christina hagen
Foto: Thomas Priskom

Christina Hagen

cand.mag. Susanne Nørgaard, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, februar 2019.
Top image group
christina hagen
Foto: Thomas Priskom
Main image
Hagen, Christina
Foto: Thomas Priskom

Indledning

Christina Hagen skriver i et råt, kynisk og bevidst fejlbefængt sprog, og i sine konceptuelle værker udforsker hun nogle af de iboende menneskelige og samfundsmæssige strukturer, som ikke er alt for flatterende: racisme, sexisme og den hvide middelklasses dårlige smag.

Hagen fordobler blikket på den fordomsfulde turistrejsende, så det rammer både den hvide piges fordomme og de ”autentiske” og lokales fordomme om rige vesterlændinge, og hun arbejder i hele sit værk med at nuancere og udfordre den klassiske forfatterrolle.

 

46157818

Blå bog

Født: 2. august 1980 i Herning.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen i 2006.

Debut: Sexdronning. Gyldendal, 2008.

Litteraturpriser: Albertineprisen, 2012. Montanas Litteraturpris, 2014. Otto Gelsted-prisen, 2019.

Seneste udgivelse: Korrekthedsbibelen. Gyldendal, 2019.

Genre: Hybrid

 

 

 

 

 

 

Christina Hagen på Lyrikporten

Artikel type
voksne

Baggrund

”(…) Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ”Goddag, goddag” og ”hvordan du har det?” som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!”
”White Girl”, s. 9.

Christina Hagen kom til verden i 1980 i Herning med en mor, der var sundhedsplejerske og en far, der var advokat. Da forældrene tidligt blev skilt, pendlede Christina Hagen hele sin barndom mellem deres hjem i henholdsvis Gjellerup og Tørring: “Når jeg var hos min far boede jeg på et idyllisk landsted, der lå lige ned til Gudenåen. Huset var hvidkalket, havde sprossede ruder, og der var Victoriablommer i haven. Når jeg var hos min mor, boede jeg i de gule blokke, hvor folk var duknakkede af undertrykkelse og underskud. Der råbte man: “Rend mig i røven!” efter hinanden, reparerede knallerter og klippede halerne af kvarterets katte. Det var også der, jeg gik i skole. Historierne der ligger mellem de udadtil perfekte glansbilleder og den kyniske råhed, der hersker i de gule blokke, er nok dem, jeg skriver nu.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).

Christina Hagen flyttede hjemmefra som syttenårig og startede på HF i Aarhus. Det var en tid med fuldt fravær og lange samtaler på byens cafeer. Hun havde svært ved at samle sig om undervisningen og drømte sig i stedet væk til varme lande og skrev artikler til On!Magazine. Senere rykkede hun til København og ind på sociologistudiet, som hun dog hverken havde koncentration til eller interesse for. Virkeligheden på den anden side af forelæsningssalenes vinduer forekom hende langt mere spændende.

I 2004 opdagede hun tilfældigt Forfatterskolen, som appellerede til hende med sine frie rammer, interesse for teksten for tekstens egen skyld og avantgardistiske præg. Hun søgte ind med en samling tekster skrevet i kærestesorg. Christina Hagen regnede med, at nu ville Forfatterskolen få sig et billigt grin af de tårevædede tekster, men en dag i toget på vej mod Herning ringede forfatterskolens rektor Hans Otto Jørgensen med beskeden om, at hun kunne starte efter sommerferien: “Forfatterskolen var en chokerende oplevelse. Jeg var vant til at høre George Michael og tage på charterrejser. Her hørte man Nick Cave og Leonard Cohen og drak øl på hverdage. Alle havde et voldsomt temperament og et voldsomt talent. Jeg kunne ikke identificere mig med rollen som kunstner og følte mig aldrig helt hjemme. Der, hvor jeg kom fra, læste vi ugeblade, og så skulle jeg pludselig læse Joyce og Dostojevskij og Virginia Woolf. Mine tekster havde jeg ingen komplekser over, men i forhold til at diskutere den læste litteratur, følte jeg mig altid dum. Det var for langt fra der, hvor jeg kom fra. Til gengæld er Forfatterskolen det undervisningssted, der har lært mig mest.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, november 2008).

