maja lee langvad
Foto: Isak Hofmeyer

Maja Lee Langvad

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
maja lee langvad
Foto: Isak Hofmeyer
Main image
Langvad, Maja Lee
Foto: Morten Germund / Scanpix

Indledning

Adoption og identitet er det gitter, som Maja Lee Langvads forfatterskab er bygget op om. Med lige dele indignation, humor og ærlighed udfordrer hun fastgroede forestillinger om danskhed, kultur og national identitet i indtil videre tre bøger. Langvads værker er skrevet med en fintfølende fornemmelse for sproglige nuancer og den magtfaktor, sproget er. Undervejs i sine konceptuelle værker undersøger hun, hvad litteratur er og hvad fiktion kan. 

Autofiktion

 

52921155

Blå bog

Født: 21. januar 1980 i Seoul, Korea og 27. marts 1980, Kastrup Lufthavn.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2003.

Debut: Find Holger Danske. Borgen, 2006.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat, 2006. Sven Dalsgaard-legatet, 2007.

Seneste udgivelse: Dage med galopperende hjertebanken. Gyldendal, 2017.

Inspiration: Forfatteren Thomas Bernhard.

 

 

 

 

Maja Lee Langvad læser ”Danskerloven” fra ”Find Holger Danske” op.

film

Baggrund

”Hun er vred på Søs og Kristoffer, fordi de ikke vil adoptere et barn fra Etiopien. Det kan godt være, at det er lettere for et asiatisk eller hvidt barn at vokse op i Danmark, end det er for et sort barn, men ikke desto mindre ligger Søs og Kristoffer under for en hierarkisering af racer, hvis man spørger hende. En hierarkisering hvor hvide børn står øverst og sorte børn nederst.”
”Hun er vred”, s. 204.

Maja Lee Langvads baggrund er nøje beskrevet i hendes tre udgivelser, hvor hun åbent fremstiller sin adoptionsproces ud fra officielle dokumenter, udsagn fra adoptionscentret og samtaler med sin biologiske mor. Hun er født 21. januar i Seoul i Korea, og hun er også født 27. marts 1980 i Kastrup Lufthavn, kan man læse ud af de faksimiler af adoptionspapirer, der er optrykt i henholdsvis ”Find Holger Danske” og ”Find Holger Danske Appendix”. Et af forfatterskabets primære fokuspunkter er denne afsøgning af oprindelse og ophav, hvilket i den adopteredes tilfælde kan være noget af et puslespil at få til at gå op. En ting er de faktuelle forhold vedrørende adoptionen, noget andet er de psykologiske implikationer en adoption kan have. Og når ikke engang fakta er entydige, er det svært at stykke en sammenhængende fortælling sammen.

Langvad kom til Danmark, da hun var to måneder gammel og voksede op hos sine adoptivforældre. Hun blev færdig på Forfatterskolen i 2003, og udgav sin første bog, ”Find Holger Danske”, i 2006. Mellem 2007 og 2010 boede hun i Seoul i Korea, hvor hun mødte sin biologiske familie og var del af et internationalt adoptionskritisk miljø. Opholdet i Seoul affødte bogen ”Hun er vred”, der udkom i 2014 samtidig med ”Find Holger Danske Appendix”, der som navnet antyder er et appendiks til debutværket. Hele forfatterskabet tager udgangspunkt i adoptionsproblematikker i såvel kulturelt og økonomisk som personligt og etisk perspektiv.

