Glaffey, Kristina Nya
Foto; Anne Mie Dreves

Kristina Nya Glaffey

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Glaffey, Kristina Nya
Foto; Anne Mie Dreves
Main image
Glaffey, Kristina Nya

Indledning

At læse Kristina Nya Glaffeys novellesamling ”Lykkejægere” er som at sidde på Københavns Hovedbanegård og digte historier om de forbipasserende. Med ”Padder og krybdyr” tager Glaffey et humoristisk livtag med den kapitalistiske fertilitetsindustri, bogens lesbiske fortæller møder på vejen mod at blive mor i en regnbuefamilie, og i de tre bøger om mor og Busser udfoldes livet i netop denne familiekonstellation.

Autofiktion

46556941

 

Blå bog

Født: 6. januar 1979 i Frederiksværk.

Uddannelse: Nordisk Sprog og Litteratur ved Københavns Universitet, 2000-02. Forfatterskolen, 2003-05. Studier ved Center for kønsforskning på Københavns Universitet, 2007-08.

Debut: Lykkejægere. Gyldendal, 2007.

Litteraturpriser: Forfatterne Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat, 2018. Skulderklaplegatet, 2019.

Seneste udgivelse: Fuck mor og Busser. Gyldendal, 2019. Ungdomsroman.

Inspiration: Peer Hultberg, Johannes Ewald og Anja Andersen.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”(…) hvornår er en far far, og hvornår er en mor mor, og hvis interesser skulle man først og fremmest varetage, hvis man valgte at få barnet, og hvordan vidste man, om man varetog barnets interesser i det tilfælde, det var dets interesser, man først og fremmest havde i sinde at varetage (…)”
”Padder og krybdyr”, s. 7-8.

Kristina Nya Glaffey er født i 1979 i Frederiksværk, hvor hun ligeledes er opvokset. Da hun startede på Frederiksværk Gymnasium, troede hun, at hun skulle være kemiingeniør, men så begyndte hun at skrive og syntes, at de litterære eksperimenter var meget sjovere end kemiforsøgene. I 2003 søgte hun ind på Forfatterskolen i København og blev en af de seks ud af cirka 700 ansøgere, der blev optaget. På Forfatterskolen begyndte hun at skrive på de noveller, der udgør debuten ”Lykkejægere” fra 2007. Prosateksterne tager alle afsæt i småborgerlige provinstankesæt, uanset om hovedpersonerne befinder sig i Danmark eller Brasilien, eller om de er ukendte eller kendte danskere som Anja Andersen, Lars Larsen eller Søren Ryge Petersen.

Der ligger en del research bag novellesamlingen. Eksempelvis har Glaffey selv været i Brasilien, og hun har brugt timer foran fjernsynet med at se kvindehåndbold og haveprogrammer. Og så har hun bladret aviser igennem for at hente inspiration i citater om kendte mennesker. Som hun selv fortæller: ”Novellerne om de kendte lavede jeg som et puslespil. Jeg samlede en hel masse sætninger, som man for eksempel siger om Anja Andersen. Bagefter skrev jeg dem til en tekst, der hang sammen – alt efter hvad der gav mening, når det blev sat efter hinanden. Jeg har brugt meget tid på at pudse på hver eneste sætning, til jeg syntes, den var der.” (Tina Maria Winther: »Indeni er jeg en midaldrende mand«. Politiken, 2007-09-12).

I romanform har Glaffey udfoldet livet som det ser ud for lesbiske, der har deres gang i fertilitetsindustrien, og det krakelerende regnbuefamilieliv set fra børnenes perspektiv i de tre bøger om mor og Busser.

Ud over sine to bøger har Glaffey publiceret tekster i tidsskrifterne Victor B. Andersens Maskinfabrik og Ildfisken og i antologien ”Christian Skov – læsninger i forfatterskabet” og har haft en række artikler om ægdonation, homoseksualitet mm. i bl.a. Dagbladet Information.

Glaffey er bosiddende på Nørrebro i København.

Lykkejægere

”Der er vel ingen tvivl om, at Prins Henrik kunne have lært dansk, hvis han virkelig ville. [...] Det ry har de jo, franskmændene, at de tit har nok i deres eget. Solkongen, Napoleon. Der er nok nogle historiske ting, der gør sig gældende.”
Novellen ”Prins Henrik” i ”Lykkejægere”, side 26.