Christina Hagen blev færdiguddannet fra Forfatterskolen i 2006, og i 2008 debuterede hun med tekst- og novellesamlingen “Sexdronning”. I 2010 udkom ”71 breve til M”, som er en række breve til indsatte i danske fængsler. Om brevromanen har Hagen udtalt: “Det handler om alle variationer af ondskab, også den helt milde og lille af slagsen, og det optager mig så meget, at jeg har svært ved at sove om natten.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008). I 2012 udkom digtsamlingen ”White Girl”, og i 2014 udgav Christina Hagen bogen ”Boyfrind” med både tekst og fotografi. I 2017 udkom ”White Girl 2” og ”Jungle”, der arbejder videre med koncept og udtryk fra hhv. ”White Girl” og ”Boyfrind”.

Hagens forfatterskab består udover de udgivne værker i lige så høj grad af den iscenesættelse af forfatteren og dennes rolle, som hun aktivt påvirker. I 2014 ansatte hun for eksempel en body double, fordi hun ville gøre op med den ensidige fokusering på den flotte kvindelige forfatter: ”I JUNI MÅNED 2014 valgte jeg at få mig en body double. Det gjorde jeg, fordi jeg oplevede en manglende lyst til at læse op, lege stereotypt iscenesat kvinde for avisernes fotografer og stille op til tv-interviews. Det ekstreme fokus på den kvindelige forfatters udseende og privatliv, der fuldstændig overskyggede bøgernes indhold, gjorde mig trist.” (Christina Hagen: Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt. Politiken, 2014-08-23). Hendes body double stod i en periode for oplæsninger og interviews i Christina Hagens navn.

Sexdronning

“Jeg væmmes ved skvulpende kvindefedt og stride hår på blege stolpede kommodeben med mærker efter stramme tennissokker. Som lange strimler af rødspættekød, der har fået sugemærker af en underlig fisk, som har deepthroated med sit lille gab. Jeg gyser ved tanken om hornagtige, gullige, uklippede, ulakerede tånegle, der gror ud over sandalkanter og ligner en Prima Donna-ost, som har klonet sig med en ferskvandsøsters. Og dusken af hår på storetåen, den hader jeg også.”
“Sexdronning”, s. 84.

Christina Hagens debut “Sexdronning” fra 2008 består af tre korte portrætter af mandlige elskere, en Familien Danmark-novelle om campister, en lang novelle i ni afsnit om den frustrerede, lesbiske psykolog og hendes kæreste Cecilie, tre madopskrifter særligt henvendt til fattige, sultne afrikanere og en tv-montage i forklædning. Desuden er syv tilbagebliksagtige sekvenser vævet ind imellem dette kludetæppe af fortællinger. I disse sekvenser berettes om alt fra bistroen ved Vibenshus Runddel og barndommens ferier til en dame, der fik så meget sex, at hun blev tyk af sæden.

I de tre første noveller, “Mads”, “Sambo” og “Klaus”, dissekerer en (kvindelig) jeg-stemme sine mandlige elskere. Hun veksler mellem fascination og kærlighed, chauvinisme og had, når hun eksempelvis forlader elskeren Mads, før han selv når at blive træt af hende. Hun elsker, at han ser på hende, som om hun er den mest fantastiske kvinde i verden, men hun hader ham samtidig: “som et tarveligt reklamehæfte fra Netto med gule sider og sorte hunde” (s. 11). I “Sambo” gør jeg-fortælleren sig stærkt patroniserende, chauvinistiske og tingsliggørende tanker om sin sorte elsker, der ligger ved siden af hende i sengen og i novellen “Klaus”, hvorfra bogens titel er hentet, ligger den kvindelige fortæller under for den smukke og rige Klaus fra Hellerup, mens hun selv beskrives som bumset og hårdt sminket – en ‘Pretty Woman’.

