Majse Aymo-Boot er født i 1974 og er bosat i København. Hun blev uddannet fra Forfatterskolen i år 2000 og i samme år debuterede hun med ”Venner og bekendte”, en samling af digte, kunst og fotografier, som hun udgav sammen med kunstneren Anna Fro Vodder. Siden har hun udgivet de prosalyriske samlinger ”Ødelæggelsen 1-11” i 2009, som blev nomineret til Montanas Litteraturpris, ”Spørgsmålene” i 2012, som hun vandt Albertineprisen for og romanen ”Over os hænger en vidunderlig sol” i 2014. Derudover har Aymo-Boot udgivet tekster i diverse litterære tidsskrifter, blandt andet Hvedekorn og Victor B. Andersens Maskinfabrik. Hun har desuden modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og Leo Estvads legat.
Ud over sin forfattergerning er Majse Aymo-Boot redaktør på forlaget Basilisk, som udgiver både ny litteratur og oversatte eller nyoversatte værker af forfattere som for eksempel Robert Walser, Thomas Bernhard og Anne Carson. Hun har også arbejdet med radio; i 2005 tilrettelagde hun udsendelsen ”Swingers”, der handler om sexklubber, for DR-programmet Ultralyd.
Søger man at lave en klassisk biografisk læsning af Majse Aymo-Boots forfatterskab, kommer man til at søge længe – hendes dynamiske og omskiftelige skrift lægger bestemt ikke op til at blive læst i forlængelse af hendes biografi. Selvom hun er meget optaget af spørgsmål om identitet, lægger hun samtidig bevidst afstand til ideen om den personlige biografi som noget fremadskridende med individet som det afgrænsede og logiske centrum; i dette interview i Politiken forklarer hun for eksempel om sit syn på biografien og om tilblivelsen af ”Over os hænger en vidunderlig sol”:
”Faktisk kom det med folkeskolen sig af, at hun (Majse Aymo-Boot, red.) blev bedt om at skrive en hjemstavnsnovelle. »Og så skrev jeg en anti-hjemstavnsnovelle. I stedet for at se hjemstavnen som det varme, det biografiske, det, man kommer fra, det stedbundne, ville jeg se den i generelle strukturer, nærmere bestemt folkeskolen, som alle pløjer igennem som en hjemstavn. Jeg ville gerne finde en tekst, som ikke havde det der blik på individet som dannet af noget positivt fremadskridende, noget personligt biografisk. Jeg har været tiltrukket af, hvordan man kan tænke identitet som noget, der ikke nødvendigvis er privat, men som findes i det her mærkelige mellemsted, skolerammen er. Man er måske mere en funktion ...«.” (Tine Maria Winther: Folkeskolen som hjemstavn. Politiken, 2014-06-08).