: 1974.

Uddannelse: Forfatterskole, 2000.

Debut: Venner og bekendte. Basilisk, 2000.

Litteraturpriser: Albertineprisen, 2013.

Seneste udgivelse: Postkort fra Vatikanet. Basilisk, 2018. (75.7408).

Inspiration: Thomas Bernhard, Gustave Flaubert og Susan Sontag.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Min tanke er andetsteds, tanken boltrer sig just på det grønne græs jeg står her og drømmer om. Tanken om noget stort og grønt og spændende, som man kan kærtegne længe. Indtil det er glemt. Ønsket om at se en ræv. Indtil det ikke betyder noget længere. Et eller andet jeg snart skal udforske. En idé om noget ved synet af en græsplæne. En opløftet fornemmelse. En foresvæven. En eksplosiv struktur, som pisker gennem rummet. Jeg myldrer op gennem mig selv.”
”Over os hænger en vidunderlig sol”, s. 40.

Majse Aymo-Boot er født i 1974 og er bosat i København. Hun blev uddannet fra Forfatterskolen i år 2000 og i samme år debuterede hun med ”Venner og bekendte”, en samling af digte, kunst og fotografier, som hun udgav sammen med kunstneren Anna Fro Vodder. Siden har hun udgivet de prosalyriske samlinger ”Ødelæggelsen 1-11” i 2009, som blev nomineret til Montanas Litteraturpris, ”Spørgsmålene” i 2012, som hun vandt Albertineprisen for og romanen ”Over os hænger en vidunderlig sol” i 2014. Derudover har Aymo-Boot udgivet tekster i diverse litterære tidsskrifter, blandt andet Hvedekorn og Victor B. Andersens Maskinfabrik. Hun har desuden modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og Leo Estvads legat.

Ud over sin forfattergerning er Majse Aymo-Boot redaktør på forlaget Basilisk, som udgiver både ny litteratur og oversatte eller nyoversatte værker af forfattere som for eksempel Robert Walser, Thomas Bernhard og Anne Carson. Hun har også arbejdet med radio; i 2005 tilrettelagde hun udsendelsen ”Swingers”, der handler om sexklubber, for DR-programmet Ultralyd.

Søger man at lave en klassisk biografisk læsning af Majse Aymo-Boots forfatterskab, kommer man til at søge længe – hendes dynamiske og omskiftelige skrift lægger bestemt ikke op til at blive læst i forlængelse af hendes biografi. Selvom hun er meget optaget af spørgsmål om identitet, lægger hun samtidig bevidst afstand til ideen om den personlige biografi som noget fremadskridende med individet som det afgrænsede og logiske centrum; i dette interview i Politiken forklarer hun for eksempel om sit syn på biografien og om tilblivelsen af ”Over os hænger en vidunderlig sol”:

”Faktisk kom det med folkeskolen sig af, at hun (Majse Aymo-Boot, red.) blev bedt om at skrive en hjemstavnsnovelle. »Og så skrev jeg en anti-hjemstavnsnovelle. I stedet for at se hjemstavnen som det varme, det biografiske, det, man kommer fra, det stedbundne, ville jeg se den i generelle strukturer, nærmere bestemt folkeskolen, som alle pløjer igennem som en hjemstavn. Jeg ville gerne finde en tekst, som ikke havde det der blik på individet som dannet af noget positivt fremadskridende, noget personligt biografisk. Jeg har været tiltrukket af, hvordan man kan tænke identitet som noget, der ikke nødvendigvis er privat, men som findes i det her mærkelige mellemsted, skolerammen er. Man er måske mere en funktion ...«.” (Tine Maria Winther: Folkeskolen som hjemstavn. Politiken, 2014-06-08).

Ødelæggelsen 1-11

”Jeg har gennemgået socialiseringsprocessen. Jeg gemmer mig ikke ude i skoven for besættelsesmagten og dens konkrete udtryk. Her til formiddag fik jeg i et kontorlandskab, i hvis udkant vi havde søgt tilflugt på en samtale-ø, med fødderne i vandskorpen men hænderne på det tørre, at vide, at jeg (og ingen anden) var ”driftig” (men var stolesædet stadig varmt af min forgængers driftighed)?”
”Ødelæggelsen 1-11”, s. 21.

Majse Aymo-Boots prosalyriske samling ”Ødelæggelsen 1-11” fra 2009 består af tætte, på en gang nervøst prøvende, opremsende og dynamisk fremadbrusende tekster, som kredser om jeg-opfattelser, selvfremstilling og undergravning af samme. Et jeg stiller sig an og poserer i så umulige positurer, at det ikke kan være det samme jeg fra sætning til sætning. Et du får råd om, hvordan det skal opføre sig og tænke, og et vi udtaler på en gang nervøst og overlegent fra sit sprængte fællesskab.