27381421

“Sexdronning” kredser om skævhederne i det menneskelige sind, de ujævnbyrdige relationer og voldsomme stemningsskift. Novellen “Cecilie” er den mest overlegne gennemspilning af temaet. Det er en grum fortælling om jeg-fortælleren, en mandhaftig lesbisk psykolog i smækbukser og hendes unge, smukke og næsten uhyggeligt tynde kæreste Cecilie. I det første af novellens ni afsnit er forelskelsen i Cecilie uforbeholden og smuk, men efterhånden som det går op for fortælleren, at Cecilie er ved at forlade hende, folder hun sig ud som fuldbyrdet kvindehader. Cecilie bliver alt det, hun afskyr, og de spidse knæ, som i starten nævnes som smukke, sprøde kyllingelår, bliver noget hun får kvalme af. Novellen kulminerer i lange, kulsorte og uhyggelige udfald mod kvindekønnet, fantasier om at være en 160 kg tung mand, hedde Leo og leve af toastbrød med chokoladekrymmel, og fortælleren bliver uhyggeligt beskrevet som en sadist, der folder sig ud i både ord og gerning, da Cecilie bliver voldtaget med en champagneflaske på en kold strand.

 

 

White Girl

”Du ikke den smerte fatte. Du bare kokosnød drikke og tromme spille på. Du bare smile den tandpastasmil med din rastafletning. Du gå og dandere, du ikke den smerte kende til. Jeg sige dig, vi findes menneske med følelse, som ikke kun tænke på rytmisk musik og bare balder. Du ikke tage liv og kærlighed alvorlig, Jamaicamand. Du ikke tage mig alvorlig, når du ikke forstå min sorg.”
”White Girl”, s. 25.

Christina Hagen udgav i 2012 digtsamlingen ”White Girl”, der er baseret på en ”samling postkort skrevet af hvide mennesker”. Det vil i praksis sige en række højskoleelever, der på Hagens opfordring skrev om deres værste rejseoplevelse. Hagen har transformeret historierne fra postkortene til de tekster, som fortællerpersonaen White Girl fremfører på gebrokkent dansk med omvendt ordstilling, forsimplet grammatik og et beskedent ordforråd i 34 korte sekvenser: her møder White Girl fremmede mennesker og kulturer på sine turistrejser ud i verden.

Der er en dobbelthed i blikket på mennesker, da både den hvide piges fordomme om de fremmede mennesker OG hendes forestillinger om deres fordomme om hende – den hvide pige, der rejser ud i verden for at få autentiske oplevelser af en fremmed kultur – kommer til udtryk. Oftest føler den hvide pige sig snydt af falske smil og kunstig venlighed, der kun dækker over et ønske om at få fingrene i hendes penge eller få hende med i seng. Hun bliver ikke set som den kloge og følelsesrige kvinde, hun er, men føler sig fordømt som en rig og doven vesterlænding.

29410852

Der ligger en enorm kraft og vrede i teksterne, der på samfundskritisk vis diskuterer, hvordan danskere opfører sig både i udlandet over for de lokale og hjemme over for nytilkomne danskere. Den arrogance og fordomsfuldhed, White Girl udtrykker, slår tilbage på læseren, på danskere generelt og åbner for en diskussion om, hvordan vi taler til hinanden og om hinanden. Bogens spænding ligger mellem det ubehjælpsomme sprog og de komplicerede temaer om nationalitet, fordomme, turisme og forholdet mellem sprog og magt.

Der er mange lag af ironi og stemmeføring i ”White Girl”, og man skal dukke sig for ikke at blive ramt af (egne) fordomme. Den hvide pige har et til tider imperialistisk syn på de fremmede, når hun rejser ud i verden og forventer, at de lokale opfører sig som lokale og opfylder hendes, turistens, krav til den eksotiske og autentiske rejse. Hagen vender op og ned på gængse had- og racismestrukturer.

Baseret på et stramt koncept udfordrer ”White Girl” faste forestillinger om dem og os og opfinder et eget sprog til at markere forskelle mellem mennesker og kulturer.