Samtidig med de skønlitterære udgivelser har Maja Lee Langvad været aktiv i debatter om transnational adoption. I 2014 var hun sammen med forfatter Kristina Nya Glaffey involveret i det, der siden i litterære kredse er blevet kaldt ”hvidhedsdebatten”, der handlede om, hvordan man læser og anmelder bøger: kan en hvid, heteroseksuel mand på rimelig vis anmelde en bog af en adopteret, lesbisk kvinde? Eller snarere: Kan han tillade sig at påstå, at det hele bare er sjov og fis med identiteter? Debatten udsprang af den svenske digter Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling ”YAHYA HASSAN” i den svenske avis Aftonbladet i januar 2014. Anmelderen mente ikke, at Hassan skulle lægge alle kortene på bordet i omtale af sin voldelige baggrund, da dette kunne (mis)bruges af indvandrerfjendtlige politikere. Debatten har verseret blandt danske og svenske anmeldere, forfattere og meningsdannere og har sat lys på forholdet mellem forfatter, tekst, anmelder og læser. I pressematerialet til ”Hun er vred” og ”Find Holger Danske Appendix” står der i en reference hertil: ”Forfatteren gør opmærksom på, at bøgerne kan anmeldes af alle uanset køn, hudfarve og seksuel orientering”.

Langvad har udover at skrive også været involveret i andre kunstprojekter og har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører, både i Danmark og Sydkorea.

Find Holger Danske

”Dette er Danskerloven: 1. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er født i Danmark. 2. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du snakker flydende dansk. 3. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er dansk statsborger. 4. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du bor i Danmark. 5. Du skal ikke tro, at du er dansker,
fordi du respekterer de danske love. 6. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi dine bedsteforældre tror det. 7. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du hejser Dannebrog i din have. 8. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du kalder nogle for nydanskere. 9. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du vil dø for Danmark. 10. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du føler dig dansk”.
”Find Holger Danske”, s. 46.

I 2006 udkom Maja Lee Langvads debut ”Find Holger Danske”, der er en konceptuel digtsamling, hvor teksterne har det samme tema, mens formen mimer forskellige andre genrer og tekster. Teksterne spænder over readymades, dvs. optryk af eksisterende tekster, spørgsmål til forskellige mennesker, omvendinger af ordspil, genskrivninger af politiske tekster osv. Det indholdsmæssige omdrejningspunkt er danskhed, og hvordan det kommer til udtryk i sproglige, kulturelle og personlige former.

Langvad udvander f.eks. faste sproglige udtryk ved at skifte ord ud. På side 7 står der: ”Blod er tykkere end vand/ blæk er tykkere end vand/ mælk er tykkere end vand/ tykmælk er tykkere end vand”, og på denne næsten fjollede måde udfordrer hun vante forestillinger om familietilhørsforhold. Ved at udskifte blod med andre ord (alt muligt er tykkere end vand) mister udtrykket sin oprindelige betydning og bliver komisk. Langvad peger på sprogets utilstrækkelighed og tanken om at biologisk slægtskab skulle være stærkere end andre slægtskaber. De familiære bånd i en adoptivfamilie er netop ikke forbundet af blod. Samme greb bruges i teksten ”pæredansk/ æbledansk/ blommedansk/ banandansk” (s. 48) m.fl.

26249570

I tre sessioner stilles 20 spørgsmål til hhv. ”min biologiske mor”, ”min adoptivmor” og ”mig selv”, og det er nærgående og tabubelagte spørgsmål om identitet, skyld og skam forbundet med adoption. De er stillet op med valgmuligheder som et multiple choice spørgeark, og gabet mellem formaliseret spørgeskema og psykologisk udfordrende spørgsmål virker næsten voldsomt.

En sekvens er optaget af den såkaldte madkasseordning, der blev sat i værk i 2004 for på ”humanistisk” vis at opfordre afviste asylansøgere til at rejse hjem. Danske politikere sammensatte en viktualiekasse med de mest fornødne madvarer, så asylansøgerne ikke behøvede modtage kontante ydelser.

På denne køligt fremvisende måde har Langvad fremstillet et tiltag i dansk politik som inhumant, nedværdigende og komisk.

Langvad sætter spørgsmålstegn ved vores sprogbrug, når vi omtaler minoriteter og ”fremmede”. Sprogets magt er enorm, og når et begreb først er indoptaget i sproget, bliver det det også hurtigt i en fælles mentalitet. Den internaliserede racisme, der ligger i udtryk som negerpik og kinesersnot – hentet fra Politikens Slangordbog, bliver her tydelig i sammenhængen.