De korte, massive prosablokke er alle gennemtrængt af damebladsformuleringer, institutionelt sprog, opbrudte ordsprog og poetiske formuleringer, som står side om side eller griber ind i hinanden. Poesien nægter her at være et helle udenfor normerne og det kælent nedværdigende sprog, som hører selvhjælpsbøgerne til – ”Du er så fin og kan alt det du kan.”, som der står på side 7. Der findes ikke en ren, smuk poesi, man kan flygte til udenfor normernes sprog, så teksten tager det sprog på sig, vender det på hovedet igen og igen, som om stemmen, der taler, kom fra et sted mellem et moderne karrieremenneske, en sentimental ugebladsnovelle, en beregnende, kynisk satiriker og et helt samfund på en gang. At læse ”Ødelæggelsen 1-11” er som hele tiden at falde ned igennem de her forskellige sprog; på intet tidspunkt får man som læser noget, der ligner fast grund under fødderne.

28002882

To sproglige figurer synes at være særligt karakteristiske for teksterne i bogen: for det første bydeformen og for det andet den selvdefinerende sætning. Som på side 6: ”Pluk en solvarm tomat direkte fra planten, lad rosmarinen strejfe dit lår, meditér over oprindelighed, det er kun dig der kan have alle disse bolde i luften, ål dig gennem dagens uigennemtrængelige ... du har god tid.” Både instruktionerne og selvdefinitionerne er fulde af selvmodsigelser og umuligheder.

Aymo-Boot synes gennem denne figur at stille spørgsmål til ønsket om at være en smuk og afmålt personlighed, der navigerer stilfuldt gennem de professionelle og private rum. Er der ikke noget i dette ønske, i dette krav, der ødelægger sig selv? Hvis man skal være lidt af dét og lidt af dét og lidt af dét, går man så ikke i stykker, eller var man nogensinde hel? Måske kan et jeg ikke siges at være andet end alle de sprog, der strømmer igennem det og flintrer rundt mellem hinanden som den sværm af insekter, jeg'et forvandles til på allersidste side. Og så er det hele ødelagt.

Spørgsmålene

”Elsker vi lugten af sommerregn på asfalt?/ Findes lugten af nyslået græs kun i hvidvin?/ Ligger der sygdomme og griner i organerne?/ Er vi i Ekstra Bladet?/ Er der et hav i kælderen, ovenikøbet med hvaler i?/ Står der i centrum af verden en stor våd maskine og gisper?/ Afleder spørgsmålets dialogiske udtryk opmærksomheden fra spørgsmålets monologiske og postulerende væsen?”
”Spørgsmålene”, s. 38.

Majse Aymo-Boots ”Spørgsmålene” fra 2012 består, som titlen antyder, kun af spørgsmål. Det ene korte spørgsmål følger det andet i, hvad man kunne kalde en genrehybrid tekst, der befinder sig et sted mellem prosa, poesi og systemdigt. Bogen rummer mange forskellige typer af spørgsmål fra det helt konkrete ”Hvor kan jeg købe de smukke japanske fyldepenne?” over det teoretisk abstrakte ”Hjemliggør man kosmos ved at metaforisere det?” til de mere mystiske. Spørgsmålenes forskellige sprogtoner fletter sig ind mellem hinanden, som om det var et underligt kor af stemmer, der udtalte dem. Mange af spørgsmålene, for eksempel ”Er dagen allerede begyndt?” eller ”Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører?”, lader til at være udtalt fra en form for drømmeagtig virkelighed, hvor selv de mest grundlæggende oplysninger om det fysiske rum er utilgængelige for den spørgende. Det kan skabe en truende stemning, som står i skarp kontrast til, for eksempel, de opfindsomme, næste fiffige Spørge-Jørgen-spørgsmål: ”Hvornår vil det være muligt at transplantere hoveder?”.

29577579

Tekstens opremsende form nægter at stille spørgsmålene op i et hierarki; i Aymo-Boots bog er der ikke noget, som hedder ”de store spørgsmål”. De konkrete som de abstrakte er alle sammen lige væsentlige og lige kropumulige at svare på. De fleste af spørgsmålene kan nemlig ikke besvares – som læser får man mindre lyst til at svare og mere lyst til at spørge tilbage.

Hver gang man stiller et spørgsmål, antager man samtidig noget, og det er et forhold, Aymo-Boot nogle steder viser ved at stille yderlige spørgsmål til sine egne spørgsmål i stedet for at svare, som for eksempel på side 21: ”Hvornår vil ulykken nå mig? Hvornår vil ulykken komme og tage mig med? Tror du da ulykken er en ballonskipper? Er der en hyggeeffekt i metaforer? Er metaforen en generthed?” Her synes teksten at sige, at man aldrig kan have ”spurgt færdig”. Der vil altid være mere at stille spørgsmål til, der vil altid være noget, man kan betvivle, om vi i virkeligheden ved.