 

Christina Hagen læser op af ”White Girl” på Forfatterskolen i oktober 2012.

Boyfrind

”Why is it so frustrating to me that there is this elite in society willing to discuss anything and is able to make anything sound true and possible? It offends me that Boyfrind is a part of that elite which do not seem to care that uneducated, unintelligent people who has no ressources also has an opinion. Is it not arrogant to ignore human animals who doesn’t have a language or curage?”
”Boyfrind”, uden sidetal.

I 2014 udgav Christina Hagen coffee table bogen ”Boyfrind”, hvis cover prydes af et foto af en penis og en kvabset vom, hvorpå titlen er skrevet med lyserød tusch i infantil stil med stavefejl og hjerte over i’et. Der er hverken forfatternavn eller genremarkør til at præsentere værket. Bogens otte afsnit er skrevet på skoleengelsk i en svært læselig håndskrift, med tusch i forskellige farver, overstregninger og stavefejl – fortælleren har erklæret aldrig at ville forfatte noget på korrekt dansk igen. Til delvist at understøtte fortællingen er bogen rigt illustreret af fotografier, der er hverdagssnapshots af mennesker, planter, kvinder på en strand, billeder fra en bus i solskin og slidte, rodede rum.

Den kvindelige jegfortæller er i bogens begyndelse lige blevet kæreste med Boyfriend, der er bedre uddannet og begår sig i andre sociale lag end hende. Hun både væmmes og tiltrækkes af de klasseforskelle, der kommer til udtryk i evnen til at formulere sig korrekt og reflekteret, deltage i dannede samtaler og holde sig inden for rammerne af det socialt vedtagne. Hvilket fortælleren grundlæggende ikke har lyst til. Hun taler nemlig det uperfekte menneskes sag.

51032705

Når fortælleren rejser ud i verden, med eller uden boyfriend, slipper hun alligevel ikke på noget tidspunkt hans tankesæt: Hvad ville boyfriend synes/gøre/tænke i den her situation? Fortælleren kan ikke finde sig selv, fordi boyfriends blik på hende (som hun ser det) definerer hendes valg, og hun forsøger at nærme sig ham ved at være som ham: i Madrid opsøger hun en kvindelig prostitueret, for det ville Boyfriend gøre. Prostitutionen vendes i bogen på hovedet, da fortælleren på mange måder prostituerer sig selv i forholdet til boyfriend. 

Fortælleren elsker, at hendes dominerende og bedrevidende kæreste nedvurderer hende, og ”Boyfrind” er et skamløst portræt af en selvudslettende kvinde, der lever gennem andre, uden egen kerne eller integritet. Værket udtrykker en tro på, at både det hæslige og almindeligt menneskelige er ok, og fortælleren kaster på den måde lys over det, vi fordømmer og giver ordet til dem, der ikke får taletid i medierne eller i intellektuelle forsamlinger.

Jungle

”Den privilegerede kvinde, uden mand og børn, det er mig. Den skabelon er jeg villig til at leve ud fra for en tid. De sorger, og de goder, den karikatur fører med sig, dem er jeg villig til at dykke ned i og bruge til noget.”
”Jungle”, uden sidetal.

Christina Hagens ”Jungle” fra 2017 ligner ”Boyfrind” i form og indhold. Snapshots fra ferierejser, dick pics og barndomsbilleder blander sig med teksten, der er skrevet på receptblok, er skærmprints af mailkorrespondancer og messengerbeskeder og som helt almindelig sort tekst på hvid baggrund.

Alle bogens afsnit rundes af en art anmeldelse, hvor Informations kritiker Lone Nikolajsen giver en kort opsummering, vurdering og analyse af de enkelte afsnit, Hagens yngre forfatterkollega Signe Maxen har skrevet et af bogens afsnit, nogle andre har tegnet junglebilleder, hendes forlagsredaktør kommer med indvendinger, og i praksis er bogen et samleværk med Hagen som kurator snarere end som klassisk forfatter.