”Lykkejægere” er Kristina Nya Glaffeys debut fra 2007. Forsiden består af en collage af portrætfotos af mere eller mindre kendte ansigter i Andy Warhol-stil. Med Andy Warhols udsagn fra 1968, at ”In the future, everyone will be world-famous for 15 minutes” in mente, så er scenen sat: det handler om jagten på lykke og berømmelse.

Den første novelle bærer titlen ”Anja Andersen” og omhandler håndboldspilleren af samme navn. Først ridses en række kommentarer op om Andersens heftige temperament. Så krydres der med udsagn om hendes relation til håndboldtræneren Ulrik Wilbek og til medspilleren Camilla Andersen, som Anja var kærester med – og om hvilken indflydelse det mon har på spillet, når de går fra hinanden. Midt i al sniksnakken indtræder pludselig et ‘vi’, der betragter og kommenterer scenariet udefra.

26877709

Også Lars Larsen, ”lykkejæger, kræmmersjæl, kald, hvad du vil”, kommer vi tæt på i novellesamlingen, og vores allesammens havemand Søren Ryge Petersen fremstilles som et destillat af danskhed og højskoleånd.

Ud over de kendte, der portrætteres, og som vi som læsere kan spejle os i, fordi vi ‘kender dem’ fra medierne, så er der en række portrætter af ‘ukendte’ danskere. I novellen ”Brasilien” har Jørgen aldrig rigtig haft held med kvinderne hjemme i Danmark, men da han er til konference i Rio, sværmer de smukke brasilianske kvinder om ham. Jørgen bliver forelsket i den noget yngre psykolog Luciana og betegner hende hurtigt som kæreste, men hun tager det tilsyneladende mere stille og roligt. I hvert fald er det Jørgen, der må insistere på at møde hendes familie, som da ‘sådan set’ tager meget pænt imod ham, som han selv udtrykker det.

I alle noveller undtagen ”Brasilien” kommer betragtningerne fra et kollektivt ’vi’. Jørgen i ”Brasilien” betragtes sådan set også udefra, men novellen er skrevet som om, Jørgen betragter sig selv udefra – som en art dagbogsbeskrivelse i tredje person. Det giver en fornemmelse af, at hovedpersonen aldrig kan være helt sig selv, men at hans forhold til verden og sig selv altid inkluderer distance. 

Padder og krybdyr

”Man kan nemlig sagtens være et fint menneske og en god kammerat, selvom ens intelligenskvotient ligger og svinger et sted mellem sinke og åndssvag. Men derfor behøver man måske ikke ligefrem at lægge sig selv i kopimaskinen.”
”Padder og krybdyr”, s. 37.

I 2012 udkom Kristina Nya Glaffeys anden bog, ”Padder og krybdyr”, der er en ung lesbisk kvindes overvejelser om at blive mor med donorsæd og at være homoseksuel forælder i et temmelig heteronormativt samfund. Bogen, der genremæssigt befinder sig et sted mellem roman, essay, kronik og manus til et stand-up show, indrammes af to afsnit med en veritabel byge af spørgsmål om at blive forældre: ”Skulle de så have børn, og hvis de skulle, skulle de så begge to være gravide, og skulle de være det samtidig, og hvis ikke, hvem af dem skulle så være det først…” (s. 7). Disse spørgsmål retter sig både mod de såkaldte regnbuefamilier og mod forældre som sådan.

29158304

I bogens midterste afsnit harcelerer fortælleren i et fanden-i-voldsk sprog mod den pengegriske ’lebbeindustri’, der lever af at malke homoseksuelle, der ønsker at blive insemineret. Med henvisning til en navngiven fertilitetsklinik i København gennemgår fortælleren sprogbrugen på klinikkens hjemmeside, og angrebet angår i lige så høj grad den inkompetente brug af metaforer som de ublu priser på familieforøgelse. Hele fortællingen om ”den lykkelige insemination” under multikolorerede baldakiner og drømmefangere provokerer fortælleren, der vredt gør op med mytedannelsen om glade minoriteter.