Således spørger teksten også rundt omkring til spørgsmålenes karakter, altså: hvad er et spørgsmål? Hvad vil spørgsmålet og vil det overhovedet have svar på tiltale, eller vil det bare drille og vise os usikkerheden i sproget og i verden? Selv spørgsmålenes spørgende væsen kan man altså ikke vide sig sikker på. 

Over os hænger en vidunderlig sol

”Der sad noget nede på panelet. Det var en flagspætte, og den var i gang med at hakke panelet i stykker. En flagspætte! Det gjorde mig stolt og begejstret, og noget i måden den hakkede på fik mig til at mærke, at jeg skulle bruge ordet 'systematisk' når jeg genfortalte det, og jeg glædede mig allerede til at genfortælle det. Det var sensationelt at se en flagspætte så tæt på, og så oven i købet vide at det var en flagspætte.”
”Over os hænger en vidunderlig sol”, s. 62.

Skolen og elevtilværelsen udgør det landskab, som Majse Aymo-Boots tekster bevæger sig igennem i ”Over os hænger en vidunderlig sol” fra 2014. Selvom der står ”Roman” på forsiden, er bogen ikke en roman i traditionel forstand. Fortælleren er ikke én person som fortæller én sammenhængende historie, men er en slags mangedoblet elev, der kan ændre karakter, køn og sprogligt udtryk fra sætning til sætning. Teksten har fart på gennem ustabile, sammenflydende rum fulde af viskelædere, gymnastikposer, ramponerede møbler og idrætslærere, og der introduceres, afprøves og afmonteres forskellige udsagn og retoriske figurer, der kredser om læring og om at være barn. Til tider bobler overvejelser om tekstens karakter op til overfladen – ”nu skal der være et personligt erindringsbillede”, siger teksten til sig selv, som om man var inde i hovedet på den skrivende elev.

Som værk har ”Over os hænger en vidunderlig sol” tydeligvis et ærinde med tillægsordene. Allerede på første side møder vi udsagnet: ”Jeg er en lang, evt. ranglet elev med våde håndflader og dunet overlæbe, eller snarere en lille, sød og lidt forvirret, hjælpeløst ivrig elev med en del hvalpefedt.” Det er, som om tillægsordene, og nogle gange selve situationerne, bliver nogle sæt tøj, som jeg'et prøver på og stoltserer lidt rundt i, før teksten beslutter sig for, om det givne sæt skal smides ud med det samme eller får lov at blive på et par sider endnu.

51134362

Skolen er en institution, som har til opgave at modellere personligheder, og som elev er man hele tiden på vej til at blive noget andet eller forventes at forandre sig. I stedet for at præsentere et jeg, der vokser ind i det artige og arbejdsdygtige, bliver teksten en art mutation af skolens forandrende funktion, processen er speedet op. Teksten leger med identiteter og viser, at personlighedstræk er udskiftelige, og at et subjekt hverken er en stabil eller afgrænset størrelse. Samtidig akkompagneres udskifteligheden af en enorm glæde og henførthed ved at finde præcis det rigtige ord, den til lejligheden passende stil og positur, hvilket tilfører teksterne en gammelklog barnlighed. Hos Aymo-Boot er der ingen påtaget naivitet eller klodsethed i formuleringerne, fordi de skal forestille at være fremsagt af børn – i stedet finder man glæden ved præcisionen, sproget og det at kunne regne de voksne ud.

Genrer og tematikker

”Bryd dine grænser for at forsvare dem.” Sådan står der i den første tekst i ”Ødelæggelsen 1-11”, og det er netop på den måde, at grænserne, eller manglen på samme, er besværlige i Majse Aymo-Boots forfatterskab. Du kan godt opgive at opretholde en grænse mellem dig selv og verden, den vil gennemtrænge dig med alle sine sprog og regler og underligheder. Men bryder man selv sine egne grænser, hvad er det så, man forsvarer? Paradoksale udsagn som dette er ikke ualmindelige i hendes bøger, som alle befinder sig et sted mellem prosa og poesi og låner sproglige strategier fra begge genrer.