52997712

Centralt i værket er skismaet mellem at være kontrolleret, intellektuel og selvoptaget og at være i et med naturen og sig selv, manifesteret fysisk og mentalt i junglen. I et kapitel fortælles om lykken ved all-inclusiveferie med dens fravær af ansvar og forpligtelser samt om den modne hvide kvindes forhold til fattige, sorte mænd. Hvem køber sex af hvem, og hvad implicerer det af magt og racisme?

Afsnittet ”Jylland 4-ever” er en lidt forceret hyldest af det ægte Jylland over for det forlorne København, ”Heltedigte” er en besyngelse af en smuk svømmer, som fortælleren har været dødeligt forelsket i (kan man læse ud af den mailudveksling mellem forfatter og redaktør, der er optrykt), og ”Sugar mommy” og ”Har opgivet kærligheden” handler om hhv. mødet mellem hvid kvinde og sort mand og en række ekskæresters bud på, hvorfor forholdene ikke holdt. Blandt teksterne er helsides pornografiske fotografier.

Fordomme og internaliseret racisme raser gennem bogen, som undviger at svare på, om den skal læses for pålydende. Hagen har i interviews udtrykt infantile, sexistiske og racistiske holdninger, der minder om karakterernes, og hun moser på den måde ind over alle kendte skel i forhold til politisk korrekthed. Bogens tilblivelse og redigeringsproces er anskueliggjort, og som sådan forlader forfatteren rollen som et ophøjet geni, der har lavet et formfuldendt værk immunt over for kritik. Værket fylder langt mere end blot denne glittede bog, når Hagen aktivt performer sin forfatterpersona, udtaler sig provokerende og i det hele taget inddrager debatten om bogen i sit forfatterskab.

 

White Girl 2

”… det bare at jeg spørge den sort ”ven” om vi i dag kan snakke om anden ting end racisme og patriarkatet for at jeg har lidt brug for viol og solskin og ymer og sove længe og ild i pejs og markblomst ind i min hoved, så at sort ”ven” vende sød om på tallerken og rigtig rasende hvid strategi patriarkat strukturel racisme misogyni kolonialisme, den lyde som masser gal håndværker inde i min hoved, jeg sige til sort ”ven” bare den én gang, jeg håbe vi snakke om ikke-rasende ting og privilegier.”

”White Girl 2”, s. 18.

Med stort set identisk layout som ”White Girl” udkom Christina Hagens ”White Girl 2” i 2017, lige efter ”Jungle”. Denne gang er digtene inspireret af konkrete politikerudsagn, Facebooktråde og chatrooms, og mange af teksterne vil være genkendelige i tema for den, der følger debatten i Danmark.

Sproget er også her pidgindansk med omvendt ordstilling og ukorrekt grammatik, og tonen er vred. Stemmen indtages af White Girl, der har fået nok af alle de sortes privilegier og positive forskelsbehandling, når f.eks. en forfatter med mørk hud får ubegrænset taletid i Go aften Danmark og alle synes, det er spændende at en person med mørk hud overhovedet kan skrive og i hvert fald må have noget meget autentisk og eksotisk at skrive om. Den ekstreme generalisering, som medier og samfund opererer efter, bruger Hagen i teksterne ud fra konkrete sager.

53175457

Integrationsminister Inger Støjberg lavede i februar 2015 et opslag på Facebook om nogle indvandrerdrenge, der havde kastet med popcorn i biografen. I ”White Girl” er der først en let medfølende tekst om en meget træt og romantisk indstillet minister, der bare gerne vil se film i fred; i resten af bogen kaldes Støjberg konsekvent popcornpolitikerdame.

Seks af de 46 tekster er håndskrevne med overstregninger, blodpletter og til dels svære at læse. Det er igen den uperfekte stemme, der taler; ikke en fejlfri forfatterstemme.

White Girl påpeger de mere eller mindre bevidste strategier, som medier, arbejdspladser m.fl. benytter sig af for at komme eventuelle indvendinger om racisme i forkøbet: I Vild med dans er der altid en brunhudet med, og i enhver respektabel virksomhed har man en brun frontfigur siddende til at vise, hvor fordomsfrit et sted, det er. Men denne person arbejder ikke på chefgangen, hvor de vigtige beslutninger bliver taget. På den måde trækker White Girl tøjet af de forlorne intentioner: Nu har vi en brun med, så kan I ikke komme efter os.

