I et satirisk opgør med en omsiggribende politisk korrekthed og en hastigt voksende krænkelsesparathed i samfundet udgav Christina Hagen i 2019 ”Korrekthedsbibelen”, hvis indledende motto er ”Skam Dem”. Med sirlig håndskrift på ternet papir opstilles med gammel ortografi forskellige scenarier, hvor nogen muligvis kunne føle sig som et offer. Det bliver både komisk og grotesk: ”Venligst ikke spørg Ekspedienten om en Bluse eller Kaffekande kan ”fås i en anden Farve”, idet Fokus på Farve kan opfattes som refererende til andre Områder af Livet, hvor Spørgsmålet er stigmatiserende og diskriminerende” (s. 12).
Det er en pointe i bogen, at der i alle tænkelige situationer potentielt er en, der vil kunne føle sig krænket, og det viser sig derfor stort set umuligt at tale eller agere, uden at nogen vil kunne føle sig som offer. De forskellige stemmer i bogen – markeret med forskellige håndskrifter og computertypografier – er fælles om en bedrevidende løftet pegefinger, der fordømmer alle (!) slags handlinger og udsagn.
46157818
I ”Korrekthedsbibelen” taler Christina Hagen ind i en kultur og en lang række konkrete sager fra virkeligheden, hvor ytringer eller opførsel har ført til anklager om krænkelse. Hun problematiserer holdningen om, at den privilegerede ikke har ret til at ytre sig: Den hvide, (privilegieblinde) mand må i hvert fald ikke udtale sig om andet end at være hvid mand.
Med overdrivelser og komik peger Hagen fingre ad et samfund, der er sygeligt optaget af at kunne blive misforstået og forulempet i en grad, så man næsten ingenting kan sige. Er løsningen, at staten bestemmer det hele, så vi ikke hele tiden skal sammenligne os med naboen og vurdere, hvem der har ret? Bogens ærinde må være, at hvis alle opfører sig ordentligt, tager ting lidt mindre personligt og har lidt mindre travlt med, hvad andre gør, så vil verden være et rarere sted at være. Eller som Hagen selv siger det: ”Min bog siger: Stop med at finkæmme alt for potentielle fornærmelser. Fokuser på det, du har tilfælles med dine medmennesker og øv dig i at æde en fornærmelse i ny og næ. Husk på, at alle har sårbare områder – også de såkaldt privilegerede.” (Pressetekst).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Korrekthedsbibelen"