Christina Hagen

Christina Hagen kom til verden i 1980 i Herning med en mor, der var sundhedsplejerske og en far, der var advokat. Da forældrene tidligt blev skilt, pendlede Christina Hagen hele sin barndom mellem deres hjem i henholdsvis Gjellerup og Tørring: “Når jeg var hos min far boede jeg på et idyllisk landsted, der lå lige ned til Gudenåen. Huset var hvidkalket, havde sprossede ruder, og der var Victoriablommer i haven. Når jeg var hos min mor, boede jeg i de gule blokke, hvor folk var duknakkede af undertrykkelse og underskud. Der råbte man: “Rend mig i røven!” efter hinanden, reparerede knallerter og klippede halerne af kvarterets katte. Det var også der, jeg gik i skole. Historierne der ligger mellem de udadtil perfekte glansbilleder og den kyniske råhed, der hersker i de gule blokke, er nok dem, jeg skriver nu.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).

Christina Hagen flyttede hjemmefra som syttenårig og startede på HF i Aarhus. Det var en tid med fuldt fravær og lange samtaler på byens cafeer. Hun havde svært ved at samle sig om undervisningen og drømte sig i stedet væk til varme lande og skrev artikler til On!Magazine. Senere rykkede hun til København og ind på sociologistudiet, som hun dog hverken havde koncentration til eller interesse for. Virkeligheden på den anden side af forelæsningssalenes vinduer forekom hende langt mere spændende.

I 2004 opdagede hun tilfældigt Forfatterskolen, som appellerede til hende med sine frie rammer, interesse for teksten for tekstens egen skyld og avantgardistiske præg. Hun søgte ind med en samling tekster skrevet i kærestesorg. Christina Hagen regnede med, at nu ville Forfatterskolen få sig et billigt grin af de tårevædede tekster, men en dag i toget på vej mod Herning ringede forfatterskolens rektor Hans Otto Jørgensen med beskeden om, at hun kunne starte efter sommerferien: “Forfatterskolen var en chokerende oplevelse. Jeg var vant til at høre George Michael og tage på charterrejser. Her hørte man Nick Cave og Leonard Cohen og drak øl på hverdage. Alle havde et voldsomt temperament og et voldsomt talent. Jeg kunne ikke identificere mig med rollen som kunstner og følte mig aldrig helt hjemme. Der, hvor jeg kom fra, læste vi ugeblade, og så skulle jeg pludselig læse Joyce og Dostojevskij og Virginia Woolf. Mine tekster havde jeg ingen komplekser over, men i forhold til at diskutere den læste litteratur, følte jeg mig altid dum. Det var for langt fra der, hvor jeg kom fra. Til gengæld er Forfatterskolen det undervisningssted, der har lært mig mest.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, november 2008).

Christina Hagen blev færdiguddannet fra Forfatterskolen i 2006, og i 2008 debuterede hun med tekst- og novellesamlingen “Sexdronning”. I 2010 udkom ”71 breve til M”, som er en række breve til indsatte i danske fængsler. Om brevromanen har Hagen udtalt: “Det handler om alle variationer af ondskab, også den helt milde og lille af slagsen, og det optager mig så meget, at jeg har svært ved at sove om natten.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008). I 2012 udkom digtsamlingen ”White Girl”, og i 2014 udgav Christina Hagen bogen ”Boyfrind” med både tekst og fotografi. I 2017 udkom ”White Girl 2” og ”Jungle”, der arbejder videre med koncept og udtryk fra hhv. ”White Girl” og ”Boyfrind”.

Hagens forfatterskab består udover de udgivne værker i lige så høj grad af den iscenesættelse af forfatteren og dennes rolle, som hun aktivt påvirker. I 2014 ansatte hun for eksempel en body double, fordi hun ville gøre op med den ensidige fokusering på den flotte kvindelige forfatter: ”I JUNI MÅNED 2014 valgte jeg at få mig en body double. Det gjorde jeg, fordi jeg oplevede en manglende lyst til at læse op, lege stereotypt iscenesat kvinde for avisernes fotografer og stille op til tv-interviews. Det ekstreme fokus på den kvindelige forfatters udseende og privatliv, der fuldstændig overskyggede bøgernes indhold, gjorde mig trist.” (Christina Hagen: Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt. Politiken, 2014-08-23). Hendes body double stod i en periode for oplæsninger og interviews i Christina Hagens navn.

Christina Hagens debut “Sexdronning” fra 2008 består af tre korte portrætter af mandlige elskere, en Familien Danmark-novelle om campister, en lang novelle i ni afsnit om den frustrerede, lesbiske psykolog og hendes kæreste Cecilie, tre madopskrifter særligt henvendt til fattige, sultne afrikanere og en tv-montage i forklædning. Desuden er syv tilbagebliksagtige sekvenser vævet ind imellem dette kludetæppe af fortællinger. I disse sekvenser berettes om alt fra bistroen ved Vibenshus Runddel og barndommens ferier til en dame, der fik så meget sex, at hun blev tyk af sæden.

I de tre første noveller, “Mads”, “Sambo” og “Klaus”, dissekerer en (kvindelig) jeg-stemme sine mandlige elskere. Hun veksler mellem fascination og kærlighed, chauvinisme og had, når hun eksempelvis forlader elskeren Mads, før han selv når at blive træt af hende. Hun elsker, at han ser på hende, som om hun er den mest fantastiske kvinde i verden, men hun hader ham samtidig: “som et tarveligt reklamehæfte fra Netto med gule sider og sorte hunde” (s. 11). I “Sambo” gør jeg-fortælleren sig stærkt patroniserende, chauvinistiske og tingsliggørende tanker om sin sorte elsker, der ligger ved siden af hende i sengen og i novellen “Klaus”, hvorfra bogens titel er hentet, ligger den kvindelige fortæller under for den smukke og rige Klaus fra Hellerup, mens hun selv beskrives som bumset og hårdt sminket – en ‘Pretty Woman’.

27381421

“Sexdronning” kredser om skævhederne i det menneskelige sind, de ujævnbyrdige relationer og voldsomme stemningsskift. Novellen “Cecilie” er den mest overlegne gennemspilning af temaet. Det er en grum fortælling om jeg-fortælleren, en mandhaftig lesbisk psykolog i smækbukser og hendes unge, smukke og næsten uhyggeligt tynde kæreste Cecilie. I det første af novellens ni afsnit er forelskelsen i Cecilie uforbeholden og smuk, men efterhånden som det går op for fortælleren, at Cecilie er ved at forlade hende, folder hun sig ud som fuldbyrdet kvindehader. Cecilie bliver alt det, hun afskyr, og de spidse knæ, som i starten nævnes som smukke, sprøde kyllingelår, bliver noget hun får kvalme af. Novellen kulminerer i lange, kulsorte og uhyggelige udfald mod kvindekønnet, fantasier om at være en 160 kg tung mand, hedde Leo og leve af toastbrød med chokoladekrymmel, og fortælleren bliver uhyggeligt beskrevet som en sadist, der folder sig ud i både ord og gerning, da Cecilie bliver voldtaget med en champagneflaske på en kold strand.