White Girl har ædle intentioner om at møde verden fordomsfrit, men kan ikke holde hverken fordomme og domme væk. White Girl inkarnerer velmenende hvide menneskers forlorne snak om at redde verden og besøge deres sorte venner i Bronx, men som i grunden hellere vil blive hjemme på Vesterbro, hvis der nu kom lagersalg hos Vibskov.

Korrekthedsbibelen

”Tager De Hensyn nok til Hvidløgene, når De planter Rødløg? Tager De Hensyn nok til Mejeristen, når de steger i Olivenolie? (…) Tager De Hensyn nok til den synske, når De smider Deres Kaffegrums ud?”


”Korrekthedsbibelen”, s. 56, 57, 60.

I et satirisk opgør med en omsiggribende politisk korrekthed og en hastigt voksende krænkelsesparathed i samfundet udgav Christina Hagen i 2019 ”Korrekthedsbibelen”, hvis indledende motto er ”Skam Dem.” Med sirlig håndskrift på ternet papir opstilles med gammel ortografi forskellige scenarier, hvor nogen muligvis kunne føle sig som et offer. Det bliver både komisk og grotesk: ”Venligst ikke spørg Ekspedienten om en Bluse eller Kaffekande kan ”fås i en anden Farve”, idet Fokus på Farve kan opfattes som refererende til andre Områder af Livet, hvor Spørgsmålet er stigmatiserende og diskriminerende” (s. 12).

Det er en pointe i bogen, at der i alle tænkelige situationer potentielt er en, der vil kunne føle sig krænket, og det viser sig derfor stort set umuligt at tale eller agere, uden at nogen vil kunne føle sig som offer. De forskellige stemmer i bogen – markeret med forskellige håndskrifter og computertypografier – er fælles om en bedrevidende løftet pegefinger, der fordømmer alle (!) slags handlinger og udsagn.

46157818

I ”Korrekthedsbibelen” taler Christina Hagen ind i en kultur og en lang række konkrete sager fra virkeligheden, hvor ytringer eller opførsel har ført til anklager om krænkelse. Hun problematiserer holdningen om, at den privilegerede ikke har ret til at ytre sig: Den hvide, (privilegieblinde) mand må i hvert fald ikke udtale sig om andet end at være hvid mand.

Med overdrivelser og komik peger Hagen fingre ad et samfund, der er sygeligt optaget af at kunne blive misforstået og forulempet i en grad, så man næsten ingenting kan sige. Er løsningen, at staten bestemmer det hele, så vi ikke hele tiden skal sammenligne os med naboen og vurdere, hvem der har ret? Bogens ærinde må være, at hvis alle opfører sig ordentligt, tager ting lidt mindre personligt og har lidt mindre travlt med, hvad andre gør, så vil verden være et rarere sted at være. Eller som Hagen selv siger det: ”Min bog siger: Stop med at finkæmme alt for potentielle fornærmelser. Fokuser på det, du har tilfælles med dine medmennesker og øv dig i at æde en fornærmelse i ny og næ. Husk på, at alle har sårbare områder – også de såkaldt privilegerede.” (Pressetekst). Forfatter Niels Barfoed har indlæst lydbogsudgaven af ”Korrekthedsbibelen”.

Genrer og tematikker

Der er noget fandenivoldsk over Christina Hagens bøger. I “Sexdronning” er teksterne tabukonfronterende i deres indhold og samtidig eksperimenterende og vildtvoksende i deres form. De forskellige jeg-fortællere fremstår forskruede, beregnende og iskolde, og i visse tilfælde – som med den lesbiske psykolog i “Cecilie” – bliver man som læser overbevist om, at det er de også. Blandt disse ‘fucked up’ fortællere hersker der væmmelse, fremmedgørelse, had, magt, dobbelthed, fantasier, illusioner og dumhed. På samme tid er det også fortællinger om ‘ægte’ mennesker, om menneskelige relationer, om kvindelighed og om forskruet kærlighed.