I det hele taget har fortælleren svært ved at identificere sig med majoriteten af den seksuelle minoritet, hun tilhører. Der er udfald mod det lesbiske miljø og dets fjeldlebber, og kritikken er ikke uden en vis (selv)ironi.

Et afsnit gennemgår donorprofiler i en amerikansk sædbank, et andet merchandise til regnbuefamilier og der er flere små kapitler om padder, krybdyr og homoseksuelle pingviner.

Sproget imiterer jurasprog, religiøst sprog, ejendomsmæglersprog og mange andre diskurser, og ureflekteret sprogbrug er mål for hån og spot. Der er en sproglig nidkærhed og intellektuel og æstetisk overlegenhed hos fortælleren, der afskyr at blive slået i hartkorn med resten af lebbemiljøet.

Med humor, skarphed og etisk stillingtagen fornyer ”Padder og krybdyr” luften omkring et tabuiseret emne som fertilitetsbehandling til lesbiske.

Mor og Busser

”Da Busser startede i skole, kunne hun ikke løfte noget, der var tungere end en blyant, og derfor lærte hun at skrive før alle de andre børn i klassen. (…) en dag brugte hun alle sine kræfter på at kaste en basketball i nettet, lige da hendes gymnastiklærer havde stillet sig under det, og ugen efter blev hun flyttet over på en privatskole, som er en skole kun for børn med tynde arme.”
”Mor og Busser”, s. 35.

Kristina Nya Glaffeys ”Mor og Busser” udkom i 2014 med genrebetegnelsen Romantisk komedie og med illustrationer af Pernille Kløvedal Helweg. Mor og Busser er et lesbisk par, der bor i lejlighed på Nørrebro med deres to børn, hvoraf det ene er bogens fortæller.

I korte, reflekterede scener hører man om hverdagen i den lille familie, og særligt de to mødres forhold til deres eget ophav fylder meget. Længere psykologforløb lægger bunden for analyserne af opvækst, arv og miljø, hvor både mor og Bussers forældre får et skud for boven.

Den barnlige udsigelse kaster et mildt overbærende blik på de to forvirrede og selvoptagede voksne, samtidig med, at en voksen erfaringsramme er udgangspunkt for fortællingen.

51102630

Sætningerne er lange med indirekte tale; som en tenniskamp refereres mor og Bussers samtaler, uden at børnene selv kommer til orde: ”Mor siger, at hvis Busser var en potteplante, ville hun være en kaktus, og Busser siger, at hvis mor var en potteplante, ville hun være en flittiglise (…)” (s. 75). Udsigelsesniveauerne mudrer på den måde sammen, fordi det er et barn, der gengiver, hvad de voksne siger og hvad deres forældre i sin tid har fortalt dem. Det gør romanen til et komplekst portræt af såvel indskrænkede som eksperimenterende forældre, curlingbørn og mælkebøttebørn, enebørn og mors bror Bent, som børnene ikke må være alene med.

Det ekspressive teatermenneske mor og den introverte, kritiske forfatterskolede Busser fremstilles som arketyper for den kreative middelklasse, der bebor Nørrebro med kunststøtte og kaffeaftaler. Mindre vigtigt er det, at de er lesbiske, først og fremmest er de mennesker med ophav, længsler og fobier – og meget opmærksomme børn. Spændet mellem den barnlige fortæller og de voksne temaer konkretiseres i de mange forklaringer af faste vendinger, metaforer og sproglige billeder. Mange udtryk defineres med ”noget der hedder”, som når voksne forklarer verden for barnet. Her er det barnet, der forklarer verden for den voksne – en kategori, særligt Busser i øvrigt ikke ubetinget abonnerer på

Mor og Busser skal skilles

”Busser siger, at Emma og mig nok ikke har lagt mærke til det, men at Carl og Gustavs mor udsender et ret kraftigt lys, når hun sidder ude i køkkenet, og man dæmper lampen over spisebordet med drejeknappen, og det er derfor, siger Busser, at hun altid venter med at tænde for vaskemaskinen og gå ned med skraldet, til Carl og Gustavs mor er gået om morgenen, fordi hun er bange for, at det skal få lyset omkring hende til at forsvinde.”

