Majse Aymo-Boots prosalyriske samling ”Ødelæggelsen 1-11” fra 2009 består af tætte, på en gang nervøst prøvende, opremsende og dynamisk fremadbrusende tekster, som kredser om jeg-opfattelser, selvfremstilling og undergravning af samme. Et jeg stiller sig an og poserer i så umulige positurer, at det ikke kan være det samme jeg fra sætning til sætning. Et du får råd om, hvordan det skal opføre sig og tænke, og et vi udtaler på en gang nervøst og overlegent fra sit sprængte fællesskab.
De korte, massive prosablokke er alle gennemtrængt af damebladsformuleringer, institutionelt sprog, opbrudte ordsprog og poetiske formuleringer, som står side om side eller griber ind i hinanden. Poesien nægter her at være et helle udenfor normerne og det kælent nedværdigende sprog, som hører selvhjælpsbøgerne til – ”Du er så fin og kan alt det du kan.”, som der står på side 7. Der findes ikke en ren, smuk poesi, man kan flygte til udenfor normernes sprog, så teksten tager det sprog på sig, vender det på hovedet igen og igen, som om stemmen, der taler, kom fra et sted mellem et moderne karrieremenneske, en sentimental ugebladsnovelle, en beregnende, kynisk satiriker og et helt samfund på en gang. At læse ”Ødelæggelsen 1-11” er som hele tiden at falde ned igennem de her forskellige sprog; på intet tidspunkt får man som læser noget, der ligner fast grund under fødderne.
28002882
To sproglige figurer synes at være særligt karakteristiske for teksterne i bogen: for det første bydeformen og for det andet den selvdefinerende sætning. Som på side 6: ”Pluk en solvarm tomat direkte fra planten, lad rosmarinen strejfe dit lår, meditér over oprindelighed, det er kun dig der kan have alle disse bolde i luften, ål dig gennem dagens uigennemtrængelige ... du har god tid.” Både instruktionerne og selvdefinitionerne er fulde af selvmodsigelser og umuligheder.
Aymo-Boot synes gennem denne figur at stille spørgsmål til ønsket om at være en smuk og afmålt personlighed, der navigerer stilfuldt gennem de professionelle og private rum. Er der ikke noget i dette ønske, i dette krav, der ødelægger sig selv? Hvis man skal være lidt af dét og lidt af dét og lidt af dét, går man så ikke i stykker, eller var man nogensinde hel? Måske kan et jeg ikke siges at være andet end alle de sprog, der strømmer igennem det og flintrer rundt mellem hinanden som den sværm af insekter, jeg'et forvandles til på allersidste side. Og så er det hele ødelagt.