Der er en tydelig bevægelse gennem hele Aymo-Boots forfatterskab mod, at man ikke kan skelne det individuelle eller private fra det fælles. Eleven i ”Over os hænger en vidunderlig sol” har ikke noget eget ophav, vi ser ikke en klasse med forskellige typer elever fra forskellige baggrunde repræsenteret, men derimod et fælles sprogligt og institutionelt felt, som jeg'et ikke kan skelnes fra. Aymo-Boots sprog er da også hele tiden gennemtrængt af forskellige former for fællessprog som f.eks. ministerielle bekendtgørelser, selvhjælpsformuleringer eller teoretiske begreber. Dette sproglige fællesgods indoptager teksterne fuldstændig i deres sætninger, i en erkendelse af, at man ikke kan træde uden for normsproget, men at man kan destabilisere det og ødelægge det, gøre nar af det. Netop denne sammenglidning af forskellige sprogtoner, hvor der ofte peges fingre af eller leges med floskelprægede og tomme udsagn, er samtidig med til at gøre hendes bøger virkelig sjove. Sætningerne bærer præcise og ofte opfindsomme udsagn, som her på side syv i ”Ødelæggelsen 1-11”: ”Skrab alger af skinnebenene når du dukker op af det skummende hav, løft munden op over smovsehøjde”. Det kan føles, som om teksterne ligefrem boltrer sig i sprogets mange muligheder, hvilket både giver dem fart og dynamik og til tider skaber en slags overgjort stil, som peger på sig selv som pyntet og selvfremstillende.

Det jeg, som udtaler sig i Aymo-Boots tekster, er sjældent et jeg med en stabil krop eller identitet. Man kan snarere kalde det en art retorisk jeg, en sproglig figur, som bruges til at udsige forskellige udsagn. Det synes karakteristisk for hendes forfatterskab, at jeg'et i sproget selvfølgelig laver grimasser, men der er tale om mere end blot et maskespil, mest af alt fordi der ikke er noget bag ved masken. Det er ikke nogen essens, kerne eller krop, der skjuler sig bag attituder, for der er ikke noget at skjule – hver gang sproget forandrer sig, forandrer jeg'et sig også fuldstændig og bliver dermed en sært fluktuerende størrelse, der okser derudad gennem splittede og ofte drømmeagtige landskaber, der flyder med rester og reminiscenser fra hverdagssituationer. 

Beslægtede forfatterskaber

Ligesom Aymo-Boot har den schweiziske forfatter Max Frisch udgivet et værk kun bestående af spørgsmål. Det hedder ”Spørgeskemaerne” og udkom første gang i 1972. Frischs spørgsmål, som er henvendt til læseren, er mangeartede og ofte komiske, og har derudover det til fælles med Aymo-Boots ”Spørgsmålene”, at der ikke spørges for svarenes skyld, men som del af en fortsat undren over verden og som en undersøgelse af spørgsmålets væsen.

En anden dansk, samtidig forfatter, som beskæftiger sig med spørgsmål, er Maja Lee Langvad i ”Find Holger Danske” fra 2006 og et appendiks til bogen, der udkom i 2014. I disse bøger benytter hun sig af spørgeskemaer til at præsentere mange svære, nogle gange ubesvarlige, spørgsmål, som adoption kan stille. Samtidig mimer spørgeskemaerne de bureaukratiske formularer og blanketter, som er knyttet til adoptionen.

Den gammelkloge, fabulerende barnefortæller fra ”Over os hænger en vidunderlig sol” har et slægtskab med hovedpersonen Fritz i Robert Walsers ”Fritz Kochers skolestile” fra 1904. Fælles for de to værker er en blanding af en humoristisk og kategorisk stil, en imponerende dynamik og hastighed i sproget og masser af overvejelser om skolen der – sådan er det jo når man er barn – forekommer at være et på en gang dybt mærkværdigt og fuldkommen naturligt miljø.

Majse Aymo-Boot skriver en litteratur, der ikke minder om meget af det der udkommer i hendes samtid. Men skal man lede efter kolleger, hvis stil bærer nogle af de samme karakteristika som hendes, kan Anders Abildgaard nævnes. I sin seneste bog ”Din fjendes fest” arbejder han også med en slags kakofoni af stemmer, der taler fra et foranderligt og til tider meget ubehageligt sted. En anden er Lars Skinnebach, der ligesom Aymo-Boot skriver tekster, som bevæger sig med høj fart gennem omskiftelige, ustabile rum, og hvor jeg'et som fast instans undergraves. Desuden har forfatterskaberne det til fælles, at de arbejder med destabilisering af et magtsprog, blandt andet ved at blande og krydsbestøve det intime sprog med det politiske og institutionelle. 

Bibliografi

Digte og prosalyrik

Aymo-Boot, Majse:
Venner og bekendte. Basilisk, 2000.
Aymo-Boot, Majse:
Ødelæggelsen 1-11. Basilisk, 2009.
Aymo-Boot, Majse:
Spørgsmålene. Basilisk, 2012.

Roman

Aymo-Boot, Majse:
Over os hænger en vidunderlig sol. Gyldendal, 2014.

Andre titler

Aymo-Boot, Majse: Postkort fra Vatikanet. Basilisk, 2018. (75.7408).

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Majse Aymo-Boot