”Mor og Busser skal skilles”, s. 89.

Under genrebetegnelsen Romantisk tragedie udgav Kristina Nya Glaffey i 2016 ”Mor og Busser skal skilles”, der lægger sig i direkte forlængelse af ”Mor og Busser” fra 2014. Igen er det et af de to børn, der fortæller, og igen er det hverdagen på Nørrebro, der er rammen. Men mor og Busser er blevet skilt, og de forsøger på forskellig vis at forklare, hvordan man pludselig kan holde op med at synes om det menneske, man hidtil har elsket.

Busser er flyttet i kollektiv på Jagtvej og er blevet kæreste med Carl og Gustavs mor, som mor også har været kæreste med. Mor er blevet kæreste med den fælles bekendte Maja, og det lesbiske miljø i København skildres som meget småt: Her har de fleste hjulpet hinanden med at samle IKEA-møbler, og de fleste har drukket store fadøl sammen på baren Vela.

52603862

Mor og Busser drikker tit kaffe sammen og diskuterer blandt andet, hvilken betydning deres opvækst har haft, og hvad de opdrager deres børn til. De er ikke enige om, hvor mange røverhistorier, børnene skal fyldes med, og hvor meget bland-selv slik man må spise før aftensmaden. Det er umiddelbart det helt nære perspektiv med familieliv, arv og miljø, som romanen udfolder, og det er evident, at familiekonstruktioner kan se ud på utrolig mange måder.

Da børnene til slut rejser på charterferie til Tenerife med Busser, Carl og Gustav og deres mor, indkapsler de forestillingen om en lykkelig, sammenbragt regnbuefamilie, velvidende at den konstruktion er lige så skrøbelig og fuld af fejl som alle de andre. Romanens stilfærdige pointe må være, at man må prøve at finde sin egen måde at være familie på, med eller mod normen.

Fortællingen er komponeret som alenlange referater af mor og Bussers udsagn og samtaler. Nogle steder løber sætningerne over flere sider, hvor handling, refleksion og detaljer skrives sammen i en lang rytmisk strøm. De voksnes til tider vel billedrige sprogbrug granskes, når fortælleren forklarer, hvad svære ord som trædemølle, socialist og hæmninger betyder, og i det hele taget er det klart, at verden er skabt af de ord, vi bruger om vores virkelighed.

Fuck mor og Busser

”… og så siger Emma, at det sgu da ikke er normalt, at ens forældre bruger deres driftsliv som rettesnor for hele deres tilværelse, og så siger Busser, hun ikke troede normalitet var noget, Emma og mig på den måde refererede ukritisk til, og så siger Emma, at der trods alt er grænser for, hvor mange parametre det er fedt at skille sig ud på, og så siger Busser, at normalitetsbegrebets indsnævring har begrænset mangfoldigheden i samfundet…”

”Fuck mor og Busser”, s. 86-87.

Under genrebetegnelsen Ungdomsoprør udgav Kristina Nya Glaffey i 2019 ”Fuck mor og Busser”, der er tredje roman i serien om mor og Busser og deres tvillingedøtre, hvoraf den ene igen er fortæller. Hun er nu blevet gymnasieelev, er aktiv i Ungdomshuset og midt i et generationsoprør begejstret ledt an af tvillingesøsteren Emma, der ikke skyr nogen midler for at få sine mødre til at indse deres kæmpe selvmål af en familiekonstellation. Hvor fortælleren forsigtigt nærmer sig en erkendelse af gerne at ville møde andre med samme donornummer, tordner Emma mod alle konventioner – ikke mindst dem, som mor og Busser abonnerer på.

Formen er sat i kortere scener, primært i ejendommen på Rantzausgade på Nørrebro (lebbesiloen), hvorfra fortælleren i et hæsblæsende tempo gengiver dialoger mellem mor, Busser, Emma og sig selv. Det er primært Busser og Emma, der diskuterer – de har samme fandenivoldske og politiske tilgang til verden, Busser med en ironisk distance, Emma med alle følelser uden på tøjet. Fortælleren og Emma har aftalt, at de er på samme side uanset hvad, men som romanen skrider frem, skrider fronterne i familien, og søstersymbiosen udfordres.