Christina Hagen interesserer sig for det, der er imellem det vi siger, og det vi føler: ”Jeg tror, jeg interesserer mig for at teste det, der normalt betragtes som det rigtige, det gode, det sande. Da jeg skrev “Sexdronning” var motoren vrede. Jeg var irriteret over, at den litteratur jeg mødte, der beskrev sex set fra en kvindes synspunkt, altid var så pussenusset og fin og poetisk. I mine tekster vil kvinderne oftest bare kneppe en model, fordi han er lækker, have pik, fordi det har de lyst til, eller spille uskyldige udelukkende for egen vindings skyld. Jeg er træt af kvinders offerrolle i litteraturen. Jeg er træt af, at vi er så vrede på mænd, der gør os ondt. Hvis kvinderne i mine historier er stakkels, så er det som regel deres egen skyld.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).

Brevromanen ”71 breve til M” er en undersøgelse af menneskelig ondskab, en uendelig privat og tabuiseret egenskab. Om bevæggrunden til at skrive om ondskab siger Hagen: ”Det, som vi kalder ondskaben, er en naturlig del af os alle, som vi kun nødigt vil stå ved. Andre uønskede menneskelige drifter og træk trives jo også godt i litteraturen – jalousi, hævngerrighed, perversiteter, depression etc. Forfatteren har måske en følelse af at have fundet ind til noget ”ægte”, når disse emner udfoldes.” (Mikkel Fyhn Christensen og Kasper Schütt-Jensen: Ondskaben bor i os alle. Jyllands-Posten, 2013-01-26).

Et andet fikspunkt i forfatterskabet er forholdet mellem magt og sprog og spørgsmål om, hvilke magtfaktorer, der ligger i sproglige handlinger. Hagen er interesseret i, hvordan den danske middelklasse taler om minoriteter, hvordan kultureliten taler om kriminelle, og hvordan man i det danske samfund taler om udlændinge og indvandrere. I et interview i Weekendavisen sagde hun om ”White Girl”: ”Sproget fungerer som et rum, hvor vi låser alle de tabuer inde, som vi ikke kan håndtere i vores samfund. Jeg føler lede ved sproget og vil straffe det ved ikke at bruge det eller ved at ødelægge det. Jeg har følelsen af, at det akademiske, korrekte dansk er et beskidt sprog. Et sprog, der er blevet brugt for meget til at manipulere med.” (Lasse Lauridsen: Den hvide piges byrde. Weekendavisen, 2012-07-20).

I forbindelse med udgivelsen af ”Jungle” gav Christina Hagen et interview til Dagbladet Information, hvori hun påtalte, at mange mennesker ikke står ved de grimme og politisk ukorrekte holdninger, de har: »Jeg kan ikke leve op til de politisk korrekte idealer hverken som privatperson eller forfatter. Og det står jeg gerne ved. Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke. Jeg får tit følelsen af, at jeg bør skamme mig over min menneskelige grimhed, men det vil jeg ikke,« (Anna Raaby Ravn: ”Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med sorte pikke”. Information, 2017-02-18). Det interview affødte en ophedet debat mellem forfattere, litterater og kritikere om, hvad kunst skal og må, og hvor grænsen går mellem forfatterens holdning og værkets eget udtryk og udsagn. Har kunsten frit lejde til at sige og skrive, hvad den vil, eller har kunsten og kunstneren en forpligtelse på at gøre op med samfundets iboende strukturer som f.eks. sexisme og racisme?

