Majse Aymo-Boot
Foto: Lærke Posselt

Majse Aymo-Boot

Artikel type
voksne
Ida Holmegaard, uddannet på Forfatterskolen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
Majse Aymo-Boot
Foto: Lærke Posselt
Main image
Aymo-Boot, Majse
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Fælles for Majse Aymo-Boots prosalyriske tekster er et højt tempo og det faktum, at ingenting er helt stabilt – både fortælleren, rummet og stilen er sammensat og foranderlig i hendes sproglige univers. Hun arbejder med at bryde magtens og de glittede blades sprog ned med et nuanceret blik for, at også det bløde, behagesyge og selvfremstillende kan være magtfuldt. I alle hendes bøger kan der genfindes et ærinde med identiteten og en understregning af det komplekse forhold, at man som menneske ikke blot udgør én sammenhængende helhed, men et flimmer af stemmer, sprog og fællesskaber. 

51134362

Blå bog

Født: 1974.

Uddannelse: Forfatterskole, 2000.

Debut: Venner og bekendte. Basilisk, 2000.

Litteraturpriser: Albertineprisen, 2013.

Seneste udgivelse: Over os hænger en vidunderlig sol. Gyldendal, 2014.

Inspiration: Thomas Bernhard, Gustave Flaubert og Susan Sontag.

 

 

 

 

Baggrund

”Min tanke er andetsteds, tanken boltrer sig just på det grønne græs jeg står her og drømmer om. Tanken om noget stort og grønt og spændende, som man kan kærtegne længe. Indtil det er glemt. Ønsket om at se en ræv. Indtil det ikke betyder noget længere. Et eller andet jeg snart skal udforske. En idé om noget ved synet af en græsplæne. En opløftet fornemmelse. En foresvæven. En eksplosiv struktur, som pisker gennem rummet. Jeg myldrer op gennem mig selv.”
”Over os hænger en vidunderlig sol”, s. 40.

Majse Aymo-Boot er født i 1974 og er bosat i København. Hun blev uddannet fra Forfatterskolen i år 2000 og i samme år debuterede hun med ”Venner og bekendte”, en samling af digte, kunst og fotografier, som hun udgav sammen med kunstneren Anna Fro Vodder. Siden har hun udgivet de prosalyriske samlinger ”Ødelæggelsen 1-11” i 2009, som blev nomineret til Montanas Litteraturpris, ”Spørgsmålene” i 2012, som hun vandt Albertineprisen for og romanen ”Over os hænger en vidunderlig sol” i 2014. Derudover har Aymo-Boot udgivet tekster i diverse litterære tidsskrifter, blandt andet Hvedekorn og Victor B. Andersens Maskinfabrik. Hun har desuden modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og Leo Estvads legat.

Ud over sin forfattergerning er Majse Aymo-Boot redaktør på forlaget Basilisk, som udgiver både ny litteratur og oversatte eller nyoversatte værker af forfattere som for eksempel Robert Walser, Thomas Bernhard og Anne Carson. Hun har også arbejdet med radio; i 2005 tilrettelagde hun udsendelsen ”Swingers”, der handler om sexklubber, for DR-programmet Ultralyd.

Søger man at lave en klassisk biografisk læsning af Majse Aymo-Boots forfatterskab, kommer man til at søge længe – hendes dynamiske og omskiftelige skrift lægger bestemt ikke op til at blive læst i forlængelse af hendes biografi. Selvom hun er meget optaget af spørgsmål om identitet, lægger hun samtidig bevidst afstand til ideen om den personlige biografi som noget fremadskridende med individet som det afgrænsede og logiske centrum; i dette interview i Politiken forklarer hun for eksempel om sit syn på biografien og om tilblivelsen af ”Over os hænger en vidunderlig sol”:

”Faktisk kom det med folkeskolen sig af, at hun (Majse Aymo-Boot, red.) blev bedt om at skrive en hjemstavnsnovelle. »Og så skrev jeg en anti-hjemstavnsnovelle. I stedet for at se hjemstavnen som det varme, det biografiske, det, man kommer fra, det stedbundne, ville jeg se den i generelle strukturer, nærmere bestemt folkeskolen, som alle pløjer igennem som en hjemstavn. Jeg ville gerne finde en tekst, som ikke havde det der blik på individet som dannet af noget positivt fremadskridende, noget personligt biografisk. Jeg har været tiltrukket af, hvordan man kan tænke identitet som noget, der ikke nødvendigvis er privat, men som findes i det her mærkelige mellemsted, skolerammen er. Man er måske mere en funktion ...«.” (Tine Maria Winther: Folkeskolen som hjemstavn. Politiken, 2014-06-08).

Ødelæggelsen 1-11

”Jeg har gennemgået socialiseringsprocessen. Jeg gemmer mig ikke ude i skoven for besættelsesmagten og dens konkrete udtryk. Her til formiddag fik jeg i et kontorlandskab, i hvis udkant vi havde søgt tilflugt på en samtale-ø, med fødderne i vandskorpen men hænderne på det tørre, at vide, at jeg (og ingen anden) var ”driftig” (men var stolesædet stadig varmt af min forgængers driftighed)?”
”Ødelæggelsen 1-11”, s. 21.

Majse Aymo-Boots prosalyriske samling ”Ødelæggelsen 1-11” fra 2009 består af tætte, på en gang nervøst prøvende, opremsende og dynamisk fremadbrusende tekster, som kredser om jeg-opfattelser, selvfremstilling og undergravning af samme. Et jeg stiller sig an og poserer i så umulige positurer, at det ikke kan være det samme jeg fra sætning til sætning. Et du får råd om, hvordan det skal opføre sig og tænke, og et vi udtaler på en gang nervøst og overlegent fra sit sprængte fællesskab.

De korte, massive prosablokke er alle gennemtrængt af damebladsformuleringer, institutionelt sprog, opbrudte ordsprog og poetiske formuleringer, som står side om side eller griber ind i hinanden. Poesien nægter her at være et helle udenfor normerne og det kælent nedværdigende sprog, som hører selvhjælpsbøgerne til – ”Du er så fin og kan alt det du kan.”, som der står på side 7. Der findes ikke en ren, smuk poesi, man kan flygte til udenfor normernes sprog, så teksten tager det sprog på sig, vender det på hovedet igen og igen, som om stemmen, der taler, kom fra et sted mellem et moderne karrieremenneske, en sentimental ugebladsnovelle, en beregnende, kynisk satiriker og et helt samfund på en gang. At læse ”Ødelæggelsen 1-11” er som hele tiden at falde ned igennem de her forskellige sprog; på intet tidspunkt får man som læser noget, der ligner fast grund under fødderne.

28002882

To sproglige figurer synes at være særligt karakteristiske for teksterne i bogen: for det første bydeformen og for det andet den selvdefinerende sætning. Som på side 6: ”Pluk en solvarm tomat direkte fra planten, lad rosmarinen strejfe dit lår, meditér over oprindelighed, det er kun dig der kan have alle disse bolde i luften, ål dig gennem dagens uigennemtrængelige ... du har god tid.” Både instruktionerne og selvdefinitionerne er fulde af selvmodsigelser og umuligheder.

Aymo-Boot synes gennem denne figur at stille spørgsmål til ønsket om at være en smuk og afmålt personlighed, der navigerer stilfuldt gennem de professionelle og private rum. Er der ikke noget i dette ønske, i dette krav, der ødelægger sig selv? Hvis man skal være lidt af dét og lidt af dét og lidt af dét, går man så ikke i stykker, eller var man nogensinde hel? Måske kan et jeg ikke siges at være andet end alle de sprog, der strømmer igennem det og flintrer rundt mellem hinanden som den sværm af insekter, jeg'et forvandles til på allersidste side. Og så er det hele ødelagt.