46556941

Også i dette sjove og satiriske værk om mor og Bussers brogede liv er temaerne normer, familiekonstellationer og lebbekultur – og ikke mindst den middelklasseidentitet, som mor og Busser forsøger at flygte fra, men som de mere og mere kommer til at indfri med deres mælkeskummere og altankasser, selvom Busser forsøger at parere: ”det radikale oprør ville være at flytte ind i et parcelhus i Jylland sammen med sin mand og sine 1,75 børn” (s. 90). Sproget er fyrigt og præcist i fortællerens talesproglige ungdomslingo med ”klammo”, ”og jeg er bare sådan who are you kidding” osv.

Hele tiden rumsterer der et metaperspektiv på værket med kommentarer om ”Bussers utroværdige omskrivninger af hverdagen på Rantzausgade” og Emmas holdninger til Bussers kulturelle arbejde, grundigt støttet af Kunstfonden. Fortælleren synes, at der er lidt mere format over vennen Hakims mor, som er anæstesilæge og faktisk redder folk og gør en forskel ude i virkeligheden hver dag, så spørgsmålet er måske, om det overhovedet giver mening at lave kunst – og så på statens regning?

Bogen blev i 2019 nomineret til Weekendavisens Litteraturpris.

Genrer og tematikker

Det ‘vi’, der løber igennem ”Lykkejægere”, fremstår som et udefrakommende blik på verden, der klinger dybt af de normer, forestillinger og fordomme, vi danskere er vant til at tænke verden i. ‘Vi’et’ er normen, der betragter og bedømmer. Det er eksempelvis det ‘vi’, der udgøres af medierne, når de skriver om en person som Anja Andersen, men det er samtidig det ‘vi', vi alle sammen har fået ind med modermælken, og som vi i vid udstrækning har lært at betragte verden, vore familiemedlemmer og naboer ved hjælp af.

Klicheerne i samlingen hober sig op i sådan en grad, at de til sidst vender sig mod sig selv, mod læserne og mod selve danskheden og den måde, vi opfatter hinanden og emner som feminisme, homoseksualitet og kolonialisme på.

Samme greb med at stille stereotype forestillinger op mod hinanden gør sig gældende i ”Padder og krybdyr”. Alle de kulturelle forventninger, der er til, hvordan f.eks. lesbiske ser ud og opfører sig, brydes ned af den vrede fortæller, der hævder at skille sig ud fra mængden. I stedet for at indkredse minoriteten, vender hun blikket udad: “Jeg forsøger at vende et kritisk blik mod majoriteten frem for at være så optaget af det anderledes og mærkelige. Man kan sige, at jeg skriver på en ide om, at det normale også kan være bizart.” (Rasmus Bo Sørensen: Har Danmark fået en homolitteratur? Information, 2009-02-04).

En samfunds- og kapitalismekritisk strøm løber gennem forfatterskabet, hvor den ironiske udstilling af kendisser, hjemmesider uden sproglig tæft og konkrete homopolitiske tiltag forankrer teksterne tidsligt i en genkendelig virkelighed.

Genremæssigt bryder Glaffeys værker med romankonventionerne, da ”Padder og krybdyr” ikke har hverken nogen fremadskridende handling eller et klassisk persongalleri, og bøgerne om mor og Busser fungerer mere som enkeltstående scener end som plotdrevet fortælling.

Den agiterende opmærksomhed mod upræcist sprogbrug forklarer Glaffey således: ”Der er en tendens til at behandle sproget meget uforsigtigt. Der kan litteraturen forhåbentlig være med til at skærpe opmærksomheden omkring, hvordan vi bruger sproget. Det er vigtigt, fordi mange mennesker behandler sproget uforsigtigt og ukorrekt. Sprog er en form for magt, så når man har ordet i sin magt, gælder det om at forvalte det med forsigtighed.” (Jesper Stein Larsen: Det er altid en politisk handling at skrive. Jyllands-Posten, 2007-12-17).