Beslægtede forfatterskaber

Christina Hagen vader hen over tabuer i “Sexdronning”, og der er ingen moralsk opbakning eller redning til de minoriteter, som hun trækker ind i sine noveller. Hendes egen første inspiration er Jan Sonnergaard: “Det var Jan Sonnergaards “Radiator”, som ændrede alt. Jeg havde aldrig før læst en hel bog, og jeg var vanvittigt fascineret af manden, der, som jeg så det, formåede at smøre virkeligheden ud med ord. Han havde ikke det litterære filter, som er så dræbende kedeligt, men samtidig så svært at undgå. Jeg følte, at jeg havde fundet min soulmate – et lige så kynisk og dumt svin som mig selv. “Radiator” handlede om ondskaben og elendigheden og ensomheden. Alle de ulovlige ting, der optog mig mere, end de burde” (Refleks: “Jeg er en pluklæser”. Information, 2008-09-06).

Hos Christina Hagen er grumheden og grimheden eksplicit og udtalt. Hun vover sig ud i stil- og formmæssige eksperimenter, hendes sprog er sprudlende, og hun beskriver personer og situationer nøgternt, skarpt og råt på en måde, som får tankerne hen på Christina Hesselholdt og de næsten modbydeligt uhyggelige skildringer og stemninger i Marlon-trilogien.

De mange små “Jeg husker...” sekvenser, som er lagt ind som små mellemstykker i “Sexdronning”, og opskrifterne til de fattige og sultne afrikanere kan minde om Peter Seebergs “Dinosaurusens sene eftermiddag”, hvor han eksperimenterer med lister, remser, opskrifter, nekrologer og så videre. De små tekster beskriver ikke virkeligheden, men er selv dele af den, som lægges tilsyneladende ubearbejdet frem for læseren.

Christina Hagen nævner selv Forfatterskolekollegerne Kristina Nya Glaffey og Lone Hørslev som talentfulde forfattere, og deres værker “Lykkejægerne” og “Naturlige fjender” som nogle, der har gjort indtryk på hende, og som hun har respekt for. Nya Glaffeys ”Padder og krybdyr” (2012) fremviser satirisk lesbiskes fordomme om såvel andre lesbiske som om heteroseksuelle og tydeliggør, hvor meget vi som mennesker opererer med meget smalle kategorier af ’dem’ og ’os’, og at der trods ligheder mennesker imellem altid vil være store og definerende forskelle også.

Den vrede, som ”White Girl” og ”White Girl 2” udtrykker, ligner lidt den vrede, som Maja Lee Langvad gav los for i ”Hun er vred” (2014), og som Lone Aburas adresserer i sin agitpropudgivelse ”Det er et jeg der taler” fra 2017. Maja Lee Langvad har i lighed med Hagen udgivet to bøger, der ligner hinanden betragteligt i form og indhold: ”Find Holger Danske” (2006) og ”Find Holger Danske Appendix” (2014).

Bibliografi

Noveller

Hagen, Christina:
Sexdronning. Gyldendal, 2008.

Brevroman

Hagen, Christina:
71 breve til M. Gyldendal, 2010.

Digte

Hagen, Christina:
White Girl. Gyldendal, 2012.
Hagen, Christina: White Girl 2. Gyldendal, 2017.

Billedværker

Hagen, Christina:
Boyfrind. Basilisk, 2014. Tekst og foto.
Hagen, Christina: Jungle. Basilisk, 2017. Tekst og foto.

Andre udgivelser

Hagen, Christina: Korrekthedsbibelen. Gyldendal, 2019.

Prosatekst

Hagen, Christina: Korrekthedsbibelen. Gyldendal, 2019.

Om forfatterskabet

Web

Her kan man finde omtaler af hendes værker, steder hun er inspireret af og meget mere.

Artikler

Gold, Evelina: Skolen gav mig mod.
Interview i Kristeligt Dagblad, 2008-08-30.
Hansen, Ask: Vi er prostituerede i vores egne forhold. Information, 2014-03-14.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Christina Hagen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Nørgaard, Susanne:
Mailinterview med Christina Hagen i november 2008.
Refleks:
Jeg er en pluklæser. Interview i Information, 2008-09-06.
Lauridsen, Lasse:
Den hvide piges byrde. Weekendavisen, 2012-07-20.
Fyhn Christensen, Mikkel og Kasper Schütt-Jensen:
Ondskaben bor i os alle. Jyllands-Posten, 2013-01-26.