Beslægtede forfatterskaber

”Lykkejægere” er skrevet med en sjov og underfundig undren over sproget og med en nærmest naiv afsøgen af verden i og uden for mediernes rampelys. Nogle kritikere har sammenlignet Glaffeys monologer, altså udsagnene fra ‘vi'et’, med Per Højholts Gitte-monologer, men dertil svarer Glaffey: ”det sjove i hans monologer er, at Gitte siger en masse om noget, hun absolut ikke ved noget om - avisen Information for eksempel. Komikken i mine tekster opstår ved, at det, vi'et taler om, er det eneste, det har forstand på - nemlig de her klicheer og faste forestillinger om, hvordan tingene er. Så det er en anden måde at udstille sproget på.” (Tina Maria Winther: »Indeni er jeg en midaldrende mand«. Politiken, 2007-09-12).

Af andre beslægtede forfatterskaber kan nævnes en forfatter som Jens Blendstrup, der i novellesamlingen ”Mennesker i en mistbænk” i vid udstrækning bygger sine historier op omkring sproget ved at tage afsæt i metaforer. Blendstrups udgangspunkt er dog altid de skæve eksistenser i udkantsdanmark, og han har ikke just blik for feminisme, mens Glaffey tager afsæt i såkaldt ‘almindelige' eller ligefrem kendte mennesker og har et skarpt blik for køns- og seksualitetskonstruktioner i sine tekster.

Det homoseksuelle indhold i Glaffeys bøger gør dem ikke til homolitteratur, og de kan ikke umiddelbart sættes i bås med anden litteratur med homoseksualitet som tema. Glaffey afviser også selv denne genrebetegnelse: ”For hvad vil det overhovedet sige? Er noget homolitteratur, når hovedpersonen i en bog går i seng med en af samme køn? Eller er noget homolitteratur, når forfatteren til bogen går i seng med en af samme køn? Og hvis det sidste er tilfældet, hvor mange mænd skal jeg så, som forfatter, gå i seng med eller engang have gået i seng med, før man ikke længere kan kategorisere min litteratur som homolitteratur?” (Rasmus Bo Sørensen: Har Danmark fået en homolitteratur? Information, 2009-02-04).

I 2019 udgav Kristina Nya Glaffey sammen med forfatterkollegaen Maja Lee Langvad digtsamlingen ”Madalfabet”, der er en genskrivning af bogstavdigtene i Inger Christensens ikoniske ”Alfabet” fra 1981. ”Madalfabet” begynder sådan her: ”Abrikostærterne findes, abrikostærterne findes” og vidner om en stor – og humoristisk – begejstring for sprog, for Inger Christensen og for litterære forlæg.

Bibliografi

Noveller

Glaffey, Kristina Nya:
Lykkejægere. Gyldendal, 2007.

Romaner

Glaffey, Kristina Nya:
Padder og krybdyr. Gyldendal, 2012.
Glaffey, Kristina Nya:
Mor og Busser. Gladiator, 2014.
Glaffey, Kristina Nya: Mor og Busser skal skilles. Gladiator, 2016. Illustreret af Pernille Kløvedal Helweg.
Glaffey, Kristina Nya: Fuck mor og Busser. Gyldendal, 2019.

Digte

Glaffey, Kristina Nya og Maja Lee Langvad: Madalfabet. Basilisk, 2019.

Andet af Kristina Nya Glaffey

Glaffey, Kristina Nya:
De trækker også i Østeuropa. I: Ud & se. 2009, marts, side 36-40. Artikel.

Om forfatteren

Artikler

Dakinah, Lise:
Klicherytteren fra Frederiksværk. 2007. Frederiksværk Ugeblad, 2007-09-26.
von Sperling, Anna:
De rødhårede bliver måske heller ikke scoret først på Crazy Daisy. Information, 2012-01-19.
Giese, Ditte:
Regnbuefamilien og det nussede genmateriale. Politiken, 2012-01-21.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kristina Nya Glaffey

Kilder citeret i portrættet

Kilder

<b>Winther, Tina Maria:</b> »Indeni er jeg en midaldrende mand«. 2007. Interview i Politiken, 2007-09-12.
Stein Larsen, Jesper:
Det er altid en politisk handling at skrive. Jyllands-Posten, 2007-12-17.
Sørensen, Rasmus Bo:
Har Danmark fået en homolitteratur? Information, 2009-02-04.